AFSAVN

Undersøgelse: Danskerne er barske i deres syn på fattigdom

Af

Man skal have råd til de allermest basale ting for ikke at føle sig fattig, mener danskerne. Men heller ikke meget mere. Vi har undersøgt, hvor danskerne mener, fattigdomsgrænsen ligger. Og de er mere barske end politikere og eksperter på området.

Fodboldklubben er et af de fællesskaber, som danskerne kan undvære på børnenes vegne. De fleste danskere kan nemlig godt undvære at have råd til kontingent til børns fritidsaktiviteter uden at føle sig fattige.

Fodboldklubben er et af de fællesskaber, som danskerne kan undvære på børnenes vegne. De fleste danskere kan nemlig godt undvære at have råd til kontingent til børns fritidsaktiviteter uden at føle sig fattige.

Foto: Niels Ahlmann Olesen - Arkivfoto

Fritidsaktiviteter for børnene, et værelse per person i boligen eller en årlig tur i Tivoli.

Det er ikke nødvendige goder, mener et flertal af danskerne. Til gengæld skal være råd til tre daglige måltider, medicin og tandlæge, hvis ikke man skal føle sig fattig.

Det viser en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4. Her er 2.369 danskere blevet bedt om at sætte kryds ved de goder, som man SKAL have råd til, hvis man ikke skal føle sig fattig.

Mennesker føler sig fattige af vidt forskellige årsager. Mai Mercado, socialminister (K)

Flere eksperter mener, at danskernes grænse er barsk. For selvom de fleste siger, at der skal være råd til tre måltider om dagen, så er det langt fra alle, der deler dette synspunkt.

»Det er lidt tankevækkende, at 18 procent mener, man ikke behøver 3 måltider om dagen eller medicin,« siger Lars Benjaminsen, der forsker i fattigdom ved SFI.

Den samme besked kommer fra Jørgen Elm Larsen, der er lektor ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet.

»Det overrasker mig, hvor lave tallene generelt er. Det afspejler, at man lægger stor vægt på nogle basale fysiske og sundhedsmæssige ting,« forklarer han.

Hvorfor danskerne sætter barren så lavt, kan der være flere forklaringer på. Undersøgelsen viser også, at det vanskeligt at definere fattigdom, hvilket blev diskuteret med regeringens skrotning af den danske fattigdomsgrænse.

Ifølge den nyslåede socialminister Mai Mercado viser tallene, »at mennesker føler sig fattige af vidt forskellige årsager«.

Hun erkender dog, at nogle mennesker i Danmark må leve med meget lidt:

»Jeg anerkender naturligvis, at der er mennesker i Danmark, der ufrivilligt har materielle afsavn, og dér handler socialpolitik i mine øjne om at hjælpe dem til at kunne ændre deres egen situation,« skriver Mai Mercado i en mail til Ugebrevet A4.

Fattigdom og afsavn

Valgmulighederne i Analyse Danmarks undersøgelse svarer i grove træk til de ting, som fattigdomsforskere ser på, når de undersøger afsavn. Særligt internationalt, men også i Danmark, har man tidligere undersøgt, hvad folk vurderer som væsentlige og mindre væsentlige afsavn. Ifølge Lars Benjaminsen svarer danskernes prioritering i den nye undersøgelse til det, man kender fra forskningen:

»Det er typisk de mest basale forhold som mad og medicin, der er flest, som mener er afsavn. Når vi kommer længere op i behovspyramiden er der en højere andel, der siger, at det ikke er noget, man skal have råd til,« forklarer Lars Benjaminsen.

Efter at den tidligere regering indførte en fattigdomsgrænse, blev han af socialministeriet sat til at undersøge sammenhængen mellem økonomisk fattigdom og afsavn. Selv om den nye regering siden har droppet fattigdomsgrænsen, er den endelige rapport som kom ud i foråret blevet brugt ivrigt af politikerne. Rapporten dokumenterer, hvilke basale behov og svært undværlige goder, folk under fattigdomsgrænsen må afse.

For eksempel må 16 procent undvære tre måltider mad om dagen, 15 procent kan ikke købe deres lægeordinerede medicin, og 42 procent må droppe at gå til tandlægen.

Der sker ikke det store ved at måtte undvære en enkelt eller to af de her fornødenheder, men hvis folk må undvære 10, så begynder det at sætte mange begrænsninger. Lars Benjaminsen, fattigdomsforsker, SFI

Når man kommer ud over disse helt basale nødvendigheder, er det ikke lige så alvorligt at måtte lide et afsavn eller to, men for mange af de økonomisk fattige er der en ophobning af afsavn, der har store konsekvenser:

»Der sker ikke det store ved at måtte undvære en enkelt eller to af de her fornødenheder, men hvis folk må undvære 10, så begynder det at sætte mange begrænsninger. Det er der, det bliver en belastning for folks levevilkår. Selvom det ikke alt sammen er livsnødvendigt, gør afsavnene, at folk ikke kan deltage i samfundslivet på lige fod med andre mennesker,« siger Lars Benjaminsen.

Det basale, det materielle og det sociale

Når forskere arbejder med afsavn, skelner de mellem det materielle og sociale.

Mad, bolig og tøj hører til det materielle, mens sociale afsavn handler om fritidsaktiviteterne, børnefødselsdagene, men også om smartphonen, da den efterhånden er nødvendig for at være en del af det sociale liv.

De eneste sociale ting, som der er et flertal af danskerne, der mener er nødvendige, er gaver til jul og fødselsdage (60%), penge til offentlig transport (57%) og internet i hjemmet (54%).

Til gengæld mener et flertal i undersøgelsen ikke, at man er fattig, selv om man må undvære smartphone (14%), sommerferie (26%) eller kontingent til børnenes fritidsaktiviteter (47%)

Selvom mange fattige rent faktisk undværer de sociale goder, er det ikke uden konsekvenser. Resultatet er, at de bliver sat uden for samfundet:

»Det kan forstærke en social eksklusion for nogle af de her mennesker,« siger Lars Benjaminsen.

Blandt børnene er det at have adgang til teknologi meget vigtigt. Niels Ploug, tidligere medlem af ekspertudvalget om fattigdom, Danmarks Statistik

Under forskernes grænse

Når danskerne mener, at der ikke behøver være råd til de sociale goder, kommer de ned under forskernes fattigdomsgrænse, tilføjer Jørgen Elm Larsen:

»Tallene ligger lavt i forhold til en sociologisk fattigdomsgrænse, hvor man normalt snakker om, at man skal have lige mulighed for at deltage i aktiviteter, der er normale i samfundet. Det fremgår også af den lave prioritering af mobiltelefon til børnene, for hvis du ser på børnelivet, så er det svært at undvære rent socialt,« siger Jørgen Elm Larsen.

I undersøgelsen er det kun 4 procent, der svarer, at en smartphone til børnene er en nødvendighed. Jørgen Elm Larsen mener dog, at tallene ville være lidt højere, hvis man havde spurgt til en mobiltelefon i stedet.

Hvis man ser på SFI-undersøgelsen af de økonomisk fattiges afsavn er det kun 4,6 procent, der har fravalgt mobiltelefon til deres 11-17 årige børn. De prioriterer det altså højere end at få 3 måltider mad om dagen.

Ifølge Niels Ploug, der er afdelingsdirektør hos Danmark Statistik og medlem af den tidligere regerings ekspertudvalg om fattigdom, er det et eksempel på, at svarene i undersøgelsen ikke stemmer overens med, hvordan fattige faktisk prioriterer:

»Holdningerne til, hvad der er nødvendigt eller ikke nødvendigt, stemmer ikke overens med den adfærd, man ved, der kan være blandt familier, der ikke har så mange penge. Der bliver givet udtryk for, at man sagtens kan undvære den nyeste teknologi, men i virkeligheden er den økonomisk adfærd sådan, at de voksne holder igen på andre områder, så børn ikke mangler sådan noget som en smartphone. Blandt børnene er det at have adgang til teknologi meget vigtigt,« forklarer Niels Ploug.

De fattigste sætter den hårdeste grænse

Niels Ploug bemærker, at de, der har mindst, også svarer, at smartphone til børnene ikke er en nødvendighed.

»Men i virkelighedens verden undværer de det ikke.«

Når man opdeler folk i undersøgelsen efter uddannelse, viser det sig, at dem med lave uddannelser sætter en hårdere fattigdomsgrænse. Ifølge Jørgen Elm Larsen skyldes det højst sandsynligt, at de har prøvet at undvære medicinen eller morgenmaden:

»Hvad der er nødvendigheder afhænger af livsstil. Traditionelt er der en tendens til, at fattige sætter barren lavere, fordi de ikke er vant til et højt forbrug og at deltage i mange aktiviteter,« siger Jørgen Elm Larsen.

Ifølge Lars Benjaminsen kan der også være nogle, der svarer lidt hårdt på grund af deres »idiosynkratiske og politiske« holdninger. Tallene viser da også, at folk der har stemt på blå blok sætter fattigdomsgrænsen lavere. Lidt overraskende er det måske, at det særligt gælder Dansk Folkeparti-vælgerne, hvor mere end hver fjerde mener, at folk ikke behøver at spise tre måltider om dagen.

Politiske holdninger

I visse politiske øre klinger det dog knap så rart, at så mange danskere mener, man ikke er fattig, selv om man dropper mad, medicin og tandlæge. Socialdemokratiets socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil er selv en af dem, der ikke spiser morgenmad. Hun håber, at de lave procentsatser skyldes, at folk på den måde har taget udgangspunkt i, hvad de personligt gør:

»Hvis de virkelig mener, at man kun skal have råd til tre måltider, så er de hårde. Jeg tillader mig at have tillid til, at det har andre årsager, for ellers er det så langt ude, at jeg ikke kan have det i min krop,« siger Pernille Rosenkrantz-Theil.

Hun mener selv, at man skal have råd til de basale ting, men også nogle af de sociale fornødenheder såsom børnenes fritidsaktiviteter og fødselsdagsgaver, hvis man ikke skal være fattig.

»Det gør ondt på mig, når uligheden bliver skreget ud i hovedet på børnene,« siger Pernille Rosenkranz Theil.

Hun tolker dog tallene sådan, at når vi kommer ud over de basale ting, er der stor forskel på, hvad folk synes er vigtigt for at klare sig.

En lignende konklusion kommer fra socialminister Mai Mercado, der dog ikke vil svare på, hvad man skal have råd til for ikke at føle sig fattig:

»Oplevelserne af afsavn er individuelle, og de vil i sagens natur være forskellige,« skriver Mai Mercado.

Der stopper enigheden mellem de to politikere dog.

Fattigdomsgrænse eller ej

Da den tidligere regering indførte en fattigdomsgrænse i 2013 blev den defineret ved, om en person tre år i træk havde haft en indkomst under 50 procent af medianindkomsten.

Da magten skiftede efter folketingsvalget i 2015, mente den nye Venstre-regering dog, at fattigdom »ikke kunne opgøres i kroner og ører«. Derfor blev fattigdomsgrænsen i september afskaffet af Mai Mercados forgænger Karen Ellemann.

Den nye undersøgelse fra Ugebrevet A4 bekræfter Mai Mercado i, at fattigdomsgrænsen var et »vildspor«:

»Afsavn og sociale problemer er langt mere komplekse end et simpelt fastsat økonomisk beløb,« skriver Mai Mercado til Ugebrevet A4 og fremhæver i stedet den sociale indsats for at få folk ud af problemer som misbrug, handicap, psykiske vanskeligheder eller kaotiske familiesituationer.

»En fattigdomsgrænse løser ingenting i sig selv – tværtimod flytter den fokus fra problemets rod, sociale problemer, for i stedet at fokusere udelukkende på lav indkomst. Jeg ønsker, at flere kommer med i fællesskabet for eksempel gennem foreningsliv, uddannelse og arbejde,« skriver Mai Mercado.

Pernille Rosenkranz Theil prøvede af flere omgange at afværge afskaffelsen af fattigdomsgrænsen. Hun mener, at »fattigdom i sin kerne har økonomien«, hvilket regeringen ikke anerkender:

»Det forhindrer ikke, at vi taler om ensomhed og det sociale,« forklarer Pernille Rosenkranz Theil og kalder det »bekvemt«, at regeringen afskaffede fattigdomsgrænsen lige inden kontanthjælpsloftet trådte i kraft:

»Så slipper de for at se konsekvenserne i øjnene,« siger Pernille Rosenkranz Theil.

Et godt måleredskab

Ifølge Pernille Rosenkranz Theil var fattigdomsgrænsen et godt måleredskab, som viste hvilke grupper, der havde problemer med økonomisk fattigdom. Det kunne bruges, når politikerne for eksempel skulle finde niveauet for de forskellige sociale ydelser.

Selvom der er mange måder at forstå fattigdom på, ærgrer flere af eksperterne sig også over, at fattigdomsgrænsen er blevet fjernet.

Lars Benjaminsen fremhæver, at der altid er andre problemer, og at grænsen ikke kan stå alene, men den er vigtigt i forhold til at forstå den økonomiske marginalisering:

»Jeg synes dan danske definition var god, fordi man arbejdede med vedvarende fattigdom og derfor fik det afgrænset til en gruppe, der har ret vanskelige levevilkår,« siger Lars Benjaminsen.

Niels Ploug understreger også, at den grænse, man nåede frem til, var et fornuftigt instrument at måle økonomisk fattigdom med, fordi den tog hensyn til de særlige forhold, der er i Danmark. Ved at sætte et lavt beløb, der skulle vare i tre år, sikrede man en legitimitet til fattigdomsgrænsen.

Derudover endte fattigdomsgrænsen med at svare til de forsøg, der har været på at definere fattigdom med et minimumsbudget.

»Det var nærmest smukt, at det landede deromkring,« siger Niels Ploug.

De nyeste minimumsbudgetter som CASA og Rockwoolfonden publicerede i november lå på lige over 5.000 kroner, hvis man ikke tæller boligudgiften med. 

Hvor danskerne vil sætte den økonomiske grænse er svært at sige ud fra deres svar om, hvad der skal være råd til for ikke at føle sig fattig. Afsavnene kan ikke omregnes direkte.

Hvis man dog nøjes med at kigge på de tre måltider mad, tandlægen og medicinen som 4 ud af 5 kan blive enige om, så er det ikke meget der skal stå på kontoen, når huslejen er betalt. I minimumsbudgetterne fra Casa er der afsat lige omkring 2.000 kroner til mad, hygiejne og sundhed.