Udsigt til hårdt slag om overenskomst

Af | @IHoumark

Når der snart skal forhandles overenskomster for privatansatte, vil arbejdsgiverne sidde så tungt på pengekassen, at de risikerer at udløse en storkonflikt. Det vurderer forsker, som forudser et dramatisk forløb.

LØNKAMP Julegaverne bliver mindre i år, og de fleste kender nogle, som står i arbejdsløshedskøen. Krisen er krøbet ind under huden hos lønmodtagerne, og derfor er de fleste parate til at udvise mådehold. Eksempelvis er hver fjerde, lokale forhandling om løn på industrivirksomheder her i efteråret endt med, at medarbejderne frivilligt er gået tomhændet derfra. Medarbejderne vil hellere have job- end lønfest. Men arbejdsgiverne skal ikke sætte næsen op efter en ’nul-og-niks-fest’, når der i det nye år skal forhandles nye overenskomster for omkring 600.000 lønmodtagere i det private erhvervsliv.

Det vurderer professor og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, der har udarbejdet et notat for Ugebrevet A4 om de kommende overenskomstforhandlinger (OK 2010).

Flemming Ibsen beskriver, hvordan formanden for Dansk Industri (DI), Jesper Møller, i efteråret talte om behovet for en »nulløsning« ved OK 2010, og at der kun kan udbetales flere penge, hvis de ansatte lægger flere timer på arbejdet.

»Hvis DI’s chefforhandlere stædigt fastholder, at der overhovedet ikke kan ske forbedringer af lønnen, så styrer de direkte OK 2010 over i en storkonflikt,« fastslår Flemming Ibsen.

Den seneste storkonflikt på det private område var i 1998. Da hamstrede folk gær, og efter blot 11 dages strejke kom der er et regeringsindgreb. Om risikoen for at Danmark i foråret igen bliver mere eller mindre lammet, siger Flemming Ibsen:

»Selv om både arbejdsgivere og lønmodtagere kun kan tabe ved en konflikt, vil jeg tro, at der er 40 procents risiko for en storstrejke. Chancen for forlig vil jeg sætte til 60 procent.«

6. januar 2010 begynder chefforhandlerne for arbejdsgiverne i DI og fagbevægelsen i CO-industri (Centralorganisationen af industriansatte i Danmark) at lægge arm. Med en reel risiko for storstrejke er der lagt op til et dramatisk forløb, vurderer Flemming Ibsen.

Kamp om lønnen

Et springende punkt er som altid størrelsen af lønstigningerne. Arbejdsgiverne vil i konkurrenceevnens navn slå på, at man kun forventer en lønvækst i udlandet på 1,5 procent i 2010, og at det så også må blive den maksimale stigning i Danmark. Fagbevægelsen på sin side vil argumentere for, at efter talrige fyringsrunder må de tilbageblevne ansatte løbe hurtigere. Det forøger produktiviteten og gør sammenlagt med andre forhold, at man må forvente en lønstigning på mindst 2,75 procent næste år.

»Det er med overenskomstforhandlinger som med krimier. Det er enten kærlighed eller penge, der skiller parterne. Og da der her ikke er kærlighed mellem parterne, så bliver penge omdrejningspunktet. Selv om fagbevægelsens folk ikke vil være specielt lønkrigeriske denne gang, så skal industriens forhandlere have noget med hjem til medlemmerne,« siger Flemming Ibsen.

Han forklarer, at industriens forhandlinger lægger sporene ud for alle andre forhandlinger. Det vil sige, når eksempelvis HK efterfølgende skal forhandle lønninger for kassedamerne og 3F for chaufførerne, så får de meget svært ved at kræve ordentlige lønstigninger, hvis industriens ansatte er blevet spist af med meget lidt.

»Ansatte på lavtlønsområder som transport og butik vil ikke lade sig spise af med ingen eller bittesmå lønstigninger. Så bliver det et nej ved urafstemningerne og med stor sandsynlighed en storkonflikt. Jeg vil tro, at medlemmerne som minimum vil forlange, at reallønnen bevares. Det kræver ikke meget mere end to procents lønstigning,« siger Flemming Ibsen.

En fastholdelse af reallønnen vil være et magert resultat sammenlignet med udbyttet fra forrige gang, der blev forhandlet på det private område i 2007. Da lå dansk økonomi i det globale førerfelt, og det førte blandt andet til pæne lønstigninger og flotte forhøjelser af indbetalingerne til pension.

Hvad der ikke kan hentes af penge denne gang, kan fagbevægelsen måske hente på områder, der ikke koster arbejdsgiverne alverden. Fagbevægelsen vil ifølge Ibsens notat især satse på følgende:

Arbejdsgiverne skal forpligtes til at arbejde for ligeløn blandt andet ved at åbne op for lønstatistikkerne.

Mænd og kvinder skal have løn i længere tid i forbindelse med barsel.

Forældre skal have mulighed for at tage barnets anden sygedag med fuld løn.

Arbejdere på skiftehold skal have bedre vilkår, og deres helbred skal tjekkes oftere.

Arbejdsgiverne skal medvirke mere til at hindre social dumping – altså at udlændinge arbejder for en slik under dårlige vilkår i Danmark.

Der skal tages hul på at afskaffe den såkaldte 50-procentsregel på HK’s område.

Arbejdsgiverne på deres side vil forsøge at gøre overenskomsterne så billige som overhovedet muligt og vil satse på at få endnu mere fleksibilitet. Eksempelvis ved reelt at afskaffe begreberne overarbejde og normal-arbejdsdage.

Ligeløn er en tue

En mere intensiv indsats for ligeløn er vigtigt for specielt HK, hvor tre ud af fire medlemmer er kvinder. Med kampagner har forbundet understreget, at løngabet mellem kvinder og mænd på i gennemsnit 14 til 20 procent skal lukkes.

»Ligelønskravet er et ’must’ for fagbevægelsen og samtidig et af de krav, der kan skaffe bred folkelig opbakning under en eventuel strejke,« siger Flemming Ibsen.

HK og især formanden for HK/Privat, Karin Retvig, satser hårdt på at slippe af med den såkaldte 50-procentsregel. Det er et stykke arvegods, som HK gennem mange år har bandet langt væk.

Kort fortalt går reglen ud på, at HK kun kan rejse overenskomstkrav på en virksomhed under Dansk Arbejdsgiverforening, hvis HK har mindst 50 procent som medlemmer inden for det område, som overenskomsten omfatter. Et eksempel: Hvis ti mennesker laver HK-agtigt kontorarbejde på en fabrik, så skal mindst fem af dem være medlemmer af HK, for at fagforeningen kan kræve, at der tegnes en overenskomst.

Reglen eksisterer ikke på andre områder, og HK vil af med den for at kunne sikre flere mennesker ordnede forhold og bremse medlemsflugten. Arbejdsgiverne mener ifølge Ibsens notat, at reglen er HK’s problem, og at der for dem er »tale om principper og ideologi, og det er som bekendt mindst lige så dyrebart som kolde kontanter!«

»Ved OK-forhandlinger i 2004 og i 2007 var afskaffelse af reglen på bordet, men i begge tilfælde blev punktet hældt ned ad brættet i slutfasen. Denne gang har Karin Retvig (formand, HK/Privat, red.) fået reglen højt på dagsordenen, og fagbevægelsens folk har blandet blod på kravet, så det bliver meget svært for arbejdsgiverne igen at få det af bordet,« mener Flemming Ibsen.

Ibsen ser to mulige løsninger i forhold til at få reglen væk:

Man bliver enige om gradvist at skrue procentdelen ned. Eksempelvis fra 50 til 40 procent i 2010 og så længere ned i de følgende år, så reglen til sidst er væk.

Man vedtager, at reglen ikke gælder for nye virksomheder. Det vil medføre en meget langsom død, efterhånden som gamle virksomheder lukker.

»Fagbevægelsen kan ikke få medlemmerne med på at strejke for afskaffelse af 50-procentsreglen. Den vedrører ganske enkelt for få. Men den er så væsentlig en brik i puslespillet, at den skal være med for at få et forlig,« vurderer Flemming Ibsen.