Tynde bånd mellem partier og fagbevægelser

Af Peder Munch Hansen

Dansk LO står langt fra alene i beslutningen om at kappe de økonomiske bånd til Socialdemokraterne. Overalt i Europa skæres både de politiske og økonomiske bånd mellem politiske partier og fagbevægelsen. Kun norsk, svensk og britisk LO siger nej til skilsmisse.

De historiske bånd mellem politiske partier og fagbevægelser er brudt i det ene europæiske land efter det andet. Hvad de fleste steder begyndte som et ægteskab for over 100 år siden er senere blevet til utroskaber, separationer og skilsmisser i lande uden for Norden. Kun i Storbritannien finder lederen af det britiske LO, John Monks, at parterne ganske vist er mere selvstændige og hyppigere går egne vegne:

»Men en egentlig skilsmisse? Aldrig!« siger han til Ugebrevet A4.
Udviklingen er anderledes i traditionelt socialistiske, kommunistiske og kristelige fagbevægelser i det sydlige Europa. Medlemmer af parti og fagbevægelse sidder ikke længere i hinandens ledelser. De støtter ikke direkte hinanden økonomisk, og fagbevægelserne søger i en række tilfælde bredere politisk indflydelse end blot gennem et enkelt parti.

Når LO endeligt dropper den årlige støtte til Socialdemokraterne på en ekstraordinær kongres 8. februar, vil det ikke forårsage løftede øjenbryn i hverken arbejderpartier eller hovedorganisationer i resten af EU – i modsætning til Sverige og Norge, hvor både socialdemokratiske og faglige ledere kritiserer LO’s brud med Socialdemokraterne og frygter, at det vil svække det fagligt-politiske samarbejde også på nordisk plan.

Ser man nærmere på EU-landene, er konklusionen klar: Kun i Storbritannien, Sverige og Norge opretholder fagbevægelsen tætte politiske og økonomiske bånd til socialdemokratierne.
I de fleste EU-landes fagbevægelsers love står sort på hvidt, at organisationerne er selvstændige og holder sig fri af partiet. I Tyskland er det direkte nedfældet i forfatningen, at fagbevægelser ikke må være knyttet til partier og ikke må give penge til partierne.

Storbritannien har i flere omgange haft forbud mod pengegaver fra fagbevægelsen. Men i dag er der frit slag, og nu støtter fagbevægelsen ikke bare, men sidder også med i de mest indflydelsesrige udvalg i Labour-partiet. Også selv om premierminister Blair taler om det nye Labour, og partiet har et helt program for »rengøring i britisk politik«. Programmet taler om åbenhed og forbyder udenlandske gaver til partierne, men ikke pengegaver fra folk, virksomheder og organisationer i Storbritannien.

Flere britiske faglige organisationer har stoppet eller begrænset pengegaverne til Labour, men ud af 71 forbund i det britiske LO, TUC, har 26 ifølge John Monks stadig indmeldt deres medlemmer kollektivt i Labourpartiet. Det batter økonomisk og politisk.

Nye veje

Men selv om faglige organisationer ikke direkte må støtte politiske partier, finder de til tider andre måder. Det så man, da det tyske socialdemokrati SPD i 1998 vandt valget, og den nye leder Gerhard Schröder blev kansler, efter at partiet i årevis havde været i opposition. Det tyske LO, DGB, førte sin egen valgkamp som en tid til forandring. Millioner af kroner blev ført ind i kampagnen. Selv om kampagnen ikke direkte opfordrede til at stemme på socialdemokraterne var ingen i tvivl om, at målet var en ny regering under partiet.

Netop den direkte opfordring til at stemme på et bestemt parti er de fleste faglige organisationer også ophørt med. Det hollandske LO, FNV, så i 1980’erne, hvor galt det kunne gå. En opfordring til at stemme på socialdemokraterne fik den modsatte virkning. Vælgere blev irriterede.

»Og siden har FNV end ikke benyttet den mulighed, men søger nu politisk indflydelse bredt,« siger lederen af organisationens Bruxelles-kontor, Anne-Marie Snels.

Men FNV har såkaldte stemmevejledere. Via internet kan folk få vejledning i, hvad partiernes holdninger er til fagligt-politiske spørgsmål.

»Og nogle partier er jo mere lønmodtagervenlige end andre. Det vil fremgå af svarene,« siger Anne-Marie Snels.

Faglige politikere

Hvor klart britisk Labour adskiller sig fra de øvrige partier i Europa, fremgår af Labour’s kongres og ledende komitéer. Tidligere sad fagbevægelsen gennem de kollektive medlemskaber på omkring 60 procent af de stemmegivende pladser på Labour’s kongresser. Tallet er i dag mindre, men stadig nok til at sikre indflydelse. Og ud af 33 medlemmer af den ledende, politiske komite, NEC, er de 12 fra de faglige kredse af partiet.

De faglige folk sidder også i parlamentet. Det er oftest folk fra forbundene. Alene det tredjestørste forbund, GMB, har 80 medlemmer i det nationale parlament, 13 i Europa-Parlamentet, og 2.000 er valgt lokalt i Storbritannien.

Også i andre lande er faglige ledere politisk aktive. I Tyskland er der tradition for, at faglige ledere går ind i politik. Lederen af Byggeforbundet sidder som regel i Forbundsdagen sammen med andre faglige ledere.

Og lederen af det østrigske ØGB – som svarer til LO herhjemme – Fritz Verzetnitsch, er medlem af det nationale parlament. Den tidligere leder af ØGB var endog formand for parlamentet. Men den kontante partistøtte har den østrigske organisation for længst opgivet og er nu en fagbevægelse for alle uanset partifarve.

Partifolk i fagforeninger

De kommunistiske faglige organisationer er dem, der senest har opgivet det tætte forhold til et parti. Men fra i større eller mindre grad at være partiets gren på arbejdspladserne har også de frigjort sig politisk.

Portugal er det sidste land, hvor en stor faglig organisation, CGTP-IN, stadig har tætte relationer til det kommunistiske parti. I Spanien var organisationen CCOO indtil for få år siden også tæt på kommunisterne, men er nu neutral.

I begge lande var de politiske partier aktive med at genopbygge de faglige organisationer i 1974 efter årtiers fascistisk styre. På den måde fik de socialistiske og socialdemokratiske partier også en stærk tilknytning til de faglige organisationer. Pengestrømmen gik da fra partier til de faglige organisationer for blot at få dem op at stå.

Men i dag er både det spanske UGTE og portugisiske UGTP politisk neutralt. I Spanien skete bruddet efter en stor generalstrejke mod den socialistisk ledede regering i midten af 80’erne. Men fagbevægelsen har stadig folk i parlamentet.

I Portugal er lederne af UGTP som regel også medlemmer af partier. Men der er en deling, så der er lige mange fra det liberale socialdemokratiske parti og det socialistiske parti.

»Og er formanden socialdemokrat, er generalsekretæren socialist,« siger Louis Lopes fra UGTP.
Det tyske DGB har tilsvarende altid sikret, at en kristelig demokrat var med i ledelsen. Tidligere var en af to næstformænd fra det kristelige parti CDU. Da antallet blev skåret ned til én næstformand, blev en CDU’er i stedet valgt til en af de øvrige poster i ledelsen.

Ligesom SPD har også CDU er særlig faglig gren i partiet, der spiller en politisk rolle og for eksempel bevirker, at CDU i Europa-Parlamentet ofte er tæt på fagbevægelsernes holdninger.

Kristelig og kommunistisk splittelse

I Italien støtter den faglige landsorganisation CGIL i dag ikke noget parti. CGIL hørte tidligere hjemme i den kommunistiske blok ligesom det franske CGT, der også i dag har forladt den kommunistiske bevægelse.

Redaktør Carlo Gnetti på CGIL’s blad understreger, at den italienske landsorganisation heller ikke støtter det demokratiske venstre, der har overtaget kommunisternes plads i det italienske partibillede. Men det er anerkendt, at CGIL spiller en politisk rolle på venstrefløjen i Italien.
»Men nogen partistøtte eller formelle politiske bånd eksisterer ikke,« siger Carlo Gnetti.
Den franske hovedorganisation CGT stod i årevis uden for den europæiske faglige sammenslutning EFS, netop fordi CGT langt op i 90’erne stadig havde tætte forbindelser til de franske kommunister. Generalsekretæren for CGT måtte forlade kommunistpartiets centralkomité, før CGT kunne optages, og i dag erklærer organisationen sig politisk uafhængig.
En anden fransk landsorganisation, FO, betvivlede den uafhængighed, men erkender i dag, at CGT har kappet båndene.

»Men CGT er ikke politisk neutral. Det er ligesom i vores organisation. Vi blander os i politik, men støtter ikke noget parti,« siger leder af FO’s Bruxelleskontor Jean-Jacques Danis, hvis organisation blev oprettet i 1947 af medlemmer af CGT, der krævede en neutral organisation.
Udviklingen er den samme i den kristelige fagbevægelse. I Italien havde organisationen CISL tidligere tætte forbindelser til den katolske kirke og det kristelige parti. Skandaler i partiet og svindende politisk betydning, har gjort, at partiet ikke længere er interessant for CISL, der dog stadig er en kristelig landsorganisation, men også en reel fagbevægelse og medlem af den europæiske sammenslutning EFS.

I Frankrig byggede organisationen CFTC i årevis på et pavebrev om kristelig godhed, retfærdighed og barmhjertighed. I 1964 erklærede organisationen sig dog for religiøs neutral under navnet CFDT, der i dag slås med CGT om at være Frankrigs største landsorganisation..
Også den kristelige belgiske landsorganisation, der begyndte med tætte relationer til de kristelige socialister, har siden løsnet båndene og i dag er politisk uafhængig.