Ny undersøgelse

Ulykkesramte føler sig ringe behandlet af kommunen

Af

Borgere med fysiske handicaps som følge af ulykker er utilfredse med den behandling, de får i kommunerne. Det viser en ny undersøgelse, hvor de handicappede selv kommer til orde. Der mangler større faglig viden i det kommunale system, vurderer ekspert.

Ulykkesramte døjer for eksempel med rygmarvsskader, amputationer og hjernerystelser. Deres livskvalitet forbedres ikke altid af at blive et sagsnummer i kommunen. Det ses tydeligt i en ny undersøgelse fra Ulykkespatientforeningen. 

Ulykkesramte døjer for eksempel med rygmarvsskader, amputationer og hjernerystelser. Deres livskvalitet forbedres ikke altid af at blive et sagsnummer i kommunen. Det ses tydeligt i en ny undersøgelse fra Ulykkespatientforeningen. 

Foto: Johanna Hanno/Scanpix

Folk, der har fået smadret deres liv og førlighed i en ulykke, føler sig langt fra altid godt behandlet af kommunen.

Det fremgår af en ny undersøgelse foretaget af Ulykkespatientforeningen blandt 259 medlemmer. De 259 er alle i den arbejdsdygtige alder, og de har alle et fysisk handicap som følge af en ulykke.

Over halvdelen - 54 procent - uddeler en meget lav karakter, når de skal vurdere kommunens behandling af ulykkespatienter. Blot 17 procent har et tilfredsstillende indtryk af kommunens behandling.

De adspurgte i undersøgelsen er desuden kritiske over for kommunernes måde at kommunikere på. Kommunernes regler om fysisk fremmøde får også tæsk.

Jesper Dammeyer er lektor ved Institut for Psykologi ved Københavns Universitet og forsker i handicappsykologi. Han forklarer, at når handicappede føler, der mangler forståelse for deres situation, er det udtryk for, at sagsbehandlerene ikke har en høj nok faglighed.

»Undersøgelsen peger på, at der er nogle misforhold i oplevelsen af service,« siger Jesper Dammeyer.

»Det er jo ikke, fordi der ikke bliver brugt offentlige ressourcer, men der er brug for mere viden om, hvordan man bruger ressourcerne. Det er komplekst, og det handler både om, at mennesker er forskellige, og at den faglige viden i nogle kommuner halter,« uddyber han.

Ulykkespatientforenings-undersøgelsen
  • I juni og juli 2017 gennemførte Ulykkespatientforeningen deres medlemsundersøgelse med 259 borgere med fysiske handicaps som følge af ulykker.
  • Alle 259 adspurgte er i den arbejdsdygtige alder fra cirka 30-60 år.
  • Af de adspurgte er: 46 procent førtidspensionister, 19,2 procent fleksjobbere, 2,6 procent i ressourceforløb, 3,8 procent på sygedagpenge, 16,2 procent i ordinært arbejde og 3,4 procent erklæret arbejdsløse. 

Kilde: Mette Lundstrøm Jørgensen, Undersøgelse om tilgængelighed juni 2017

UDVID

Mødt med mistro og tvivl

En af dem, der føler sig mødt med manglende forståelse, er 58-årige Anette Jeppesen fra Odense. 

Anette Jeppesen havde ikke forberedt sig på, at en ellers tilfældig efterårsdag i oktober i 1997 blev skæbnesvanger for hende.

En UPS pakketransport kørte ind i hende på vej fra arbejde, og det gav hende varrige mén. Anette Jeppesen beskriver, hvordan hun efter ulykken er røget ind og ud af jobcentre, har været i adskillige arbejdsprøvninger og har haft sagsbehandlere, som ikke troede på, at hun er syg.

Det på trods af, at ulykken gav hende et piskesmæld, der betyder, at hun ofte må sygemelde sig med migræne, opkast og diarré samt døjer med en generende bløddelsskade.

Anette Jeppesen har et usynligt handicap i form af whiplash, som betyder, at hun i utide må sygemelde sig med en særlig form for migræne og opkast. Foto: Privat.

For meget arbejde gav stress

Ifølge Anette Jeppesen er hendes periodiske sygemeldinger og et ønske om at gå ned i tid ikke blevet mødt med stor forståelse hos arbejdsgiverne.

»De negligerede, når jeg sagde, at jeg gerne ville gå ned i timer. Og de sagde, at det lignede en tendens i mine sygemeldinger - altså følte jeg, at de skabte tvivl om min sygdom,« fortæller hun.

Det er komplekst, og det handler både om, at mennesker er forskellige, og at den faglige viden i nogle kommuner halter. Jesper Dammeyer, lektor og forsker i handicappsykologi

Da Anette Jeppesen blev tilkendt fleksjob, var hun nået op på 25 timer ugentlig i sin arbejdsprøvning i et køkken. Men det var for meget:

»Efter forskellige fleksjob på 25 timer fik jeg stress. Jeg havde på det tidspunkt fundet ud af, at det var gået for vidt i alt for mange år, og jeg ikke kunne klare mere,« siger Anette Jeppesen, der som følge af ulykken kun har 60 procent af sin arbejdsevne tilbage.

Udtryk for kassetænkning

Når mennesker som Anette Jeppesen og de øvrige ulykkespatienter i undersøgelsen føler sig ringe behandlet af sagsbehandlere, er det et tegn på for meget kassetænkning i det kommunale system og for lidt individuel sagsbehandling. Det mener formanden for Ulykkespatientforeningen Janus Tarp

»Man bliver nødt til at ændre på procedurerne i forhold til, hvad der gøres i dag. For det er ikke godt nok. Der er stadig rigtig mange mennesker, som ikke kommer videre med dette system,« siger Janus Tarp og fortsætter:

»Vores medlemmer med helbredsproblemer har svært ved at passe ind i et system med faste regler.«

Et møde forværrer symptomer

Ulykkesramte døjer for eksempel med rygmarvsskader, amputationer, hjernerystelser, komplicerede brud, nerveskader og piskesmæld. Og deres livskvalitet forbedres ikke altid af at blive et sagsnummer i kommunen:

I undersøgelsen fra Ulykkespatientforeningen ytrer en fjerdedel, at kommunens krav om et fysisk fremmøde har forværret deres symptomer. 

Særligt den del giver anledning til at tænke en ekstra gang over, hvordan man møder borgeren, mener formand for Socialchefforeningen - foreningen for kommunale chefer på social-, sundheds- og arbejdsmarkedsområdet - Helle Linnet.

»Vi skal selvfølgelig tænke over, hvordan vi møder borgeren. Det er utrolig vigtigt, at borgeren bliver hørt, forstået og hjulpet med henblik på de ressourcer, de har,« siger hun. 

Jesper Dammeyer fra Institut for Psykologi ved Københavns Universitet peger på, at visse patientgrupper bliver mødt med flere fordomme og har sværere ved at blive forstået. 

»De mere synlige sygdomme bliver bedre forstået i det sociale system. Men ulykkespatienter, som typisk har smertesymptomer, og som ikke har synlige handicap, er i større risiko for at blive kaldt hypokondere, eller blive mødt med en indstilling om, at det er psykisk relateret,« siger Jesper Dammeyer.

Blot et sagsnummer

Noget kunne tyde på, at opfattelsen af, hvad der skal ske i borgerens forløb, hvor mange timer den enkelte kan arbejde, og hvordan kommunikationen foregår imellem borger og kommune, er vidt forskelligt alt efter, om man spørger borgeren eller sagsbehandleren.

Det er utrolig vigtigt, at borgeren bliver hørt, forstået og hjulpet med henblik på de ressourcer, de har. Helle Linnet, socialchef

En såkaldt gap-undersøgelse foretaget af kommunikationsbureauet Advice i 2015 viser, at handicappede borgere og sagsbehandlere/ledere i jobcentre og kommuner er milevidt fra hinanden i deres billede af, hvordan borgeren behandles.

Overordnet set har de handicappede borgere i undersøgelsen et mere negativt syn på oplevelsen, end sagsbehandlerne har. 

2015-undersøgelsen
  • En gap-undersøgelse af kommunikationsbureauet Advice fokuserer på, hvordan borgeren og sagsbehandleren oplever samme sag.
  • Man har i undersøgelsen stillet de samme spørgsmål til 965 handicappede borgere og 459 sagsbehandlere og ledere om eksempelvis stemningen mellem borger og sagsbehandler, om forståelsen for borgerens handicap og om tilliden imellem dem. I samtlige besvarelser ligger borgeren betydeligt lavere end sagsbehandleren i opfattelsen af deres forløb. 
  • Spørgsmålene er stillet med svarmuligheder på en skala fra 0-10, hvor 0 er i meget lav grad og 10 i meget høj grad. Borgernes vurderinger går fra 1,8 til max 4,9 med en gennemsnitlig vurdering på 3,1. Sagsbehandlerne og ledernes vurderinger spænder fra 6,1 til 8,3 med en gennemsnitlig vurdering på 7,3. 

Læs hele gap-undersøgelsen her

Kilde: Advice, Data & Insight, 2015

UDVID

Et billede, som socialchefernes formand, Helle Linnet, godt kan genkende. 

»Der kan opstå problemer, hvis man som borger møder op og forventer, man ikke skal noget, og man modsat som sagsbehandler har en forventning om at bringe ressourcer i spil. I sådanne situationer er det ekstremt vigtigt at forventningsafstemme,« siger hun. 

Ulykkespatientforeningens formand, Janus Tarp, foreslår, at man inddrager borgeren fra start i et forløb for at få enderne til at mødes mellem de to parter. 

»Systemet er bygget op omkring, hvad man må og skal. Der mener vi ikke, at udgangspunktet er borgervinklet nok. Man bør vende tingene om og tage udgangspunkt i, hvad der er bedst i forhold til borgeren.«

Fagligheden halter

I tide og utide må Anette Jeppesen melde sig syg fra arbejde på grund af sit piskesmæld, som giver en særlig form for migræne med opkast og diarré. 

»Jeg har hele tiden haft det problem, at jeg virker stærkere udadtil, end jeg måske er. Jeg har mine gode og dårlige dage, og det er jo klart, at jeg ikke er til møde på kommunen på mine dårlige dage, for der er jeg sengeliggende,« siger Anette Jeppesen.

Hun mener, det kan være en af årsagerne til, at kommunen sommetider sætter spørgsmålstegn ved hendes helbred.

»Det er prisen for at leve med et usynligt handicap,« konstaterer hun.

Mere fokus på fleksibilitet

Hos Venstres socialordfører Carl Holst er holdningen, at de forskellige systemer såsom sundhedsvæsenet og jobcentre skal være bedre til at spille sammen, så man kan komme hele vejen rundt om den enkelte handicappede borgers sag og undgå misforståelser. 

»Der mangler ikke større faglighed blandt sagsbehandlerne, men derimod større fleksibilitet for at lave løsninger på tværs. Det er både kommunernes ansvar, men lovgivningsmæssigt skal vi også have mere fokus på fleksibilitet,« siger Carl Holst.

Jeg har hele tiden haft det problem, at jeg virker stærkere udadtil, end jeg måske er. Anette Jeppesen, ulykkespatient

Handicapordfører for Socialdemokratiet Orla Hav mener, at kommunerne har et særligt ansvar for, at der er den nødvendige viden i de forskellige jobcentre til at behandle en borger. 

»Først og fremmest skal kommunalpolitikere kigge sig selv og deres administration i øjnene og se, om de lever op til de mål, de har sat sig,« siger Orla Hav (S) og tilføjer:

»Problemet er, at mange sagsbehandlere kun sporadisk møder de her sager. Og det får man altså ikke en specialviden af,« siger han. 

Netop ansvaret tager socialchefformanden Helle Linnet også på sig:

»Jeg mener, det er en ledelsesopgave ude i kommunerne, og jeg synes derfor, vi skal tage det overordnede ansvar på os og arbejde med at give medarbejderne de rette værktøjer til at tage hånd om dette,« siger hun. 

Protester mod systemet

De handicappede borgere vurderer i undersøgelsen, at kommunikationen fra sagsbehandlere er overvejende dårlig og utilfredsstillende.

Men er det kun handicappede, der føler sig udsat for dårlig kommunikation, eller ser vi en generel tendens blandt alle borgere, der står overfor mødet med systemet?

Henover foråret og sommeren har især den forkætrede førtidspensionsreform været centrum for debat. Den er blevet kaldt for stram og umulig at få og har affødt flere demonstrationer iværksat af ildsjæle. Beskæftigelsesborgmester i Københavns Kommune Anna Mee Allerslev (R) har blandt andet forklaret, at det er loven, der gør det noget nær umuligt at tildele førtidspension. 

Samtidigt melder flere borgere på overførselsindkomster om dårlig kommunikation på jobcentrene, om konstant skiftende sagsbehandlere og om systemet, der ofte stiller sig kritisk overfor ens sygdom. Alt imens de føler sig stemplet som 'samfundets nassere' i både det virtuelle og offentlige rum.

Udtryk for holdningsskred

Der er ifølge Jesper Dammeyer opstået en ny problematik i samfundet, hvor synet på kontanthjælpsmodtagere, på førtidspensionister og mennesker på anden overførselsindkomst har ændret sig.

»Der er sket et holdningsskred, fra man i mange år har haft en stor respekt for personer med handicap, til at der nu bliver stillet spørgsmålstegn ved, om de får for meget i ydelse, om det er rimeligt, eller om de er for dovne nogle af dem. Det er noget, der er kommet inden for de sidste fem år,« siger Jesper Dammeyer.

Refleksionen i sig selv kan være en sund tankegang, men der skal være faglig viden bag frem for holdninger, mener han.

»Det er på den ene side rigtig farligt, hvis vi først begynder at tænke sådan om svage borgere - så har vi i hvert fald fået et andet samfund. På den anden side så er det i de her reformeringstider af velfærdsstaten også klart, at man stiller spørgsmålstegn ved alting.«

»Det er en pendant til denne effektivisering, hvor vi er nødt til at vide, om det vi gør har en effekt på borgeren. Og det er jo sundt nok. Men hvis ikke, der er en faglig viden bag, så bliver det i stedet til holdninger eller politik,« tilføjer Jesper Dammeyer.