Unge vrager job i den offentlige sektor

Af | @MichaelBraemer

Løn og karrieremuligheder i det offentlige er for dårlige og prestigen i bund. Derfor foretrækker kun hver tiende 16-24-årige at være offentlig ansat om 10 år ifølge ny undersøgelse. Forskere forudser store problemer med at få fremtidens bemanding, hvis sektorens dårlige image ikke genoprettes. Her bærer velfærdsarbejdernes faglige organisationer et stort ansvar, mener de.

UNGE Lad være med at få børn, blive gammel eller syg! Umulige opfordringer at efterleve, men ikke desto mindre udtryk for rigtig sund fornuft, hvis man ser på den hjælp, man kan regne med fra velfærdssystemet i fremtiden. En meget lille del af de unge, der er på vej ud på arbejdsmarkedet, er nemlig indstillet på at påtage sig opgaverne i den offentlige sektor. Især er interessen for at arbejde med børn, syge og ældre helt i bund.

Det viser ny undersøgelse, som Zapera har foretaget for Ugebrevet A4. Tallene er alarmerende, fordi generationen er så lille, at de unge i vid udstrækning selv kan bestemme, hvor de vil arbejde, når vi kommer ud på den anden side af den øjeblikkelige krise.

Blandt 16-24-årige, der i dag er i gang med en uddannelse eller er arbejdsløse, siger kun hver 10., at de helst vil være ansat i den offentlige sektor om 10 år. Den private sektor tiltrækker de unge i en helt anden grad og foretrækkes af 6 ud af 10.

Højere løn og bedre karrieremuligheder lokker i den private sektor. Det er i hvert fald argumenter, som bruges af henholdsvis 82 og 60 procent af de 18-24-årige, der foretrækker den private sektor.

Samtidig lider den offentlige sektor af at være nærmest blottet for prestige i de unges øjne. Kun fire procent peger på den offentlige, mens 70 procent siger den private sektor, når de 18-24-årige bliver spurgt om, hvor der er størst prestige i at være ansat. Helt i bund er ældreforsorg, børnepasning og folkeskolen, som henholdsvis 68, 65 og 62 procent af de unge ligefrem forbinder med lav prestige.

En kæmpe udfordring

Arbejdsmarkeds- og ungdomsforskere er enige om, at det bliver en kæmpe udfordring at få fremtidens stillinger i den offentlige sektor besat.

Flemming Ibsen, arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet, er bekymret over, at især de tre klassiske velfærdsområder – folkeskolen, ældreforsorgen og børnepasning – har så lav prestige.

»Der er ingen tvivl om, at de seneste overenskomstforhandlinger og strejkerne i foråret 2008 har været med til at give den offentlige sektor et negativt image. De satte fokus på, at de private lønninger lå over de offentlige, og der blev ikke rettet op på de markante forskelle, der er mellem offentlig og privat ansatte med samme uddannelse,« siger Flemming Ibsen.

Den offentlige sektor er og bliver aldrig lønførende, men har traditionelt klaret sig i konkurrencen med den private sektor på god personalepolitik, meningsfyldt arbejde og tryghed i ansættelsen, påpeger arbejdsmarkedsforskeren.

Det er da også især de tre forhold, der fremhæves, når de få unge, der stiler mod den offentlige sektor, skal begrunde deres valg. Rundt regnet hver tredje i gruppen mener, at den offentlige sektor tilbyder mere meningsfyldt arbejde, at et offentligt job harmonerer bedre med privat- og familieliv, og at det giver større tryghed i ansættelsen.

Tallene er dog ikke mere overbevisende, end at Flemming Ibsen ser de klassiske, offentlige dyder som tyndslidte. Det kæder han sammen med den overvågning og detailstyring, der har vundet indpas i sektoren og spoleret traditionen for godt arbejdsmiljø.

»Unge går efter autonomi, selvledelse og mulighed for at udvikle sig. Hvis ikke det offentlige kan tilfredsstille de forventninger, så er den rigtig meget på røven. Begynder den at ligne den private sektor, så har den kun det hårde og stressende arbejde, der ikke er tid til at gøre ordentligt. For den kan ikke gå ud og lave lønfest,« siger Flemming Ibsen.

Bombe under velfærdsstaten

Noemi Katznelson, forskningsleder på Center for Ungdomsforskning, er enig i, at tillid og anerkendelse bliver helt afgørende i årene fremover, hvis man vil rekruttere og fastholde unge. Den tillid og anerkendelse ser hun i dag ligge på et meget lille sted i forhold til visse, offentlige faggrupper. Derfor overrasker de unges holdninger hende heller ikke.

»Er der noget, de unge kan, så er det at afkode signaler i mediebilledet. Og dét de opfangede under forårets konflikt, var beskeden fra offentlige arbejdsgivere til ansatte, som arbejder med børn, ældre og syge: »Vi anerkender og påskønner ikke jeres arbejde nok til at ville honorere jeres lønkrav«. Det afgørende for de unge er den manglende anerkendelse – ikke lønnen, som de ikke aner, hvad er,« siger hun.

Noemi Katznelson mener, at den offentlige sektor rummer masser af job med status og karrieremuligheder, men at problemerne på velfærdsområderne er ved at skabe et imageproblem for hele sektoren.

»Faren er, at vi sætter gang i en negativ spiral, hvor offentlige job ikke besættes af dem, der er interesserede og motiverede, men dem, der ikke har andre valgmuligheder. Det vil føre til kvalitetsforringelser og øget utilfredshed med ydelserne i den offentlige sektor, som igen vil gøre det endnu mindre attraktivt at være ansat i sektoren,« siger ungdomsforskeren, der ser rekrutteringsproblemet som en bombe under vores velfærdsstat.

Hun mener, at de faglige organisationer og medierne har et stort ansvar for problemet og opfordrer dem til også at fortælle de gode historier om sektoren. Under forårets konflikt blev den talt alvorligt ned i den offentlige bevidsthed, påpeger Noemi Katznelson.

Det er arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen enig i, uden at han vil sige, at organisationerne greb konflikten forkert an:

»Det er et tveægget sværd. På den ene side skal man ud at forsvare løn- og arbejdsforhold. På den anden side skal man passe på ikke at tale faget ned, så de unge tænker: Hold da kæft! Den dér elendighed har vi sgu ikke tænkt os at indskibe os i.«

Alarmerende personalemangel

Kendsgerningen er imidlertid, at den holdning allerede i flere år har præget de unges uddannelsesvalg. Kommuner, regioner, hovedorganisationen FTF, der omfatter mange ansatte på velfærdsområdet, og de såkaldte professionshøjskoler er gået sammen om at udvikle en national handlingsplan for at få flere unge til at vælge velfærdsuddannelser som sygeplejerske, lærer og pædagog. Det sker på baggrund af en alarmerende personalemangel og faldende tilgang af elever inden for de tre fag.

Oplægsholder på det første seminar i forløbet var Mikkel B. Rasmussen, partner i konsulentvirksomheden Red Associates, der rådgiver om innovation og produktudvikling. Han mener, det er vigtigt at forstå, at unge i dag – og ikke mindst pigerne – har en anden måde at tænke uddannelse og fag på end tidligere generationer. Det skal der tages hensyn til i den måde, man markedsfører de bløde velfærdsområder på over for de unge – herunder også social- og sundhedsområdet.

»I dag er spørgsmålet ikke »hvad kan jeg blive«, men »hvem kan jeg blive«. Identitet og udviklingsmuligheder er enormt vigtige, og intet er værre for en ung i dag end udsigten til at blive låst fast i en bestemt rolle. Derfor udskyder mange uddannelsesvalget i flere år og prøver fire-fem forskellige ting,« siger han.

For Mikkel B. Rasmussen at se er det ikke afgørende, om en sektor er offentlig eller privat, men hvordan den profilerer sig. Og her kan de bløde velfærdsområder godt droppe budskabet »du får gode kolleger og gør noget godt for samfundet« og i stedet skele til for eksempel politiet, der med succes har markedsført sig med de personlige fordele, ansatte kan opnå: Udvikling af lederevner og en bred vifte af jobmulighed lige fra hundefører til hemmelig agent.

»Der er for få fortællinger om heltegerninger på velfærdsområdet. Og intet er fjernere fra unge pigers livsstil og værdier end en halvtyk dame, der demonstrerer, fordi hun får for lidt i løn. Det er bare ikke fedt. Fagene må finde stoltheden tilbage,« siger han.

Tingene skal siges højt

Nok den skarpeste retorik under sidste års konflikt blev brugt af Dennis Kristensen, formand for forbundet Fag og Arbejde (FOA), som i løbet af foråret formåede at gøre social- og sundhedspersonalets (sosu’ernes) pressede løn og arbejdsvilkår til noget nær en folkesag. En god idé, hvis man vil have opbakning til sine krav, men til gengæld ikke den bedste strategi, hvis man vil rekruttere nye kolleger.

Dennis Kristensen er meget opmærksom på dilemmaet, men fortryder ikke:

»Det er en meget vanskelig balancegang: Ikke at tegne et rosenrødt billede, men på den anden side heller ikke tale et arbejdsområde, et fag og en faglighed ned i det sorteste mørke. Jeg mener ikke, vi kunne gøre det anderledes. Hvis noget skal gøres, så må det siges højt. Og de forbedringer, der er nødvendige, hvis vi skal tiltrække ny arbejdskraft, kommer ikke af sig selv. De kommer først, når der er fokus på dem, og befolkningen bakker dem op.«

Sosu-skolerne oplevede i august måned en fremgang i antallet af nye elever modsat lærerseminarierne, sygeplejeskolerne og pædagogseminarierne, og det ser Dennis Kristensen som et tegn på, at FOA holdt den rette balance. Det ændrer dog ikke ved hans overbevisning om, at vi er på katastrofe­kurs i forhold til den fremtidige bemanding på centrale velfærdsområder. Derfor har han heller ikke tænkt sig at skrue ned for retorikken:

»Personalet på bløde velfærdsområder vil gerne arbejde med mennesker og er stolte af at gøre en forskel. De oplever bare oftere og oftere, at de ikke får lov til at gøre en forskel, og at samfundet ikke påskønner dem nok. Vi kan gøre noget ved lønnen, og vi kan gøre noget ved prestigen, men har sværere ved at gøre noget ved karrieremulighederne. Det betyder bare, at vi skal gøre endnu mere ved lønnen og prestigen.«

Det offentlige er undervurderet

Michael Ziegler, borgmester i Høje-Taastrup Kommune og formand for Kommunernes Landsforenings løn- og personaleudvalg, er klar over, at der skal tænkes seriøst i kommunikation og branding for at gøre opmærksom på det attraktive i den offentlige sektor fremover. Men han mener ikke, at man behøver at fordreje virkeligheden for at gøre det.

»Der er mange myter forbundet med job i kommuner og det offentlige i det hele taget. Men heldigvis holder de fleste ikke vand. Vore egne undersøgelser viser, at vi har de mest tilfredse medarbejdere. Men vi må også erkende, at det ikke nødvendigvis er det billede, der trænger uden for skaren af dem, som arbejder i det offentlige,« siger han.

Den offentlige sektor skal ifølge Michael Ziegler leve højt på de kvaliteter, den altid har været kendt for: Meningsfyldt indhold i arbejdet, en personalepolitik, der giver fleksibilitet i forhold til familielivet og sikkerhed i ansættelsen. Ikke mindst jobsikkerheden vil der være fornuft i at fokusere på i de kommende år, hvor der er udsigt til økonomisk krise, mener han.

»Jeg mener også, at Lønkommissionen kan medvirke til at højne den offentlige sektors anseelse ved at sætte fokus på den meget store skjulte løn, der er forbundet med at være offentligt ansat i form af bedre barsel, barnets første og anden sygedag og seniorfridage. Alt det, som man ikke ser på lønsedlen,« siger Michael Ziegler.

Helt så galt, som A4’s undersøgelse kunne tyde på, tror han under ingen omstændigheder, det går. Undersøgelsen er udtryk for et øjebliksbillede og en holdningstilkendegivelse med baggrund i mediebilledet og stemmer ikke nødvendigvis overens med, hvilke uddannelses- og erhvervsvalg de unge har taget eller vil tage, mener han.

»Jeg tror, at løn og prestige er vigtigst for de helt unge, mens andre værdier tæller, når man bliver lidt ældre. Og vel har regelrytteriet klart taget overhånd i det offentlige, og der skal være mere tid til kerneopgaverne. Men det er jo ikke sådan, at private arbejdsgivere er ligeglade med produktivitet, evaluering og kvalitetsmålinger. Det vil også gå op for de unge,« siger Michael Ziegler.