Udsatte unge kæmper med psykiske lidelser

Af | @MichaelBraemer

Et voksende antal unge bukker psykisk under for de krav og forventninger, samfundet stiller dem. Det er en gruppe, som det kommunale system ikke er gearet til at håndtere, viser ny rapport. Eksperter efterlyser en langt mere individuel og håndholdt indsats for over de meget sammensatte problemer, de unge står med.

STORE FORVENTNINGER Da arbejdsmarkedet for et par år siden glødede, og arbejdsløsheden var på vej til at gå i minus, var der mange, der undrede sig over, at vi skulle til Polen og Sverige for at finde avis- og postbude. Hvorfor ikke bare ruske lidt op i alle de unge, som stadig gik passive rundt i det sociale system på offentlig forsørgelse?

Det var der rigtig gode grunde til, viser en rapport, som konsulentfirmaet LG Insight har lavet for Høje-Taastrup Kommune om problemer og udfordringer for kommunens ikke-arbejdsmarkedsparate unge. Rapporten er så langt fra at være en kollektiv jobansøgning, som noget tænkes kan.

Undersøgelsen, der ligger til grund for rapporten, er foretaget blandt alle unge under 30 år i Jobcenter Høje-Taastrup på sygedagpenge, ikke-arbejdsmarkedsparate kontakthjælpsmodtagere, revalidering og unge omfattet af integrationsloven. I alt 396 personer, heraf langt de fleste på kontanthjælp.

Ud over interview med sagsbehandlere og de aktører, de samarbejder med kommunen om aktivering af de unge, bygger den på indsigt i de unges journaler. Den viser blandt andet, at:

53 procent af de unge i gruppen har en psykisk lidelse. Depression, angst og psykisk sårbarhed er langt de mest udbredte lidelser. En tredjedel af de unge har mere end én psykisk lidelse i deres journaloplysninger og 14 procent mere end to.

55 procent af de unge med psykiske lidelser er kvinder. Kvindernes psykiske problemer dominerer især i gruppen under 25 år, mens en del mænd over 25 år har psykiske lidelser betinget i hash- og stofmisbrug.

70 procent af de unge med psykiske lidelser har også andre problemer, som udgør tårnhøje barrierer i forhold til arbejdsmarkedet og uddannelsessystemet: Misbrug, kriminalitet, dårlig økonomi og boligforhold, manglende evne til at fastholde job og uddannelse, svagt eller ikke-eksisterende socialt netværk og problemer med at håndtere hverdagen.

Indsatsen for de svage unge er organiseret uhensigtsmæssigt. Den udføres af mange forskellige aktører og myndigheder, som fysisk og organisatorisk er adskilt og som arbejder under forskellige lovgivninger, faglige traditioner og politiske ledelser. Myndigheder og faglige aktører må arbejde helt anderledes sammen, hvis de unge skal hjælpes videre og ikke selv gå med besked fra det ene kontor til det andet, fremgår det af rapporten.

Dårlige liv

Det er det socialdemokratiske byrådsmedlem i Høje-Taastrup Svend-Erik Hermansen, der som formand for det lokale beskæftigelsesråd har bestilt rapporten ’Unge med psykiske problemer’. Han er rystet over de problemer, der bliver afdækket.

Beskæftigelsesrådet skal på sit møde i februar behandle rapporten og lægge en plan for, hvordan man gearer systemet bedre til at håndtere de nødstedte unge. Men Svend-Erik Hermansen er næsten mere optaget af, hvordan det menneskeligt kan gå så galt i et af verdens rigeste lande, og hvordan man i fremtiden undgår at stå med grupper af unge med så massive problemer.

Han hæfter sig ved, at det ikke er de rendyrkede psykiatriske lidelser som skizofreni og grænsepsykoser, men mere socialt betingede psykiske lidelser som depression og angst, der plager de unge. Lidelser, som kunne være undgået.

»Vi er i gang med at gentage miseren fra firserne, hvor man opgav store grupper af de unge, fordi der ikke var brug for dem, og de er aldrig kommet videre siden. Vi producerer førtidspensionister, men det er for mig ikke det væsentligste, selv om det er åbenlyst, at de kommer til at oversvømme det sociale system på alle fronter. Vi producerer først og fremmest dårlige liv, og det er det værste.«

Høje-Taastrup Kommune fik for et år siden foretaget en tilsvarende undersøgelse blandt kommunens arbejdsmarkedsparate, unge ledige, og her var forekomsten af psykiske lidelser også betydelige. En femtedel af de arbejdsmarkedsparate unge viste sige at have psykiske problemer.

Problemet er langtfra lokalt. Eksperter og kommuner landet over melder om de samme problemer med et voksende antal unge, som ikke kan klare de udfordringer, livet byder dem.

Går man ud fra, at andelen af unge ikke-arbejdsmarkedsparate med psykiske lidelser er den samme i andre kommuner som i Høje-Taastrup, så viser et regnestykke, som LO har lavet, at der i øjeblikket er godt 12.000 unge på landsplan med så store psykiske problemer, at det gør deres adgang til uddannelse og arbejde mere end vanskelig.

Triste skæbner

Det er rigtig triste skæbner, fortæller Noemi Katznelson, leder af Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, som i mange år har beskæftiget sig med udsatte unge. Unge med massiv brug for hjælp, som heldigere stillede unge kan hente i familie og netværk. På dagens arbejdsmarked kan man ikke bare snige sig ind og opnå en accept af, at man er lidt sær, hvis bare man passer sin arbejdsfunktion, påpeger hun.

»Unge i dag har jo masser af krav at leve op til. De skal præstere fagligt, personligt og socialt ved at indgå i socialt samspil med andre mennesker. Der er en meget kompleks sammensætning af krav, som de fleste af os kæmper for at leve op til, men som mange unge står magtesløse over for på grund af utilstrækkelig opbakning i opvæksten. De er smækfyldte af angst og har det så skidt, at de skal have hjælp og støtte. Ikke yderligere pres,« siger Noemi Katznelson.

Pres er netop det, hun har været vidne til, når hun har fulgt kommunernes tilbud til de svageste unge. For eksempel når de sidder over for en sagsbehandler og bliver bedt om at afklare deres egne ønsker

»De er spejlblanke og aner ikke, hvad de ønsker. Hvis du ikke kan komme op om morgenen, har angst, ikke kan være på en arbejdsplads og ikke kan drømme om noget som helst og i det hele taget mest har lyst til at kaste dig ud ad vinduet, så er det altså ikke det mest nærliggende at få udarbejdet en kompetenceprofil,« siger hun.

Der mangler i katastrofal grad viden om de svage unges problemer, og hvad der virker på dem, mener Noemi Katznelson. Derfor bifalder hun Høje-Taastrups forsøg på som første trin i en forbedret indsats at få kortlagt problemernes art og omfang. I det videre arbejde er det vigtigt, at kommunen etablerer tilbud, som tager udgangspunkt i de unges og ikke arbejdsmarkedets behov, for det ligger som udgangspunkt langt væk, påpeger hun.

»Jeg kunne ønske mig, at man samlede de her unge, etablerede nogle fællesskaber med tilknytning af psykologer og gik over til at yde håndholdt støtte. I årevis har man jo talt om ’Mennesket før systemet’, men der er langt til at gøre det til praksis. Vi må for enhver pris ikke gentage tidligere tiders aktiverings-brølere og sende de unge i ligegyldige forløb bare for at fylde dem op,« mener hun.

Nødvendigt med fast støtte

En fast, personlig støtte, der kan hjælpe udsatte og truede unge ikke bare med uddannelse og jobsituation, men også med personlige problemer lige fra 16-18 års alderen, er det bedste bolværk mod de problemer, der ellers kan ramme de unge senere, mener Jill Mehlby, programleder i AKF, Anvendt KommunalForskning.

Hun har lige foretaget en undersøgelse om unge, der modtager specialundersvisning. Det er unge med indlæringsproblemer samt følelsesmæssige og psykiske problemer. Undersøgelsen fulgte elevernes uddannelsesforløb i fire år, efter de forlod folkeskolen. Og selv om intellektuelle evner naturligvis spillede en rolle for den enkelte elevs succes, var der et andet, klart mønster i undersøgelsens resultater:

»De, der klarede sig bedst, var dem med de konstante vejledere, altså den samme person. Der er nok af folk omkring de unge – studievejledere, ungdomsvejledere, jobcentervejledere og så videre. Men det er vigtigt, at der er en person, som har den personlige og kontinuerlige relation til den unge og i enhver situation er i stand til at følge op, hvis den unge løber ind i problemer på uddannelsen eller i arbejdspraktikker og er på nippet til at give slip,« siger hun.

Serviceloven giver kommunerne mulighed for at bruge den slags støtte-kontaktpersoner. Hvor meget de udnytter den, er Jill Mehlby i tvivl om, men hun opfordrer til intensiv og kontinuerlig brug af ordningen. Ressourcerne på de udsatte unge vil blive brugt alligevel, og dertil kommer de besparelser, der kan opnås ved at forebygge livslange førtidspensioner, påpeger hun.

»De svage unge har så svært ved at klare sig og oplever så mange fallitter, at jeg synes, det må være urimeligt hårdt for dem. Og vi har jo mulighed for at sætte ind med en helhedsorienteret, vejledende støtte på et tidligt tidspunkt, hvor der er chance for, at den virker. Enhver lærer i grundskolen vil kunne udpege de elever, der ellers vil løbe ind i problemer,« siger hun.

Tryghed i fællesskab

I Viborg Kommune er man allerede gået over til et håndholdt, individuel indsats over for det stigende antal unge ledige med psykiske problemer.

Det har man gjort i erkendelse af, at det er den eneste måde at komme til bunds i sagerne, hvor psykiske, økonomiske, sociale og misbrugs-problemer er vævet ind i hinanden, og det er umuligt umiddelbart at se, hvad der skyldes hvad, og hvor man først og fremmest skal sætte ind. Det fortæller Charlotte Burvil, afdelingsleder for beskæftigelsesområdet i Jobcenter Viborg.

»Vi har lavet et særligt tilrettelagt projekt for de udsatte unge, hvor for eksempel pædagoger går ind som mentorer og arbejder med de unge. Når vi kommer et stykke videre er det meningen, de skal støtte dem i at komme ud på virksomheder i små praktikker,« siger hun.

Allerede nu kan Charlotte Burvil se, at projektet hjælper på unge med for eksempel angst, depression og tvangstanker.

»De føler tryghed ved at have nogen at sparre med og ved at komme i et netværk, hvor de kan snakke med andre unge med de samme problemstillinger, som de selv kæmper med,« fortæller hun.

Jobcentret vil gerne opruste indsatsen yderligere og har en ansøgning liggende hos kommunens økonomiudvalg om penge til et større netværk for de unge. Det er, påpeger Charlotte Burvil, umuligt for den almindelige sagsbehandler med stakkevis af andres sager at overskue kompleksiteten i de tunge sager og pleje den kontakt, der er nødvendig for, at indsatsen skal virke.

»Jeg tror ikke, vi kan få alle videre i uddannelse eller arbejde. Men hvis vi kan give de unge et bedre liv og medvirke til, at deres børn ikke havner i samme situation, har vi også opnået noget. Det handler jo ikke kun om, at samfundet er blevet mere krævende. Der er også meget social arv indblandet. Vi kender både søskende og forældre til mange af de unge,« siger Charlotte Burvil.