Udkants-Danmark sidder tungt i sofaen

Af

Marginaliserede samfundsgrupper vender i stigende grad ryggen til demokratiet. Hele 18 valg­steder havde en stemmeprocent på under 50 ved det seneste kommunalvalg. Bundscoren faldt på et københavnsk stemmested, hvor kun 37 procent af borgerne mødte op.

VALG-TØMMERMÆND Ret beset kunne vejret alene indikere, at valgdeltagelsen til kommunevalget 17. november ville blive nedslående: Knap én solskinstime hele tirsdagen, en luftfugtighed omkring 90 og en 11 grader klam novembertemperatur - til gengæld regnede det stort set ikke, hvilket trods alt indikerer et vist håb for demokratiets fremtid.

Faktum er, at 18 af de dårligst besøgte valgsteder havde en stemmeprocent under 50. På et stemmested, Tingbjerg Skole, i Københavns Kommune stemte kun 37,1 procent. Ud af 4167 stemmeberettigede blev kun 1514 erklæret gyldige. Det er ti procent færre end for fire år siden. Samlet faldt valgdeltagelsen ved kommunalvalget på landsplan til det laveste niveau i 35 år, nemlig 65,8 procent.

Det viser en gennemgang af stemmeprocenterne i samtlige valgsteder, som analysefirmaet Kaas og Mulvad har gennemført for Ugebrevet A4 på baggrund af data fra KMD.

»Demokratiet har fået et knæk ved det valg her. Der var også et knæk i antallet af kandidater, hvor der var 2000 færre kandidater denne gang. Det betyder, at det har været lettere end nogensinde før at komme ind i byrådet,« siger professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet.

Han støttes af professor Palle Svensson, Århus Universitet:

»37 procent på et valgsted, det er historisk lavt. Når stemmeprocenten er 50, bliver det altid problematisk, og her har du mindre end hver anden, der har stemt. Det er problematisk.«

Kasper Møller Hansen påpeger, at det traditionelt er socialt belastede og indvandrertunge områder, der har en lav valgdeltagelse. Åbenbart endnu tydeligere end før.

Bundproppen Tingbjerg er på det seneste mest kendt for bandeskyderier og for at huse en præst, der blev så chikaneret af kvarterets unge, at han måtte flytte.

Nummer to på listen er Gellerup i Århus, der i en årrække har været kendt for sociale problemer. Hele – eller dele af – Gellerupplanen skal formentlig rives ned i et forsøg på at skabe en ny start for de mennesker, der bor der.

Nummer tre på listen, Tornhøjskolen i Aalborg Øst, ligger også i et socialt tungt område, ligesom flere af de københavnske stemmesteder med lave stemmetal: Ellebjerg Skole i Sydhavnen og stemmestedet på Dyveke Skolen, der ligger op ad ’Urban-planen’ på Amager.

Ingen af de nævnte stemmesteder nåede over 48 procent til kommunalvalget.

»Fra 1970 til 2009 er der sket et skred i retning af, at de, der ikke stemmer, absolut intet ved om politik. Meget tyder på, at en større gruppe mennesker ikke gider forholde sig til hverken demokrati eller politik – de har meldt sig ud af det demokratiske fællesskab. Det er virkelig alarmerende,« mener Kasper Møller Hansen.

Forskning fra tidligere valg viser, at det primært er unge og ældre mennesker over 75 år, der ikke stemmer.

Ifølge Kasper Møller Hansen er det dog i Danmark, modsat eksempelvis Sverige, hidtil lykkedes at opdrage unge til ’vælgere’, så de senere bliver trofaste vælgere. Han frygter, at den tendens nu er brudt, og at disse lave stemmetal er første indikation på, at danske unge opfører sig som svenske.

Kasper Møller Hansen fremhæver desuden, at mennesker, som ikke bare er arbejdsløse, men helt uden for arbejdsstyrken - som for eksempel førtidspensionister - oftere end andre vælgergrupper bliver sofavælgere.

»Skellet mellem dem, der melder sig ud og de, der ’deltager’ i samfundet, bliver større. Dermed forsvinder den demokratiske legitimitet for politikerne. Det mærkelige er, at eksempelvis Københavns Kommune faktisk har gjort en hel række ting for at få folk til at stemme. Men de har altså ikke ændret på det knæk, valgdeltagelsen har fået,« vurderer Kasper Møller Hansen.

Unormalt gode

Danske vælgere har ellers i årevis brystet sig af flotte stemmetal i forhold til vores nabolande.

Siden 1980’erne er valgdeltagelsen gennemgående faldet svagt i Norge, Sverige og Finland, der ligger mindst fem procentpoint under danske Folketingsvalg. Vi er forvænt med stemmetal på 85 procent med pil opad.

Også danske kommunalvalg ligger godt. Det første kommunalvalg, som minder om det, vi har i dag, havde i 1909 en stemmeprocent på knap 64 procent. Men allerede i 1913 stemte 66,9 procent, og siden 1970’erne har danske kommunalvalg groft sagt ligget stabilt med cirka 70 procents deltagelse.

Den seneste store analyse, der er lavet om passive vælgere i Danmark – ’Gensyn med sofavælgerne’ fra 2005 – tog derfor udgangspunkt i at undersøge, hvorfor valgdeltagelsen ikke er faldet så meget som i de lande, vi normalt sammenligner os med.

Danske vælgere er så at sige ’betænkeligt’ stabile.

Undersøgelsen inddrog også Danmarks første sofavælger-undersøgelse; ’Sofavælgeren’ fra 1964 og forsøgte at drage paralleller.

Konklusionen var, at nogenlunde samme typer mennesker blev væk i 1960’erne og helt op til 2005.

De afgørende faktorer handler om, at vi i Danmark opdrager hinanden til at stemme i sociale netværk og via det offentlige rum. En form for usynligt gruppepres, kan man sige – at stemme er en borgerpligt.

Dette kan også forklare, hvorfor eksempelvis førtidspensionister og meget gamle mennesker stemmer mindre. De er uden de sociale fællesskaber og netværk, der er omkring et arbejde.

Denne tendens er dog mindre udtalt i Danmark end i Norge og Sverige, og professor Jørgen Goul Andersen fra Aarhus Universitet hævdede i forbindelse med magtudredningen i 2004, at det skyldtes Fremskridtspartiet og senere Dansk Folkepartis keren for socialt og økonomisk svage grupper.

Ligesom det konfliktfelt, der i årevis har knyttet sig til indvandrerspørgsmål i Danmark, kan forklare en større interesse for valg i Danmark i forhold til vores nordiske naboer.

En tredje faktor, der gør sig gældende, er at valg, som holdes i kritiske situationer, får flere til at stemme.

Danmarkshistoriens mest velbesøgte Folketingsvalg blev således afholdt i 1943 under besættelsen, hvor 89,5 procent af danskerne stemte.

Desuden er et klassisk konfliktvalg attraktivt for vælgerne.

Da Odenses mangeårige borgmester Verner Dalskov (S) trådte frivilligt tilbage i 1993, steg stemmeprocenten med seks procent i Odense, fordi der var en klar konflikt mellem byens to spidskandidater Anker Boye (S) og den konservative Søren Møller.

Men er det nu også så slemt det hele?

Kommunalvalget i marts 1974 havde nemlig en endnu lavere valgdeltagelse end det seneste. Kun 62,9 procent stemte dengang.

Forskere som professor Palle Svensson har tidligere forsøgt at forklare det med en form for træthed hos vælgerne.

Kun fire måneder tidligere, i december 1973, stemte vælgerne til det berømte ’jordskredsvalg’, som rundbarberede de etablerede partier og sikrede både Fremskridtspartiet og Centrum-Demokraterne indflydelse.

Men måske er de nye kommuner også en del af forklaringen, vurderer Palle Svensson i dag:

»Det kan være, man lige skal sunde sig på nogle nye vilkår, og så falder valgdeltagelsen ekstra meget. Men falder den fire procentpoint næste gang, er den ved at være gal.«

Det skal undersøges

De lave stemmetal bør dog få valgforskere op af stolen, mener Kasper Møller Hansen.

»Det her aktualiserer ny forskning omkring valgdeltagelsen enormt. Her ser vi et markant knæk, og det er noget, vi er nødt til at forholde os til. Kernen i demokratiet er, at vi kommer op af sofaen og går hen og stemmer,« siger han.

Ved kommunalvalget i 2001 indgik 93.000 indvandreres stemmer og stemmetal i den første forskning af indvandreres stemmemønstre, men i øjeblikket deltager 52 kommuner i det mest omfattende projekt om indvandrers deltagelse i kommunalvalg. Ideen er, at indvandreres første møde med demokrati sker i forbindelse med kommunalvalgene, hvor man ikke skal være dansk statsborger.

Det betyder, at kommunerne skal ’kode’ oplysningerne fra valgbøgerne, så forskerne opnår de hidtil mest præcise data om indvandreres stemmer, oplyser fuldmægtig i Integrationsministeriet Mette Kjærgaard Thomsen.

De første resultater forventes til foråret.

Valget var kedeligt

Fremtidsforsker Jesper Bo Jensen mener, at forklaringen på den lave valgdeltagelse er, at valget var for kedeligt.

»De sidste to gange har der været mere at stemme om: Sidste gang var der nye kommuner, og forrige gang lå der også et folketingsvalg oveni,« siger Jesper Bo Jensen.

Han mener dog ikke, at der er grund til bekymring for demokratiet.

»Demokratiet har det godt, men jeg synes, vi er nødt til at genopfinde det på sigt. Der er ikke noget i vejen for, at en kommune en gang om måneden eller hvert halve år gennemfører en elektronisk afstemning blandt borgerne i forhold til enkeltsager. Det ville skabe en kæmpeinteresse. Skal metroen gå, hvor den går i København – eller er der to andre løsninger, man kan stemme på?«

»Interessen ville øges punktvis, og den ville være sagsorienteret. Men det er unge allerede i dag. De går efter enkeltbegivenheder: Den nye dagsinstitution, pasningsordninger, eller den vej, de bor på. Kommunalbestyrelsen skulle tænke strategisk og langsigtet, og når der så var de der enkeltslagsmål, så læg det dog ud til befolkningen. Lad os prøve at se, hvor galt det går,« siger Jesper Bo Jensen.

Kasper Møller Hansen ser dog stadig faresignaler.

»Lysten til at sætte sig ind i demokrati og i et valg, synes ikke at være til stede i dag. Du kan godt samle 100.000 på Facebook, der på en nat skriver under på, at du ikke må gå med kniv. Du får de der græsrodsoprør. Men oftest når det ikke længere end Facebook. Den nye deltagelse i det politiske liv er meget overfladisk,« siger han.