Udsatte børn får hjælp for sent

Af

Børn og unge i udsatte familier skal have meget alvorlige problemer, før de får hjælp af kommunen. Det viser en ny kortlægning af de 14-17-årige, der er mål for kommunernes ”forebyggende foranstaltninger”. 7 ud af 10 har psykiske problemer, og hver fjerde er blevet psykisk, fysisk eller seksuelt mishandlet af forældrene.

SOCIALPOLITIK Det sociale sikkerhedsnet for udsatte børn er hullet som en si. Trods mange års snak om tidlig forebyggelse har tusindvis af børn i udsatte familier stadig store, uløste problemer, når de når teenagealderen. Det viser den første systematiske gennemgang af de mange sociale sager, hvor de unge ikke fjernes fra hjemmet, men i stedet hjælpes i familien med såkaldte forebyggende foranstaltninger i form af psykologhjælp, en kontaktperson fra kommunen, misbrugsbehandling eller anden hjælp og støtte.

Kortlægningen fra Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI) viser, at det langt fra er almindelige teenageproblemer, de unge er havnet i, når kommunen træder til med ”forebyggelse” i 14-17-årsalderen. For eksempel har hele 7 ud af 10 af de unge psykiske problemer, hver fjerde er blevet mishandlet af forældrene, mens hver sjette taler om selvmord eller har selvskadende adfærd, og næsten hver femte har begået kriminalitet.

»De unges problemtyngde er virkelig kommet bag på os. Tanken var jo, at man skulle bruge de forebyggende foranstaltninger til en tidlig indsats, før problemerne vokser sig alt for store. Men der er ikke noget, der tyder på, at kommunerne bruger dem på den måde,« fortæller en af forskerne bag undersøgelsen, Thea Torbenfeldt Bengtsson.

Det kommer især bag på forskerne, at de unge der modtager ”forebyggende” støtte i hjemmet har det lige så dårligt som dem, der bliver anbragt i en plejefamilie eller en døgninstitution.

»Det giver ikke ret meget mening at tale om forebyggelse, når man ser på de unge, man vælger at give den her hjælp. Måske skulle man hellere kalde det et alternativ til anbringelse, hvor man forsøger at hjælpe den unge med meget store problemer, som det ikke er lykkedes at forebygge,« foreslår Tea Torbenfeldt Bengtsson.

Fallit for tidlig indsats

Næstformand for Socialpædagogernes Landsforbund (SL), Benny Andersen, mener, at tallene er udtryk for, at kommunerne bruger alle pengene på brandslukning og behandling af akutte problemer. Derfor er der ikke noget tilbage til den egentlige forebyggelse, mens børnene – og problemerne – stadig er små.

»De unge, vi ser rende rundt i bevæbnede bander i København nu, kunne du sagtens have peget ud for otte år siden og forudsagt, at det ville ende galt. Det er en fallit for den tidlige indsats, som man snakker så meget om i skåltalerne, men som der ikke sker noget som helst med i virkeligheden,« mener Benny Andersen.

Han ryster på hovedet, når han læser i SFI’s kortlægning, at 27 procent af de unge med »forebyggende foranstaltninger« er blevet fysisk, psykisk eller seksuelt mishandlet af de forældre, de stadig bor hos, at næsten halvdelen af forældrene vurderes til at have »manglende forældreevne« og at 14 procent – svarende til hver sjette unge – slet ikke går i skole.

»Hvordan kan det lade sig gøre? Der må da være nogen, der griber ind, når et stort barn helt holder op med at komme i skole. Og hvorfor skal de stadig bo hos de her forældre? Men mange steder har lærerne simpelthen opgivet at indberette børn, fordi kommunerne alligevel ikke gør noget ved det,« siger socialpædagogernes næstformand.

Lektor på institut for Sociologi, Socialt Arbejde og Organisation på Aalborg Universitet, Karin Kildedal, har forsket i udsatte børn og unge i mange år. Også hun har svært ved at få øje på resultaterne af den megen snak om tidlig forebyggelse. Hverken i SFI’s rapport eller ude i virkeligheden:

»Hele den her bandekrig – her er jo nogle unge mennesker, som er blevet dybt forsømt i forhold til at få tilbudt miljøer, hvor de kan blive integreret i det danske samfund. Vores almindelige forebyggelse er simpelthen ikke kreativ og udbygget nok,« mener Karin Kildedal.

Alternative ungdomsklubber og miljøer, hvor unge kan mødes om noget mere konstruktivt end gadevold, kunne være et bud, når det først er gået galt.

»Det er fint med en voksen kontaktperson, men unge udvikler sig fortrinsvist sammen med andre unge. Derfor er man nødt til at tænke i at lave miljøer, hvor de unge er sammen, og hvor der er kvalificerede voksne, som går ind i gruppens samspil,« foreslår Karin Kildedal.

Men allervigtigst skal børnenes problemer løses længe inden, de rammer det sociale system som teenagere. Derfor handler forebyggelse også om flere ressourcer og større socialindsats og rummelighed i børnehaven og folkeskolen, mener sociologen.

En tung social arv

Trods politikernes officielle målsætning om at gribe tidligere ind, er det stadig undtagelsen, at børn bliver fjernet fra hjemmet, mens de er små. 7 ud af 10 når faktisk at blive teenagere, inden de bliver anbragt. Langt hovedparten, fordi de selv eller deres forældre henvender sig til kommunen.

Det er vidnesbyrd om, at de unge har fået lov til at sejle deres egen sø alt, alt for længe, mener socialpædagogernes næstformand, Benny Andersen:

»Det er jo billedet på en sen indsats. Jeg ville jo gerne have, at der skete noget, inden de blev 14 år, så vi ikke længere ser, at anbringelserne sker, når skaderne er så alvorlige, at det er svært at rette op på dem.«

Det viser sig nemlig, at teenageanbringelserne ofte går galt. Det har fået mange kommuner til at slå bremsen i over for de dyre anbringelser og i stedet lade de unge blive boende hjemme, mens de får hjælp af en kontaktperson fra kommunen eller i et særligt dagtilbud eller andre »forebyggende foranstaltninger«. I 2006 modtog godt 4.000 unge 14-17-årige støtte fra kommunen til at klare tilværelsen i deres ofte stærkt belastede familie, viser de seneste tal fra Danmarks Statistik. En undersøgelse fra Nyhedsmagasinet Danske Kommuner viser imidlertid, at hver 10. kommune i 2008 har sparet på de forebyggende foranstaltninger, og at hver femte har planer om at gøre det i 2009. Alt tyder ellers på, at der er brug for indsatsen. De unge kommer fra familier, der er knap så dårligt fungerende som dem, der har fået fjernet deres børn. Men der er stadig meget langt til almindelig, velfungerende børnefamilie, viser SFI’s kortlægning:

  • Hver fjerde familie fungerer ifølge kommunens sagsbehandler »dårligt« eller »slet ikke«.
  • Næsten halvdelen har »manglende forældreevne«.
  • Hver tredje forældre er misbruger.
  • Hver femte familie er præget af vold eller voldsomme konflikter.
  • 3 ud af 10 har en fysisk eller psykisk syg far eller mor.
  • Hver femte familie har langvarige fattigdomsproblemer.

En tung social arv, som børnene alt for ofte må slås alene med i mange år, før de får hjælp. For nogle kommer hjælpen først, når de som teenagere bliver et problem for deres omgivelser.

Forebyggelse skal gå til småbørn

Formanden for Børns Vilkår mener, vi bliver nødt til at ændre vores syn på forebyggelse, hvis de kommende generationer ikke skal vokse op og blive til lige så problemfyldte unge som dem, der optræder i SFI’s statistikker.

»Vi griber ekstremt sent ind i dag, fordi vi ikke bryder os om at stigmatisere de børn og forældre, der er i farezonen. Men selv om vi ikke ved med sikkerhed, at det vil gå galt, så mener jeg, det er en god ide at tilbyde massiv hjælp tidligt – og nogle gange allerede, mens børnene er spæde,« siger Peter Albæk.

Han henviser til SFI’s børneforløbsundersøgelse, der viste, at de børn, der fik store personlige problemer i 11-årsalderen, allerede blev betegnet som »vanskelige« af deres mødre, da de var et halvt år gamle.

»Allerede når lille Peter er seks måneder, ved vi altså, at han har en mor, der har svært ved at håndtere forældrerollen. Måske er hun samtidig relativt ung og har ikke fået sig en uddannelse, og måske bor hun alene. Så har lille Peter altså en alvorlig risiko for at udvikle problemer,« konstaterer Peter Albæk.

Hidtil har vi satset på, at børnene alligevel klarer sig trods deres hårde odds. Når tingene så begynder at gå galt, går det sociale system i gang med lappeløsningerne. Men både børn og forældre var bedre hjulpet, hvis problemerne blev taget i opløbet, mener formanden for Børns Vilkår.

»Moren skal fra starten have hjælp til at få styr på sin forældrerolle og til at finde ud af, hvordan hun kan skabe en familie, hvor børnene ikke udvikler store problemer sidenhen. Det er det, jeg vil kalde egentlig forebyggelse. Og når det gælder de allersvageste familier, så synes jeg, man skal være ret konsekvent med det, så det bliver et tilbud, man insisterer ret kraftigt på, at de tager imod,« siger Peter Albæk.

Han ved, at det er svært for kommunerne at finde pengene til den tidlige indsats, fordi udgifterne til akut hjælp til de store børn bare vokser og vokser. Men han er ikke i tvivl om, at det vil blive billigere på lang sigt, hvis Blågårds-bandens lillebrødre får hjælp allerede i vuggestuen, længe inden de bliver store nok til at arve storebrors pistol.