POLITISK KUNST

De unge kunstnere gider ikke politik

Af

Den samfundskritiske kunst står svagt blandt yngre billedkunstnere, siger en af censorerne på Kunstnernes Efterårsudstilling, rektor på Det Jyske Kunstakademi Jesper Rasmussen. Men det er i sig selv er en stærkt politisk handling at beskæftige sig med noget så uproduktivt som kunst i vores vækstfokuserede samfund, mener han.

Bjørn Nørgaard er en af de mest kendte politiske kunstnere i Danmark. Hans hesteofring i 1970 blev set som en protest mod Vietnamkrigen. Her er han fotograferet under en performance på Statens Museum for Kunst i 2010.

Bjørn Nørgaard er en af de mest kendte politiske kunstnere i Danmark. Hans hesteofring i 1970 blev set som en protest mod Vietnamkrigen. Her er han fotograferet under en performance på Statens Museum for Kunst i 2010.

Foto: Scanpix/Jens Nørgaard Larsen

Når Kunstnernes Efterårsudstilling åbner i næste uge, skal man som publikum kigge langt efter de samfundskritiske malerier, skulpturer og installationer. For da Jesper Rasmussen og hans fire censorkolleger tidligere på måneden gennemgik de indsendte værker, måtte de konkludere, at de politisk engagerede kunstnere i mange tilfælde ikke var dygtige nok:

»Jeg er ked af, at der ikke var mere af den samfundskritiske kunst, der havde en tilstrækkelig høj kvalitet til, at vi kunne tage det med. Der var flere højaktuelle indslag produceret inden for de sidste få uger op til udvælgelsen, for eksempel om den nuværende flygtningesituation. Men de var på et lidt banalt illustrerende niveau og bidrog ikke med mere end et læserbrev i en avis,« siger Jesper Rasmussen, der i det daglige er rektor for Det Jyske Kunstakademi.

Jesper Rasmussen
Jesper Rasmussen

Rektor for Det Jyske Kunstakademi og udøvende kunstner gennem mere end 30 år. Har en lang række både solo- og gruppeudstillinger bag sig og er repræsenteret på eksempelvis ARoS, Arken og Statens Museum for Kunst.

»Kunst kræver fordybelse, og det tager tid at dreje politiske emner i en kunstnerisk retning. Vi måtte sige nej til flere, fordi den kunstneriske bearbejdning af deres budskaber ikke var god nok. Det er jo interessant, hvis et værk har en aktualitet, men vi kan ikke bare vælge ud fra emnet. Det skal også hænge sammen kunstnerisk – håndværksmæssigt, teknisk, konceptuelt og udtryksmæssigt,« siger han om bidragene til Kunstnernes Efterårsudstilling, hvis formål er at spotte og udstille det bedste fra vækstlaget i ny dansk kunst.

Jeg tror, de unge er trætte af at føle sig spændt for en vogn, hvor kunsten skal agere politisk og starte en samfundsdebat og ikke være noget i sig selv. Jesper Rasmussen

Unge kunstnere gider ikke politik

Hvor der på den ene side altså var en stor gruppe samfundskritiske kunstværker, der simpelthen ikke var gode nok til at komme med på udstillingen, var der på den anden side en lige så stor gruppe af værker totalt blottet for nogen form for stillingtagen, som censorerne også valgte at kassere.

»Det var værker, hvor kunstnerne udelukkende gik op i materialer, håndværk og form. De var tilbageskuende i både tid og udtryk og mimede tidligere kunst i en grad, så man tænkte: hvad er overhovedet årsagen til at lave det her? Jeg kom mange gange til at sige: ’Det her ligner noget, der var med på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1956’ – uden dog nogensinde at have kigget i kataloget for det år,« indrømmer Jesper Rasmussen.

Denne type kunstværker repræsenterer en tendens, som rektoren kender fra sit daglige virke i omgangen med unge kunstnere – og som ifølge ham har taget til i styrke i de seneste fem år:

»Der er blandt de unge mennesker en udvikling væk fra den politiske kunst og en større og større optagethed af klassiske håndværksdiscipliner. Jeg tror, de unge er trætte af at føle sig spændt for en vogn, hvor kunsten skal agere politisk og starte en samfundsdebat og ikke være noget i sig selv. De har fået nok af 1990’ernes kontekstkunst med hundredetusindvis af dokumentarfilm om indvandrere og økologi, så de siger ’nej fandeme’, leder efter en ledig position, går tilbage til de gamle dyder og siger: ’Kan vi ikke få noget ler!?! Eller et old school linoleumssnit?’«

At de unge studerendes bliver mindre optagede af det indholdsmæssige og mere af det formmæssige er ifølge Jesper Rasmussen et stort diskussionsemne på alle landets kunstakademier – også på det praktiske plan:

»I 90’erne og 00’erne nedlagde akademierne deres fysiske værksteder. Nu efterspørger eleverne igen bronzeværksteder, gipsværksteder og så videre,« fortæller han.

Selv finder han i første omgang den udelukkende håndværksmæssige tilgang til kunsten både ’apolitisk’ og ’støvet’.

Det var jo ikke et politisk ritual, det var nærmere religiøst eller sekterisk – men fordi folk hidsede sig op over, at han dræbte en hest, på en tid hvor der blev dræbt børn af napalm i Vietnam, blev værket politisk. Jesper Rasmussen

Kunst som symbolpolitisk værktøj

Jesper Rasmussen erkender dog, at selv de mest drevne kunstnere sjældent selv kan styre, om deres værker ender med at blive vellykket politisk kunst

»Alle gode kunsterne har en intention om, at ’dette værk skal kommentere verden’, men det lykkes ikke altid. Det kommer an på sammenhængen. Kontekstfløjen inden for kunstverdenen går jo så vidt som til at sige, at kunst i sig selv er ingenting – den er kun noget i kraft af den effekt, den har på sine omgivelser. Man kan så være genial nok til at putte noget indhold i værket, så muligheden for en reaktion opstår – men man kan ikke være sikker på, at den opstår,« siger han og giver billedhuggeren og performancekunstneren Bjørn Nørgaards berømte hesteofring fra 1970 som eksempel.

»Det var jo ikke et politisk ritual, det var nærmere religiøst eller sekterisk – men fordi folk hidsede sig op over, at han dræbte en hest, på en tid hvor der blev dræbt børn af napalm i Vietnam, blev værket politisk. Det kom til at kommentere på en meget større sag og stille skarpt på nogle urimeligheder. Det var genialt lavet, men det var jo ikke selve værket, der sagde. ’Stop Vietnamkrigen’. Så hvordan et værk virker kunstnerisk, kan man først se, når det er lavet.«

Hvor kunst efter Jesper Rasmussens mening har et enormt potentiale til at flytte noget symbolsk og at sætte en debat i gang, anser han det dog for naivt at forvente, at et kunstværk kan skabe reelle politiske ændringer.

»Det egner kunst sig dårligt til. Og når jeg kan sige det med sikkerhed, er det, fordi det kun er folk inden for kunstinstitutioner, der hævder, at kunsten er god til det,« siger han med henvisning til eksempelvis det biogasanlæg, som den danske kunstnergruppe Superflex udviklede i 1990’erne, og som blev et stort hit inden for kunstverdenen.

»Men der var jo ikke nogen ingen ngo’er eller teknologer, der tog anlægget til sig, og der var ikke nogen politikere, der tog det med til Afrika. Hvis kunsten var så hammergod til rent faktisk at lave realpolitiske ændringer, så ville ngo’er og andre samfundsaktører for længst have interveneret kunstinstitutionerne, men det er jo ikke sket.«

At være en skønånd er en overflod, man ikke skal tillade sig i dette vækstregime. Jesper Rasmussen

Skønånder i et vækstsamfund

Selvom han savner et større og kunstnerisk bedre udtrykt samfundsengagement blandt de unge og uetablerede kunstnere, varmer Jesper Rasmussen sig dog ved tanken om, at de overhovedet har valgt at blive kunstnere. Det er, siger han, nemlig i sig selv et politisk statement:

»Alene det, at en kunstner på bekostning af at skabe sig en ordentlig levefod siger: ’jeg beskæftiger mig med skønhed og ånd’ er jo en stærkt politisk handling i en tid, hvor politikerne ikke taler om andet end, at folket skal ud at arbejde og bidrage til den økonomiske vækst. Hvis vi holdt os til den dagsorden, som politikerne og medierne foreskriver, skulle kunstnere jo gøre noget andet. At være en skønånd er en overflod, man ikke skal tillade sig i dette vækstregime.«

Derfor glæder Jesper Rasmussen sig også over enhver interesse, der bliver vist kunsten – eksempelvis i forbindelse med Kunstnernes Efterårsudstilling. Han beklager, at ikke mindst billedkunsten i mange folks øjne er blevet reduceret til enten underholdning eller noget indspist og elitært, og han minder om, at sådan har det ikke altid været:

»For 100 og 200 år siden var kunst noget, der i højere grad blev set på som værende politisk og havende en funktion i samfundet. I 1864 var der eksempelvis kunstnere, der offentligt kommenterede på krigen for at give nationen et moralsk boost. Men hvis du kigger på de seneste 20 års tv-aviser, hvornår har der så sidst været en kunstner inde som ekspert?,« spørger Jesper Rasmussen og fortsætter:

»I dag bruger medierne og politikerne kun teknokratiske eksperter og krigsøkonomer til at belyse aktuelle problemstillinger. De bruger ikke kunsten, selvom den har et latent politisk potentiale. Man kan jo håbe på og have et fromt ønske om, at vi igen kan jo komme i en tid, hvor man lytter til skønånderne. Men det er sikkert lidt naivt.«

Jesper Rasmussens bud på vellykket politisk kunst i nyere tid:

Havfruemordet, performancekunst (1964) af Jørgen Nash»en udlevering af mediernes ukritiske jagt på sensation«.

Hesteofringen, performancekunst (1970) af Bjørn Nørgaard»en protest mod Vietnamkrigen«.

Amerikanske Billeder, fotografier/bog (1977) af Jacob Holdt – »dokumentation af samfundets undertrykte«.

Skulpturer og fotos af Kirsten Justesen (f. 1943) - »feministisk frigørelse af kroppen«.

Forskellige værker af den dansk-norske duo Elmgreen (f. 1961) og Dragset (f. 1969) – »kritik af magtforhold«.

Forskellige værker af den dansk-bosniske kunstner Ismar Cirkinagic (traumer fra krigen i Bosnien-Hercegovina)