Uddannelsesmaskinen er gået fuldstændig i stå

Af Lars Andersen

Når globaliseringen ikke har skabt arbejdsløshed i Danmark, skyldes det først og fremmest, at en massiv indsats har løftet de unge op af uddannelsesrangstigen. Men regeringen har fedtet med pengene, og nu er uddannelsesmaskinen gået i stå. Det skriver Lars Andersen, direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

ALARM Danmark er et af de lande, som har haft den mest smertefrie tilpasning til den stigende globalisering. Det er der mange grunde til. Vores meget fleksible arbejdsmarked er én grund. Vores aktive arbejdsmarkedspolitik er en anden. Den høje beskæftigelse, som gør det lettere at finde andet arbejde, når ens arbejdsplads flytter til udlandet, er en tredje. Den vigtigste grund er dog nok, at arbejdsstyrkens uddannelsesniveau er steget op igennem 1990’erne. Det er nemlig de ufaglærte job, som især bliver nedlagt som følge af den stigende globalisering.

Når globaliseringen ikke har ramt os hårdt, er det ikke fordi, der ikke er blevet nedlagt mange ufaglærte job – for det er der – men fordi det via en massiv uddannelsesindsats er lykkedes at reducere antallet af ufaglærte på arbejdsmarkedet endnu kraftigere.

Faldet i antallet af ufaglærte på arbejdsmarkedet skyldes både, at flere og flere unge fik en uddannelse, og at der blandt de ældre, som forlod arbejdsmarkedet, var mange flere ufaglærte end blandt de unge, som kom ind på arbejdsmarkedet. Denne dobbelte forbedring af arbejdsstyrkens uddannelsesniveau er desværre næsten ophørt. De unges uddannelsesniveau stiger ikke mere, og der bliver mindre og mindre forskel på de unges og de ældres uddannelsesniveau.

Hvis uddannelsesniveauet for de unge ikke bliver forbedret i forhold til i dag, vil vi løbe ind i større og større problemer med at tackle den stigende globalisering. Hvis vi ikke opnår markante løft i de unges uddannelsesniveau, vil vi løbe ind i store ubalancer i løbet af de næste 10 år, hvor over 100.000 ufaglærte risikerer at mangle job samtidig med, at der vil være mangel på faglærte og folk med en videregående uddannelse.

Regeringens målsætning er, at vi i 2015 skal ned på, at kun fem procent af de unge ikke får en uddannelse. Det er en god målsætning, men også en meget ambitiøs målsætning, når de allerseneste tal viser, at næsten en femtedel af en ungdomsårgang ikke får en uddannelse. Som det fremgår af figuren på disse sider, var der store fremskridt i de unges uddannelsesniveau op gennem 1990’erne, idet andelen af unge, som ikke fik en uddannelse, faldt i denne periode.

Siden årtusindskiftet er denne fremgang stoppet. I 2005 – som er det sidste tilgængelige tal – var andelen af en ungdomsårgang, som kan forventes at få en ungdomsuddannelse, lavere end i 2000. Faktisk var der i 2005 færre, der kan forventes at få en uddannelse, end ti år tidligere – i 1995. Regeringens målsætning er som sagt, at 95 procent af en ungdomsårgang i 2015 skal have en ungdomsuddannelse. Som det klart fremgår af figuren, hvor målsætningen er indtegnet, er der meget »langt hjem«.

Drengene dumper

Graver man lidt mere ned i tallene, får man et endnu tydeligere billede af den kæmpe udfordring, vi står med. De cirka 18 procent af de unge, som ikke får en uddannelse, er et gennemsnitstal, som dækker over, at pigerne klarer sig noget bedre end drengene. For drengenes vedkommende er det mere end hver femte, der ikke får en uddannelse.

Helt slemt ser det ud, når man ser på unge med indvandrerbaggrund. Her er det over 40 procent af drengene og cirka 30 procent af pigerne, der ikke får en uddannelse. Det er ikke kun, når det gælder køn og etnisk oprindelse, at der er store forskelle på, hvordan de unge klarer sig i uddannelsessystemet. Også geografisk er der meget store forskelle. Det billede, der tegner sig her, er, at udkantskommunerne og Københavns vestegn har alt for mange unge uden uddannelse.

Det er altså en kæmpe udfordring, vi står overfor. Ikke bare fordi uddannelse af unge er et mål i sig selv, men fordi uddannelse er et vigtigt middel til at klare sig bedre. Flere uddannede unge er et middel til at gå op imod den ulighed, der ellers er risiko for. Flere uddannede unge er også et centralt middel til at skabe større samlet vækst og velstand.

Der satses for lidt

Et første blik på samfundsøkonomien giver indtryk af stor satsning på uddannelse. I forbindelse med velfærdsforliget i foråret 2006 blev der afsat en globaliseringspulje på i alt 10 milliarder kroner. Denne pulje blev udmøntet på finansloven for 2007. På ungdomsuddannelsesområdet blev der afsat 300 milloner kroner i 2007. Dette tal stiger gradvist til 780 millioner i 2008 og videre til 1,2 milliarder kroner i 2009 og 2,6 milliarder i 2012.

Langt hovedparten af disse bevillinger er dog bevillinger, der automatisk udløses, hvis flere tager en uddannelse. Udgifterne følger af, at næsten alle uddannelsesinstitutioner er taxameterstyret, så deres bevillinger følger antallet af elever og studerende. Det vil altså sige, at hvis vi allerede i dag var i den lykkelige situation, at langt flere unge tog en uddannelse, så havde vi også automatisk hovedparten af de udgifter til uddannelse, som regeringen har sat på højkant frem til 2012. Det grundlæggende problem er dog, at for få gennemfører en ungdomsuddannelse, og det er dette problem, som politiske initiativer skal ændre på.

Ser man alene på, hvad regeringen er villig til at satse økonomisk på initiativer, som kan få flere til at tage en uddannelse, så ser billedet helt anderledes – og nedslående – ud. Ud af de 300 millioner kroner, som er afsat på finansloven for 2007, er det kun halvdelen – 150 millioner – som er afsat til at få flere til at tage en uddannelse. Og fra 2008 til 2012 er der hvert år kun afsat 300 millioner kroner til den indsats, som skal få langt flere unge til at tage en uddannelse.

Der må helt andre »boller på suppen«, hvis vi skal lykkes med, at alle unge får en uddannelse.