Udland investerer massivt i Danmark

Af

Udenlandske virksomheder investerer mere i Danmark, end de gør i flere af vores nabolande. Til gengæld overstiger danske investeringer i udlandet de investeringer, der kommer til Danmark. En udvikling, der vækker bekymring i Dansk Industri, mens Dansk Metals formand ser det som en fordel.

Foto: Foto: Scanpix, Lars Bahl

TILLOKKENDE Billedet af Danmark som et land, der ikke kan tiltrække udenlandske investeringer, er en myte. Danmark tiltrækker faktisk flere investeringer fra udlandet end vores nabolande som Tyskland og Norge. Det viser en ny analyse fra fagforbundet Dansk Metal.

Formand for smedene og industriarbejderne i Dansk Metal, Claus Jensen, er begejstret over, at Danmark er et populært land at investere i. Netop i en krisetid med høj arbejdsløshed kan udenlandske investorer være med til at skabe den nødvendige vækst og flere arbejdspladser, mener han.

»Det er glædeligt, at udenlandske virksomheder stadig investerer i Danmark. Det er jo lidt i modstrid med det generelle billede af Danmark som et land, der er på vej ned i det sorteste hul. Men det er simpelthen ikke det billede, vi ser, når vi kigger på fakta,« siger Claus Jensen.

Analysen er gennemført af cheføkonom i Dansk Metal, Allan Lyngsø Madsen, der har sammenholdt investeringerne i en række europæiske lande med størrelsen på de enkelte landes økonomi målt per indbygger - det såkaldte bruttonationalprodukt. Og analysen viser, at Danmark ligger over både Tyskland, Norge, Finland og Østrig.

Hvor de udenlandske investeringer til Danmark udgjorde 44 procent af vores BNP i 2011, så tiltrak Tyskland samme år kun udenlandske investeringer på 25 procent af det tyske BNP.  

Til gengæld kan vi se misundeligt til Sverige, der tiltrak udenlandske investeringer for 63 procent af det svenske BNP i 2011.

»Det giver ikke mening bare at sammenligne landene uden at tage højde for størrelserne af deres økonomi. Tyskland er for eksempel en noget større nation, end vi er,« påpeger Allan Lyngsø Madsen.

Investeringerne er ude af balance

Hos arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri, DI, ser man også positivt på, at de udenlandske virksomheder fortsat vælger at investere i Danmark. Ifølge underdirektør i organisationen Kent Damsgaard er der dog stadig grund til bekymring.

»Selv om vi de senere år har set en stigning i udlandets investeringer i Danmark, er stigningen aftagende,« siger han og henviser samtidig til, at analysen fra Dansk Metal viser, at stigningen i danske virksomheders investeringer i udlandet er taget til i samme periode.

Analysen fra Dansk Metal viser, at udlandets investeringer i Danmark i 2011 havde en værdi på 767 milliarder kroner. Samme år nåede danske virksomheders investeringer i udlandet en værdi på 1.197 milliarder kroner.

»Der går altså flere investeringer ud af landet, end der går ind. Og det er en bekymrende udvikling,« fastslår underdirektører i DI.

Bekymringen er en del af problemet

DI’s bekymring for den danske økonomi kan ifølge Claus Jensen fra Dansk Metal betyde, at der kommer færre investeringer til Danmark. Når man taler usikkerheden op, dæmper det nemlig danskernes privatforbrug, fremhæver formanden. Og mindre privatforbrug betyder mindre aktivitet på det danske hjemmemarked.

»Lavere privatforbrug kan betyde, at udlandet investerer mindre i de danske virksomheder, som producerer til det danske marked. Jeg synes, det lyder som om, der er nogen, der har en interesse i at tale usikkerheden op«, siger Claus Jensen.

Han mener, at de danske virksomheders voksende aktivitet i udlandet i stedet viser, at de danske virksomheder har stor succes. De har simpelthen vokset sig for store til Danmark, bedyrer formanden, og nævner Carlsberg som et eksempel på en virksomhed, der udvider meget i udlandet.

»Det er begrænset, hvor meget mere øl, Carlsberg kan sælge i Danmark. Vi ønsker jo heller ikke, at befolkningen skal øge forbruget af øl alt for meget,« siger han og tilføjer, at det også er positivt, når eksempelvis Mærsk investerer i udenlandske oliefelter og udenlandske havneanlæg.

Claus Jensen påpeger samtidig, at de danske virksomheders succes i udlandet skaber arbejdspladser i Danmark.  

»Hvis danske virksomheder har succes i udlandet, smitter det også af på Danmark, hvor hovedkontoret ofte ligger. Mange af virksomhederne har også produktion i Danmark – og den danske produktion forstærkes også, når virksomheden styrkes i udlandet,« siger han.

Størrelsen har betydning

Carlsberg har et mål om at være verdens hurtigst voksende bryggerikoncern, fortæller kommunikationsdirektør Jens Bekke. Et mål, der kun kan indfries med massive investeringer uden for Danmarks grænser.

»Vi kan ikke blive større i Danmark. Vi har jo næsten 50 procent af markedsandelen i Danmark, og ifølge konkurrencemyndighederne må vi ikke købe mere op i Danmark. Hvis vi skal vokse, skal det være i andre lande.«

Hos DI anerkender man, at Danmarks størrelse sætter nogle naturlige begrænsninger. Kent Damsgaard understreger dog, at det ikke kun er landets størrelse, der volder problemer.

»Når vi taler med vores medlemsvirksomheder, fortæller de, at de i stigende grad opretter filialer i nabolande som Tyskland og Sverige, blandt andet fordi omkostningsniveauet er for højt i Danmark.«

Han foreslår derfor, at man sænker den danske selskabsskat.

»Vi mener ikke, at vi skal have et amerikansk niveau. Men vi skal tage toppen af de steder, hvor det gør allermest ondt. Vi skal måske nærme os et niveau, som det de har i Sverige,« siger han.

Claus Jensen fra Dansk Metal er enig i, at man skal se på, om selskabsskatten er for høj i forhold til vores nabolande. Han mener dog, man får mere »value for money« ved at sænke de danske energiafgifter.  

»Virksomheder i Danmark betaler relativt høje afgifter for energi, og det er måske klogere at kigge på dem.«

’Know how’ er vigtigt

En af de udenlandske virksomheder, som netop har investeret i Danmark, er den engelske elektronikgigant Cobham. I juni sidste år opkøbte de den danske virksomhed Thrane & Thrane, der producerer kommunikationsudstyr til satellitter.

Ifølge investordirektør i Cobham Julian Wais er skatteniveauet et vigtigt parameter, når de overvejer at investere i andre lande.

»Det er klart, at tallene på bundlinjen skal give mening,« siger han, men understreger samtidig, at selve produktet er det vigtigste. 

»Det som gjorde Thrane og Thrane attraktiv for os, var deres ’know how’ og kvaliteten af deres produkter,« siger han.

Nyt produktionsudstyr havner i udlandet

Netop den danske ’know how’ og kvalitet er dog truet af, at mange internationale virksomheder i stigende grad placerer investeringer i nyt produktionsudstyr uden for Danmarks grænser, mener DI-direktør Kent Damsgaard.  

»Selv om man ikke skal male fanden på væggen, er der nogle klare advarselslamper, der blinker nu,« siger han.  

Tendensen bekymrer også Dansk Metal.

»Godt produktionsudstyr er vigtigt - det øger både medarbejdernes kompetencer og virksomhedens produktivitet. Det er med til at sikre, at vi også i fremtiden tilhører verdenseliten,« siger Claus Jensen.

Både Claus Jensen og Kent Damsgaard peger samtidig på, at uddannelse og erhvervsrettet forskning også er en forudsætning for at sikre den danske ’know how’ i fremtiden.

Dankortet bliver i lommen

Analysen fra Dansk Metal peger også på, at det lave danske privatforbrug er skyld i, at der kommer færre udenlandske investeringer i de brancher, som retter sig mod det danske hjemmemarked. Cheføkonom Allan Lyngsø Madsen forklarer:

»Det er begrænset, hvor mange penge man kan forvente at tjene, hvis man eksempelvis investerer i en dansk supermarkedskæde, som jo primært tjener penge på det danske marked.«

En virksomhed, som tydeligt kan mærke det lave danske privatforbrug, er Carlsberg. Ifølge kommunikationsdirektør Jens Bekke faldt danskernes forbrug af øl seks procent i 2012.

»Hvis vi skal vokse, skal vi være der, hvor ølmarkedet vokser. Kina er for eksempel verdens hurtigst voksende marked, og der har vi i dag 41 bryggerier,« siger Jens Bekke.