Underskrifts-protester boomer

Af | @CarstenTerp

Er du også sur – så skriv under her. Danskerne skriver under på protester og krav om alt mellem himmel og jord. Men selv om underskriftindsamlinger bliver brugt mere og mere til at lægge pres på landets politikere, er der ingen garanti for effekten. Politikerne har ikke pligt til at lytte, uanset hvor mange der skriver under på en given sag.

SKRIVEKRAMPE Offentlighedsloven er en skændsel, folkeskolereformen ligeså; dyresex skal forbydes, aflivningen af hunden Thor skal stoppes, hvorimod Føtex skal til Bornholm (NU), Kurt Thorsen skal sættes fri, kirke og stat skal adskilles, og Svendborg Klovnefestival skal bevares.

Danskerne sætter deres navn på underskriftsindsamlinger som aldrig før. På stort og småt, lokalt og nationalt og en masse helt uden for kategori. Alene på sitet Skrivunder.net kører der lige nu 360 forskellige underskriftindsamlinger. Og lægger man den nærmest uoverskuelige mængde af indsamlinger på Onlineunderskrift.dk oveni, kommer man op på næsten 1.700 forskellige samlinger af borgerrøster.

Den store villighed til at sætte sit navn på en underskriftindsamling hænger ifølge professor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet Robert Klemmensen sammen med de teknologiske muligheder, nettet har åbnet.

»Det er blevet så nemt at underskrive forskellige underskriftindsamlinger. Man skal ikke engang ud i regnvejr. Man skal sådan set bare sidde foran sin facebookprofil og skrive under på et eller andet. Det er nemt, og det er billigt, set fra vælgernes perspektiv,« siger Robert Klemmensen og fortsætter:

»Der findes jo snart ikke den sag, som ikke har sin egen underskriftindsamling.«

Lektor ved Institut for Statskundskab ved Syddansk Universitet Klaus Levinsen fremhæver, at online underskriftindsamlinger er et effektivt middel til at få mobiliseret mange mennesker på kort tid.

»Der er flere og flere af de her indsamlinger, der foregår på nettet, og de kan hurtigt og effektivt generere temmelig mange underskrifter,« siger Klaus Levinsen.

Underskrifter kan arkiveres lodret

Flagskibet blandt de mange indsamlinger er i øjeblikket protesten mod forslaget til en ny offentlighedslov. Den har næsten 70.000 danskere nu skrevet under på.

Anders Højsted er en af initiativtagerne til protesten. Han var på forhånd skeptisk over for at samle underskrifter ind.

»I forhold til det politiske system kan det faktisk ikke betale sig at samle underskrifter ind, for der skal rigtig, rigtig meget folkeprotest til, før politikerne lytter,« siger han og fortsætter:

»Jeg tvivler på, at vi kan stoppe den nye offentlighedslov. Men det skal ikke forhindre os i at prøve.«

Og Anders Højsteds skepsis er velbegrundet. For uanset hvor mange underskrifter han får kradset ind, har politikerne på Christiansborg ingen pligt til at lytte. Faktisk er de i deres gode ret til at smide underskrifterne direkte i skraldespanden.

»Underskriftindsamlinger har ikke nogen formel status i den danske lovgivningsproces,« siger Helle Krunke, professor i EU-forfatningsret ved Københavns Universitet.

Og lektor i medievidenskab ved Aarhus Universitet Jakob Linaa Jensen supplerer:

»Man kan undertiden sætte en politisk dagsorden ved at aflevere 100.000 underskrifter fra folk, som kræver dit eller dat. Det kræver dog, at etablerede medier omtaler underskriftsindsamlingen. Populært sagt kan man sige, at hvis man skal have gennemslagskraft online for alvor, skal man også i tv. Og endnu sværere er det at få konkret politisk indflydelse,« siger han.

Indsamling førte til lovændring

Selv om underskrifter kan være svære at veksle til direkte politisk indflydelse, bruger Amnesty International værktøjet målrettet, fortæller vicegeneralsekretær Trine Christensen. 

»Hvis det indgår i en kontekst, hvor det kan være med til at skabe debat; hvor man kan lobbyer direkte over for politikere og andre beslutningstagere, lave mediearbejde og kampagnearbejde sammen med underskriftindsamlingen, så ser vi ofte, at vi har en effekt,« siger Trine Christensen.

I 2005 begyndte Amnesty at samle støtte i befolkningen for et krav om at få et forbud mod tortur skrevet ind i straffeloven.

Daværende justitsminister Lene Espersen (K) mente, at et forbud var unødvendigt, da tortur efter hendes mening var tilstrækkeligt dækket af voldsparagrafferne i loven. Men efter at Amnesty på rekordtid kunne indsamle 145.000 underskrifter, anerkendte hun, at der var ’en vis almen sympati for, at Danmarks lovgivning om tortur var krystalklar’, som hun sagde. Og forbuddet blev indført i straffeloven.

Omvendt har Amnesty også oplevet at indsamle 37.000 underskrifter til støtte for irakiske flygtninge, som stod til udvisning af Danmark. I det tilfælde nægtede daværende kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech at modtage underskrifterne personligt. I stedet bad hun Amnesty aflevere dem i Folketingets betjentstue.

»Det var ikke lige den effekt, vi havde håbet på, men det skabte jo en masse debat om irakernes situation og om, hvordan man som politiker kan håndtere dialogen med civilsamfundet,« siger Trine Christensen.

Mediedækning skaber politisk pres

Netop debat og omtale i medierne er afgørende for, om politikerne tager en given underskriftindsamling til efterretning. Lektor Klaus Levinsen fra Syddansk Universitet forklarer, at antallet af underskrivere i sig selv er underordnet, så længe indsamlingen opnår medieomtale.

»Underskriftindsamlinger handler grundlæggende om at få skabt offentlig opmærksomhed om selve underskriftindsamlingen,« siger Klaus Levinsen.

Når Amnesty samler ind, formår organisationen typisk at få mellem 30.000 og 50.000 underskrifter. Og antallet har en betydning for gennemslagskraften, mener vicegeneralsekretær Trine Christensen.

»70.000 gør mere indtryk end 40.000, og 150.000 gør mere indtryk end 100.000. Jeg er slet ikke i tvivl om, at antallet betyder noget. Men argumenternes styrke vil have en afgørende betydning - om sagen bliver taget bredt op i offentligheden, og der er nogle politikere, som vælger at løbe med den,« siger hun. 

Klaus Levinsen understreger, at offentlig debat omkring en sag gør det svært for politikerne at sidde stille.

»Når en politiker bliver stillet over for borgere, som har en sag, der så tilmed skaber offentlig opmærksomhed, så ser det jo dårligt ud for politikeren, hvis han eller hun ikke viser en eller anden form for imødekommenhed,« siger Klaus Levinsen.

Han bakkes op af professor Helle Krunke fra Københavns Universitet. 

»Danske politikere underlægges et politisk pres, såfremt tilstrækkeligt mange borgere skriver under i en underskriftindsamling, selv om en underskriftindsamling ikke formelt nævnes i den danske lovgivningsproces i grundloven,« siger hun.

Formel værdi i EU

I modsætning til Danmark har underskriftindsamlinger i flere europæiske lande en formel status i lovprocessen. Det fortæller professor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet Palle Svensson, som i mange år har forsket i direkte demokrati.

I Østrig kan et antal borgere kræve, at en sag kommer på den politiske dagsorden. I Italien kan et antal borgere kræve, at en eksisterende lov kommer til folkeafstemning. Og alpelandet Schweiz kan prale af det mest vidtgående direkte folkestyre. Her kan borgerne med tilstrækkelig mange underskrifter i hånden kræve, at et forslag, de selv har formuleret, behandles i parlamentet. Hvis ikke parlamentet vil det, skal forslaget til folkeafstemning.

»Man kan altid diskutere, om man skal have sådan nogle elementer af direkte demokrati. Det synes danske politikere ikke, at man skal,« siger Palle Svensson og fortsætter:

»Min personlige holdning er, at man godt kunne udbygge vores meget rendyrkede repræsentative system med nogle elementer af direkte demokrati. Og hvis man er betænkelig ved det, så kan man opstille nogle høje krav til antallet af underskrifter.«

Slagtedyr fik borgerne op af stolene

I EU-systemet har det direkte demokrati også vundet indpas.

Med Lissabon-traktaten har borgerne i de 27 EU-lande fået mulighed for at rejse en sag for EU-Kommissionen, hvis de kan samle en million underskrifter. Det skal styrke fællesskabets demokratiske legitimitet blandt borgerne.

Allerede mens Borgerinitiativet – som det hedder – var under forberedelse, satte den danske EU-parlamentariker Dan Jørgensen (S) en indsamling i værk. Og i juni sidste år afleverede han mere end en million protester mod lange transporttider for slagtedyr.

»Jeg vidste jo godt, at eftersom der ikke var vedtaget lovgivning endnu, kunne jeg i sagens natur ikke leve op til de juridiske krav, der ville komme, men jeg tænkte alligevel, at det ville give en del opmærksomhed, hvis det kunne lade sig gøre at samle denne her million,« fortæller Dan Jørgensen og fortsætter:

»Det fik jeg sådan set ret i. Den indsamling har fostret ret meget opmærksomhed og debat og pres på kommissionen. Indsamlingen har også været med til at ændre holdningen blandt parlamentarikerne. Da jeg begyndte at beskæftige mig med det her, var der måske en lille håndfuld, der støttede min sag. Og nu støtter over halvdelen af parlamentarikerne mit krav om en maksimal transporttid på otte timer,« siger Dan Jørgensen.

Direkte demokrati med omveje

Ekspert i EU-forfatningsret ved Københavns Universitet professor Helle Krunke minder dog om, at Borgerinitiativet har sine begrænsninger. For eksempel skal underskrifterne stamme fra borgere, der er bosiddende i mindst syv EU-lande, og de skal indsamles i løbet af ét år.

»Vigtigst er, at Kommissionen ikke er forpligtet til at fremsætte et lovforslag som følge af borgernes initiativ. Men hvis tilstrækkelig mange EU-borgere tilslutter sig initiativet, kan der dog være et politisk pres på Kommissionen,« siger Helle Krunke.

Dan Jørgensen medgiver, at EU-udgaven af det direkte demokrati har sine indbyggede omveje.

»Hvis man skal være pessimist, vil jeg sige, at det er ret svært at samle en million underskrifter – og specielt når der er kommet nogle bureaukratiske regler. Men jeg har alligevel ja-hatten på. For i virkeligheden er det et fantastisk instrument, at borgere kan blande sig direkte i lovgivningsprocessen,« siger Dan Jørgensen.

Vitaminer til demokratiet

Ifølge eksperter har indsamlingerne en til tider overset positiv langtidseffekt. De mobiliserer befolkningen og giver dermed det danske demokrati et gevaldigt skud vitaminer.

»Der er en undervurderet effekt af deltagelsen i en underskriftsindsamling – nemlig en politisk myndiggørelse. Folk føler, de gør en forskel,« siger Jakob Linaa Jensen fra Aarhus Universitet og fortsætter:

»Mange mennesker bliver mobiliseret til at sætte sig ind i ting, de ellers ikke ville have sat sig ind i. Der er en bevidstgørelse, oplysning og myndiggørelse, der måske på sigt kan medføre, at folk bliver mere politisk interesserede.«

Alligevel regner forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch det ikke for sandsynligt, at underskriftindsamlinger vil få større juridisk vægt i Danmark. Han understreger, at politikerne reelt ikke er interesserede i at give borgerne større indflydelse.

»Der er hos magthavere en utilbøjelighed til at afgive magt. Hvis man er magthaver og politiker, er man som regel forholdsvis tilbageholdende med at give regulær og stor indflydelse til borgerne. Måske er nogle politikere ideologisk og principielt enige i, at underskriftindsamlinger kan få mere vægt, men i samme øjeblik vi bevæger os fra uforpligtende hensigtserklæringer til det mere konkrete, tror jeg, at interessen ville fordufte,« siger Roger Buch.

I USA er indsamlinger en industri

I amerikansk lovgivning vægtes underskrifter anderledes højt. Her vil indsamlinger med mindst 25.000 underskrifter udløse et svar fra Det Hvide Hus. Reglerne har ført til, at indsamlingen af underskrifter nu har udviklet sig til en hel industri, understreger professor emeritus Palle Svensson.

»I USA kan store organisationer, pengemænd og firmaer organisere det. Hvis du har professionelle indsamlere, og man oven i købet har mulighed for at reklamere i fjernsynet, hvad vi jo ikke har herhjemme, så kan man altså godt stampe mange underskrifter frem,« siger Palle Svensson.

Jakob Linaa Jensen fra Aarhus Universitet kan godt se fordele ved at inddrage underskriftindsamlinger mere i den danske lovproces, men han forudser også nogle problemer.

»I den ideelle verden fører det til mere borgerdemokrati. I den mest pessimistiske verden fører det til et pøbeldemokrati, hvor man indsamler 100.000 underskrifter til fordel for hunden Thor,« siger han.