Uligheden mellem indvandrere og danskere slår alt

Af

Den største og mest problematiske ulighed i det danske samfund er mellem danskere og indvandrere. Det mener befolkningen ifølge en undersøgelse, hvor ulighederne i det danske samfund for første gang rangordnes. En øget solidaritet med indvandrerne er ved at vokse frem, mener ekspert.

INTEGRATION Utallige års arbejde med at få sikret indvandrerne i Danmark de samme levevilkår og muligheder som de indfødte danskere er fejlet. Trods masser af gode intentioner, milliarder af kroner og velmente initiativer fra politikernes side, er uligheden mellem danskere og indvandrere stadig så stor, at den fuldstændig overskygger alle andre skillelinjer i det danske samfund.

Det fremgår af en undersøgelse, som analyseinstituttet Zapera har foretaget for Ugebrevet A4. I undersøgelsen er 1.039 repræsentativt udvalgte danskere blevet bedt om at veje ulighederne i det danske samfund. På den måde opnås et unikt og detaljeret billede af, hvor danskerne for alvor føler, at ulighederne er ved at knække samfundet i to.

Svarene taler deres eget tydelige sprog. Ikke mindre end 73 procent af de adspurgte opfatter uligheden mellem danskere og indvandrere som stor eller meget stor. Det sættes i relief af, at andre uligheder, som mellem rige og fattige, boligejere og -lejere og kvinder og mænd, ikke opfattes som ligeså betydelige. Er der én væsentlig skillelinje herhjemme, så er det altså mellem gennemsnitdanskerne og de herboende udlændinge.

Formand for Rådet for Etniske Minoriteter Muhsin Türkyilmaz, der ved flere lejligheder har fungeret som rådgiver for integrationsministeren, mener, at danskerne rammer lige i solar plexus med deres svar.

»Der bliver et større og større gab mellem de etniske danskere og de indvandrere, der ikke er kommet ind på arbejdsmarkedet i de senere år. De psykisk syge og traumatiserede indvandrere står tilbage som tabere. For dem er det kun gået en vej i de seneste år: Ned. Imens har danskerne og mange indvandrere oplevet en stor fremgang,« siger han.

Mange indvandrere er tabt

Der er væsentlige overlap mellem grupperne i A4’s undersøgelse. Ofte er de højtuddannede også dem, der tjener mest. Ligesom mange indvandrere har en lavere uddannelse end mange danskere. Det er dog blot med til at understrege problemerne for de marginaliserede, der hverken kan bryste sig af pengepung, uddannelse eller det rigtige fødeland.

Desværre er der blandt indvandrerne en del, der har mange og overlappende problemer. Så selv om det for mange indvandrere rent faktisk er gået godt i de senere år, er der stadig alvorlige problemer, som formand for Odense Integrationsråd Abdulahi B. Egal påpeger:

»Tilbage sidder en gruppe, for hvem afstanden til det almindelige samfund er blevet meget, meget stor.«

Ifølge Ugebrevet A4’s undersøgelse er det dog ikke kun mellem de indfødte danskere og de mere eller mindre nytilkomne, at der går en kløft ned gennem samfundet. Uligheden slår også igennem på andre områder.

Blandt andet mener 68 procent af de adspurgte, at uligheden mellem de rigeste og fattigste er stor eller meget stor. Et tilsvarende antal peger på en betydelig ulighed mellem de højt- og de lavtuddannede.

Der er dog også områder, hvor uligheden ikke opfattes som særlig stor. Det gælder især mellem generationerne og mellem mænd og kvinder. Det overrasker ikke samfundsforsker og professor ved Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen.

»Det har sjældent kunne lade sig gøre at italesætte forskellen mellem generationer som et problem. Selv i værste fald er der jo en vis forbindelse inden for familien, så det udlignes normalt. Og selv om generationer kan få en lidt forskellig start, ender hver ny generation alligevel med at være bedre stillet end den foregående,« siger han og fortsætter:

»Hvad angår bevidstheden om ulighed mellem kønnene, så har flere studier vist, at den er væsentligt mindre i Danmark end i for eksempel Sverige eller Norge – selv om der nok vil være mere grund til det i Danmark.«

En ting er dog at identificere, at der sker en opdeling af samfundet. Noget andet er, om man vil gøre noget ved det. Er det overhovedet et problem, at ikke alle er lige godt stillede?

Ja, lyder det klare svar fra danskerne – i hvert fald når spørgsmålet knytter sig til uligheden mellem indvandrere og danskere, som 72 procent opfatter som problematisk.

Til sammenligning opfatter blot 30 procent den meget omdiskuterede ulighed mellem boligejere og -lejere som et problem. Med den seneste tids udvikling på boligmarkedet tyder meget da også på, at netop den ulighed er ved at blive mindsket betragteligt.

Store forskelle

At netop uligheden mellem indvandrere og danskere fremhæves som det vigtigste problem stemmer fint overens med, at flere undersøgelser har påvist store forskelle i levevilkårene for de to grupper.

I 2006 udgav Det Økonomiske Råd en meget omdiskuteret rapport om fattigdom i Danmark. Blandt de interessante resultater i rapporten var, at den procentuelle andel af fattige blandt indvandrerne fra ikke-vestlige lande var godt syv gange så stor som fattigdommen hos indfødte danskere. Lidt bedre så det ud for de indvandrere, der kom fra vestlige lande. Her var fattigdommen blot fire gange så udbredt.

Ifølge professor Jørgen Goul Andersen er danskernes bekymring over indvandrernes situation bemærkelsesværdig og udtryk for, at synet på indvandring og indvandrere er mere nuanceret, end man ofte kan få indtryk af.

»Der er en ganske stærk solidaritet med indvandrerne, som er blevet mere og mere mobiliseret,« siger han.

Jørgen Goul Andersen fortæller, at han også har set det fænomen i andre undersøgelser og i øvrigt i nogle år selv har arbejdet på et lille projekt om emnet:

»De, der anfører indvandring og integrationspolitik som et problem i valgundersøgelserne, gør det i stigende grad ud fra en positiv holdning, hvor det for 15 år siden næsten altid var udtryk for en stærkt negativ holdning til indvandrere. Det taler samtidig imod tesen om, at indvandring underminerer velfærdsstatens solidaritet.«

Spørgsmålet er dog, hvad der skal gøres for at hive de udsatte udlændinge op på niveau med danskerne. Løsningen, der er mest lige for, er at øge overførselsindkomsterne, hvilket vil skabe en umiddelbart større økonomisk lighed.

Ingen social medlidenhed

Den strategi har regeringen ikke den store fidus til. Øgede overførselsindkomster opfattes af regeringen og mange andre som symptombehandling uden langsigtede positive effekter for de udsatte indvandrere.

Regeringen mener i stedet, at der skal fokus på uddannelse, opkvalificering og værdimæssig integration af indvandrerne, som det fremgik af statsministerens åbningstale til Folketinget i oktober.

Problemet er bare, at de mest udsatte indvandrere slet ikke er i stand til at gøre brug af tilbuddene, mener formand for Rådet for Etniske Minoriteter Muhsin Türkyilmaz:

»Mange af dem, der har det allersværest, er traumatiserede og har psykiske problemer efter at have levet i et krigsområde i 10 eller 15 år. De skal igennem mange års behandling, før de kan tage en uddannelse og måske engang komme ud på arbejdsmarkedet,« siger han.

Muhsin Türkyilmaz har heller ikke meget håb om, at integrationen af de svageste indvandrere bliver bedre. Faktisk mener han, at det er gået den forkerte vej i de seneste mange år.

»Der er ingen forståelse for deres situation. De skal blot ud på arbejdsmarkedet, så skal det hele nok gå. Men det gør det bare ikke. De kan ikke klare et job,« siger han og fortsætter:

»Regeringen har droppet den sociale medlidenhed, og det smitter af på hele systemet. Man glemmer helt, at man har at gøre med mennesker.«

Et eksempel er, at regeringen og Dansk Folkeparti i september besluttede at stramme den såkaldte 300-timers-regel, så ægtefæller i fremtiden skal arbejde 450 timer inden for to år for at modtage kontanthjælp. Det er en regel, som særligt har ramt indvandrerkvinder, hvor moderen er hjemmegående. Og det vil ifølge Muhsin Türkyilmaz væsentligt forværre forholdene for udsatte grupper.

Det er beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) ikke enig i. Han er sikker på, at stramningerne vil forbedre integrationen og indvandrernes position i det danske samfund. Da han forsvarede ændringen på socialchefernes årsmøde sidst i oktober, sagde han eksempelvis følgende:

»Min pointe er, at vi skal turde stille krav. Ikke bare fordi det er forudsætningen for velfærd. Men fordi det er at vise mennesker respekt og tro på deres potentiale. Man kan kalde det ideologi. Jeg kalder det menneskesyn.«