Uværdig prioritering

Af | @JanBirkemose

Socialt udsatte børns ferie er i farezonen, fordi pengene skal bruges til praktikpladser. Det er en ny lav standard, at man skal træffe et direkte valg mellem pest og kolera.

LEDER Mange danskere har oplevet at få deres feriepenge stjålet på ferien. En irriterende, ubehagelig og muligvis også kostbar oplevelse. Men hvis ikke det drejer sig om de store summer, er det dog sjældent nok til at spolere ferien. Så heldige er de udsatte børn, som hidtil har fået støtte til en tiltrængt sommerferie fra Arbejdsmarkedets Feriefond, ikke. I sidste uge besluttede regeringen, at snuppe 450 millioner kroner fra feriefonden, og det kan bringe støtten til de udsatte børn alvorligt i fare.

Og helt parallelt med lommetyven, der bliver fristet over evne af de knitrende euro, der stikker op af turisternes bukselommer, er Feriefonden da også en fristelse, der er svær at modstå for en økonomisk trængt regering. Med en formue på cirka en milliard kroner, der stammer fra uafhentede feriepenge og renter fra lønmodtagernes feriepenge, har fonden flere gange været mål for regeringens lange fingre.

Sidste uges selvbetjening i lønmodtagernes lommer er dog ikke alene det hidtil grådigste tyveri, men også det mest uanstændige. En ting er, at pengene tilhører lønmodtagerne og ved lov er udset til kun at måtte anvendes til ferieformål. En anden sag er, at regeringen har pakket tyveriet ind i en indpakning, der gør det meget vanskeligt at tage endegyldig afstand fra tyveriet. Beslaglæggelsen af de 450 millioner kroner skal nemlig bruges som hjælp til at skaffe 5.000 praktikpladser på erhvervsuddannelserne.

Ved at spille to lige gode formål ud mod hinanden har regeringen sat en helt ny standard for, hvordan de offentlige finanser skal prioriteres. Feriefonden støttede sidste år sociale og kulturelle projekter med 429 millioner kroner, og det er dem, som nu bliver smidt op i en vægtskål, hvor de skal konkurrere med de mange tusinde unge, der ikke kan få lov til at gennemføre deres uddannelse som tømrer, smed eller frisør, fordi de ikke kan få en praktikplads.

Den form for hundeslagsmål er uværdigt for et samfund, der har råd til at lave bankpakker for 100 milliarder kroner, skattelettelser til de rigeste og skattefradrag for at støtte til den private sygehussektor.

Ganske vist er det en naturlov, at man kun kan bruge pengene én gang, og at et tilskud derfor oftest har den konsekvens, at der skal spares eller nedprioriteres andre steder. Men der er en verden til forskel på at lade de samlede statsfinanser blive fordelt gennem statskassen og finansloven og så at lade to lige værdige formål betinge sig af hinanden.

Sandheden er sikkert, at regeringen uanset hvad gerne vil have fat i de mange penge fra Feriefonden. Men hvis de bare snuppede dem og smed dem i den næsten tomme statskasse, ville der rejse sig et ramaskrig. Med konstruktionen socialt udsatte børn versus praktikpladser har regeringen i stedet skabt en diskussion, som er så umulig at forholde sig til, at den højst forplumrer sig i lidt snak om, at det grundlæggende er lønmodtagernes penge, som de forgriber sig på. Men den diskussion er unægtelig også lettere at håndtere, end at skulle forklare, at de socialt udsatte børns ferie skal lappe huller i den tomme statskasse.