Utætheder i russisk gasmagt

Af Jens Thomsen

Rusland har stadig magt over energien i Europa, men krisen har sendt Ruslands økonomi til tælling, og russerne er dybt afhængige af gaskunderne i EU. Korruption og nye gasfund kan true russisk gaseksport på sigt.

HÅNDEN PÅ HANEN Gas var et selvfølgeligt samtaleemne ved festlighederne, da Ruslands tidligere præsident, Vladimir Putin, i sidste uge fejrede sin 57-års fødselsdag ved Valdaj-søen syd for sin fødeby, Skt. Petersborg. Han var omgivet af gode venner fra Vest – heriblandt Tysklands tidligere socialdemokratiske kansler, Gerhard Schröder, og Italiens skandaleombruste premierminister, Silvio Berlusconi, der med deres tilstedeværelse cementerede et årelangt forhold til Ruslands tidligere præsident og nuværende premierminister.

Det var gas, der for år tilbage sendte Putin, Schröder og Berlusconi i armene på hinanden, og det er stadig gas, som knytter det politisk kontroversielle trekløver sammen.

Schröder i sin egenskab af rådgiver for den russisk-tyske gasledning Nord Stream, som er under bygning i Østersøen – et projekt Schröder som kansler støttede varmt. Få uger efter, at han i 2005 forlod kanslerposten, lod Schröder sig hyre af det statslige russiske gasmonopol, Gazprom, til at varetage Nord Stream-projektets interesser. En beslutning, som siden har kostet ham dyrt i tabt politisk troværdighed.

Milliardæren Berlusconi er knyttet til Putin og Gazprom via en anden gasledning, South Stream, i Sydøsteuropa, som den italienske energikoncern ENI deltager i. »Den russiske føderation er meget vigtig for os. Vi får 30 procent af vores olie og gas derfra,« smigrede Berlusconi, da Putin besøgte ham på Sardinien i fjor.

På de bonede gulve i Bruxelles inkarnerer de tre alt det, som er galt i forholdet mellem EU og Rusland i magtspillet om Europas energiforsyning. I EU er personager som Schröder og Berlusconi både frygtede og foragtede for deres villighed til at tækkes Putin og dermed splitte EU over for Rusland. Putin har for sin del bevist, at han på edderkoppemaner er en mester i at spinde et net af personlige og økonomiske forbindelser til indflydelsesrige kontakter i Vesteuropa med det formål at styrke salget af russisk gas til Europa.

Krisechok

Men for Putin var dette års fødselsdagsfest nok alligevel en anelse mindre munter end tidligere fødselsdage. Både han og Rusland har nemlig mere end nogensinde brug for de indflydelsesrige gæster fra Vesteuropa. Den økonomiske krise har sendt Ruslands økonomi i frit fald. Priserne på gas og olie, som er Ruslands eneste handelsvarer af betydning, er styrtdykket, og det samme er den europæiske efterspørgsel efter gas.

»Krisen har ramt Rusland meget hårdere, end russerne selv havde ventet. Krisen er kommet som noget af et chok. En meget stor del af russisk politik afhænger af prisen på olie og gas,« siger Fraser Cameron, der leder den Bruxelles-baserede tænketank EU-Russia Centre.

Efter 10 år med økonomisk vækst på syv procent om året i gennemsnit, faldt væksten sidste år til 5,6 procent som følge af krisen i anden halvdel af 2008, og 2009 bliver et katastrofeår for russisk økonomi med udsigt til, at økonomien ifølge Den Internationale Valutafond (IMF) skrumper med 6,5 procent.

Mens både olieprisen og aktiekurserne på få måneder faldt 70 procent, måtte staten allerede i starten af oktober 2008 gribe ind for at redde bankerne og det finansielle system med hvad, der svarer til 200 milliarder dollar.

»Russerne vil aldrig selv sige det, men de er uhyggeligt afhængige af indtægterne fra olie og især gas,« siger en vestlig diplomatisk kilde.

I 2010 vil Rusland være i stagnation, forventer IMF.

»Den økonomiske krise har bragt Rusland i en helt ny situation,« konstaterer Arno Behrens fra EU-tænketanken Centre for European Policy Studies (CEPS) i Bruxelles.

Politisk opgør

På de indre linjer er et opgør i gang mellem politikere, der ønsker at modernisere økonomien og det russiske samfund, og en mere traditionel fløj af magthavere, der vil fastholde den statslige kontrol over store del af økonomien, ikke mindst energisektoren.

Finansminister Alexei Kudrin anfører den reformvenlige fløj, der blandt andet ønsker at få Rusland med i verdenshandelsorganisationen WTO, mens Vladimir Putin vurderes at stå midt mellem reformatorer og traditionalister. Han vil gerne modernisere Rusland, men hans magtbase udspringer af det statslige sikkerhedssystem.

»Jeg tror ikke, at en af fløjene i russisk politik er i stand til at vinde over den anden. Jeg tror, at vi i en overskue­lig fremtid vil komme til se en russisk politik, som vil være en blanding af større åbenhed og en mere traditionel politik baseret på statskontrol,« siger Fraser Cameron.

Dermed er det så godt som sikkert, at den udbredte økonomiske korruption fortsat ville spille en stor rolle i russisk økonomi og politik og vil hæmme udviklingen af et moderne retssamfund, hvor grundlæggende rettigheder som ytringsfrihed er sikret.

»Forholdet mellem EU og Rusland vil forblive ustabilt i mange år,« spår Fraser Cameron og tilføjer:

»Jeg tror ikke længere, at nogen mener, at vi deler værdier med Rusland, hvor man ikke har lov og orden og en fri presse. Vi deler interesser med Rusland, og det er dem, vores forhold til Rusland kommer til at dreje sig om.«

Den største kunde

Dermed er vi tilbage ved gassen og Putins fødselsdagsfest sidste onsdag. Energi er den centrale interesse, som EU deler med Rusland. EU er Ruslands største marked for gas, og Tyskland og Italien er Ruslands største enkeltkunder i Europa.

I EU giver mange beslutningstagere netop Tyskland og Italien en stor del af skylden for, at EU er ude af stand til at udnytte sin økonomiske overmagt i forholdet til Rusland, fordi de to landes ledere har travlt med at pleje nationale særinteresser i Moskva.

Og værre endnu: EU-landene i det tidligere Østeuropa, som er dybt afhængige af russisk gas, beskylder utilsløret Tyskland og Italien for at gennemføre en knibtangsmanøvre, der risikerer at isolere Østlandene endnu mere på energiområdet. Manøvren er etableringen af Nord Stream fra Rusland til Tyskland via Østersøen og South Stream fra Rusland til Italien og Østrig via Sortehavet og Bulgarien.

Det er især Nord Stream, som Danmark i sidste uge gav tilladelse til at føre over dansk havbund i Østersøen, der har skabt politisk oprør i Polen og de baltiske lande. Polske og baltiske politikere har angrebet projektet i skarpe vendinger, fordi gasledningen går uden om Polen og de baltiske lande og dermed ifølge kritikerne gør disse lande sårbare over for politisk afpresning fra Rusland via energiforsyningen.

Østeuropæerne vil for alt i verden undgå at komme i samme situation som Ukraine og andre dele af det tidligere Sovjetunionen, som Rusland beskyldes for at sikre sig indflydelse i ved at bruge gasforsyningen som et politisk magtmiddel.

Det var uenighed mellem Rusland og Ukraine, som sidste vinter førte til afbrydelser af gasforsyningen til store dele af Sydøsteuropa, og som gav Rusland et alvorligt tab af troværdighed i EU som gasleverandør.

Det politiske oprør i EU over Ruslands vinterleg med gashanerne er imidlertid ikke længere sort-hvidt. Ukraine, der er ramt af intern politisk tumult, har fået en stor del af ansvaret for gaskrisen sidste vinter, og i EU er utålmodigheden så småt ved at brede sig over østlande, der kræver, at EU skal tryne Rusland, men som intet gør for at reducere deres dybe afhængighed af russisk gas. De samme lande er vrangvillige over for EU’s planer om at gennemføre energibesparelser og styrke brugen af vedvarende energi, som ellers ville mindske deres afhængighed af importeret energi.

»Det indre marked for energi i EU er ikke udbygget tilstrækkeligt til, at EU-landene kan klare afbrydelser af forsyningerne, og de lande, som er mest afhængige af Rusland, har intet gjort for at mindske deres afhængighed,« siger Arno Behrens fra CEPS.

Han henviser til, at EU stadig mangler gaslagre og rørledninger, som kan føre gas og olie mellem landene i Europa, hvis forsyningerne udefra pludselig svigter.

»Hvis der kommer en afbrydelse i forsyningerne igen denne vinter, vil EU være bedre forberedt end sidste vinter, men stadig ikke forberedt godt nok,« siger Arno Behrens.

Mens større lagre og flere rørledninger kan mindske EU’s sårbarhed på kort sigt, vil der gå adskillige år, før EU-landenes strategi om at reducere forbruget af gas og olie ved hjælp af vedvarende energi slår igennem.

Paradoksalt nok kan EU tværtimod blive mere afhængig af russisk gas ved at styrke vind- og solenergi, forudser Behrens.

Det skyldes, at vindkraft og solenergi har brug for fleksible kraftværker, der kan sættes ind med kort varsel i vindstille perioder og når solen ikke skinner. Fleksible kraftværker drives typisk med gas, og derfor kan EU-landenes efterspørgsel efter gas vokse i takt med, at EU realiserer sin klimaplan, vurderer Arno Behrens.

Der kan altså gå mange år, før EU kan gøre sig fri af russisk gas, og hvis den økonomiske krise samtidig ikke fører til politiske reformer, vil Rusland sandsynligvis blive ved med at bruge energi som et politisk magtmiddel over for sine naboer. Rusland fortsætter, som intet er hændt.

»Det er skuffende, at de ikke bruger denne nærdødsoplevelse (krisen, red.) til at kvitte rygningen og reformere sig selv,”« sagde en anonym vestlig bankmand for nylig til erhvervsavisen Financial Times om russernes forkærlighed for mere statslig kontrol, når de skal løse problemer.

Men pessimisterne i Europa glemmer presset fra markedskræfterne og den teknologiske udvikling, påpeger russeren Mikhail Korchemkin, der driver konsulentvirksomheden East European Gas Analysis i Pennsylvania i USA.

Gasmonopol er truet

Det statskontrollerede russiske gasmonopol Gazprom er en syg bjørn, der teknologisk, økonomisk og markedsmæssigt er så tilbagestående, at virksomheden er dømt til at tabe terræn til konkurrenterne.

»Det er et spil, Gazprom ikke kan vinde. Det er et monopol, som er oppe mod den teknologiske udvikling, og det er en håbløs kamp,« siger Mikhail Korchemkin.

Gazprom havde forventet stigende priser og voksende efterspørgsel i fremtiden, og selskabets omkostninger er derfor alt for høje. Gazprom er dybt forgældet og kan ikke leve uden støtte fra staten, men vigtigst af alt ifølge Korchemkin har Gazprom ikke forstået, at nye produkter vinder frem, navnlig skifergas.

»En række store energiselskaber har betegnet skifergas som en revolution af gasmarkedet,« siger Korchemkin.

Store reserver er fundet i USA, og der kan være mulighed for udvinding af store forekomster i Europa i løbet af nogle år. Det vil betyde lokal konkurrence til Gazprom – en konkurrence, som den russiske kolos på lerfødder ifølge Korchemkin aldrig vil kunne matche.

Konkurrence vil samtidig presse Gazprom indefra, fordi udbredt korruption er en alvorlig belastning af koncernens økonomi. Mikhail Korchemkin vurderer, at Gazproms storstilede bygning af kostbare pipelines først og fremmest er drevet af magtfulde og korrupte russiske entreprenører, der bygger til opskruede priser og stikker en stor del af de statslige midler i egne lommer. Ifølge Korchemkin kan projekterne ikke forklares forretningsmæssigt – de kan alene gennemføres med statsstøtte og vil alt andet lige forøge Gazproms omkostninger i fremtiden.

Reel konkurrence på gasmarkedet i Europa ville derfor forværre Gazproms situation mange gange og presse Ruslands energiindtægter, og russerne vil få svært ved at gøre op med den tætte sammenvævning af statslige og erhvervsmæssige interesser, som gør den storstilede korruption mulig.

»De, der scorer gevinsterne i dag, er ligeglade,« siger Mikhail Korchemkin.