U-lande vil have penge for klima

Af

Hvis klimatopmødet i København skal blive en succes og den globale opvarmning bremses, er det afgørende at få udviklingslandenes signaturer på en forpligtende aftale. Befolkningen er positivt stemt, men politikerne vil have økonomisk og teknologisk støtte fra USA og Europa, hvis de skal give klimaet mere opmærksomhed.

KLIMA Umiddelbart ligner 50-årige Nagui El Hifnawis taxa, en knap 30 år gammel Peugeot, ikke noget miljørigtig vidunder, som den drejer ind på Salah Al-Din gaden på Nil-øen Zamalek i Kairo.

Bilen er hverken grøn, lydløs eller duftfri. Tværtimod, så skramler den sort-hvide taxa ildelugtende af sted, mens motorens ujævne trav får en til at tvivle på, at den vil kunne klare nok en overlevelsestur gennem Kairos proppede og kaotiske trafikhelvede.

Men lad dig ikke narre. Faktisk kører Nagui El Hifnawis taxa ligesom mange af de andre godt 45.000 taxa-lig i Kairo på en særlig billig og miljørigtig form for naturgas kaldet CNG.

»Selvfølgelig tænker jeg på miljøet,« siger Nagui El Hifnawis, da han har fået stoppet motoren.

»Klimaforandringerne er noget, som mig og mine kolleger taler meget om.«

Det er de ikke alene om. En ny global meningsmåling foretaget af Program on International Policy Attitudes ved universitet i Maryland, USA, viser, at 60 procent af egypterne mener, at deres regering skulle give kampen mod klimaforandringerne mere opmærksomhed og højere prioritet.

Befolkningen er klar

Faktisk er det et ønske, som de deler med hovedparten af befolkningen i udviklingslandene (u-lande). Eksempelvis mener 60 procent af kineserne, 71 procent af kenyanerne og 79 procent af mexicanerne, at deres regeringer skulle prioritere kampen mod klimaforandringerne højere. Det eneste sted, hvor det ønske ikke deles af flertallet er i Indien.

Ifølge klimarådgiver Hugh Cole fra den britiske nødhjælpsorganisation Oxfam, der er dybt involveret i FN’s klimadialog med u-landene, er der heller ingen tvivl om, at miljøet rangerer højt på dagsordenen hos mange afrikanere.

»Det er ikke altid, at de knytter CO2-udledning sammen med klimaforandringerne, men bekymringen er der helt sikkert. Når høsten slår fejl, og regnen udebliver eller er endnu mere intens end vanlig, så tiltrækker det sig selvfølgelig opmærksomhed,« siger han over telefonen fra Sydafrika, hvor han netop har forladt et møde med den sydafrikanske regering, der spiller en nøglerolle i u-landenes forberedelse til klimatopmødet i København.

Der er afgjort også grund til bekymrede miner og panderynker. Talrige rapporter har nemlig påvist, at Afrika vil blive ramt benhårdt, hvis klimaforandringerne ikke stoppes.

Regnen vil udeblive, tørken vil brede sig, høsten vil slå fejl, kystbyer vil blive oversvømmet og ubeboelige og millioner og atter af millioner af afrikanere risikerer at blive smittet med malaria, dengue-feber og kolera, lyder de dystre profetier.

For de afrikanske regeringsledere er der således masser af god fornuft i at indgå i en forpligtende og omfattende aftale i København til december. Ikke alene har de folket med sig, det er også afgørende for deres landes fremtid.

Problemet er imidlertid, at de afrikanske lande i lighed med andre u-lande, som eksempelvis Kina, Indien og Brasilien ikke kan skære voldsomt ned på deres CO2-udledning uden at skulle gå på kompromis med udviklingen og industrialiseringen af deres lande. Og det har de egentlig ikke den store lyst til, særligt fordi USA og Europa jo ikke just lagde en dæmper på CO2-udledningen, da de gennemgik deres industrialisering i det forrige århundrede, fortæller Hugh Cole fra Oxfam.

Argumentet er blevet gentaget igen og igen. Senest af lederen af det indiske forhandlingsteam Shyam Saran, der i sidste måned sagde, at USA og Europa allerede har opbrugt deres kvote af CO2-plads i rummet, hvorfor det nu er Indiens tur til at få sin lille del.

Penge er løsningen

Vælger udviklingslandene den strategi og tonser af sted uden skelen til klimaet, er der lille grund til at tro, at det vil lykkes at holde temperaturstigninger på under to grader celsius over den gennemsnitlige temperatur før industrialiseringen, som er målet.

Ifølge de seneste opgørelser udleder de rige og de fattige lande i dag nogenlunde lige meget CO2. Men i 2030 forventes de fattiges landes udledning af CO2, blandt andet som følge af deres økonomiske vækst og stigningen i befolkningstallet, at være det dobbelte af i-landenes. Derfor er det selvfølgelig helt afgørende, at der findes en vej til at mindske forbruget i Afrika, Kina og Indien.

Løsningen på problemet er ifølge mange uafhængige eksperter, at de rigeste lande åbner pengepungen og yder u-landene økonomisk og teknologisk støtte.

»Der er et akut behov for milliarder af dollar i tilskud til udviklingslandene. Ikke alene har de behov for hjælp til at tackle klimaforandringer, de skal også have hjælp til at omstille deres økonomi og teknologi, så de kan fortsætte deres udvikling samtidig med, at de begrænser deres udledning af CO2,« siger Laura Webster, der er chef for den britiske udviklingsorganisation Tearfunds klimaarbejde.

Oxfams Hugh Cole går så langt, som til at forudse, at der ikke bliver nogen aftale i København, hvis ikke de rige lande hoster op med milliarder i årlige tilskud.

»Jeg tror ikke på, at udviklingslandene er klar til at skrive under på noget, hvis der ikke følger penge og teknologisk bistand med,« siger han.

Kan de rige lande levere?

Imidlertid synes der lige i øjeblikket ikke at være meget håb om, at de rige lande vil hæve yderligere milliarder af dollar fra deres i forvejen gennemhullede statskasser.

Til manges skuffelse lykkedes det således ikke for G8-landene – Italien, Frankrig, Tyskland, USA, Japan, Storbritannien, Rusland og Canada – at blive enige om en model for, hvordan man kunne hjælpe u-landene økonomisk og teknologisk ved det nyligt afholdte møde i den jordskælvsramte by L’Quila i Italien.

Det handler dog ikke kun om penge. Problemet er også, at USA og Europa ikke går foran og viser vejen frem ved selv at nedbringe deres CO2-udledning, mener mange eksperter.

Godt nok blev G8-landene ved mødet i L’Quila enige om, at deres udledning skulle være nedbragt med 80 procent ved indgangen til 2050. Men det blev ikke aftalt, om det er 1985, 2005 eller 2020, der er udgangspunkt for beregningen. Og når man ikke har et udgangspunkt, så giver det slet ingen mening at tale om procenter, som Hugh Cole fra Oxfam påpeger.

Samtidig kritiseres i-landene for ikke at have sat mål op for, hvor meget deres udledning skal være formindsket i eksempelvis 2020. Uden disse midtvejsmål frygter mange, at det bliver for vanskeligt at holde hinanden fast på de forkromede og mere langsigtede løfter.

For u-landene understreger det blot, at man fra de rige landes side gerne ser begrænsninger i udledningerne, men det skal helst ske ved, at u-landene tilpasser sig.

Det tegner altså til at blive mere end svært at få skabt enighed mellem i- og u-landene, når de til december mødes ved forhandlingsbordene i København. Men lykkes det ikke at få u-landene med i en aftale, er det i det store og hele fuldstændigt ligegyldigt for det globale klima, hvad Danmark og andre grønne nationer vælger at gøre.

Det er Danmarks klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) også bevidst om. Efter G8-mødet i Italien sagde hun:

»Det er ren matematik. Allerede i 2020 vil cirka 2/3 af de globale udledninger komme fra udviklingslandene. Det er derfor helt afgørende, at de bygger den vækst og udvikling, deres befolkninger har brug for på energieffektive og klimavenlige løsninger, så deres udvikling ikke får samme negative virkning på klima og miljø, som i-landenes vækst har haft.«