Uambitiøs kamp mod social arv

Af

Hvis vi skal have flere arbejderbørn ind på universiteterne, kræver det altså radikale ændringer af det danske samfund, hr. videnskabsminister.

Unge fra arbejderhjem ser sjældent et universitet indefra, medmindre det er med en moppe eller en skruetrækker i hånden. Kun 1 ud af 20 universitetsstuderende har en mor eller far, der er ufaglært arbejder. Og selv superdygtige arbejderbørn med høje gennemsnit fra gymnasiet er langt mindre tilbøjelige til at tage en kandidateksamen end middelmådige børn fra privilegerede hjem, viser undersøgelser her i uge­brevet.

Det er naturligvis dybt socialt uretfærdigt og et meningsløst ressourcespild for samfundet. Derfor var det helt på sin plads, at videnskabsminister Helge Sander (V) for nylig nedsatte en idégruppe, der skulle komme med forslag til, hvordan man får flere arbejderbørn til at blive ingeniører, jurister, læger og forskere.

Og forleden lagde gruppen så sine anbefalinger frem: Universiteterne skal sætte mere fokus på forældrenes rolle ved uddannelsesvalg. Og der er forslag om stærkere brobygning mellem uddannelser, om alternative undervisningsformer, om ens adgangskrav og meget andet.

Alt sammen meget sympatisk og velmenende. Men vil forslagene for alvor knække kurven og medvirke til at øge tilstrømningen af arbejderbørn ind på de videregående uddannelser? Nej! Dertil er de alt for fokuserede på, hvad man skal gøre for unge i 18-20-års alderen. Men sandheden er, at når man først er blevet 18-20 år, er den sociale arv allerede slået igennem, og så er det altså ikke meget, man kan gøre gennem bedre studievejledning og brobygningsforløb. Desværre.

Helge Sanders idégruppe overser, at kampen mod den negative sociale arv nødvendigvis er en kamp mod stærke underliggende sociale kræfter i det danske samfund. Vi taler her om normer og værdier, der grundlægges i opvæksten – bøgerne i reolerne, kommunikationen i hjemmet med videre – det, som også kaldes den kulturelle kapital.

For nylig spurgte Ugebrevet A4 en række af de førende eksperter udi social arv om deres bud på, hvad man kan gøre for at få flere arbejderbørn på universiteterne. Og svaret var klart: Der skal sættes ind med en helt ny institutions-, by-, skole- og boligpolitik, der kan medvirke til, at arbejderbørn generelt kommer til at klare sig bedre i skolesystemet. Og når det sker, vil de engang også sive ind i universiteternes auditorier og komme ud som læger, jurister, ingeniører og økonomer. Som en sidegevinst.

Helt konkret lagde eksperterne op til tre initiativer: For det første skal man gennem stærke vuggestuer, børnehaver og heldagsskoler skabe en modvægt til hjemmet og vise arbejderbørnene en verden, der er større end den, de kender i forvejen. For det andet skal man gøre op med den pædagogik i skolen, der baserer sig på ansvar for egen læring, og som går ud over elever fra ikke-boglige hjem.

Og endelig, for det tredje, anbefalede eksperterne, at man går til kamp mod den sociale ghettoisering i toppen og bunden af det danske samfund, som betyder, at vi i stigende grad isolerer os med sociale kopier af os selv. Alle erfaringer viser, at vejen til øget social mobilitet handler om at blande grupper med hinanden, understregede eksperterne i A4.

Sat på korteste formel: Hvis vi skal have flere arbejderbørn ind på universiteterne, vil det kræve radikale ændringer af det danske samfund. Tør du det, hr. videnskabsminister?