Unge bakker op om fagbevægelsen

Af

6 ud af 10 unge regner med at melde sig ind i en fagforening, når de er færdiguddannede og får fast arbejde, viser ny undersøgelse. Skal fagbevægelsen imidlertid have udbytte af det store medlemspotentiale, er den nødt til at rubbe neglene i sin kommunikation med de unge, så den ikke fremstår som en belærende repræsentant for forældregenerationen, påpeger eksperter.

LYS I MØRKET »Rygterne om min død er stærkt overdrevne.« Det budskab telegraferede den amerikanske forfatter Mark Twain fra London til aviserne i USA, umiddelbart efter at han i maj 1897 erfarede, at avisen The New York Journal havde publiceret hans nekrolog.

Samme budskab kunne den danske fagbevægelse med en vis ret sende til de mange medier – A4 inklusiv – der har skrevet op og ned om krise og medlemsflugt i fagbevægelsen. For en ny omfattende spørgeskemaundersøgelse blandt unge om deres holdning til fagbevægelsen signalerer positive toner. De unge vil ikke være med til at begrave fagbevægelsen, viser resultaterne af undersøgelsen, som Epinion har gennemført for Ugebrevet A4.

Det skinner måske tydeligst igennem ved, at 62 procent af de 16-19-årige svarer, at de vil melde sig ind i en fagforening, når de er færdiguddannede og får et arbejde. 14 procent svarer modsat, at de ingen intentioner har om at støtte op om de røde faner.

Fagbevægelsen må være yderst tilfreds med resultaterne, mener Flemming Ibsen, forsker ved Center for Arbejdsmarkedsforskning CARMA på Aalborg Universitet:

»Tallene indikerer, at mange unge har en lønmodtagerbevidsthed, og at fagbevægelsen ses som en naturlig og vigtig del af det danske arbejdsmarked.«

Den positive holdning til fagbevægelsen afspejler sig også i de unges holdning til udsagnet »fagforeninger hører fortiden til«. Det erklærer 18 procent sig enige i, mens 48 procent har den stik modsatte holdning.

Endelig må fagforeningslederne glæde sig over, at over halvdelen af de unge – 52 procent – erklærer sig helt eller delvist enige i, at fagforeninger er nødvendige for varetagelsen af lønmodtagernes interesser. 13 procent er uenige.

Samlet tegner undersøgelsen altså et klart og meget positivt billede af fagbevægelsens fundament blandt de unge. Stik imod hvad man skulle tro, hvis man alene har fulgt mediernes dækning af fagbevægelsen i de seneste mange år.

Fagbevægelsen skal op i gear

Ph.d. stipendiat Rasmus Juul Møberg var medforfatter til en stor spørgeskemaundersøgelse af LO-lønmodtagernes holdning til arbejdsliv og politik – APL-undersøgelsen – som CARMA foretog for LO i 2002. Han ser tallene som en indikation på, at den holdningsændring blandt de unge, der så småt kunne spores tilbage i 2002, nu for alvor er ved at slå igennem.

»Det ser positivt ud. Vi kommer måske ikke tilbage til de gamle hæderkronede dage, hvor fagforeningsmedlemskab var en selvfølge, men det går den rigtige vej,« siger han.

Den pointe understreges af holdningen blandt de unge, der allerede er medlemmer af et forbund under LO. Flere siger i dag, at de er organiserede, fordi fagforeningerne er nødvendige for varetagelsen af lønmodtagernes interesser, end tilfældet var i 2002.

Resultaterne af A4’s undersøgelse får – ikke overraskende – også det store smil frem hos LO-sekretær Harald Børsting.

»Det glæder mig, at de unge har så positive holdninger til fagbevægelsen. Tallene viser jo tydeligt, at der stadig findes en grundlæggende opbakning til fagforeningerne blandt de unge. Særligt er det interessant, at fagforeningerne anses for at være så vigtige for lønmodtagernes interesser,« siger han.

Trods de unges grundlæggende positive holdning til fagforeningerne advarer samtlige eksperter imod, at LO-forbundene nu læner sig trygt tilbage. De unges svar skal alene ses som et fundament for videre arbejde – absolut ikke som et udtryk for, at fagbevægelsen igen befinder sig i smult vande.

»Der er nok at gå i gang med. Det er absolut ikke sådan, at rekrutteringsfolkene bliver arbejdsløse lige foreløbig,« siger Flemming Ibsen.

At der er lang vej fra de unges grundlæggende positive holdninger til fagbevægelsen til egentlig medlemsfremgang, er da også blevet påvist flere gange. Senest i en undersøgelse, som en række nordjyske LO-forbund fik foretaget sidste år. I undersøgelsen spurgte man 1.649 elever på erhvervsskoler om deres syn på fagbevægelsen. Og budskabet var ovenud positivt. Blot fire procent mente, at de ikke havde brug for en fagforening. Alligevel havde kun lidt over halvdelen meldt sig ind.

Samtidig har andre undersøgelser sat alvorlige spørgsmålstegn ved de unges holdninger til fagforeningernes relevans og betydning. Det gælder også APL-undersøgelsen fra 2002. For nok indikerede den ifølge Rasmus Juul Møberg en spirende positiv holdning blandt de unge. Men den viste for eksempel også, at 4 ud af 10 unge under 25 år ikke anerkendte værdien af en fagforening til at varetage deres interesser.

I sidste ende skal de positive udmeldinger fra ungdommen i A4’s nye undersøgelse derfor først og fremmest ses som en god begyndelse, der – hvis alt går vel – en dag kan veksles til medlemsfremgang.

LO-sekretær Harald Børsting er bevidst om problematikken.

»Vi skal glæde os over, at der er en intakt holdning til fællesskabet og forståelse for dets nødvendighed. Men samtidig må vi også sige til os selv, at der er muligheder for forbedringer,« siger han.

Mere synlighed, tak

Skulle Harald Børsting vælge et område at begynde forbedringsarbejdet, kunne det passende være på de unges uddannelsesinstitutioner. Blandt deltagerne i A4’s undersøgelse oplever blot 24 procent, at fagforeningerne er synligt til stede på deres skole med oplysningsmateriale, arrangementer og lignende tilbud. Det tal dækker imidlertid over meget store forskelle.

Ikke overraskende ser det bedst ud på erhvervsuddannelserne. Her har 46 procent af de adspurgte stiftet bekendtskab med fagforeningerne på deres skole, mens 43 procent ikke har set skyggen af dem.

Men kan man stille sig tilfreds med de tal? Spørger man forskerne, er svaret et klart nej.

»Man kan godt gøre det lidt – for ikke at sige meget – bedre,« siger Flemming Ibsen.

Rasmus Juul Møberg bakker op:

»Det er tæt på halvdelen af erhvervsskoleeleverne, som ikke oplever, at fagforeningerne er synlige på deres skole. Det kan ikke være tilfredsstillende. Så konklusionen på de her tal må være, at der er god basis for det videre arbejde. Og at det så ellers gælder om at få rubbet neglene og markeret sig der, hvor de unge færdes,« siger han.

LO-sekretær Harald Børsting er da heller ikke ovenud tilfreds med fagbevægelsens synlighed på de unges skoler.

»Der er helt klart et forbedringspotentiale. Men det er faktisk mit indtryk, når jeg taler med forbundene og rejser rundt i landet, at der er blevet langt mere fokus på tilstedeværelse og synlighed. Mit gæt vil være, at vi er i forholdsvis god gænge på erhvervsskolerne,« siger han.

Hvad der måske er lidt overraskende, hæfter Harald Børsting sig særligt ved den meget lille synlighed, som fagforeningerne har på gymnasierne. Blandt de adspurgte gymnasieelever oplever kun otte procent, at fagforeningerne er synligt til stede på deres skole.

»Vi bør overveje, om ikke vi skal til at være lidt mere synlige på de almene gymnasier,« siger Harald Børsting.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen mener imidlertid, at det ville være tæt på tåbeligt at bruge tid og kræfter på de almene gymnasier set i lyset af, at gymnasieeleverne befinder sig på en studieforberedende uddannelse og med stor sandsynlighed kommer til at være beskæftiget i et fag, der ligger uden for LO-fagbevægelsen.

Hertil svarer Harald Børsting:

»Som interesseorganisation kan vi have en interesse i at gå i dialog med de unge, også selv om de måske ikke lige skal i kontakt med os i forbindelse med deres job og karriere. Det kan skabe forståelse for vores arbejde og værdier. Desuden er der faktisk en ganske stor del af eleverne i det almene gymnasium, som havner i et erhverv indenfor LO-gruppen.«

Tilbage til start

Et af de nyeste tiltag, som LO har lanceret for at markere sig i offentligheden, er en bred medie-kampagne om de resultater, man har opnået ved årets overenskomstforhandlinger. Blandt andet helsides annoncer i aviserne og reklamer ved bus- og togstationer skal cementere, at bedre løn- og arbejdsvilkår ikke kommer af sig selv, men ved at LO-forbundene kæmper hårdt for det ved overenskomstforhandlingerne.

Det kan der uden tvivl være mange gode grunde til at få slået fast, men man skal ikke gøre sig håb om, at kampagner af den slags får ungdommen til at tegne medlemskab, siger flere eksperter. Nej, kræfterne skal i stedet bruges på den direkte kontakt til hver enkelt ung.

»Jeg tror ikke så meget på store kampagner, der viser, hvor meget fagbevægelsen har fået hjem til deres medlemmer. Det afgørende er, at fagbevægelsen kommer ud i de unges dagligdag og viser sin relevans i specifikke situationer,« siger Rasmus Juul Møberg.

Flemming Ibsen supplerer:

»Man skal ud og arbejde, som man gjorde i fagbevægelsens begyndelse. De unge skal overbevises om, at det er en god ide at være medlem af en fagforening. Det glemte man i de år, hvor medlemmerne bare kom af sig selv,« siger han.

Forskningsleder på Center for Ungdomsforskning Jens Christian Nielsen er enig. Han mener dog, at fagbevægelsen skal være meget påpasselig med ikke at komme til at fremstå belærende og bedre vidende.

»Fagbevægelsen står for en hel masse ting, som de unge forbinder med forældresamfundet og den løftede pegefinger. Derfor kan de faglige organisationer godt have en lidt svær dialog med de unge, som eksempelvis kan føle, at den megen fokus på arbejdsmiljøet og arbejdstiderne forhindrer dem i at arbejde, som de gerne vil,« siger han.

Et andet problem for fagbevægelsen kan ifølge Jens Christian Nielsen være, at mange gerne vil se, at deres medlemskab og deltagelse gør en umiddelbar forskel.

Men fagbevægelsen giver jo god plads til, at de unge kan være aktive og gøre en forskel? Til syvende og sidst er der vel ikke noget, de faglige organisationer hellere vil have end aktive unge.

»Det er måske rigtigt. Men det faglige arbejde er ikke så ligetil som for eksempel en landsindsamling for Dansk Røde Kors. For at kunne gøre en forskel som fagligt aktivt skal man sætte sig ind i, hvordan arbejdspladsen og arbejdsmarkedet fungere. Og så er det alt andet lettere at troppe op en søndag formiddag og få udleveret en raslebøsse,« siger Jens Christian Nielsen