Udskriv valget nu

Af

Regeringen har pantsat hele sin handlefrihed i sin egen velfærdskommission, mens den selv samler mod til at sige de ting, som alle ved, at den mener. Sidste uges dagpenge-tumlerier har udstillet svaghederne i VK’s »kontrakt med borgerne«. Fra nu af står den kun på tomgang.

Tror regeringen, at den en gang til kan slippe igennem en valgkamp uden at forholde sig til det vigtigste politiske spørgsmål – nemlig finansieringen af fremtidens velfærdssamfund? Noget tyder på det. Og noget tyder på, at de to sidste år af regeringens valgperiode bliver en lang politisk ørkenvandring – krydret med en stribe besynderlige udspil, der først og fremmest skal tjene til at få tiden til at gå. I den kategori hører indgreb mod lommeknive, rundkredspædagogik, aldersgrænser for køb af cigaretter og opgør med samarbejdspolitikken under Anden Verdenskrig.

Regeringen gjorde klogt i at trække sine forslag om dagpengebesparelser tilbage i sidste uge. De var ganske enkelt ikke gennemtænkte og havde en lang række uheldige konsekvenser for arbejdsmarkedet. Men skaden er sket. Og fadæsen udstillede ikke blot regeringens egentlige hensigter og et elendigt stykke politisk håndværk, den vil også i fremtidens politiske histo-
riebøger markere den endelige død over en populær politisk strategi.

Anders Fogh Rasmussen vandt valget for to år siden på en stribe løfter om ikke at gøre noget – ved skatten, ved overførselsindkomsterne, ved pensionerne. En kontrakt med vælgerne om stilstand, som umiddelbart kan virke både sympatisk og ærlig. Vi holder, hvad vi lover, og vi gør, hvad vi siger! Det er lokkende toner fra en troværdig regering. Men strategien, som er kopieret fra Tony Blairs New Labour i Storbritannien, har vist sig at være næsten umulig at administrere og vil blive det med tiltagende styrke i den resterende del af valgperioden.

Hvad nytter det at kunne prale af et skattestop, når målene for den offentlige økonomi smuldrer totalt? Og hvad nytter det at overholde et løfte om ikke at røre centrale velfærdsordninger, når alle er enige om, at der skal reformer til, hvis ikke regningen for det offentlige overforbrug skal sendes videre til de kommende generationer? Forløbet af sidste uges dagpenge-tumlerier viser først og fremmest, at regeringen har bundet sig op på en umulig skrivebordsstrategi, som truer med at lamme det politiske liv frem til næste valg.

Af angst for vælgernes reaktioner og i troskab over for sine egne rigide løfter, har regeringen nu valgt at parkere sin handlefrihed i sin egen velfærdskommission. De lærde mænd og kvinder har ikke alene fået til opgave at levere forslag og modeller til, hvordan dagpengene skal beskæres og efterlønnen og børnechecken forringes. Den skal også »sælge reformerne« til befolkningen, fremgik det af et TV-interview med beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i den forløbne uge. Og så skal kommissionen sørge for en grundig, folkelig debat, så ingen bagefter kan komme og sige, at forringelserne er kommet som en tyv om natten.

Imens kan regeringens ministre så sidde og samle mod til at sige det, som alle ved, at de mener, men som de ikke tør sige – eller som de ikke kan sige, fordi de sagde noget andet før sidste valg. Er der nogen i kongeriget, der tror på, at Venstre og konservative ikke igen vil forsøge at skære i dagpengesystemet? Både Venstres politiske ordfører Jens Rohde og den konservative Lars Barfoed kom for skade at sige, at de skrottede forslag naturligvis vil dukke op igen. Det måtte de senere trække i sig igen, for det må ikke komme frem. Upopulære udspil er overladt til velfærdskommissionen. Man fristes til at spørge: Hvad er det så, der er politikernes opgave?

Den korte version er, at regeringen har udspillet sin rolle for denne valgperiode, og det eneste rigtige ville være at udskrive et hurtigt decembervalg til Folketinget. Både for at få en afklaring omkring dagpengene inden overenskomsterne i foråret og for at rense luften forud for debatten om fremtidens velfærdsreformer. 2004 står i EU-politikkens tegn – også af hensyn til disse vigtige afstemninger kunne man håbe på, at Anders Fogh Rasmussen ville forsøge at få fornyet sit mandat.