Universiteter: Løkke måler os på forkert målestok

Af
Benedicte maria

Statsministeren vil have danske universiteter i den europæiske elite – men de ranglister, som skal sikre, at målet nås, er forsimplede, skadelige og direkte forkerte, lyder det fra flere af landets store universiteter. EU-kommissionen har taget konsekvensen af kritikken og offentliggør næste år sin egen rangliste.

EN OMMER Hvad smager bedst – et æble eller en pære? Det spørgsmål forsøger verdens to mest anerkendte ranglistesystemer at besvare hvert år ved at publicere ranglister over verdens allerbedste universiteter.

Times Higher Education (THE) og Shanghai-ranglisten – der udspringer af Jiao Tong Universitetet i Shanghai i Kina – anses i dag for at være verdens mest anerkendte ranglister, når det handler om at kåre verdens bedste universiteter. Derfor udstak statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i efteråret målsætningen om, at Danmark om 10 år skal have et universitet toppen af disse ranglister.

»I 2020 skal Danmark have mindst et universitet i top 10 i Europa målt ved den anerkendte, årlige opgørelse i Times Higher Education,« sagde statsministeren i det, han på Venstres landsmøde i Odense kaldte sin »danske drøm«.

Lige nu er Danmarks Tekniske Universitet (DTU) bedste danske universitet på en 36. plads på THE’s Europarangliste. Men problemet er, at målsætningen ifølge flere af de, der skal anspores – de danske universitetsrektorer – dybest set er ubrugelig i forhold til en moderne virkelighed. THE lægger helt overvejende størst vægt på forskningsresultater, som kun er en del af universiteternes arbejde, og rektor på Syddansk Universitet, Jens Oddershede, mener således, at statsministerens målsætning er med til at gøre universiteterne ringere.

»Det virker gennemført uigennemtænkt. Jeg synes, målingerne gør skade på universiteterne. Vi er nødt til at være forskellige for, at samfundet, som betaler for os, får det fulde udbytte. Men det her ensretter universiteterne.«

Samme melding kommer fra universitetsdirektør Peter Plenge, Aalborg Universitet, og rektor på Roskilde Universitet (RUC), Ib Poulsen.

»Jeg ved ikke, hvem der har klædt statsministeren på. Jeg tror ikke, det er noget, han personligt har fundet på, men jeg synes ikke, det er det mest velovervejede mål,« siger Peter Plenge, der kalder ranglister for »snobberi«.

Rektor Ib Poulsen, RUC, siger:

»Jeg synes, det er problematisk, at regeringen bruger Times Higher Education som målestok for gode og dårlige universiteter, fordi de passer på nogle få – København og Århus Universitet. Hvis regeringen bruger ranglister som sit primære parameter, er det en ommer. Relevansen af det parameter, synes jeg ikke, er tilstrækkelig høj.«

Men mens danske universitetsrektorer altså kritiserer statsministerens målsætning for at være for enkel, er EU-kommissionen allerede ved at handle på kritikken.

Kommissionen har nemlig fået så mange tilkendegivelser fra studerende og forskere, der udtrykker frustration over Times Higher Education og Shanghai-listerne, at EU næste år får sin helt egen rangliste: U-Multirank.

I stedet for kun at måle universiteter på forskningsresultater vil EU’s rangliste måle på seks parametre, der blandt andet siger noget om, hvor internationalt orienteret et universitet er, og hvor godt universitetet er til at være synligt i det regionale område, universitetet ligger i. Fem danske uddannelsesinstitutioner er som del af et pilotprojekt med til at finpudse modellen – blandt andre Århus Universitet, Aalborg Universitetscenter og Syddansk Universitet.

»Vi vil være med til at påvirke den måde, man skruer en ranking sammen på. Fordi de rankings, vi kender i dag, jo er så voldsomt forsimplende for en arbejdsplads med over 40.000 mennesker, som bliver sat ned på et eneste tal,« forklarer dekan Carsten Riis, der står i spidsen for Århus Universitets rankingarbejde.

Flere kriterier

EU-kommissionen retter geværet samme vej som dekanen i Århus.

»Mens forskningsegenskaber utvivlsomt er et meget vigtigt kriterium, bør det ikke være det eneste kriterium, man måles på,« siger Dennis Abbott, der er talsmand for Androulla Vassiliou, EU’s kommissær for uddannelse, sprog, kultur og unge.

»Vores mål er at lave en mere brugervenlig liste, som vil gøre det nemmere for studerende og forskere at få informationer om, hvor og med hvad de skal studere og arbejde. Kommissionen mener for eksempel, at andre faktorer såsom beskæftigelsesmuligheder bør tages med som et parameter, når man laver ranglister.«

Blandt de problemer, EU-kommissionens embedsmænd har fundet på de eksisterende ranglister, kan nævnes:

  • Ved at rangliste hele universiteter kan studerende og forskere ikke se, hvilke institutter og afdelinger på det enkelte universitet der klarer sig særdeles godt eller skidt.
  • Desuden betyder et fokus på hele institutioner eksempelvis, at et af verdens mest anerkendte uddannelsessteder i statskundskab og politologi, SciencePo i Paris, overhovedet ikke er med på Times Higher-listen – fordi instituttet ikke er stort nok.
  • Både Times Higher Education og Shanghai-listerne tenderer ifølge EU-kommissionen til at fokusere på forskningsresultater på engelsk, og det giver en slagside i forhold til ikke-engelsktalende lande. Kommissionen vurderer, at resultater fra traditionsrige forskerlande som Tyskland, Kina og Japan er underrepræsenteret i ranglistesystemet.
  • Yderligere påpeges det, at antallet af nobelprisvindere, der i de senere år har fået større og større vægtning for et universitets rangliste-point, dybest set baseres på et forkert grundlag. Nobelprisen gives oftest længe efter, at en forsker har præsteret sin forskning – og i mange tilfælde vil forskeren derfor være tilknyttet et andet universitet end det, der udklækkede eliteforskeren. En kuriøs detalje i den forbindelse er, at den ene af årets to Nobelpris-modtagere i fysik, russeren Andre Geim, som i dag arbejder på Manchester Universitet i England, i begyndelsen af 1990’erne var ansat i en post doc. forsker-stilling på Niels Bohr Instituttet i København. Her lavede han efter sigende nogle af de første forsøg, der endte med at give ham den verdensberømte pris.

Designskole til designere

Kommissionens mål er ikke at slå Times Higher eller Shanghai-ranglisterne af banen, understreger Dennis Abbott. Men at komplementere billedet, nuancere styrker og svagheder.

»Vores mål er ikke at skabe en liga med top 10 bedste institutioner, men mere at designe et multidimensionalt ranking-system, der tager højde for de nødvendige prioriteter, som studerende har,« siger Dennis Abbott.

Ligesom de fleste danske universitetsrektorer mener EU-kommissionen altså, at de anerkendte ranglister forsimpler universiteters arbejde og kvaliteter, når man sætter alt på en formel og fører en liste over de bedste.

Amerikanske Harvard er eksempelvis verdens allerbedste universitet ifølge både Shanghai-ranglisten og Times Higher Education, men det betyder ikke nødvendigvis, at Harvard er verdens bedste for alle typer af studerende.

»Hvis du skal studere design, så spørg lige dig selv: Er det bedst at gå på Harvard eller Cambridge – begge i top 10 på Shanghai-listen – eller at gå på den danske designskole, Oslo kunstakademi eller Londons University of the Arts? Det afhænger af, hvad du leder efter,« siger Dennis Abbott.

Samme erkendelse lyder fra professor og dekan på Københavns Universitet (KU), Henrik Dam.

Som repræsentant for et traditionsrigt, gammelt universitet får KU ofte skyld for at blive favoriseret i ranking-målingerne, fordi der er fokus på gode gamle forskertraditioner og områder. Denne tese kan Henrik Dam godt følge. Alligevel er rangliste-systemet som et stedbarn, han er kommet til at elske. Simpelthen fordi studerende og forskere bruger dem til at udvælge uddannelses- eller arbejdssted.

»Værdien af ranking-listerne ligger ikke i deres videnskabelige tyngde. Det er alle enige om. Man kan ikke tage værdien af tusinder af menneskers arbejde og koge ned til ét tal. Den værdi, der trods alt er i dem alligevel, ligger i den værdi, andre lægger i det. Vi kan dog ikke bevise, at det har nogen værdi. Men min umiddelbare hypotese vil være, at ja, det har en værdi at ligge højt ranket,« siger han.

I mangel af bedre

Ligesom flere af landets øvrige rektorer mener Henrik Dam, at det var dumt af statsministeren at læne sig op af Times Higher Education-ranglisten, da han i efteråret offentliggjorde sine drømme. Derfor, bemærker Henrik Dam, var ønsket om at blive målt på THE-ranglisten efterfølgende også røget ud af målsætningen, da Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen (K) i februar præsenterede deres nye regeringsprogram.

»Det, man skal gøre sig klart, er, at man får et universitet, der ligger i toppen på de parametre, ranking-systemet har valgt at måle på. Det betyder ikke, at universitetet er i toppen på områder, som der ikke måles på. Hvis du klarer dig godt i forskning, har vi ikke nødvendigvis et godt uddannelsesuniversitet. Og hvis du går ind og favoriserer en bestemt ranking-model, er det også den type universitet, du får, og jeg tror, statsministerens udmelding om Times Higher-rankingen skal ses i det lys. Det er derfor, den målsætning er faldet bort i regeringsgrundlaget,« siger Henrik Dam. Når rangliste-systemerne overhovedet blev valgt af statsministeren, var det mest for at gøre målet målbart, vurderer han.

»Jeg tror, det var i mangel på bedre.«

Rektor på Danmarks Tekniske Universitet (DTU), Lars Pallesen, mener grundlæggende, at det er en god idé at udstikke målbare mål som pejlemærker. Han forstår bare ikke, at statsministeren ikke ved, at DTU allerede er på en syvendeplads i Europa på listen Leiden Ranking 2010, hvor tekniske universiteter måles med hinanden.

»Det kan undre, at statsministerens rådgivere ikke har fortalt ham, at vi allerede har nået målet,« siger Lars Pallesen, der til gengæld vurderer, at DTU får svært ved at fastholde sin høje placering i 2020, fordi tekniske videnskaber ofte underprioriteres økonomisk, mens DTU’s konkurrenter stormer frem.

Harvard ligger helt i top på de to store ranking-systemer, men det er sådan set kun et udtryk for, hvem der er i gruppen af top-universiteter, mener Lars Pallesen:

»Du ville også kunne argumentere for, at Caltech universitetet i Californien er bedst. Det er et lille universitet med et par tusinde ansatte, men med cirka 1.500 nobelprisvindere gennem tiden. Du kunne også argumentere for at Stanford, Berkeley og Yale er verdens bedste. Cambridge og Oxford ville også score højt, hvis man ændrede kriterierne. Det er som VM i fodbold. Et hold vinder til sidst – men derfor vinder de jo ikke alle kampe.«

Uanset kritikken viger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) ikke en tomme. Hun vil fortsat have et dansk universitet i Europas top 10 i 2020 – målt ud fra QS World University Ranking, som indtil for nylig var en del af Times Higher Education-ranglisten:

»Nu lægger vi ikke kun vores universitetspolitik an på ranking, men de har stigende betydning. Det er der ikke tvivl om. En god placering fører til, at et universitet tiltrækker både dygtige forskere og studerende. Det er vi nødt til at forholde os til for at sikre, at dansk forskning står stærkt fremadrettet,« siger ministeren, men erkender også ranglisternes mangler:

»Det helt optimale system eksisterer ikke. De syv-otte, der er, har hver deres styrker. Men vi har valgt at prioritere den, der hedder QS – tidligere Times Higher Education – der indeholder de indikatorer, vi mener, vi skal prioritere. Men jeg synes, vi skal have ambitioner ud over det, den måler på. Derfor har jeg også store forventninger til det, der kommer fra EU.«