Udgifter til velfærd topper i Østdanmark

Af Lars Trier Mogensen

Udgifterne til velfærd er ekstremt skævt fordelt i Danmark. De kommuner, der bruger flest penge på offentlig service, ligger i hovedstadsområdet. De bruger næsten dobbelt så mange penge på et barn i daginstitution som de kommuner i yderkantsområderne, der har de laveste udgifter. Flere forskere vurderer, at det vil kræve en langt større økonomisk udligning, hvis det skal lykkes at indføre nye nationale kvalitetsstandarder i den offentlige service.

SKÆVVREDET Velfærdsudgifterne svinger voldsomt fra landsdel til landsdel. Danske kommuner har i dag langt fra ensartede udgifter til offentlig service.

De 10 kommuner, der investerer mest i velfærd per borger, ligger alle omkring København. I gennemsnit bruger de 61.000 kroner per barn om året til pasningsordninger. Til sammenligning ligger de 10 kommuner, der investerer mindst i velfærd, alle i provinsen. De bruger i gennemsnit omkring en tredjedel mindre per barn. I enkelte tilfælde er forskellen endnu større: Eksempelvis koster børn i pasningsordning på Mors omkring halvdelen af ungerne i daginstitutionstilbuddene på Frederiksberg. Det viser en kortlægning af centrale kommunale nøgletal fra Indenrigsministeriet, som Slotsholm A/S har foretaget for Ugebrevet A4.

Mønsteret gentager sig på ældreområdet. De hovedstadskommuner, der investerer mest per ældre, bruger i dag 61.000 kroner, mens de kommuner i provinsen, der investerer mindst, kun bruger 44.000 kroner per ældre. Eksempelvis får ældre på Fanø i dag tilbudt en offentlig omsorg, der koster halvdelen af servicen til de ældre i København. Også på skoleområdet er der markante forskelle på udgifterne blandt landets 98 kommuner: I Holstebro bruger man kun to tredjedele af, hvad en skoleelev koster i Høje Taastrup.

Undersøgelsen viser en tydelig tendens: Velfærdsudgifterne afhænger i dag af den geografiske placering på danmarkskortet, ikke af den politiske sammensætning i byrådet og heller ikke af, hvilken parti borgmesteren kommer fra.

Professor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet Poul Erik Mouritzen vurderer, at de enorme udsving i velfærdsudgifter afspejler en tiltagende økonomisk skævvridning mellem landsdelene:

»Det er under 10 procent af forskellen i det offentlige serviceniveau mellem landets kommuner, der i dag kan forklares med borgmesterens partifarve. Det afgørende er ikke længere, om borgmesteren er fra Venstre eller Socialdemokraterne. Det er snarere antallet af gode skatteborgere – og til en vis grad særlige behov med flere socialt belastede i byerne – der bestemmer velfærdsniveauet i dag. I de rige forstadskommuner omkring København har man ganske enkelt råd til et højere serviceniveau end ude i provinskommunerne,« siger Poul Erik Mouritzen, der blandt andet har været medlem af kommissionen bag strukturreformen.

Ifølge forskningsleder ved Anvendt Kommunalforskning Henrik Christoffersen er der dog en tendens til, at skattesatserne og serviceniveauet gradvist nærmer sig hinanden i landets kommuner:

»Den kommunale velfærdsservice bevæger sig i disse år i retning af en større grad af ensartethed. Afstanden mellem top og bund er blevet mindre. Men de regionale forskelle i familiernes indkomster er alligevel så store, at der forekommer store udsving i serviceniveauet mellem de velstående kommuner og de mindre velstående. Udligningsordningerne er ikke indrettet, så der 100 procent udlignes,« siger Henrik Christoffersen.

Udligning er utilstrækkelig

I de senere år er størstedelen af den økonomiske vækst sket i og omkring de største byer – med København som det altdominerende vækstlokomotiv. Danmark er derfor ved at blive økonomisk polariseret: De rige bor mod øst, mens de fattige bor mod vest og syd. Den seneste opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at den gennemsnitlige indkomst per person i 2006 svingede med over 100 procent, fra de rigeste i Gentofte med 456.000 kroner i gennemsnitlig indkomst per person til de fattigste på Ærø og Lolland med blot 221.000 kroner.

Indkomstforskellene – og dermed det vidt forskellige skattegrundlag – slår direkte igennem i det kommunale velfærdsniveau: Jo tættere man kommer hovedstaden, desto flere penge bliver der brugt på velfærd. Undersøgelsen fra Slotsholm A/S viser, at kommuner med høje udgifter på ét område også har høje udgifter på andre områder. De kommuner, der har høje udgifter per barn, har typisk også høje udgifter per folkeskoleelev og per pensionist.

Eksempelvis ligger en socialdemokratisk hovedstadskommune som Albertslund i top, både hvad angår udgifter til småbørn, skoleelever og ældre. Men også en konservativ kommune som Frederiksberg er med i opløbet om at have Danmarks mest generøse velfærdsudgifter.

Borgmester i Skive Flemming Eskildsen (V), der er tidligere formand for foreningen »Det Skæve Danmark« afviser dog, at man kan sætte direkte lighedstegn mellem udgiftsniveauet og velfærdskvaliteten:

»Her i Vestjylland har vi lært at leve på en sten. Vi er mere nøjsomme, og borgerne er generelt set glimrende tilfredse med vores serviceydelser. Men det er rigtigt, at vi ikke har råd til at bruge lige så mange penge på velfærd, som de kan ovre i København. Hvis politikerne på Christiansborg vil tvinge os til højere normeringer, er de derfor nødt til at sende nogle flere penge med i lovpakken,« siger Flemming Eskildsen.

Professor i statskundskab ved Aarhus Universitet Peter Munk Christiansen vurderer ligeledes, at de kommunale udligningsordninger, der overfører penge fra rige kommuner til fattige kommuner, langt fra er tilstrækkelige til at kunne opveje den tiltagende økonomiske skævvridning, der i disse år sker mellem landkommunerne og de største bykommuner:

»Trenden går i retning af, at man ikke længere vil acceptere så store forskelle i serviceniveauet fra kommune til kommune. Men mange kommuner i yderkantsområderne risikerer at havne i en økonomisk klemme, hvis de fremover skal hæve niveauet – uden at få flere penge tilført udefra. Udligningsordningerne kompenserer jo ikke kommunerne fuldt ud i dag,« siger professor Peter Munk Christiansen, der understreger, at nationale kvalitetsstandarder vil lægge særligt pres på de fattigste kommuner:

»Det kan blive svært for de mindst velstående landkommuner at leve op til nogle nationale standarder, der dikteres inde fra Christiansborg, ikke mindst hvis kommunalpolitikerne samtidig mister nogle af de frihedsgrader, de hidtil har haft i kraft af det kommunale selvstyre.«

Kommunalreformen pålagde de nye storkommuner en række nye opgaver, og derfor reformerede man samtidig udligningsordningerne. Hvor man tidligere udjævnede omtrent halvdelen af forskellene i kommunernes økonomiske formåen, udjævner man i dag op mod to tredjedel. Via et kompliceret statsligt system overfører de rigeste kommuner altså allerede store milliardbeløb til de fattigste kommuner.

I forbindelse med kvalitetsreformen har det længe været diskuteret, om der bør indføres nye, nationale standarder for velfærdsservicen i landets kommuner. Socialdemokraterne var først med sine »kvalitetsrettigheder«, men VK-regeringen fulgte hurtigt trop med de konkurrerende »kvalitetsstandarder«. Princippet er dog det samme: Fremover skal kommunerne i stigende grad leve op til nationalt fastsatte standarder, der skal sikre en ensartet service på tværs af hele landet.

Interessant nok er der dog i dag ingen nævneværdig sammenhæng mellem serviceniveauet og skatteniveauet i kommunerne. De geografiske forskelle i beskatningsgrundlaget er nemlig så store, at de rige kommuner kan levere en højere service med samme skattesatser som de fattigste kommuner. Eksempelvis ligger hovedstadskommuner som Frederiksberg, Herlev og Glostrup i bunden, når de gælder skattesatser, men i toppen, når de gælder serviceniveau. Og omvendt: Udkantskommuner som Fanø og Rebild ligger i midterfeltet, når det gælder skattesatser, men i bunden, når de gælder serviceniveauet. Forklaringen er enkel: Der bor mange flere mennesker med høje indkomster i kommunerne omkring København.

Ifølge forskningsleder ved Anvendt Kommunalforskning Henrik Christoffersen vil en yderligere standardisering af den kommunale velfærdsservice derfor kun kunne ske, hvis der indføres væsentligt større overførsler fra de rigeste til de fattigste kommuner:

»Der er en indre modsætning mellem et statsligt ønske om central styring med nationale standarder og så et kommunalt system, der bygger på lokale finansieringskilder. Kan vi ikke leve med forskellene i kommunernes service, så sætter man spørgsmålstegn ved hele tankegangen om kommunestyre, og så er der grund til eftertænksomhed,« siger Henrik Christoffersen.

Professor i offentlig forvaltning ved Syddansk Universitet Poul Erik Mouritzen går skridtet videre. Han mener, at man er på vej til at fratage kommunerne muligheden for at prioritere selvstændigt:

»Jo længere man bevæger sig i retning af national standardisering, jo mere vil man være nødt til at udligne 100 procent. Hvis man vitterligt mener, at der skal være den samme standard i alle landets kommuner, på alle landets daginstitutioner og plejehjem, ja, så kan man lige så godt afskaffe kommunernes ret til at opkræve skatter – og i stedet indføre en national enhedsskat,« siger Poul Erik Mouritzen.