Udliciter Nordsøen

Af | @JanBirkemose

Når politikerne har svigtet, må andre stille op i stedet, mener tidligere medlem af Folketinget Preben Wilhjelm, der opfordrer fagbevægelsen til at blande sig i debatten om den nye nordsøaftale med Mærsk – selv om det er i tolvte time. Han frygter, at høringen om nordsøaftalen i næste uge bliver socialdemokraternes alibi for også at tilslutte sig den aftale, der forlænger Mærsks monopol i yderligere 38 år.

Mørkelagte forhandlinger, særstatus og manglende økonomiske oplysninger. Tidligere folketingsmedlem Preben Wilhjelm har oplevet det hele før. Alligevel undrer det den tidligere venstresocialist, at Folketinget ikke er blevet klogere efter 41 år med A.P. Møller i hovedrollen i det danske olieeventyr.

Fra Preben Wilhjelms udkigspost ser det ud, som om tiden har stået helt stille i forholdet mellem staten og A.P. Møller, siden koncernen med den syvtakkede stjerne i 1962 sikrede sig eneretten til udvinding af råstoffer fra den danske undergrund. Mens alle større offentlige opgaver i dag skal udliciteres, og regeringen ønsker at give private firmaer udfordringsret på kommunale opgaver, får A.P. Møller inden nytår med al sandsynlighed forlænget sin 50-årige aftale til hele 80 år. Og det sker, uden at opgaven, der kaster milliarder af kroner af sig, har været i offentligt udbud.

»Selv de mindste ting skal udliciteres i dag. Busselskaber, der vil overtage en busrute, kommer ikke uden om reglerne. Og på Ærø må øens beboere bruge en halv million kroner på at lave udbudsmateriale på en færgerute, som man skal være glad for, hvis bare et rederi vil besejle.

Men samtidig sidder regeringen og bortforhandler vores olie og gas med en håndplukket partner 38 år frem i tiden uden de mindste problemer. Det er da mærkværdigt,« siger Preben Wilhjelm.

citationstegnJeg ved sgu da ikke, om man kan kalde det ikke-diskriminerende principper, når man kun forhandler med en håndplukket partner.

Han bliver ikke mindre forundret, da Ugebrevet A4 viser ham det EU-direktiv, der netop stiller krav om udbud i forbindelse med licenser til udvinding af råstoffer. I direktivet har en socialdemokratisk ledet regering i 1993 fået indføjet en undtagelse, der udelukkende gælder for A.P. Møllers områder i Nordsøen.

»Det er jo en undtagelse, som den danske stat har krævet, hvilket i sig selv er dybt mærkværdigt. Hvorfor tog man ikke en større debat om det, da det skete? Undtagelsen er gal nok i sig selv, men selv om vi har denne undtagelse, står der jo ikke skrevet, at den skal bruges.

Undtagelsen binder ikke regeringen til kun at skulle forhandle med A.P. Møller. Den giver den bare muligheden,« siger Preben Wilhjelm, der samtidig sår tvivl om, hvorvidt undtagelsen fra udbudsdirektivet er bred nok til at rumme den aftale, som Bendt Bendtsen nu har indgået med A.P. Møller.

»Trods undtagelsen står der dog, at nye tilladelser skal gives på grundlag af objektive og ikke-diskriminerende principper. Jeg ved sgu da ikke, om man kan kalde det ikke-diskriminerende principper, når man kun forhandler med en håndplukket partner.«

Ekspertpanel med mundkurv

Selv om regeringen allerede havde sit politiske flertal på plads, da aftalen blev offentliggjort for to måneder siden, er regeringen blevet presset til i næste uge at gennemføre en eksperthøring om aftalens konsekvenser. Men oppositionens krav om økonomiske baggrundspapirer, der kan dokumentere budskabet om, at aftalen vil give ekstra indtægter til staten, vil fortsat ikke blive fremlagt. Høringen vil kun handle om, hvorvidt aftalen er i strid med grundloven. A. P. Møller har nemlig fået indføjet en bestemmelse – den såkaldte skattekompensationsklausul – om, at koncernen skal kompenseres krone for krone, hvis nye folketingsflertal helt frem til 2032, hvor aftalen udløber, skulle finde på at hæve afgifterne på Nordsøen.

Som et kuriosum til eksperthøringen har regeringen dog accepteret oppositionens ønske om, at den stærkt kritiske norske olieøkonom Diderik Lund kan deltage i det ekspertpanel, som altså bare ikke må diskutere de økonomiske konsekvenser af aftalen.

»Det vil sige, at han ikke må udtale sig om det, han egentlig er ekspert i. En ting er, at det kan være rimeligt nok, at man kan mørkelægge forhandlingerne. Men at regeringen slipper af sted med at unddrage alle indsigt i de økonomiske konsekvenser af slutresultatet, kan vi simpelthen ikke have i et demokratisk samfund. Selv vismændene siger jo, at man ikke kan konkludere, som regeringen gør ud fra de oplysninger, der er offentliggjort,« siger Preben Wilhjelm.

Han mistænker samtidig Socialdemokratiet for at være meget godt tilfreds med, at høringen ikke kommer til at handle om andet end grundlovsspørgsmålet.

»Det ser ud, som om Socialdemokraterne mest har interesseret sig for, om skattekompensationsreglen er grundlovsstridig eller ej. Det er da også interessant og vigtigt, at man 38 år frem i tiden siger, at A. P. Møller skal kompenseres for nye skatter. Men det undrer mig meget, at selve afståelsen af undergrunden ikke giver anstød hos Socialdemokratiet. Jeg har ikke hørt dem sige et eneste ord om, at de synes, det er på tide at lære noget af erfaringerne fra den første koncession.«

»I det lys synes jeg, det tyder på, at socialdemokraterne leder efter et alibi for at stemme ja, og jeg frygter, at høringen vil skaffe dem alibiet,« siger Preben Wilhjelm.

Han forstår dog ikke socialdemokraternes mulige motiver.

»Jeg kan egentlig ikke se, hvorfor socialdemokraterne skal søge det alibi, og jeg håber da også, at jeg tager fejl, for hvis der bliver et bredt flertal med Socialdemokratiet, vil det gøre det utroligt svært for kommende folketing at ændre på aftalen. Da vil det være nemmere, hvis Socialdemokratiet kan sige, at de ikke stemte for aftalen dengang i 2003, og at regeringen nægtede at give oplysninger om de økonomiske konsekvenser.«

Fagbevægelsen må tage over

Selv om den nyligt afsluttede LO-kongres afgav en udtalelse imod den nye nordsøaftale, mener Preben Wilhjelm, at fagbevægelsen er alt for passiv i spørgsmålet om aftalen, der trods alt drejer sig om væsentlige indtægter til finansiering af velfærdssamfundet.

»Hvis der skal ændres på det her, kan jeg ikke se andet, end at det må være fagbevægelsen, der må tage over. Og da den alligevel mangler nogle mærkesager, burde den stille sig op og kræve, at undergrunden udliciteres. Det bør interessere fagbevægelsen, hvis der fosser milliarder ud af vores fælles kasse til nogle få private selskaber. Hvis fagbevægelsen ikke kan se det, er de helt ude af perspektiv og proportionssans.«

Som en ekstra gevinst ved en offentlig licitation af undergrunden, mener Preben Wilhjelm, at den ville give næring til en ellers totalt fraværende offentlig debat om emnet.

»Ved en licitationsrunde ville staten blive nødt til at producere omfattende udliciteringsmateriale.

Det ville være med til at give offentligheden et langt større indblik i forretningerne på Nordsøen, og det ville medføre en helt anderledes offentlig debat om sagen. Og om vilkårene var i overensstemmelse med en langsigtet energi- og ressourcepolitik.«

Som eksempel nævner han tv-udsendelsen »Det sidste stik«, der blev sendt i efteråret 1978.

Udsendelsen blev set af toenhalv million seere, der indtil da havde troet, at olie var noget, der hørte til i nogle fjerntliggende ørkenstater.

»Først da gik det op for befolkningen, at der virkelig var tale om lukrative forretninger, hvor A.P. Møller blev behandlet helt usædvanligt i forhold til, hvad tilsvarende selskaber havde af ordninger i Holland og Norge. Den store og pludselige vælgerinteresse fik stor betydning for politikernes holdning, og udsendelsen var med til at skabe en langt mere kritisk holdning til vilkårene for A.P. Møller.«

Blandt andet skabte det nye fokus grobund for den kulbrintebeskatning, der blev indført i 1980, og som kunne have givet staten et tocifret ekstra antal milliarder i kassen – hvis ikke det var, fordi ordningen endte med at blive suppleret med et usædvanligt ekstra fradrag på 250 procent for alle investeringer i Nordsøen.

En sur pligt

Men årene med kritisk fokus på undergrundslicenserne blev kun et kort intermezzo i A.P. Møllers og Danmarks langvarige kærlighedsforhold, der ifølge Preben Wilhjelm er årsag til selskabets særstatus. Det gjaldt både i 1962 og i dag, hvor A.P. Møller får forlænget sin aftale.

citationstegnVi elsker historien om den gamle skibsreder, der havde havregrød som livret, og som af fædrelandskærlighed og under risiko for store tab påtog sig at søge efter den tvivlsomme olie i den danske undergrund.

»Det er lykkedes rederiet at bilde både befolkning og politikere ind, at de i 1962 påtog sig licensen som en sur pligt for at sikre, at olien kunne blive på danske hænder. De har stædigt vedligeholdt myten om, at de fra starten gik ind i projektet af nationale grunde. Og den dag i dag er de færreste klar over, at der i 1962 gik mindre end seks uger, før A.P. Møller afstod 61 procent af licensen til udenlandske selskaber. Og vi har aldrig fået at vide, hvad de fik til gengæld,« siger Preben Wilhjelm.

»Men selskabet er som et nationalt klenodie. Selv om de har udflaget måske halvdelen af deres skibe, ser folk stadig rederiet som det, der sender Dannebrog rundt på verdenshavene. Og vi elsker historien om den gamle skibsreder, der havde havregrød som livret, og som af fædrelandskærlighed og under risiko for store tab påtog sig at søge efter den tvivlsomme olie i den danske undergrund.«

Selv om Preben Wilhjelm fortsat undrer sig over, at ingen har lært af historien, har han dog lært så meget af sine erfaringer med dansk energipolitik, at udfaldet af den aktuelle aftale ikke kommer som nogen overraskelse.

»Et folketingsflertal pålagde Bendt Bendtsen at undersøge mulighederne for, hvordan staten kunne få et større udbytte af Nordsøen. Men han kom hjem med en færdigforhandlet aftale, der rækker helt frem til 2042.«