Unge skal mærke fællesskabet

Af

I stedet for at sælge sig selv som et forsikringsselskab skal fagbevægelsen holde fast i at være et fællesskab, man tilslutter sig, siger formand for 3F Ungdom Mattias Tesfaye. Han mener, at fagbevægelsens fremtidige kampe skal kæmpes ude i skurvognene.

UNGE Over halvdelen af de unge LO-lønmodtagere stemmer borgerligt, og mange af dem melder sig aldrig ind i en fagforening. En udfordring for den traditionelle LO-fagbevægelse – og en udfordring, som, tyder meget på, kun vokser sig større i fremtiden.

Den vil formand for 3F Ungdom Mattias Tesfaye gerne tage op. Han er en af de unge stemmer i en fagbevægelse, der ellers kritiseres for at være gammeldags og betonagtig, og han lægger ikke skjul på, at han har ambitioner om at gøre en forskel – i fagbevægelsen og samfundet.

Holdninger til, hvordan fagbevægelsen igen skal få et solidt tag i medlemmer – ikke mindst de unge – har Mattias Tesfaye mange af, selv om han også erkender, at han ikke har nogen lette løsninger.

»Alt det der med, hvordan fagbevægelsen får flere unge medlemmer, det er snik snak. For mig er fagbevægelsen, at bygningsarbejderne i skurvognen kigger hinanden i øjnene og siger, at det kan godt være, vi stemmer på forskellige partier, og at du holder med Brøndby og jeg med FCK, men vi har alligevel en interesse i at holde sammen. Fagbevægelsen er det, der foregår ude i skurvognene. Og vi skal hjælpe med at skabe dette fællesskab,« siger Mattias Tesfaye.

Han har været fagligt aktiv i flere år, han er medlem af Enhedslisten og ser verden med socialistiske briller. Men han mener, at fagbevægelsen og partipolitik hverken skal eller må kobles sammen.

Mattias Tesfaye er 25 år, men alligevel er det snart ni år siden, han første gang tog en murerske i hånden. Foreløbig holder den unge murer og fagligt aktive fast i at se samfundet fra et stillads på en byggeplads frem for fra et fagforeningskontor. Det syn harmonerer godt med hans mening om, hvordan fagbevægelsen skal klare sig i fremtiden og appellere til de unge.

Folk skal selv forandre hverdagen

Mattias Tesfaye vil gerne fortælle om en byggeplads på Islands Brygge i København, hvor en af hans venner arbejder. Her tør arbejderne ikke sige deres mening af frygt for at blive fyret, og de tør ikke vælge en tillidsmand. Deres adgangsvej er en stige bundet fast med bindetråd, og de er ikke helt klar over, hvad de får i løn.

»Det foregår på en byggeplads midt i København i en branche, som ellers er godt organiseret. For 15 år siden ville det aldrig være sket, dengang ville byggepladsen være organiseret. Og det handler ikke kun om at betale til en fagforening. Det handler om, at der tidligere var et fællesskab på byggepladsen, der var valgt en tillidsmand, og man kendte indholdet af akkordaftalen,« siger Mattias Tesfaye.

Han forklarer udviklingen på flere måder: Et ideologisk skred i samfundet, et stadig mere flydende arbejdsmarked med for eksempel polske håndværkere, og så bærer fagbevægelsen også en del af skylden.

Hvad skal fagbevægelsen gøre for at få flere unge medlemmer?

»Vi skal ikke spørge, hvorfor arbejderen har forladt fagbevægelsen, men hvorfor fagbevægelsen har forladt arbejderen. Vi skal ud i skurvognen på byggepladsen og snakke med de unge og folkene om, hvad de får i løn, og hvorfor stigen er gjort fast med bindetråd. Så vil de helt sikkert sige til os, »det er da jer, der skal gøre noget ved det«, for de har fået det indtryk at fagbevægelsen er et serviceorgan. Men vi skal sige »hey, det er ikke mig, der arbejder her, jeg har andet at tage mig til end at sørge for, at I får en ordentlig trappe. Men jeg kan fortælle jer, at ovre på byggepladsen ved siden af har de ordentlige forhold, og jeg vil gerne tage jer med derover, hvis I vil se, hvordan det skal gøres. Og jeg kan fortælle jer om reglerne for byggepladsers indretning«. Fagbevægelsen skal føre erfaringer videre til medlemmer, men medlemmerne skal selv forandre deres hverdag,« siger Mattias Tesfaye.

Men alle i LO mener jo, at fagbevægelsen skal være synlig på arbejdspladserne. Hvad er det nye?

»Vi er enige, men det understreger også bare nødvendigheden af at komme fra tanke til handling. »Vi skal ud på arbejdspladserne« bliver sagt af mange, men kun praktiseret af få. Jeg tror, der er lidt skurvognsskræk, og jeg tror også, byggepladserne har ændret sig. I dag, når jeg kommer ud, er det normalt, at første spørgsmål er, »hvad fanden laver du her?« Og det kræver selvfølgelig et særligt sind at tage derud. Samtidig skal vi ikke bilde os ind, at vi ændrer noget bare ved at besøge en arbejdsplads. Men vi skal forsøge at få medarbejderne til at hjælpe sig selv.«

Fællesskab frem for forsikringsselskab

En omfattende undersøgelse fra Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet fra 2005 viser, at hver fjerde LO-medlem ikke kan se nødvendigheden af fagbevægelsens fortsatte eksistens (2002-tal). Det gælder især de unge. 4 ud af 10 unge under 25 år anerkender ikke værdien af en fagforening til at varetage deres interesser. Under halvdelen af alle LO-medlemmer angiver solidaritet som en grund til, at de har meldt sig ind.

Hvad skal fagbevægelsen gøre?

»Fagbevægelsen skal turde være ambitiøs og sige, at hvis du melder dig ind hos os, kan vi sammen skabe noget og opbygge et fællesskab. Når fagbevægelsen præsenterer sig som et forsikringsselskab eller en butik, så vil lønmodtagerne opfatte sig som forbrugere. Problemet er, at det politiske fællesskab mellem forbrugere aldrig har været særlig stærkt, og forbrugere kan aldrig sørge for, der for eksempel kommer ordentlige adgangsveje på byggepladsen.«

Hvis lønmodtageren opfatter sig som forbruger og går efter det bedste tilbud, skal fagbevægelsen så ikke give ham det?

»Fagbevægelsen er ikke et forsikringsselskab, og når vi går ind og spiller på den banehalvdel, så taber vi. Hvis 3F er en vare, man køber, så er det ikke en særlig god vare. Men vi skal insistere på, at fagbevægelsen ikke er en vare. Fagbevægelsen er et fællesskab, du tilslutter dig. De 11 gutter i skurvognen de køber ikke noget, de tilslutter sig et fællesskab.«

Undersøgelsen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning viser også, at i 2002 stemte 7 ud af 10 medlemmer af LO mellem 26 og 30 år på et borgerligt parti, mens kun hver fjerde lønmodtager i slutningen af 20’erne stemte til venstre for midten. Hvordan passer det med Mattias Tesfayes visioner om fællesskab i skurvognen?

»Der er ingen modsætning i at have et stærkt fagligt fællesskab og at stemme på Venstre eller Dansk Folkeparti. For nylig var jeg oppe og snakke for nogle unge på en højskole i Nordsjælland. De var alle sammen meget venstreorienterede i holdninger og politisk, men de gad ikke at melde sig ind i en fagforening og støtte de »pampere«. Omvendt har min tidligere makker altid stemt på Dansk Folkeparti, og han er en af de mest solidariske kolleger, jeg har haft,« siger Mattias Tesfaye.

Du er selv medlem af Enhedslisten og er socialist. Tror du en mere venstreorienteret linje er vejen frem for fagbevægelsen?

»Jeg render ikke rundt på arbejdspladser med specielt venstreorienterede holdninger. Jeg repræsenterer 3F og ikke Enhedslisten. Mine holdninger er, at vi skal have en sund arbejdsplads og et godt velfærdssamfund, og de holdninger tager ikke udgangspunkt i partipolitik. I min skurvogn stemmer vi Enhedslisten, Socialdemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti, og der er ingen logiske skillelinjer mellem vores holdninger til partipolitik og vores holdninger til arbejdslivet og vores arbejde i øvrigt,« siger Mattias Tesfaye.

Kan fagbevægelsen vende medlemsflugten?

»I 3F og mange andre steder i fagbevægelsen er der blevet skåret ned og visse steder også ind til benet, og så har vi sagt til hinanden, at nu må udviklingen stoppes. Men der vil også være færre medlemmer til næste år og næste år, fordi vi mangler en ordentlig analyse af, hvad der får folk til at melde sig ud. Vi skal åbent begynde at diskutere med hinanden, hvad der sker. Min holdning er, at fagbevægelsen skal være mere aktiv i at påvirke værdikampen i samfundet og sende nogle signaler, som ikke bare handler om at sælge en vare, men om at vi sammen kan skabe noget. Jeg savner selvsikkerhed og ambitioner i fagbevægelsen,« siger Mattias Tesfaye.