Uddannelse til alle kræver massive reformer

Af

Der skal ske store forandringer i uddannelsessystemet, hvis 95 procent af alle unge skal gennemføre en ungdomsuddannelse. Det fastslår Gert Møller, forstander på Korsør Produktionshøjskole, som har stor succes med såkaldt »skurvognspædagogik«. Det er uddannelsessystemets struktur og kultur, der er problemet – ikke de unge, siger han.

ILDSJÆL Blandt byens unge kaldes det »prutten«. »Nå, du går nede på prutten«, siger man til eleverne på Korsør Produktionshøjskole. Eleverne er helt bevidste om, at de er havnet i uddannelsessystemets alleryderste led.

Ikke desto mindre bliver opholdet et vendepunkt for mange af dem. De får arbejde og uddannelse, selv om mange kommer fra hjem uden tradition for uddannelse eller måske kæmper med personlige og sociale problemer:

»Uddannelsessystemet er styret af middelklassens normer og problemløsning, men her på skolen møder vi de unge med en slags skurvognspædagogik. Mange af vores lærere er håndværkere, der er stolte af deres fag og gerne vil de unge. Vi tager udgangspunkt i et arbejdsfællesskab, hvor man løser konkrete opgaver sammen, men samtidig opbygger ansvarlighed og åbner for nye måder at lære på,« fortæller Gert Møller.

Han glæder sig over, at et bredt politisk flertal i sommerens velfærdsforlig blev enigt om et ambitiøst mål – nemlig at 95 procent af alle unge i 2015 skal gennemføre en kompetencegivende ungdomsuddannelse. I dag er tallet kun 80 procent. At nå målet kræver imidlertid langt større forandringer, end vi normalt antager, mener Gert Møller. Det er ikke nok, at politikere og eks-perter taler om mentorordninger, flere ressourcer og særlige tilbud til de svage unge:

»Jeg er enig i behovet for mentorordninger og flere ressourcer, men selve udgangspunktet er forkert. Man går ud fra, at det er de unge, der er noget i vejen med, og at vi bare skal hjælpe dem bedre på vej. I virkeligheden er det uddannelsessystemet, der må se kritisk på sig selv. Hvis 95 procent skal med, handler det ikke om småjusteringer, men at gentænke strukturen og pædagogikken i hele systemet,« siger Gert Møller.

Ansvar forankres i fællesskabet

Det synspunkt vender vi tilbage til om lidt. Først et par ord om Korsør Produktionshøjskole og dens »skurvognspædagogik«:

Skolen er et tilbud til de elever, der er løbet sur i det almindelige uddannelsessystem. Nogle er faldet fra på teknisk skole eller gymnasium – andre er reelt droppet ud allerede i folkeskolens ældste klasser. Forløbene på skolen er en blanding af arbejde og uddannelse.

Omkring en femtedel af produktionsskolens 85 elever har indvandrerbaggrund. Rigtig mange er etnisk danske unge, der kommer fra hjem uden tradition for uddannelse og måske tillige har sociale problemer. Og så er der sårbare unge fra alle samfundslag – for eksempel piger med spiseforstyrrelser og såkaldt »sent udviklede« unge.

Eleverne arbejder på hold, der udfører konkrete opgaver, og får penge for det. Lige nu er et tømrerhold ved at bygge et rygeskur til lærerne på en skole, mens malerholdet knokler løs på en almindelig kommerciel maleropgave. De unge på skolen driver også en naturbørnehave for områdets institutioner, og køkkenholdet sørger for mad til skolens elever, lærere og gæster:

»Et af vores kodeord er nødvendighedspædagogik. Hvis en af pigerne på køkkenholdet hellere vil ryge smøger end lave mad, må læreren overbevise hende om, at det må vente, til maden er færdig. Arbejdsfællesskabet betyder, at ansvarlighed ikke bliver et frit svævende begreb, men er forankret i et fællesskab, der står over for konkrete ydre krav – for eksempel at maden er færdig til tiden,« fortæller Gert Møller.

Samtidig bruges arbejdet som indgang til undervisning. Når malerholdet skal forberede en opgave, anvendes der matematik for at beregne forbruget af maling. En del af eleverne er i gang med egentlige lærlingeuddannelser, der slutter med prøve på teknisk skole og dermed et svendebrev. Også hér tages der afsæt i praksis. Når kontoreleverne læser virksomhedsøkonomi, sker det med udgangspunkt i skolens regnskaber.

Når de unge får faste rammer og konkrete opgaver, går meget af det andet også lettere:

»På tømrerholdet har vi en elev med indvandrerbaggrund, der i folkeskolens ældste klasser var mandsopdækket fra morgen til aften. En pædagog hentede ham hver morgen hjemme i lejligheden, kørte med bussen til skole og holdt øje med, at han ikke lavede ballade i timerne. I dag møder eleven selv til tiden og er glad for sin uddannelse, som efter alt at dømme ender med, at han har et svendebrev som tømrer,« siger forstanderen.

Han lægger dog ikke skjul på, at det til tider kræver hårdt slid. Hvis en elev ikke kommer om morgenen og heller ikke sygemelder sig, så rin-ger skolen på mobiltelefonen. Er det ikke nok, kører en bil ud og henter eleven. I sidste ende er det dog næsten 80 procent, der efter et forløb på Korsør Produktionshøjskole kommer videre til ustøttet arbejde eller uddannelse.

Lad eleverne lave maden

Efter Gert Møllers opfattelse kan nogle af kodeordene også bruges i det almindelige uddannelsessystem. Også hér kan der vindes meget ved en mere praktisk tilgang til læring:

»Middelklassen verbaliserer alting. Enhver form for læring snakkes ind i hovedet på de unge. Hvis de så ikke forstår det, laver vi en detaljeret uddannelsesplan og siger det hele én gang til. Det virker også fint i forhold til nogle, men ikke i forhold til de mange, der kommer fra andre kulturer eller fra hjem uden tradition for uddannelse,« siger Gert Møller.

Han mener, at folkeskolen i stor skala bør iværksætte forsøg, der gør undervisningen mere »praksisnær«. Mange elever har svært ved at sidde stille en hel dag, og i de store klasser udvikler mange en pjækkekultur, påpeger Gert Møller. Sidste år viste en undersøgelse i A4, at næsten hver femte elev fra socialt svage familier end ikke går op til den afsluttende prøve efter 9. klasse:

»Der tales i disse år meget om en kostpolitik over for de unge, og en del skoler har fået madboder eller kantiner. Men de fleste steder kommer maden udefra. Hvorfor er det ikke elever i de større klasser, der laver maden og får ansvaret? Madlavning kan bruges som afsæt for meget anden undervisning. Man skal lave beregninger og søge på nettet efter opskrifter, og der kan tages spændende diskussioner om madkultur i forskellige lande.«

De kriseramte erhvervsuddannelser

Efter Gert Møllers mening ligger det store problem dog i de erhvervsfaglige uddannelser. Han er stærkt kritisk over for den såkaldte Reform 2000, som blev gennemført under den tidligere, socialdemokratiske regering.

Reformen betød en individualisering af undervisningen, hvor den enkelte selv sammensætter sin uddannelse gennem valg af korte moduler, typisk af fem ugers varighed. Resultatet er, at eleverne hele tiden skifter klasser og kammerater, og at mange falder fra.

Forstanderen på Korsør Produktionshøjskole glæder sig dog over, at der som udløber af velfærdsforliget og 95-procent-målet er ved at blive luget ud i de værste tidsler på erhvervsuddannelserne. Nu tales der om særlige strukturerede forløb for de svage elever, mens de øvrige fortsætter med den normale undervisning:

»Men jeg er bange for, at vi fremover får et todelt system på erhvervsuddannelserne: Ét sy-stem for de stærke unge og en slags specialundervisning for de svage elever. Det opdager de unge jo hurtigt. De er meget bevidste om, hvornår noget er lavstatus. I stedet er der brug for mere praksisorientering i det samlede sy-stem,« siger Gert Møller og bruger skolepraktikken som eksempel:

»Når erhvervsuddannelserne skal have flere med, bliver der endnu større mangel på praktikpladser, og flere kommer til at tage deres uddannelse gennem skolepraktik. Hvis disse unge skal opdrages i et arbejdsfællesskab, må man i et helt andet omfang kunne udføre egentlig produktion på de tekniske skoler. Jeg ved godt, at erhvervslivet frygter konkurrenceforvridning. Men hvis en gruppe unge kan udkonkurrere dansk erhvervsliv, så har Danmark da for alvor problemer!«.

Ikke bare flere penge

Gert Møller lægger ikke skjul på, at nogle af hans forslag kræver flere ressourcer. Alligevel advarer han imod at gøre debatten om uddannelse til alle unge til et spørgsmål om flere penge:

»Det afgørende er uddannelsessystemets struktur, kultur og pædagogik. Hvis vi fortsætter på den gammeldags facon, får vi ikke 95 procent med, selv om der bruges mange flere penge.«

Er det en løsning at forlænge undervisningspligten til 12 år?

»Så vil systemet da for alvor producere tabere! Mange steder har skolerne allerede i 8. klasse problemer med at fastholde disse unge. Hvordan skulle det så gå helt frem til 12. skoleår? De har 12 års uddannelse i Sverige, men dér henvises stadig flere til individuelle forløb, fordi de ikke kan rummes i den almindelige undervisning. Lad os hellere diskutere, hvad de 12 år skal bruges på, og udvikle en anden struktur og pædagogik.«

Rapporter fra Danmarks Pædagogiske Universitet peger på, at lærerne skal lægge mindre vægt på det faglige og mere vægt på, at de svage elever fungerer godt rent socialt?

»Dét udgangspunkt er helt forkert. Ansvar, selvtillid og sociale relationer er tæt forbundet med det faglige. På vores skole tager vi netop udgangspunkt i det faglige – at eleverne udfører noget sammen og lærer af det. Ved at stille skarpt på det faglige udvikler vi også elevernes sociale kompetencer. Vi må ikke sænke de faglige ambitioner for de elever, der har det svært. Arbejdsmarkedet vil fremover stille meget høje krav, og det bliver kompliceret at være borger i fremtidens samfund. Vi skal føre dem frem til samme faglige niveau som alle andre. Det er ikke umuligt. Men systemet skal indrettes på en anden måde.«