Ufaglærte har også karrierer

Af Lone Knudsen, uddannelsessekretær i Kvindeligt Arbejderforbund

Karriereplanlægning skal ikke være forbeholdt de højtuddannede. Det offentlige, virksomhederne, uddannelsesverdenen og fagbevægelsen må spille sammen om at løfte kompetenceudviklingen af de ufaglærte.

»Fremtiden kommer ikke mig ved« var den umiddelbare kommentar fra en kvinde til en vejleder, da hun blev spurgt om, hvad hun tænkte om sin fremtid på arbejdsmarkedet. Kvinden fik mig til atter en gang at tænke over, hvad KAD´s medlemmer og jeg selv ser i fremtidens krystalkugle i en tid, hvor bekymringen for Danmarks voksenuddannelsessystem er stigende.

Jeg ser, at uddannelsesmulighederne for de ufaglærte på arbejdsmarkedet er blevet beskåret ganske kraftigt. Jeg ser et vejledningssystem, som ikke er tilgængeligt for ufaglærte. Problemet er, at der ikke er megen offentlig opmærksomhed på den voksne ufaglærte kvindes muligheder for at håndtere sin fremtid på arbejdsmarkedet. Hvor og hvordan kan hun få kvalificeret støtte til at lægge sin kompetence- og karriereplan?

Begrebet »karriereplanlægning« har altid været svært at få frem på læben, når det gjaldt de ufaglærte. Men hvorfor egentlig? Er det, fordi karriereplanlægning er forbeholdt dem med lange uddannelser? Er det, fordi man ikke forventer, at den ufaglærte gør sig tanker om at udvikle sig på jobbet, bevæge sig til andre funktioner eller rundt på arbejdsmarkedet? Karriereplanlægning skal være en personlig og livslang læringsopgave for alle lønmodtagere på alle niveauer.

Karriereplanlægning skal handle om, at den voksne kvinde på arbejdsmarkedet skal tage stilling til, hvor hun er lige nu, hvordan hun kan følge med, forandre sig og udvikle sig i takt med de udfordringer, der stilles til hende selv, kollegerne og arbejdspladsen. Karriereplanlægning skal handle om, hvordan hun kan håndtere både de ønskede og uønskede skift i sit eget livs- og arbejdsforløb.

»Fremtiden kommer ikke mig ved« er sagt af en kvinde, der i mange år har udført sit arbejde, uden at der har været stillet forventninger til hende eller været tilbud om uddannelse. Det fortæller mig, at hendes arbejdsplads ikke har defineret en plan eller organisation for uddannelsesarbejdet. Men jeg ser også kvinder, som arbejder på en virksomhed, der både synliggør medarbejdernes ressourcer og forventninger til kompetenceudvikling.

Det kan være omsorgsmedhjælperen, som har mod på at tage en videregående uddannelse som pædagog. Det kan være rengøringsassistenten, som vil tage serviceassistent-uddannelsen. Det kan være operatøren, som gerne vil udvikle sig på jobbet, fordi virksomheden skal dokumentere kvalitet og kompetencer. Det kan være én af de 1500 KAD´ere, som årligt finder et nyt arbejdsliv efter en arbejdsbetinget lidelse, eller én af dem, som mærker konsekvenserne af fusioner og udlicitering. KAD har en solid og over 10-årig erfaring med at vejlede og rådgive medlemmerne. Et kendemærke har været, at vi har taget udgangspunkt i medlemmet, hvor hun er, og vejledt derudfra. Jeg ser fagbevægelsen som en vigtig part i det offentlige vejledningssystem.

De talenter, ressourcer og kompetencer, KAD-medlemmerne rummer, skal næres, synliggøres og trænes. Et professionelt vejledningssystem, hvor det offentlige, virksomhederne, uddannelsesverdenen og fagbevægelsen spiller sammen, er det, der kan løfte karriere- og kompetenceudvikling for de mange ufaglærte. Vi håber, at undervisningsministeren vil lytte til os, når vejledningssystemet for voksne skal revideres.