Unge muslimer raser over dansk krigsførelse

Af | @MichaelBraemer

Muhammed-sag og dansk krigsførelse i Mellemøsten er to sager, der har været med til at skabe stor vrede blandt unge indvandrere i Danmark. Integrationsforskeren Flemming Mikkelsen frygter, hvad det kan udvikle sig til. Den truende politiske situation overskygger den ellers ­positive udvikling i integrationen, han beskriver i ny bog.

UNG VREDE Hvad har terroraktionen mod Twin Towers i New York 11. september 2001 med dansk integrationspolitik anno 2008 at gøre?

Meget, faktisk. De internationale begivenheder, der er fulgt i kølvandet på terrorangrebet, er årsagen til, at Danmark i dag står med et politisk klima, der avler konfrontation og graver grøfter mellem etniske danskere og indvandrere. Risikoen for fremtidige uroligheder og i værste fald terror er overhængende.

Det mener integrationsforskeren Flemming Mikkelsen, der netop har udgivet bogen »Indvandring og Integration«. Her gør han status over den forskning, der er foretaget på integrationsområdet, siden de første »fremmedarbejdere« fra fjerne himmelstrøg satte deres ben på dansk jord tilbage i 1960’erne og senere fik selskab af politiske flygtninge fra tredje verdens lande.

Bogen er fyldt med opadgående kurver og tal, der fortæller om en befolkningsgruppe, der langsomt og sejt, men alligevel støt og roligt finder sig til rette og får livet til at fungere i deres nye land. Kurver og tal, der fortæller om en succesfuld integration af indvandrere i uddannelsessystemet og på arbejdsmarkedet.

Men der er også røde tal i regnskabet, som der er al mulig grund til at tage alvorligt, mener Flemming Mikkelsen. Og de handler om grupper af indvandrerunge, som Danmark med blandt andet sin krigsførelse i det islamiske Mellemøsten har givet et fællesskab, der står i opposition til det etablerede Danmark og virker tiltrækkende i en hverdag fyldt med evige påmindelser om at være anderledes og udenfor.

»De USA-ledede krige i Irak og Afghanistan har gjort, at islam er blevet et ideologisk samlingspunkt for mange unge indvandrere. Nu har snart en million irakere ladet livet i en krig, der har dansk deltagelse, og det er noget, indvandrere med gode følere til udlandet er meget opmærksomme på. Især de unge veluddannede. De færreste ser det som en krig mod fundamentalister og for demokrati, men alene en kamp for magt og ressourcer – med muslimer som ofre,« siger Flemming Mikkelsen.

»Indvandrerkortet« spilles konstant

Samtidig har integrationsforskeren oplevet en udvikling, hvor den strammeste integrationspolitik er blevet dét, der afgør, hvem der får regeringsmagten i Danmark, og »indvandrerkortet« spilles konstant, som han udtrykker det. Et politisk klima, hvor billedet af »dem« og »os« er blevet fremherskende. Plus, ikke at forglemme, den såkaldte Muhammed-sag om tegningerne af profeten i Jyllands-Posten, der fik demonstreret for muslimer og alverden, at vi ikke tager små­lige hensyn til religiøse minoriteter, når kampen står om vores egne helligdomme – i dette tilfælde ytringsfriheden.

»Der er blandt unge indvandrere en stor skepsis på det politiske plan over for den danske stat, ikke mindst på grund af dens tydelige engagement i USA’s udenrigspolitik. Det handler også om, hvad der foregår i Palæstina, hvor USA ensidigt arbejder til støtte for Israel. Danmark ses som led i en front mod den islamiske verden. Man holder lav profil, men utilfredsheden er stor, og mange radikale, også i danske miljøer, kunne godt tænke sig at gå videre,« advarer han.

Flemming Mikkelsen er sikker på, at man fra dansk side har foretaget en vurdering af fordele og ulemper ved sit internationale engagement og kommet frem til, at betydningen for Danmark af at markere sig internationalt er så stor, at man er parat til at tage de omkostninger, det har herhjemme. Men han er ikke sikker på, at man helt er klar over de radikale tendenser, man puster til, og har de rette værktøjer at sætte ind mod dem.

»Man ser for eksempel i København, hvordan man bruger en social indsats for at modvirke radikalisering af de unge, og det er ramt helt ved siden af. Vi ved jo fra de internationale og danske terrorceller, vi har set, at problemet er langt mere skjult og ikke engang medlemmernes egne familier vidste, hvad der foregik. Jeg kan godt frygte, hvad tingene vil udvikle sig til, og mener, at problemet skal behandles systematisk og tilbundsgående.«

Uroligheder er et politisk signal

Indtil nu er handlinger rettet mod bestemte organisationer, grupper og personer det nærmeste, vi er kommet terrorisme herhjemme. Og i de fleste tilfælde har der været tale om aktioner, som danskere har rettet mod danskere. Vi har været forskånet for aktioner som dem i Madrid i 2004 og London i 2005, hvor død og lem­læstelse ramte tilfældige tilstedeværende.

Men den såkaldte Vollsmose-sag fra Odense viste, at også danske islamister har været i gang med at planlægge den slags terror. Vi har også set masser af uroligheder og kontroverser mellem politi og grupper af unge indvandrere, senest i forbindelse med den anden Muhammed-krise i foråret.

»Det er ikke bare nogle utilpassede unge, der går ud og laver den slags. Det skal tolkes som et politisk signal. Vi ved, at mange af de unge, der har været ledende i urolighederne, er folk med høje uddannelser og fast arbejde. Ekstremt velintegrerede, men også med radikale holdninger. Når de så har startet noget, får de nogle små rødder med, men det viser jo mulighederne for at mobilisere, når det gælder.«

De virkeligt ekstreme grupper i indvandrermiljøet er få og små, men på grund af den internationale situation er der skabt et klima, hvor risikoen for udklækning af nye terrorceller i høj grad er til stede, vurderer Flemming Mikkelsen.

Han mener også, at den politiske situation på et langt mere uskyldigt plan kan være med til at forklare de tilsyneladende paradokser, som er kommet frem i undersøgelser, som Ugebrevet A4 løbende gennem årene har foretaget af holdninger blandt indvandrere og flygtninge ved analyseinstituttet Catinéts hjælp:

At for eksempel unge muslimer født og opvokset i Danmark er væsentligt mere troende og lader religionen præge deres livsførelse i højere grad end deres forældre. Og senest, at muslimer under 30 år, som for langt de flestes vedkommende er vokset op i Danmark, er langt mere restriktive end ældre trosfæller, når det kommer til spørgsmål om, hvor meget de vil tillade deres børn at have med etniske danskere at gøre.

Flemming Mikkelsen mener, at man kan trække paralleller til ungdomsoprøret i 60’erne og 70’erne, der også byggede på en særlig ideologi, sprogbrug og påklædning. Det er en opposition, som foregår i familier, men som i høj grad også foregår i det offentlige rum som et signal til samfundet om, at man er stolt af sin etniske og religiøse baggrund og godt kan være både muslim og dansker, påpeger han.

»Politikere og medier har gjort det nemt for muslimer at gøre islam til en platform for ungdomsoprøret ved konsekvent at omtale indvandrere som muslimer, selv om mange ikke er mere muslimske, end de fleste etniske danskere er kristne. Dén fanger de unge og giver provokerende igen ved at markere sig med et sprogbrug og klædedragt, der matcher billedet.«

Fænomenet peger ikke ligefrem på en udvikling, hvor indvandrerne påtager sig en dansk identitet i løbet af en generation eller to. Det er heller ikke den strømpil, der har vist sig i de undersøgelser, Ugebrevet A4 har offentliggjort hen over sommeren.

Indvandrernes egen oplevelse af integration er vokset meget markant i dette årtusinde, så det nu er to ud af tre indvandrere, der føler sig selv godt integreret, hvor det kun gjaldt hver anden for otte år siden. Men oplevelsen af danskhed er ikke fulgt tilsvarende med. Færre end hver fjerde føler sig i dag fuldt ud eller rimeligt meget som danskere – et tal, der kun er vokset beskedent de seneste år.

Flemming Mikkelsen mener, at der vil gå rigtig mange generationer, før indvandrerne går hen og bliver danskere i deres selvopfattelse – hvis det overhovedet sker, og det tvivler han på. Det ville heller ikke være ønskeligt hverken for Danmark eller indvandrerne selv, mener han.

»Det kan være praktisk at opgive sin egen identitet, når der lægges pres på fra den danske stat. Men ret beset er danskhed jo mest et sprogligt begreb. Danskere ved dårligt nok, hvad det indebærer, og hvordan skal indvandrere så vide det? De oplever det mest som et krav om, at de skal lægge sig ned på alle fire og give fuldstændig los. Og dermed afgive en del af deres identitet, som de kan bruge mere aktivt på et senere tidspunkt – og det ville da være dumt.«

Netværk er afgørende

Flemming Mikkelsen peger på tyrkerne som en indvandrergruppe, der i kraft af deres tyrkiske identitet, netværk i Danmark og kontakter til hjemlandet klarer sig bedre både socialt, økonomisk og i forhold til arbejdsmarkedet end for eksempel iranere.

Hvor tyrkerne kom hertil som gæstearbejdere, var iranerne politiske flygtninge, der hurtigt lagde afstand til deres iranske baggrund og påtog sig en danskhed. Men som flygtninge har de haft et svagere netværk end tyrkere, og mange af dem føler sig i dag mere isolerede og står svagere end tyrkerne i forhold til arbejdsmarkedet, selv om deres højere uddannelsesniveau faktisk skulle betyde det modsatte.

»Og nu ser vi jo mange unge indvandrere få høje uddannelser. Her vil alle parter kunne nyde godt af deres dobbelte identitet. De kan være med til at skabe forbindelse og forståelse mellem Danmark og udlandet både politisk og erhvervspolitisk. Det er for eksempel relevant i forbindelse med Tyrkiets tilnærmelse til EU.«

Når indvandrere uanset deres nationalitetsfølelse svarer så positivt på spørgsmål om integration, skyldes det ifølge Flemming Mikkelsen, at de har en meget jordnær opfattelse af integration, som meget drejer sig om, hvordan deres dagligdag fungerer.

Han mener, at integration skal måles på oplev­elsen hos dem, der skal integreres, og konstaterer på det grundlag, at integrationen på langt de fleste områder går godt. Det politiske område er undtagelsen, som til gengæld truer med at overskygge de andre områder.