USA’s LO kommer til klimatopmødet med energi og håb

Af

For få år siden var den amerikanske fagbevægelse nærmest modstandere af at diskutere klima og tænkte blot på at bevare hjemlige energitunge job. Men nu har piben fået en anden lyd, fortæller Bob Baugh, direktør i AFL-CIO. Han står i de kommende to uger i spidsen for en fagforbundsgruppe af 40 forhandlere til klimakonferencen i København. Gruppen tror på i hvert fald lysegrønne – og politisk bindende – resultater.

INTERVIEW Bob Baugh er optimist. I de kommende to uger står den erfarne fagforeningsdirektør fra det amerikanske LO, AFL-CIO, i spidsen for en 40 mand stor forhandlingsdelegation under klimatopmødet i København. Han glæder sig, forsikrer han, fordi han tror på, at topmødet ender med en bindende rammeaftale, der både vil gavne klodens klima og det amerikanske arbejdsmarked. To hensyn, som AFL-CIO i modsætning til tidligere ikke længere tror, står i modsætning til hinanden:

»Jeg mener, at forarbejdet er gjort til, at vi vil ende med en aftale. Ikke i form af en færdig tekst på selve topmødet, men det er jo heller ikke det vigtigste. Det afgørende er dels, at der bliver enighed om nogle politisk bindende erklæringer, og derefter at de rent faktisk bliver udmøntet politisk og implementeret. Man taler i dag altid om Kyoto-protokollen, som om den blev vedtaget i Kyoto. Men det gjorde den jo slet ikke. De færdige aftaler blev først til virkelighed en 10-11 måneder senere, men det taler ingen om i dag. Jeg tror, noget lignende vil ske i København; presset for at nå en aftale er enormt og her er den aftale, som Barack Obama sikrede sig mellem Kina og USA under sin nylige tur til Asien, helt afgørende,« siger Bob Baugh.

Han understreger, at den amerikanske fagbevægelse har taget nogle lange kampe for at nå til der, AFL-CIO står i dag – et forbund, der vil kæmpe klimaets sag, blandt andet ved at kæmpe for investeringer i nye grønne job gennem forskning og udvikling, gennem øget fokus på vedvarende energikilder og gennem udviklingen af, hvad han kalder »en helt ny international sprogbrug«, når det gælder klodens miljø.

Grøn økonomi

Han peger især på en banebrydende vedtagelse fra marts 2008 med titlen ’Greening the Economy’ (Gør økonomien grøn, red.), som blev vedtaget af forretningsudvalget for AFL-CIO. Med udtalelsen markerede AFL-CIO et kursskifte, der ifølge Baugh én gang for alle gjorde op med forestillingen om de amerikanske fagforbund som en klub for energifrådsende arbejdere og industrier.

I udtalelsen, som understreger, at den amerikanske nation står ved en skillevej, når det gælder grøn jobskabelse, hedder det blandt andet, at AFL-CIO vil arbejde for en »new green deal,« et nationalt grønt kompromis, hvor »mulighederne for hjemlige investeringer i innovation, ny teknologi og energieffektivisering både vil redde job og skabe nye arbejdspladser og genoplive den amerikanske manufakturbranche.«

»Der er ingen sikkerhed for, at disse investeringer bliver foretaget, med mindre vi kæmper for dem,« påpeger Bob Baugh.

Obama dikterer ikke

Det står imidlertid klart, at Bob Baughs præsident, Barack Obama, vil dukke op i København 9. december med et begrænset mandat. Når det gælder løfter om CO2-reduktion, meddeltes det i sidste uge fra det Hvide Hus, at præsidenten vil give tilsagn om en amerikansk reduktion på 17 procent i 2020 i forhold til 2005-niveauet. Det er, hvad der ligger i det foreløbigt godkendte klimalovforslag fra Repræsentanternes Hus, mens Senatets diskussioner endnu ikke er færdige. I FN-sprog defineres reduktionsmålene imidlertid ikke i forhold til udlednings-niveauet i 2005 men 1990, og en omregning af det nuværende amerikanske mål bliver derfor reelt til en noget mere beskeden tre-fire procents reduktion.

Foreholdt dette, siger Baugh, at de 17 procent i forhold til 2005 niveauet også er det maksimale, som den amerikanske fagbevægelse kan strække sig til:

»For det første skal europæerne, inden de kommer alt for godt i gang med kritikken, huske, at vores præsident opererer inden for det muliges kunst. Vores politiske system er ikke sådan indrettet, at præsidenten kan diktere noget som helst til Kongressen.«

»For det andet skal vi i fagbevægelsen have mange forbund med. Fra de allermest progressive til de mere konservative. Og selv de mest liberale (i amerikansk forstand, dvs. venstreorienterede, red.) af vore medlemmer kan ikke få opbakning til mere end de 17 procents reduktion i forhold til 2005-niveauet. Som samlet forbund er vi landet på 14 procent, som er en smule under det niveau, Waxman-Markey loven – der nu er vedtaget i Repræsentanternes Hus – ligger på. Det udkast, som de to demokratiske senatorer John Kerry og Barbara Boxer har fremlagt, og som lige nu diskuteres i Senatet, opererer med 20 procent, men jeg tror ikke en døjt på, at det kan vedtages,« siger han og fortæller, at AFL-CIO har haft en aktiv rolle i formuleringen af de amerikanske mål, om end forbundet ikke har været direkte inddraget i politikformuleringen, som man kender det fra den danske aftalemodel.

»Det, I har i Danmark, er helt unikt. Den direkte inddragelse af fagforeningerne i lovgivningsprocessen findes ikke på samme måde i USA. Vi er tilfredse med, at Obama-regeringen meget aktivt har lyttet til os udefra, og vi er blevet inviteret til mange briefinger og møder med topforhandlerne.«

På et spørgsmål om, hvorfor det – trods den nye grønne vilje fra både Obama-regeringen og nu altså også til en vis grad fagforeningerne – alligevel synes at gå meget langsomt i USA, svarer Baugh:

»Der er en udbredt frygt i USA, som vi deler i fagbevægelsen, for at komme til at afgive politiske løfter på klimafronten, som det viser sig efterfølgende ikke kan overholdes. Det er et spørgsmål om en vis realisme i forhold til, hvor den nationale debat står nu, og hvordan økonomien ser ud. Ikke engang den amerikanske miljøbevægelse kan følge med i de mere vidtløftige europæiske drømme om en 25-40 procents reduktion af CO2-udledningen fra 1990-niveauet.«

Det økonomiske argument

Bob Baugh vil også gerne gå i dybden med det økonomiske argument, som han mener ligger til grund for, at præsident Obama ikke har kunnet presse Kongressen til at gå hurtigere frem, når det gælder vedtagelsen af en ny amerikansk klimalov:

»Når det gælder præsidenten og klimaet, ser situationen sådan ud. Obama bliver valgt. I ugerne efter falder skyerne bogstaveligt talt ned om ørerne på ham. Økonomien kollapser – ikke bare vores, men verdens økonomi og finansmarkeder. Så står præsidenten med en befolkning, hvoraf en betydelig del ikke har noget arbejde og er i fare for at skulle gå fra hus og hjem. De er også i fare for at miste deres sygeforsikring, eller også er de alvorligt underforsikrede. Det er i den situation, kritikken for at han kaster for mange politiske bolde op i luften på en gang rettes mod præsidenten, men hey – you can walk and chew gum at the same time,« siger han og ler af det gamle amerikanske ordsprog, der betyder, at det faktisk er muligt at koncentrere sig om mere en én ting ad gangen.

Han fortsætter:

»Det er altså situationen og samtidig vokser arbejdsløsheden. USA har tabt 5,5 millioner arbejdspladser siden 2000. Vores fremstillingsindustri har tabt 30 procent af samtlige arbejdspladser, som er en direkte konsekvens af vores handelsunderskud over for Kina. På trods af den situation har præsidenten faktisk – i modsætning til, hvad Europa synes at tro – haft den politiske kraft til at køre på med klimalovgivningen.«

»På trods af at stimuluspakker og sundhedsreform har kørt samtidig og på trods af, at vi er involveret i to betydelige militære indsatser i Irak og Afghanistan, så er klimaloven gået igennem Repræsentanternes Hus, og loven vil også blive vedtaget i Senatet til foråret. Det er muligt, det virker langsomt i Europa, men så er det, fordi der er en manglende forståelse for både vores politiske systems funktionsmåde og den virkelighed, amerikanerne står i.«

Bob Baugh peger på, at AFL-CIO skubbede hårdt på i forbindelse med vedtagelsen af den amerikanske stimuluspakke for at få energi- og klimaelementer inkluderet og prioriteret højt i loven. Og han er stolt af slutresultatet: 80 milliarder dollar i grønne infrastruktur-investeringer, 11 milliarder i et nyt og mere energivenligt elsystem, to milliarder i investeringer til udvikling af nye grønne batteri-typer, 15 milliarder til at forbedre klimaregnskaberne for føderale, offentlige bygninger, 11 milliarder i tilskud, som borgerne kunne søge for at gøre deres hjem mere energivenlige, 20 milliarder dollars investeringer i udvikling af vindmøller, otte milliarder til grønne transportformer og endelig én milliard til omskoling og træning af nye medarbejdere til såkaldt grøn jobskabelse.

På samme måde peger han på den amerikanske ’Ren Energi og Sikkerhedslov’, der er vedtaget i Repræsentanternes Hus og lige nu ligger i Senatet. Loven dækker over 83 procent af den samlede amerikanske CO2-udledning, og indeholder massive investeringer i nye, rene energiformer.

Baugh slutter med at pege på den nye tilgang, som han mener, verden vil se i København fra USA – en tilgang, som han mener, kan ses klart og stærkt i AFL-CIO:

»Vi har fusioneret to tilgange, som tidligere var skilt ad. Vi siger ikke længere, at ’jo vi må redde verden og nedsætte vores CO2-udledning, men på den anden side må vi også sikre, at vores medlemmers arbejdspladser ikke forsvinder, og hvis de skulle gøre det, må vi sørge for en fair og rimelig kompensation’. Det var det, vi gjorde før, men det er alt, alt for defensivt.«

»Det, vi gør nu, er at sige: ’Hvordan investerer vi bedst i Amerika?’ Det er helt rimeligt, og ikke noget, vi behøver at skamme os over. Det er ikke vores opgave at skaffe nye arbejdspladser i Kina. Det er helt legalt – også inden for WTO – at et lands politikere og fagforeninger er optagede af at sikre arbejderne i eget land. Så altså: Hvordan stimulerer vi den amerikanske økonomi samtidig med, at vi forandrer den. Hvordan skaber vi gode, energivenlige, grønne arbejdspladser, der bygger på og stimulerer ny viden og forskning? Det er vores perspektiv og med det i baghovedet, tror jeg på, at vi får et godt udgangspunkt i København for en endelig aftale om klodens klima, der vil blive endeligt vedtaget i 2010,« slutter Bob Baugh.