USA’s fagforeninger truer Obama på pengepungen

Af

Den amerikanske fagbevægelse truer med at smække pengekassen i op til præsidentvalget i 2012, hvis ikke demokraterne tager skeen i den anden hånd og aktivt gør mere for at hjælpe den amerikanske middelklasse. Advarslen kommer bl.a. fra AFL-CIO’s præsident, Richard Trumka.

ADVARSEL Det er ikke kun i Danmark, der kan være knas på linjen mellem fagbevægelsen og det parti, bevægelsen traditionelt har set som »deres«. Amerikas største fagforening, AFL-CIO (USA’s udgave af LO med 11 millioner medlemmer), overvejer nu at trække alle donationers til de demokratiske medlemmer af kongressen op til præsidentvalget i 2012.

Det sker i skuffelse over, at demokraterne ikke gør mere for at støtte fagbevægelsens medlemmer, siger præsidenten for AFL-CIO, Richard Trumka:

»Vi vil bruge sommeren på at få vores politikere holdt ansvarlige for den samfundsudvikling, vi bevidner. Det er ikke vores opgave som fagforbund at holde hånden under et bestemt parti endsige støtte det økonomisk. Vores opgave er at forbedre levevilkårene for arbejdende familier,« siger Trumka, der i sidste måned holdt en tale i den amerikanske hovedstad.

Ugebrevet A4 var med til mødet, der fandt sted i den nationale presseklub og talte efterfølgende med den erfarne fagforeningsleder, der tidligere har været ude med riven efter præsidenten, nemlig op til midtvejsvalget sidste år, hvor han advarede Obama om at AFL-CIO ikke kunne garantere for medlemmernes stemmeafgivning ved valget, når de »ikke kan se forskel på de to partier«.

Der skal to til tango

Demokraterne tabte midtvejsvalget med et brag og særligt i traditionelle arbejdertunge stater i midtvesten.

Du fik ret i midtvejsvalg-prognosen. Er jeres medlemmer trætte af demokraterne. Og af præsidenten?

»Det, mine medlemmer er trætte af helt generelt, er politikere, som ikke foretager sig noget. Det er ikke bare et spørgsmål om, at finde politikere, som ikke modarbejder vores interesser. Hvis ikke en politiker aktivt blokerer for initiativer, der er rettet mod fagforeningsmedlemmer og ikke forsøger at fremme arbejderfamiliers interesser, ja så vil de samme arbejdere selvfølgelig heller ikke støtte dem.«

AFL-CIO’s hovedbestyrelse er midt i omfattende diskussioner om en plan, hvis hovedformål er en omlægning af forbundets støttemidler. Den største ændring kan blive nye retningslinjer, der anbefaler en dramatisk nedskæring af de penge, AFL-CIO fremover vil give til enkelte medlemmer af Kongressen, først og fremmest til valgkampagner.

I stedet skal pengene gå til at bakke op om fagbevægelsens lokale og regionale kampe, som dem, der fandt sted i foråret i stater som Wisconsin og Ohio, hvor lovgiverne har vedtaget at afskaffe den kollektive forhandlingsret. En omstridt vedtagelse, der i øvrigt for Wisconsins vedkommende blev godkendt af Højesteret i sidste uge.

Eller i kampen for at bevare Medicare og Medicaid, de to store offentlige sundhedsforsikringer, der kommer henholdsvis USA’s ældste og fattigste til gode, men som er under angreb fra republikanerne i forsøget på at trimme den kolossale amerikanske statsgæld.

Visse forbund, der er medlemmer af paraplyforeningen AFL-CIO er gået videre end andre. I april vedtog brandmændenes forbund - International Association of Fire Fighters - således at stoppe alle politiske donationer til medlemmer af Kongressen, som ikke aktivt bakkede op om fagforeningerne.

 »Vi er blevet angrebet på den fejeste måde i flere stater og jeg kan simpelt hen ikke få øje på vores såkaldte venner i Kongressen. Hvor er deres forsvar af vores rettigheder? Man må sige, at deres passion og disciplin unægteligt blegner, når man sammenligner med den energi, vore fjender lægger for dagen,« siger formand Harold Schaitberger.

Harold Schaitberger siger til Associated Press, at han også er dybt skuffet over præsident Obamas beslutning om at forlænge skattelettelser til de allerrigeste amerikanere, som kom i stand under præsident Bush. Og over præsidentens og demokraternes manglende iver efter at få vedtaget den såkaldte Employee Free Choice Act, der gør det nemmere for fagforeninger at organisere sine medlemmer:                          >

»Vi ser et fast mønster af fejl og skuffelser i stedet for en politisk dagsorden, der hjælper den arbejdende middelklasse. Det er et mønster, vi har set i årevis, og nu er vi blevet trætte af det.  Der skal ske noget nyt.«

Hvis hovedparten af fagforbundene under AFL-CIO følger trop, kan det få alvorlige konsekvenser for demokraternes chancer for at matche det republikanske parti, der traditionelt står stærkere, når det gælder indsamling af penge. AFL-CIO pumpede over 50 millioner dollar (262 millioner kroner) ud i 2010 i direkte valgstøtte til demokratiske kandidater ved midtvejsvalget. Men følelsen af, at man ikke har fået valuta for pengene, breder sig.

»Mange af vore aktivister føler, at de penge ville have været brugt bedre, hvis de var kommet de trængte græsrodsaktivister til gode i stedet,« siger Trumka og fortsætter: 

»Vi har over de seneste år været vidner til en lang og koordineret indsats, hvis mål det er at ændre selve karakteren af det amerikanske samfund; en forvandling væk fra et land, hvor frihed og retfærdighed gælder for alle, over mod et samfund, hvor alle har sig selv nok, en nation bestående af rige og udelukkende for de rige. Og det er en udvikling, hvor fagforeninger og arbejdere må stå sammen og finde vores stemme. Vi må tale højere og med mere eftertryk så alle arbejdende familier i USA og i resten af verden kan sikre sig en bedre fremtid.«

To partier – to valg

Reaktionen fra det demokratiske parti på de slet skjulte trusler har været relativt afdæmpet – muligvis i et forsøg på ikke at opildne temperamenterne og følelserne yderligere.

Talsmand for partiet Hari Sevugan siger til Washington Post:

»Vi tager aldrig nogens støtte for givet. Men når arbejdende mænd og kvinder står med valget i stemmeboksen, et valg, hvor der er to partier, og det ene ønsker at gøre en ende på den kollektive forhandlingsret over for et andet, som har sikret universel sundhedsforsikring til alle, som har reddet den amerikanske bilindustri og som har givet yderligere skattelettelser til den brede middelklasse, så tror jeg, den organiserede arbejderbevægelse vil vælge et samarbejde med Demokraterne i efteråret 2012 hen mod et genvalg.«

Hovedstadens største avis har lige foretaget en måling, der viser udviklingen i partistøtte hen over det første kvartal i 2011. Her kan man se, at støtten til de demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus er faldet med 50 procent sammenlignet med det første kvartal i 2009. Støtten er i penge faldet fra 5,8 millioner dollar (30,5 millioner kroner) til 3,1 millioner (16,3 millioner kroner) i dag.

Samtidig faldt fagforeningernes bidrag til republikanske kandidater også, men blot med 13 procent.

Målingen viser for eksempel et dramatisk skift i den internationale ingeniørforening, som repræsenterer arbejdere i konstruktionsindustrien. Ingeniørforeningens såkaldte politiske aktionskomite gav 1,6 millioner dollar (8,4 millioner kroner) i støtte til demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus i 2009.

I år har fagforbundet ikke givet en cent til noget parti. A4 har ringet til forbundet, hvor en talsmand henviser til en pressemeddelelse om sagen, hvor det hedder, at »den høje arbejdsløshed i byggeindustrien er vores topprioritet og vi ønsker at se forhandlinger hen over midten, som er rettet mod jobskabelse. Men indtil videre ser vi ikke lovgivning, som går i den retning«.

Richard Trumka er helt enig:

»USA’s reelle underskud er moralsk. Det er de politiske valg, det handler om, når vi tvinger fattige børn til at gå i genbrugstøj, mens vi systematisk sænker selskabsskatten. Der er stærke kræfter i dette land som arbejder på at udrydde det arbejdende folks stemme i den nationale samtale.«