Udsatte børn rammes af massive besparelser

Af

Kommunerne vil anbringe færre børn uden for hjemmet og spare næsten en halv milliard kroner på området. I stedet skal den forebyggende indsats styrkes, lyder devisen. Men det er absurd at bruge forebyggelse som spareplan, siger både eksperter og socialrådgivere. De mener, kommunerne bruger forebyggelsen som dække over en ringere indsats.

GYNGER OG KARUSELLER En stribe af landets kommuner har netop nu øjnene stift rettet mod de udgiftstunge anbringelser af børn og unge uden for hjemmet. En gennemgang af de kommunale budgetter viser, at hovedparten af landets kommuner har som formuleret mål at fjerne færre børn fra deres hjem. Ikke af økonomiske årsager, lyder logikken i kommunerne trods planer om at spare knap en halv milliard kroner på anbringelser. Men af hensyn til børnene, som fremover skal nyde godt af en forstærket, forebyggende indsats.

Men den holder ikke, siger en ekspert i anbragte børn, forsker og psykolog ved Aarhus Universitet, Ole Steen Kristensen.

»Hvis de tror på det ude i kommunerne, så bliver de skuffede. Man udskyder bare fjernelsen, og så bliver børnene faktisk dyrere og vanskeligere at hjælpe, når de bliver ældre.«

Han mener, den nye børnepolitik først og fremmest handler om, at kommunerne skal have nogle budgetter til at hænge sammen, »og så finder man en sprogbrug, der passer«.

Socialdemokraternes ordfører på området, Mette Frederiksen, er bekymret over udviklingen, der allerede sidste år har medført et fald i antallet af nye anbringelser på 34 procent. Også når det gælder antallet af hjemtagelser, er der grund til bekymring. Alene i det første halvår af 2006 ophørte anbringelsen for 623 børn og unge. Kun hver fjerde vendte hjem efter ønske fra de biologiske forældre.

»Jeg tror, vi er tvunget til at se på, om der skal være en anden finansieringsmodel på det her område. For kommunernes økonomiske incitament til at tage børnene hjem på et forkert grundlag er til stede. Og det er blevet forøget voldsomt med kommunalreformen, hvor de nu nærmest ikke får refunderet en krone i anbringelsessagerne,« siger Mette Frederiksen.

Hun sidder netop nu med en konkret sag fra Jylland, hvor kommunen ønsker at sende et lille barn hjem efter flere år hos en plejefamilie. Kommunens standardformulering er, at »formålet for anbringelsen er opfyldt«. En begrundelse, der blev brugt i hver fjerde hjemsendelsessag sidste år.

»Barnet ønsker ikke at komme hjem, plejeforældrene ønsker ikke, at barnet skal hjem, og – hold nu godt fast – de biologiske forældre er imod, at barnet skal hjem. Alligevel hjemgiver kommunen. Det går jo ikke,« siger en forarget Mette Frederiksen.

Kommunen betaler hele regningen

Fra 1. januar i år skal kommunerne betale hele regningen for de børn, der bor uden for hjemmet. Hvert anbragte barn koster mellem 30.000 og 100.000 kroner om måneden, så posten vejer tungt i de kommunale budgetter. Men det er ikke det, der har fået mange kommunalpolitikere til at interessere sig for, hvordan de kan nedbringe antallet af dyre ophold på døgninstitutioner og i plejefamilier, siger socialudvalgsformand i Vejle Arne Sigtenbjerggaard (V).

»Vi ser en masse menneskelige fordele ved, at de børn får lov til at blive sammen med deres forældre. Vi har et klart mål om så få anbringelser som muligt. Men det er også ud fra devisen, at det at anbringe børn måske nogle gange bliver brugt som den lette løsning, selv om det ikke altid er den bedste.«

Samlet set planlægger kommunerne at spare 470 millioner på anbringelser i år. Men det vil ikke gå ud over børnene, lyder logikken i kommunerne. For der er samtidig sat 100 millioner mere af til forebyggelse, og de penge rækker til langt mere end de dyre døgnanbringelser.

Men det regnestykke er helt absurd, mener formanden for Dansk Socialrådgiverforening, Henning Breinholt:

»Man kan jo ikke starte med at forebygge i år og sige, at det får budgetkonsekvenser på anbringelserne med det samme. Forebyggende arbejde er en vældig god samfundsmæssig inve-stering, men det er jo en langsigtet investering.«

Socialrådgivernes formand opfordrer kommunerne til at tage en sober diskussion af økonomiens indflydelse på børneområdet i stedet for at lade, som om man altid gør det bedste for barnet, uanset prisen.

»Jeg synes jo ikke, vi har sagt højt, at vi faktisk ikke har penge til at gøre det her på den bedste måde. Kommunerne vil til enhver tid sige: Vi valgte den løsning, der var fagligt mest rigtig her. Men det er efter min mening at stikke blår i øjnene. Det er ikke at tale sandt,« siger Henning Breinholt.

Men selv om de fleste kommuner håber at spare på anbringelsesområdet fremover, så er det langt fra udtryk for, at de lokale politikere lader de udsatte børn i stikken, siger formand for familie-udvalget i den midtsjællandske kommune Egedal, Bendt Tranekjær Rasmusssen (Egedal-listen). Den nye storkommune budgetterer med 1,5 millioner mere til forebyggelse. Til gengæld er det målet, at der ikke sker nye anbringelser i 2007 ud over de 67 børn, der allerede er anbragt i dag.

»Og det antal skulle vi jo også gerne kunne nedbringe. For det er ikke af det gode at anbringe børn. Hvis man kan støtte op om familien, må det da være det bedste,« mener Bent Tranekjær Rasmussen.

Hvad der præcist skal ske med de udsatte børn, der ville være blevet fjernet under den gamle politik, står ikke helt klart for Egedals familieudvalgsformand.

»Ja, det er et godt spørgsmål. Man må jo sætte ind så tidligt som muligt og så prøve at støtte op om familien. Jeg siger jo heller ikke, at vi slet ikke skal fjerne børn, hvis det virkelig er grelt. Men vi vil gerne holde niveauet nede på 67 anbragte, selv om børnetallet stiger,« siger Bent Tranekjær Rasmussen og understreger, at han har indskærpet over for kommunens nye familiecenter, at sagsbehandlerne ikke må sylte grove børnesager for at få budgetterne til at gå op.

»Vi vil ikke komme i den situation, at der dukker et ungt menneske op i medierne og spørger: »Hvorfor blev jeg ikke fjernet, for jeg skreg jo om hjælp?« Det bliver ikke med mig som udvalgsformand,« lover Bent Tranekjær Rasmussen.

Men det er netop den slags modsatrettede politiske signaler, der forvrider hele debatten, mener socialrådgivernes formand. For hvis kommunen på den ene side siger til de ansatte, at de ikke må anbringe flere børn, så må de samme politikere også åbent tage ansvaret for konsekvenserne, mener Henning Breinholt:

»Vi dysser det her ned og leger, at vi har en socialpolitik, der bare vil det bedste for alle på ethvert tidspunkt. Det passer simpelthen ikke. Og så længe vi har sådan en pseudodiskussion omkring det, så tror jeg altså ikke, at vi bliver ret meget bedre.«

Men heller ikke Ny Vejles formand for Børne- og familieudvalget mener, at kommunerne har noget problem med at tage ansvar for den førte politik. Arne Sigtenbjerggaard (V) har selv været med til at afgøre de svære børnesager i sin gamle kommune. Og han mener aldrig, der er truffet en afgørelse, hvor økonomien har vundet over hensynet til barnet.

»Det, synes jeg, er en fejlfortolkning, som nok bunder i, at socialrådgivernes formand skal sørge for at give sine medlemmer noget at lave. Jeg har en politisk holdning til, at børn har det bedst hos deres forældre, uanset om det er stærke eller svage familier. Men det betyder ikke, at jeg mener, anbringelse skal afskaffes. Selvfølgelig skal børnene anbringes, hvis forældrene er helt umulige. Jeg tror bare, man skal være opmærksom på, at når man sætter nye stærekasser op, så kommer der altid nogle nye stære i dem. Derfor skal man altid tænke sig om, når man laver offentlig service. Behovet er jo umætteligt, men vi har ikke uanede ressourcer.«

Dyrt at forebygge

Kigger man på de seneste 10 års udvikling, er kommunernes brug af forebyggende foranstaltninger nærmest eksploderet. I forhold til midten af 90’erne giver kommunerne i dag næsten tre gange så mange børn støtte i hjemmet, aflastningsophold i ferier og weekender, kontaktpersoner, særlige praktikophold eller andet.

Det bemærkelsesværdige er bare, at det overhovedet ikke har fået antallet af anbringelser til at falde. Det er der flere forklaringer på, mener Ole Steen Kristensen fra Aarhus Universitet.

Den første er, at de forebyggende foranstaltninger i mange tilfælde blot udskyder anbringelsen, fordi det er god tone i dansk socialpolitik, at man ikke fjerner et barn, før alt andet er prøvet.

En anden forklaring er, at en del af de forebyggende foranstaltninger gives til nogle helt andre børn end dem, der er i fare for en anbringelse.

»Jeg har set det helt konkret i forbindelse med Multi Systemisk Terapi, som er en forebyggende metode, man indførte i Danmark netop for at nedbringe antallet af anbringelser uden for eget hjem. Men så vidt jeg kan se på statistikkerne og de undersøgelser, der er lavet af det, så har man bare fået fat i nogle, som man normalt ville have ladet passe sig selv. Det er ganske sikkert rigtigt godt for de børn, der får hjælpen. Men det hjælper ikke dem, der er på vej ud i en anbringelse.«

Den tredje forklaring på, at antallet af anbringelser ikke rokker sig, selv om kommunerne poster stadig flere penge i forebyggelse, er, at den forebyggende indsats i sig selv avler flere anbringelser. En kommune med en aktiv forebyggelsespolitik får simpelthen øje på flere udsatte børn, mener Ole Steen Kristensen.

Den tese underbygges af statistikkerne, der viser, at kommunerne godt nok fjerner en mindre andel af de børn, som de yder hjælp til. Men fordi målgruppen fortsætter med at vokse, afspejler det sig ikke i færre anbringelser.

Også socialrådgivernes formand mener, at forebyggelse har det med at trække nye omkostninger – og anbringelser - med sig. For når man opdager, at der er problemer i en familie, bliver man også nødt til at handle. Derfor ser han ofte få anbragte børn i de kommuner, der har få ansatte til at tage sig af udsatte børn og unge.

»For de lukker jo bare øjnene. De fanger ikke sagerne. Resultatet er selvfølgelig, at børnene og samfundet kommer til at betale senere. Men det kan du jo ikke se på kommunens udgiftsniveau her og nu,« bemærker Henning Breinholt.

Kurven knækker i 2006

Men måske er 10 år med et historisk højt antal anbragte børn ved at slutte. De seneste tal fra den sociale ankestyrelse viser et glidende fald i antallet af nye anbringelser i kommunerne sidste år. Mens 850 børn blev fjernt fra deres familie i første kvartal, gjaldt det kun 740 børn i andet kvartal og 564 i tredje kvartal af 2006, som er det senest opgjorte. Det svarer til et fald på 34 procent i antallet af nye anbringelser – eller 286 børn – på bare et halvt år.

Et fald, der bekymrer Socialdemokraternes socialordfører:

»Er det udtryk for, at jo længere kommunerne kommer hen på året, jo færre penge er der i kassen? Eller er det udtryk for, at man generelt begynder at anbringe færre børn? Det kan vi ikke vide. Men ligegyldigt hvilken af forklaringerne det handler om, så er det forkert. For der er intet, der tyder på, at der er færre udsatte børn, der har brug for anbringelse. Tværtimod,« siger Mette Frederiksen.

Hun er lodret uenig i den konsensus, der er ved at brede sig mellem socialminister Eva Kjer Hansen (V) og en stribe kommuner om, at antallet af anbringelser skal ned. For nogle børn er en anbringelse den eneste vej til et bedre liv, og for de børn er det misrøgt at lade dem blive i familien – eller sende dem hjem igen, fordi de kommunale budgetter strammer.

»Min påstand er, at lovgivningen ikke er stærk nok. Det er for let at lave den forkerte vurdering af børnene og deres familier ude i kommunerne. For eksempel når forældrene til enhver tid kan hjemtage deres børn. Og kommunerne til enhver tid kan hjemgive børnene mod deres eget ønske.«