Ufaglærte plages af mangel på anerkendelse

Af | @MichaelBraemer

Slagteriarbejdere og andre ufaglærte oplever, at de får meget lidt anerkendelse for deres arbejde, mens læger, tandlæger og akademikere soler sig i respekt og føler sig rigeligt belønnet, viser nye tal. Arbejdsmiljøforsker mener, at det er uddannelseshysteriet i samfundet, der marginaliserer ufaglærte som en klods om benet på samfundet uanset hvor stor en arbejdsindsats, de yder.

Foto: Foto: Erik Jepsen, Scanpix

UTAK Det er surt at være slagteriarbejder. Og det er ikke meget sjovere at have et af de andre ufaglærte job på det danske arbejdsmarked. Arbejdet er hårdt, men man får ikke meget igen i form af anerkendelse og fremtidsmuligheder. Anderledes ser det ud for ud for blandt andre læger, tandlæger, selvstændige og akademikere, som i et helt andet omfang nyder respekt i deres fag og ser lyst på fremtiden.

Det er nu dokumenteret i en kortlægning af, i hvor høj grad forskellige faggrupper oplever at få belønning for deres arbejdsindsats. Undersøgelsen er foretaget af Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der har spurgt godt 10.000 danske lønmodtagere om, hvordan det står til med anerkendelsen dels fra ledelsen, dels fra samfundet. Og så om de har gode fremtidsmuligheder i deres job.

På baggrund af svarene er forskellige faggrupper blevet rangeret på en skala fra 0 til 100, hvor 100 er højest mulige oplevelse af at blive belønnet. Den gennemsnitlige score for danske lønmodtagere er 57, men spændet på scorekortet går lige fra lægernes og tandlægernes 72 i toppen til slagteriarbejdernes kun 43 i bunden.

Forståelig frustration

Jens Peter Bostrup, næstformand i slagteriarbejdernes forbund, NNF, ser slagteriarbejdernes frustration som en helt naturlig konsekvens af det prestigedyk, branchen har været udsat for gennem de seneste årtier.

»Hvis man bare går 10-15 år tilbage, var man i en branche, som bragte stor valutaindtægt til Danmark. Man kunne eksportere til højprismarkeder og var kendt for at være dygtigere end alle andre. Faktisk var man stolt af at være slagteriarbejder. Men den stolthed forsvinder mere og mere, for nu er fokus alene på at producere så billigt som muligt,« siger han.

NNF-næstformanden fortæller, at slagteriarbejdere dagligt presses på lønnen for at kunne konkurrere med især slagteriarbejdere i Tyskland. For en stor dels vedkommende er det østeuropæere eller asiater, der arbejder for meget lav løn.

»Hvordan kan man som dansk slagteriarbejder føle sig anerkendt, når man knokler en vis legemsdel ud af bukserne og som tak får at vide, at man får alt for meget i løn,« spørger Jens Peter Bostrup.

Dobbelt klemme

Oplevelsen af manglende belønning finder man også i andre faggrupper uden lange uddannelser i bagagen. Lager- og havnearbejdere, ufaglærte arbejdere samt kontormedhjælpere og telefonister scorer henholdsvis 49, 51 og 53 på listen og ligger dermed også klart under gennemsnittet.

Einar Baldursson, arbejdspsykolog på Aalborg Universitet, mener, at det er uddannelseshysteriet og den stigende mangel på respekt for håndens arbejde, som er ved at få ufaglærte mentalt ned med nakken.

»Der er skabt en stemning i samfundet, der går ud på, at vi ikke kan leve af de traditionelle industrijob, og at de job er på vej væk. Egentlig er det jo positivt, at man opfordrer folk til at tage en uddannelse. Men det er problematisk, hvis man samtidig taler om dét at være ufaglært som et frygteligt nederlag. Og det er en dobbelt belastning for den ufaglærte, der samtidig kæmper med næb og klør for, at jobbet ikke skal smutte til Kina,« mener han.

Det er ifølge Einar Baldursson yderligere traumatiserende for ufaglærte, at de uddannelsesmål, som politikerne præsenterer, er helt uden for deres rækkevidde.

»Hvis de skal avancere i samfundet og opfylde samfundets mål, er det ikke nok at tage en faglært uddannelse. Så skal de springe nærmest astronomisk til noget akademisk eller kreativt. Det gør, at deres oplevelse, af at være underkastet en fastlåst og uafvendelig skæbne, er blevet styrket meget,« påpeger arbejdspsykologen.

Verden er fysisk   

Mads Andersen, formand for Industrigruppen i de ufaglærte og kortuddannedes forbund, 3F, efterlyser en respekt for de produktive erhverv og en anerkendelse af, at det er industrien, der henter pengene hjem til det danske velfærdssamfund.

»Det kan godt være, at man ikke føler, man er noget i samfundet, hvis man ikke er jagerpilot eller hjernekirurg. For det er jo ikke ligefrem vigtigheden af industriarbejdernes arbejdsindsats, som medierne fokuserer på. Men det er forkert. Vi har 130.000 ufaglærte, som er uundværlige for det danske samfund, som det ser ud i dag. Dem burde man ikke hænge ud som en klods om benet og nogle, der er ubrugelige, hvis de ikke tager en længerevarende uddannelse,« mener han.

Einar Baldursson er helt enig. Han understreger, at det er rigtigt, når man fra politisk side understreger vigtigheden af, at vi er gode til at skabe og håndtere viden. Men at det er forfejlet, hvis man i den forbindelse overser, at verden stadig er fysisk, og at vi er afhængige af varer og produkter.

»Vi sidder alle på ryggen af blandt andre slagteriarbejdere, og at underkende betydningen af deres verden, dygtighed og kompetencer er fuldstændig absurd. Vi bliver nødt til at udvikle et dannelsesideal, som bygger på den grundlæggende antagelse, at en håndens arbejder har en intelligens, der er lige så værdifuld som den, der gør, at vi skriver og læser hinandens tekster,« siger han.

Helbredet er på spil

Det er langtfra kun forfængelighed og stolthed, der er på spil. Forskerne ved, at hvis der ikke er den rette balance mellem den indsats, man yder på jobbet, og den belønning, man oplever at få i form af for eksempel anerkendelse, karrieremuligheder og sikkerhed i ansættelsen, kan det få alvorlige konsekvenser for helbredet. 

Professor Reiner Rugulies fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har foretaget undersøgelser af 5.000 danske lønmodtagere, der viste, at lønmodtagere, som oplevede en ubalance, havde en højere risiko end andre for at vurdere deres helbred som dårligt fem år senere.

»Internationale studier viser en sammenhæng mellem ubalance og hjerte-karsygdomme,« påpeger forskeren, der ser de ufaglærtes usikre jobsituation og tvivlsomme fremtidsmuligheder som et stort arbejdsmiljøproblem.

Penge er ikke alt

I toppen af danskernes belønningsliste finder man faggrupper, der ud over anerkendelsen også økonomisk honoreres bedre end gennemsnittet for deres arbejdsindsats. Blandt andre læger, tandlæger, akademikere, ingeniører og arkitekter.  

Men næsthøjest på listen ligger sygeplejersker, som ved de seneste overenskomstforhandlinger højlydt har tilkendegivet, at de føler sig aflønnet under fortjeneste. Deres topplacering på listen understreger, at der er andet på spil end penge, når man taler om belønning.

Næstformand i Dansk Sygeplejeråd Dorte Steenberg forstår godt, hvad det er.

»At føle sig anerkendt er rigtig vigtigt for alle mennesker. Heldigvis ved vi, at samfundets anerkendelse og den direkte anerkendelse fra patienter og pårørende er meget stor, når det gælder sygeplejersker. Jeg tror, de to faktorer tæller meget, for ellers arbejder vi jo på et sundhedsområde, som man hele tiden slås om og vil gøre bedre,« siger hun.

Dårlige ledere

Kontorarbejdere, ekspedienter og telefonister møder tilsyneladende ikke den samme goodwill og taknemmelighed fra de personer, de er i kontakt med i løbet af arbejdsdagen. De befinder sig alle i bunden af belønningslisten.

Her må chefen være sin opgave voksen, mener Svend Erik Hermansen, arbejdsmiljøkonsulent i HK, som organiserer faggrupperne.

»Mangel på anerkendelse har været et voksende problem på det danske arbejdsmarked i mange år. Det hører ellers til en leders vigtigste opgaver at være opmærksom på alle på en arbejdsplads,« siger han.

Kvaliteten af ledelse har været faldende, fordi ledere udpeges på grundlag af faglige kvalifikationer og ikke, fordi de nødvendigvis er gode til at lede og fordele arbejdet, så alle føler sig ordentlig hjemme på en arbejdsplads, mener Svend Erik Hermansen. 

»Medarbejdere har de senere år været tydeligt tynget af trusler om nedskæringer og fyringer, så en alt for stor del af dagligdagen går med at være bange. Samtidig er lederen presset, fordi der mange steder er røde tal. Man glemmer bare, at forudsætningen for at få sorte tal er, at de ansatte trives,« mener arbejdsmiljøkonsulenten.