Ulighed er uinteressant

Af | @MichaelBraemer

Det væsentlige er ikke, om de rige er rige eller meget rige, men derimod om de svageste har det godt, mener Søren Pind, folketingsmedlem for Venstre. Han ønsker en fattigdomsgrænse, der sikrer, at det altid kan betale sig at arbejde.

KULTUREL FATTIGDOM Ulighed er ikke noget, Søren Pind, folketingsmedlem for Venstre og tidligere borgmester i Københavns Kommune, gider at tale om. Han synes, det er uinteressant med tal, der viser et voksende spænd mellem top og bund på den danske indtægtsskala. For ham er det væsentlige ikke, om de rige er rige eller meget rige, men om de svageste har det godt. »Jeg vil hellere tale om fattigdom. Hvor vi i gamle dage havde en rå fattigdom med sult og den slags, så ser vi i dag i højere grad en kulturel fattigdom. Man kan nævne et banalt symptom som fedme. Det drejer sig om mennesker, der er sat uden for alle kulturelle mekanismer, ikke er en del af samfundets netværk, ikke læser aviser og bøger og ikke deltager i de demokratiske processer. Kampen har flyttet sig, så det er dem, der udgør udfordringen i dag. Og den er ikke nem.«

Kan du se bort fra den materielle fattigdom? Tallene fortæller jo også om et voksende antal fattige i jeres regeringstid?

»Ja, men problemet med de tal og beregninger er, at de gør fattigdom til en relativ ting, der defineres i forhold til andre indtægter i samfundet. Og den målestok går jeg ikke ind for. Det svarer til at sige, at nu vil vi have mere lighed og mindre fattigdom i Danmark, og derfor beder vi Mærsk Mc-Kinney om at forlade landet. Det er for mig at se en absurd argumentation. Kendsgerningen er, at de fattigste har det samme i hånden.«

I har da beskåret de sociale ydelser?

»Du kan nævne starthjælp. Men vi vil hævde, at den har virket. Den har medført, at langt flere indvandrere er kommet i arbejde end under Nyrup-regeringen. 30.000 mennesker. Jeg vil mene, at den er den største socialpolitiske sejr de seneste år. Den har banet vejen for mange mennesker, der før sad fast i hjemmet uden håb om en bedre fremtid. I det her samfund bruger vi ellers alt, alt for mange kræfter på at tale om at mindske forskelle i stedet for at bruge kræfterne på at hjælpe de allerdårligst stillede.«

Til dem hører 60.000 børn, der i dag lever i fattigdom. 12.000 flere end i 2001, hvor dit parti kom i regering. Er det værdigt i et land, hvor økonomien ellers buldrer?

»Jeg siger ikke, at der ikke er mennesker, der har det dårligt i Danmark. Men igen. Når man opererer med relative tal, og når det er gået så godt med økonomien, så får man pludselig flere fattige, selv om langt de fleste har fået det bedre.«

Når niveauet hæves, så er det vel stadig vigtigt, at alle børn kan være nogenlunde på omgangshøjde, hvis de skal have lige livsmuligheder og en chance for at bryde den sociale arv, som I jo har gjort til mærkesager. Skal de ikke kunne holde fødselsdag, købe computere, det rigtige tøj og så videre?

»Der er jo ikke nogen, der ønsker, at børn skal have det dårligt. Men bortset fra det, ser jeg det da som en af de alvorligste udfordringer for uddannelsessystemet at bryde med den sociale arv. Det kommer også til at betyde investeringer i ekstra lektiehjælp, lektiecafeer og i ny teknologi, så børnene får naturlig adgang til de ting i hverdagen.«

Har vi brug for en fattigdomsgrænse i Danmark?

»Ja, det har jeg altid syntes, at vi skulle have.«

Hvad skal vi bruge den til?

»Ikke mindst til at fastslå arbejdets værdi. Jeg har altid ment, at vi har en fantastisk model i Danmark, hvor arbejdsmarkedets parter aftaler, hvad arbejdet egentlig er værd. Så fattigdomsgrænsen skal udgøre en vis procent af mindstelønnen. Hvis den er 100 kroner i timen, må vi så have en diskussion af, om det offentlige skal give 50,60, 70, 80 eller 90 kroner til folk uden for arbejdsmarkedet. Men altid mindre. For enhver, der kigger på det her med almindelige, fornuftsbetonede briller vil sige, at det altid skal kunne betale sig at arbejde.«

Er det ikke i forvejen sådan?

»Der er jo rigtig mange eksempler på, at det næsten ikke kan betale sig at arbejde. For eksempel kassedamer. Men det svære i den diskussion er, at jeg tror, vi kommer til at operere med to fattigdomsgrænser. En over for de arbejdsdygtige og en anden over for eksempelvis psykisk syge og handicappede. For de skal bare have den bedst tænkelige omsorg og pleje.«

Kritikere siger jo, at ledigheden nu er kommet så langt ned, at økonomiske incitamenter ikke er nogen drivkraft for de ledige, der er tilbage, fordi de typisk har andre problemer end ledighed. Er det ikke noget andet, der skal til over for de svageste kontanthjælpsmodtagere?

»Ufaglærte job er ved at forsvinde i Danmark, og det sætter nogle mennesker udenfor. Jeg tror desvære ikke, at en voldsom socialsektor, som bruger en masse penge her, er den eneste saliggørende løsning. Jeg tror, vi er nødt til at skabe nogle andre forudsætninger for, at de kan komme i arbejde. Og for mig at se er det vigtigt, at det ikke bliver noget kunstigt, men nogle service-ydelser, som folk synes, de har brug for. Dermed appellerer jeg også til civilsamfundet om at tage de her folk til sig. Men tror desværre, at skattepolitikken står i vejen for det i dag. Det ligger ikke ligefor at bære et socialt ansvar, når man i forvejen betaler 63 procent af sin indtægt i skat.«