Ufine tricks på den borgerlige fløj

Af Illustration: Majbrit Linnebjerg
Johannes Lynge

Da Liberal Alliances økonomiske bagmand, Lars Seier Christensen fra Saxo Bank, blev meldt til Bagmandspolitiet faldt der hård kritik fra den konservative Tom Behnke. Nu skyder Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance tilbage efter næstformanden i Det Konservative Folkeparti har lidt samme skæbne.

BAGSIDEN SPØRGER Risikerer man ikke at skabe politisk apati i erhvervskredse ved i pressen og blandt politikere at gå så hårdt til politisk engagerede, driftige erhvervsmænd, der måske træder lidt ved siden af i indsatsen for værdiskabelsen?

Jo! Men hvis man ikke skubber igen, når de store drenge i skolegården begynder at skubbe, så risikerer man, at der bliver skubbet alt for meget rundt med en. Jesus prædikede mange gode ting, men det med at man bare skal vende den anden kind til, når man bliver slået, har jeg ærligt talt altid haft svært ved at praktisere.

Men er det egentlig så interessant en historie, at Konservatives næstformand er meldt til Bagmandspolitiet?

Godt spørgsmål, for i bund og grund er det faktisk ikke særligt vigtigt. Bestseller-direktør Finn Poulsen er mig bekendt et udmærket menneske, og den konkrete sag er, så vidt jeg kan forstå, heller ikke alvorlig. Når det for 180Grader er interessant, skyldes det de konservatives adfærd for tre måneder siden, hvor retsordfører Tom Behnke kritiserede Liberal Alliance for at modtage penge fra Saxo Bank-stifter Lars Seier Christensen, hvis bank dengang var blevet politianmeldt.

Og her opstår ’historien’ i din kritiske optik?

De Konservative ville gerne grave en grav for et konkurrerende parti, og så er det bare morsomt, at de selv falder i. Ifølge konservativ opfattelse må man ikke tage imod penge fra folk, der anmeldes til politiet, men man må altså gerne have dem siddende i sit eget formandskab. Hykleriet er til at tage og føle på.

Hvad siger dette ”hykleri” dig om De Konservatives konsekvens, hvad angår lov og orden-linjen?

Jeg tror ikke, at man kan drage konklusioner om de Konservatives politiske linje med afsæt i det her, men man kan konstatere, at Konservative er villige til at bruge ufine tricks mod et andet parti på den borgerlige fløj i deres des­perate kamp for at fastholde et vælgerkorps, der er blevet tiltagende mere træt af partiets pragmatisme og taburetklæberi.

”Ufine tricks” - det lyder som noget, der er flere eksempler på?

Partiets forsøg på at sprede løgnehistorier om Joachim B. Olsen, da han ikke ville være kandidat for dem, men i stedet valgte Liberal Alliance, er endnu et eksempel på, at der er gået KU i Det Konservative Folkeparti. I det parti, der hævder at være mere ansvarligt og fyldt med samfundssind end noget andet parti, sparer man ikke på slagene under bæltestedet, hvis det tjener eget formål.

Men ville Liberal Alliance mon forholde sig anderledes til en næstformand, der var meldt til Bagmandspolitiet?

Nej, det tror jeg bestemt ikke. Som sagt har jeg ikke hørt andet, end at Finn Poulsen er et fint menneske – han er bare med i et parti, der benytter ufine metoder.