YTRINGSFRIHED

Undersøgelse af selvcensur: Forfattere meldte pas

Af | @MichaelBraemer

Selvcensur blandt danske kunstnere var emnet for et spørgeskema, som Ugebrevet A4 udsendte til kunstnerne i forbindelse med 10-året for Muhammed-tegningerne. Forfatterforeningen advarede sine medlemmer mod at deltage. Heller ikke Billedkunstnernes Forbund bakkede op om undersøgelsen. De omstridte tegninger, og debatten, som de vakte, kaster stadig skygger over dansk kulturliv.

I 2010 deltog omkring 500 forfattere. Denne gang deltog 80.

I 2010 deltog omkring 500 forfattere. Denne gang deltog 80.

Foto: Scanpix/Kristian Sæderup

Ti år efter, at Muhammed-tegningerne blev bragt i Jyllands-Posten, kaster offentliggørelsen og de voldsomme reaktioner, tegningerne affødte, stadig skygger over dansk kulturliv.

Det viser en rundspørge, som Ugebrevet A4 har foretaget blandt medlemmer af Dansk Forfatterforening, Dansk Artist Forbund, Billedkunstnernes Forbund, Dansk Musikerforbund, Dansk Galleri Sammenslutning, Kulturinstituttet samt medlemmer af Skuespillerforbundet og Danske Bladtegnere.

I 2010 skrev Ugebrevet A4 efter en tilsvarende undersøgelse, at der var udbredt selvcensur blandt danske kunstnere.

Årets rundspørge viser, at selvcensuren lader til at have bidt sig fast. Men mest af alt viser den, at det er kontroversielt overhovedet at undersøge, hvordan kunstneres ytringsfrihed trives i 2015.

Hvor Ugebrevet A4 ved undersøgelsen i 2010 havde opbakning fra samtlige kunstnerforeninger, er undersøgelsen denne gang blevet modarbejdet af både forfatternes og billedkunstnernes fagforeninger. Efter foreningernes kritik er deltagerantallet næsten halveret denne gang, hvor 352 kunstnere har svaret på det udsendte spørgeskema mod 654 kunstnere i 2010.

Når 36 procent af de deltagende kunstnere har svaret, at ytringsfriheden er truet, så kan man konkludere, at der i hvert fald er 127 kunstnere i Danmark, der mener, at ytringsfriheden er truet, og formentlig mange flere. Poul Erik Mouritzen, professor i statskundskab, SDU

Ifølge Poul Erik Mouritzen, der er professor i statskundskab på Syddansk Universitet, giver undersøgelser af denne art ikke repræsentative resultater - men kan dog give en indikation.

»Normalt gør det ikke noget, om man har svar fra 3.500 eller 350, hvis man bare ved, at de 350 er repræsentative for alle. Men her kender vi ikke svarene fra dem, der ville have svaret, hvis Dansk Forfatterforening ikke havde sendt deres mail ud (med advarsel mod undersøgelsen, red.),« siger Poul Erik Mouritzen.

Hver tredje deltagende kunstner: Ytringsfriheden er truetAlt i alt - mener du, at ytringsfriheden er truet i Danmark i dag? Andele af svar i procent
Kilde: Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4 på baggrund af svar fra 654 kunstnere i 2010 samt Ugebrevet A4 Research på baggrund af svar fra 352 kunstnere i 2015.

Hver sjette deltagende kunstner har droppet projekt for ikke at krænkeHar du droppet et projekt, fordi et kunstværk, et billede, en bog, en sang, en idé eller andet i forbindelse med dit arbejde kunne krænke andre menneskers religiøse, politiske, seksuelle eller etniske følelser? Andele af svar i procent
Kilde: Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4 på baggrund af svar fra 654 kunstnere i 2010 samt Ugebrevet A4 Research på baggrund af svar fra 352 kunstnere i 2015.

»Når 36 procent af de deltagende kunstnere har svaret, at ytringsfriheden er truet, så kan man konkludere, at der i hvert fald er 127 kunstnere i Danmark, der mener, at ytringsfriheden er truet, og formentlig mange flere,« siger Poul Erik Mouritzen.

Benspænd fra forfatterforening

Kun 80 forfattere har denne gang deltaget i Ugebrevet A4’s undersøgelse af selvcensur i kulturlivet mod 500 i 2010. Undersøgelsen er blevet modarbejdet af Dansk Forfatterforening, hvis formand, Jakob Vedelsby, i mails til medlemmerne og i et opslag på foreningens Facebook-side har lagt afstand til undersøgelsen.

’Fra Dansk Forfatterforenings side har vi ikke ønsket at medvirke til A4’s undersøgelse, og A4 har efterfølgende på egen hånd høstet mailadresser fra vores medlemsarkiv og udsendt en mail med link til spørgeskema til et af mig ukendt antal af vores medlemmer’, orienterer formanden.

Han advarer samtidig medlemmer, der kunne finde på at deltage, mod ’at blive taget til indtægt for en forståelse af selvcensur og problemerne omkring den, som du måske ikke nødvendigvis deler’.

Lige som for fem år siden har vi skruet undersøgelsen sådan sammen, at respondenterne har mulighed for at levere nuancerede svar på spørgsmålene. Rasmus Emborg, chefredaktør, Ugebrevet A4

Ugebrevet A4 ville gerne have haft Jakob Vedelsby til at forklare, hvad der er i vejen med undersøgelsen, men han er ude at rejse og henviser til sin næstformand, Morten Visby.

Ifølge næstformanden er der ikke tale om, at Dansk Forfatterforening har frarådet sine medlemmer at deltage. Men har bare gjort opmærksom på de problemer, der kan være i en sådan undersøgelse. Det har man gjort på baggrund af erfaringer fra den sidste undersøgelse i 2010, hvor der ifølge Morten Visby var medlemmer, der var kede af at blive taget til indtægt for holdninger, de ikke følte, de delte.

»Ytringsfrihed og selvcensur er komplekse størrelser, som optræder i en kontekst. Det kan være problematisk at belyse den slags ting i form af en spørgeskemaundersøgelse,« siger han.

Også blandt forfattere på Facebook og i P1 har debatten været livlig.

Det handler om respekt

Samtidig peger Morten Visby på, at diskussionen af ytringsfrihed og selvcensur er blevet så politiseret, at det – hårdt trukket op – fremstår som om, at der udvikler sig et regime, hvor det danske samfund underlægges fremmede restriktioner. Det billede ønsker Dansk Forfatterforening ikke at bidrage til.

»Det handler ikke kun om at råbe i munden på hinanden om lige meget, hvad der falder os ind – uden hensyntagen til andres følelser og sensibiliteter. Det handler også om respekt for holdninger og om, at alt ikke skal skæres ned til laveste fællesnævner,« siger han.

Morten Visby erkender Dansk Forfatterforenings medansvar for, at forfatterne er svagt repræsenteret i den nye undersøgelse, men kan godt leve med ikke at få et skematiseret billede af, i hvor høj grad den brede medlemskreds oplever selvcensur.

»Det er ikke den eneste kanal til belysning af selvcensur. Vi arbejder med emnet på andre måder,« siger han.

Vi er ikke kommet meget længere på 10 år. Jens Hage, bladtegner, Berlingske og Svikmøllen

Ifølge chefredaktør på Ugebrevet A4, Rasmus Emborg, er formålet med undersøgelsen at tegne et billede af ytringsfriheden og kunstnernes eventuelle selvcensur, som er baseret på fakta frem for følelser og fornemmelser. Han tager til efterretning, at færre forfattere har valgt at deltage i undersøgelsen end for fem år siden.

»Det er korrekt, at der er tale om en kompleks problemstilling og at man skal tænke sig rigtigt godt om, når man sætter sig for at undersøge den. Det har vi også gjort, og lige som for fem år siden har vi skruet undersøgelsen sådan sammen, at respondenterne har mulighed for at levere nuancerede svar på spørgsmålene,« siger Rasmus Emborg.

Muhammed-krisen skelsættende

Ugebrevet A4 har interviewet kunstnere om truslen mod ytringsfriheden og om modstanden mod at undersøge graden af selvcensur i Danmark. Baggrunden for undersøgelsen har ikke blot været 10-året for Jyllands-Postens tegninger men også attentaterne mod Krudttønden og Charlie Hebdo.

Charlie Hebdo og terrorhandlinger i København deler de deltagende kunstnereHvor enig er du i følgende udsagn: Angrebene på Charlie Hebdo og terrorhandlingerne i København betød, at vi fik en vigtig debat om ytringsfrihed? Andele af svar i procent.
Kilde: Ugebrevet A4 Research på baggrund af svar fra 352 kunstnere.

Bladtegner Jens Hage er en af de kunstnere, der gerne fortæller, hvordan han føler sin ytringsfrihed indskrænket som følge af Muhammed-krisen. Krisen var nemlig et skelsættende vendepunkt, mener Jens Hage, hvis streger har kunnet ses i Berlingske i 32 år, og som også leverer til blandt andet Svikmøllen.

»Debatten inden Muhammed-tegningerne var præget af en vis artighed. Jeg husker argumentet, ’Nå, men de har deres religion, og vi har vores. Det må vi respektere og bla, bla, bla’. Så kom argumentet, der lå bag Muhammed-tegningerne: Man skal have lov til at sige, hvad man har lyst til, og alle synspunkter er velkomne. Det er stadig de to fremherskende synspunkter. Vi er ikke kommet meget længere på 10 år,« mener han.

Men det problematiske i forhold til ytringsfriheden og selvcensuren er ifølge Jens Hage, at der er kræfter, som har taget retten til at udøve vold som led i deres argumentation til sig – et monopol, vi ellers havde uddelegeret til militær og politi, som han påpeger.

»Når man bruger trusler og bringer folk i personlig livsfare, så ændrer alt sig. Så holder regler op med at fungere, og så skvatter demokratiske rettigheder sammen,« siger tegneren.

Undgår Muhammed

Jens Hage kender personligt Muhammed-tegnerne og deres situation, og derfor dropper han også per automatik ideer, der indebærer, at han tegner profeten Muhammed. Men, som han siger, så er der alle mulige andre måder at sige det samme på.

»Jeg har flere gange lavet satire, hvor jeg tegner den jødiske gud, den kristne og Allah, fordi jeg er optaget af den pudsighed, at de tre religioner er beslægtede og følger samme udvikling, bare med nogle hundrede års mellemrum. For mig at se er Islam kommet i puberteten, som Kristendommen var i middelalderen. Der lader jeg være med at tegne Muhammed, men tegner jævnligt hans fader, og det har jeg ikke haft bøvl med,« siger han.

Jens Hage har også lavet satire på den islamiske bevægelse IS, men i afmålte doser.

»På et tidspunkt siger min kone: ’Pas nu på! Der er sympatisører lige i nærheden’. Og det gør jeg selvfølgelig. Jeg har undervejs undladt emner, som jeg havde lyst til at berøre, fordi jeg havde et ansvar over for min familie,« siger han.

Øjenåbner

Ikke desto mindre tilhører han de 31 procent af de deltagende kunstnere i spørge-undersøgelsen, der ikke er kede af, at vi fik Muhammed-tegningerne. De erklærer sig uenige i, at ’Dansk kunst- og kulturliv havde været bedre stillet, hvis de 12 Muhammed-tegninger aldrig var blevet trykt’.

Delte meninger om Muhammed-tegninger Hvor enig er du i følgende udsagn: Dansk kunst og kulturliv havde været bedre stillet, hvis de 12 Muhammed-tegninger aldrig var blevet trykt? Andele af svar i procent
Kilde: Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4 på baggrund af svar fra 654 kunstnere i 2010 samt Ugebrevet A4 Research på baggrund af svar fra 352 kunstnere i 2015.

»Det var en fantastisk øjenåbner, selv om det var møg ubehageligt, da det stod på. Det har sat tingene på spidsen og vist, hvor vigtig ytringsfriheden er. For folk har debatteret, råbt og skreget, og det mener jeg er sundt. Tidligere var en debat om ytringsfrihed jo søvndyssende, fordi ingen følte den truet,« siger Jens Hage.

Forfatteren, historikeren og forlagsejeren Svend Skovmand mener imidlertid ikke, at reaktionerne mod Muhammed-tegningerne, Charlie Hebdo og Lars Wilks har noget med ytringsfrihed at gøre eller udgør en trussel mod den. Han havde gerne været Muhammed-tegningerne foruden.

Hvorfor indbyde en mand, der har tegnet Muhammed som hund? Det er plat og skal ikke belønnes. Svend Skovmand, forfatter, tidligere medlem af Folketinget (RV)

»Muhammed-tegningerne havde baggrund i, at forfatteren Kåre Bluitgen påstod, at han ikke kunne få nogen til at tegne Muhammed til en bog, han havde skrevet. Jeg mener, det var led i en markedsføring af bogen, at problemet ikke var reelt. På det tidspunkt kunne man sandsynligvis få hvem som helst til at tegne Muhammed,« siger han og fortsætter:

»Charlie Hebdo var selv ude om det. Hvorfor skulle de genere muslimer, som ikke har det for godt i Frankrig?«

Svend Skovmand har også svært ved at se, at attentatet mod Krudttønden og Lars Wilks skulle udgøre et anslag mod ytringsfriheden.

»I virkeligheden skulle de folk, der lavede arrangementet med Lars Wilks, straffes for uagtsomt manddrab, for havde de ikke gjort det, var der ikke sket noget. Og hvorfor indbyde en mand, der har tegnet Muhammed som hund? Det er plat og skal ikke belønnes,« mener forfatteren.

Mindretals følelser skal respekteres

Svend Skovmand har aldrig været ude for, at han har følt sin ytringsfrihed begrænset og forestiller sig heller ikke, at han kommer i den situation.

Han mener, at man kan skrive hvad som helst, der berører folks politiske følelser, men at man skal respektere et mindretals religiøse følelser. Når de reagerer voldsomt på det, de ser som krænkelser, har det at gøre med deres oplevelse af underlegenhed, påpeger han.

Forfatterkollegaen Vibeke Vasbo nægter imidlertid at acceptere, at religiøse følelser skulle være ’finere’ end andre hensyn. Hun går ind for 100 procent ytringsfrihed, og mener, at det er en glidebane, hvis man begynder at gradbøje den.

45 procent af de deltagende kunstnere er opmærksomme på krænkelserHvor ofte har du inden for de seneste fire år overvejet, om et projekt kunne krænke menneskers religiøse, seksuelle, etniske eller politiske følelser? Andele af svar i procent
Kilde: Kaas & Mulvad for Ugebrevet A4 på baggrund af svar fra 654 kunstnere i 2010 samt Ugebrevet A4 Research på baggrund af svar fra 352 kunstnere i 2015.

»Det er dybt latterligt med det knæfald for krænkelser. Vi lever trods alt af at træde alle over tæerne. Og hvis nogen har så ømme tæer og stikker dem ud alle vegne, så må de trække dem til sig. Man kan jo lade være med at se og læse det, man ikke bryder sig om – som jeg gør med porno,« påpeger hun.

Vibeke Vasbo har det også svært med forfattere, der taler om at holde en pæn tone.

»Dét, man kalder hensyn, er i mine øjne fejhed. Og det ser man mere og mere af. Men hvis der er noget, vi ikke skal, så er det da at holde en pæn tone. Vi skal tværtimod udfordre hvad som helst. Der skal ikke være noget, man ikke udfordrer, for så er det slut med kunst,« fastslår hun.

Modet svigtede

Vibeke Vasbo har i sin lange forfatterkarriere aldrig været optaget af emner, der har kunnet bringe hende på kollisionskurs med islamiske kræfter. Men hun skrev på et tidspunkt et satirisk indlæg, hvor hun ville gøre grin med det at være krænket. Hun endte imidlertid med at tilbageholde indlægget, fordi modet svigtede og hun var bange for konsekvenserne.

»Vi lever jo i et patriarkat, hvor kvinder fremstilles som idioter, nøgne og tilslørede. Vi har grund nok til at være krænkede. Ideen, som jeg slog til lyd for i indlægget, var at lave en ny kvindereligion. For så måtte de ikke sige grimme ting om svigermødre, blondiner og alle de andre dumme ting,« fortæller den erklærede feminist.

Blandt forslagene til navne var Feministisk International Sammenslutning (FIS) og Feminin Union af Piger (FUP).

En af Vibeke Vasbos bøger, Miraklet i Amalfi fra 1984, er en skildring af kærlighedsforholdet mellem en gift sognepræst og en lesbisk forfatterinde under et studieophold i Italien. Hun tør ikke tænke på konsekvenserne, hvis handlingen havde udspillet sig i en fundamentalistisk religion.

»Den er dybt blasfemisk, men sådan oplevede jeg det jo ikke, og sådan var den ikke tænkt. Det er en kærlighedsroman, og den er sjov,« siger hun.

For mig var der ikke tvivl om, at der var selvcensur i kulturlivet. Så hvorfor lave en undersøgelse for at få bekræftet, hvad Gud og hver mand vidste i forvejen. Per Stig Møller, tidl. kulturminister (Kons.)

Minister droppede undersøgelse

I 2010 fik den udbredte selvcensur i kulturlivet, som blev afdækket i Ugebrevet A4’s undersøgelse, bekymrede politikerne op af stolen. Daværende kulturminister Carina Christensen (K) tilbød penge til, at Dansk Forfatterforening kunne gennemføre deres egen undersøgelse af problemets omfang, når foreningen ikke accepterede A4’s fremgangsmåde.

Undersøgelsen blev imidlertid aldrig til noget, fortæller Egon Clausen, daværende næstformand i Dansk Forfatterforening og nuværende forretningsudvalgsmedlem i Dansk Kunstnerråd.

Han blev indbudt til en kop kaffe hos Per Stig Møller (K), der havde afløst Carina Christensen som kulturminister. Og her meddelte den nye kulturminister ifølge Egon Clausen, at han ikke ville finansiere undersøgelsen, der ville løbe op i anslået 200.000 kroner.

Per Stig Møllers forklaring på, at undersøgelsen blev droppet, er, at Kulturministeriets penge er små, og han synes, de kunne bruges bedre på det tidspunkt.

»Det er jo den slags, der sættes i gang, hvis der er en stor offentlig debat og pres på ministeren: Hvad vil han gøre ved problemet? Så vinder man tid ved at sparke den til hjørnespark og får ikke spørgsmål, så længe undersøgelsen foregår. Men for mig var der ikke tvivl om, at der var selvcensur i kulturlivet. Så hvorfor lave en undersøgelse for at få bekræftet, hvad Gud og hver mand vidste i forvejen. Det synes jeg ikke, at der var grund til,« siger han.

Selv om han havde svært ved at leve med selvcensuren, havde han på den anden side set også svært ved at gøre noget ved den.

»Det er en ministers pligt at forsvare kunstneres ret til at skrive og tegne, hvad de vil inden for lovens rammer. Men jeg havde jo ingen mulighed for at gå ud og sige: ’Gør det så! Skriv og tegn hvad I vil, og så skal jeg nok beskytte jer, når I går tur i skoven!’ Det er jo ikke mit hoved, der bliver hugget af,« siger han.

Sommetider får man det indtryk, at kravet om ytringsfrihed bruges som et argument for retten til at pisse på alle og enhver Egon Clausen, medl. af forretningsudvalgsmedlem i Dansk Kunstnerråd

Angst er et vilkår for skabende kunstnere

Daværende næstformand i forfatterforeningen, Egon Clausen, er en af kritikerne af A4-undersøgelsen. I et indlæg i Altinget under overskriften ’Misvisende debat om ytringsfrihed’ fastslår han, at ingen tilsyneladende ved, hvad der menes med ytringsfrihed, og hvor dens grænser går.
Han skriver også, at det ikke havde noget på sig, da A4 tidligere skrev, at danske forfattere underkastede sig en massiv selvcensur. Derfor glæder det ham, at mange forfattere denne gang har valgt ikke at svare.
’Sommetider får man det indtryk, at kravet om ytringsfrihed bruges som et argument for retten til at pisse på alle og enhver, man ikke bryder sig om. Det går især ud over muslimer’.

Egon Clausen anfører også, at angst og bekymring er en del af de vilkår, som den skabende kunstner lever med.

’Men at reducere sådanne eksistentielle vilkår til frygt for islamisk terror er at degradere dem til polemik i døgnets debat, og det er ganske enkelt for småt’, mener han.

Tæt på udmeldelse

Vibeke Vasbo har været ved at melde sig ud af Dansk Forfatterforening på grund at dens forhold til ytringsfriheden. Også den måde, hun har oplevet den bagatellisere de konsekvenser, det har haft for tegneren Kurt Vestergaard, at han har brugt sin ytringsfrihed, er faldet forfatteren for brystet.

Det er jo en smagssag, hvad man kalder det. Når 17 procent svarer, at de har opgivet et projekt af frygt for at blive truet på livet, er det ved Gud sund fornuft at droppe det. Men jeg vil kalde det selvcensur. Poul Erik Mouritzen, professor i statskundskab, SDU

»Jeg sad i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening og i dens skønlitterære styrelse, da Salman Rushdie blev truet på livet. Dengang rystede vi ikke på hånden. Jeg forstår ikke, hvad der er sket, men jeg er meget ked af det,« siger hun.

Vibeke Vasbo ved, at man skal afholde sig fra motivfortolkning, men kaster sig alligevel ud i det.

»Det handler vel om, at man synes, det er synd for muslimer, som er underkuede, og at man ikke vil træde på nogen, der ligger ned. Jeg tror, forfattere opfatter sig som venstreorienterede, men det gør jeg også, påpeger hun.

Smagssag

Også Billedkunstnernes Forbund afviste at videreformidle undersøgelsen til dets medlemmer. Det skete med henvisning til, at undersøgelsen, som den er udformet, ifølge forbundets vurdering ikke giver et reelt billede af de forskellige former for selvcensur.

Billedkunstnernes Forbund mener ikke, at undersøgelsen tager højde for det, den ser som formentlig den mest almindelige grund til selvcensur. Nemlig, at kunstnere afstår fra at udgive et værk, der kan virke stødende. Altså en form for eftertanke, hensyn eller sund fornuft, som forbundet skriver.

’Når denne afkrydsningsmulighed ikke foreligger, synes enhver form for selvcensur at have et negativt skær over sig, og det er der jo ret beset ikke tale om’, lyder begrundelsen.

Det argument har professor i statskundskab på Syddansk Universitet Poul Erik Mouritzen svært ved at forstå.

»Det er jo en smagssag, hvad man kalder det. Når 17 procent svarer, at de har opgivet et projekt af frygt for at blive truet på livet, er det ved Gud sund fornuft at droppe det. Men jeg vil kalde det selvcensur,« siger han.

Poul Erik Mouritzen har haft Ugebrevet A4’s undersøgelse til gennemsyn og mener ikke, at kunstnerne har belæg for at afvise den.

»Der findes stort set ingen spørgeskemaer, man ikke kan kritisere, men denne her er grundlæggende i orden. Og det er jo paradoksalt, når vi har at gøre med en undersøgelse om selvcensur, at der er nogen, der prøver at forhindre den. Det kan man godt betegne som censur,« mener han.

Risiko for krænkelser vil sætte præg på fremtidig kunstKunne du fremover finde på at droppe et projekt, hvis et kunstværk, et billede, en bog, en sang, en idé eller andet i forbindelse med dit arbejde kunne krænke andre menneskers religiøse, politiske seksuelle eller etniske følelser?
Kilde: Ugebrevet A4 Research på baggrund af svar fra 352 kunstnere.