SOCIAL ARV

Trods 10 års indsatser: Udsatte børn er stadig lige udsatte

Af

INTERVIEW: Den sociale arv er ikke blevet brudt trods politisk fokus og mange initiativer de sidste 10 år. Samfundet udvikler sig hurtigt og løber fra de svageste, inden indsatsen når at virke. Det siger en forsker, der har gennemgået den nyeste viden på området.

Der er gennemført mange gode initiativer for udsatte børn på det sociale
 område, i institutioner og på skoler. Men de stærke børn har i nogle tilfælde haft mere gavn af initiativerne end de svage siger Niels Ploug,
 der er afdelingsdirektør i Danmarks Statistik. -- Modelfoto

Der er gennemført mange gode initiativer for udsatte børn på det sociale område, i institutioner og på skoler. Men de stærke børn har i nogle tilfælde haft mere gavn af initiativerne end de svage siger Niels Ploug, der er afdelingsdirektør i Danmarks Statistik. -- Modelfoto Foto: Mads Jensen/Scanpix

De seneste ti år er der gennemført flere tiltag, som sigter på at bryde den sociale arv og forbedre udsatte børns mulighed for at klare sig i uddannelsessystemet. Det gælder blandt andet i folkeskolen, på daginstitutionsområdet og forbedrede løsninger for anbragte børn.

Men resultaterne er begrænsede. Det er en af konklusionerne i bogen 'Social arv og social ulighed', der sammenholder den nyeste forskning.

Niels Ploug, afdelingsdirektør i Danmarks Statistik, er redaktør på bogen, som udkommer 4. januar.

Tiltagene mod social arv kan ikke følge med en udvikling, hvor forandringerne udenom de indsatser, man gør, sker med så stor hastighed. Niels Ploug

Bogen er en 2. udgave. I 2007 redigerede Niels Ploug førsteudgaven, hvor en række forskere fremlagde resultater, der viste, hvilke initiativer der fungerer bedst i forhold til at bryde social arv.

»Politisk har man fulgt mange af de anbefalinger, forskerne gav i bogens førsteudgave i 2007, men vi kan se, at det ikke har vendt udviklingen i de år, der er gået,« siger Niels Ploug.

Som eksempel på stilstanden peger han på, at andelen af 25-årige med en fuldført ungdomsuddannelse var 71 procent i 2005, og 70 procent i 2015, og at tallet for unge, der som 30-årige stadig kun har en folkeskoleeksamen, har ligget konstant på ca. 15 procent over en 10-årig periode.

»Selv med de indsatser, man har gjort, er det ikke lykkedes at  knække den sociale arv. På trods af indsatserne i uddannelsessystemet har blandt andet forhold i velfærdssystemet og på arbejdsmarkedet, hvor ufaglærte jobs forsvinder i et højt tempo, betydet, at man endnu ikke har opnået de ønskede resultater,« siger Niels Ploug.

»Tiltagene mod social arv kan ikke følge med en udvikling, hvor forandringerne udenom de indsatser, man gør, sker med så stor hastighed.«

En af barriererne mod at bryde den sociale arv er ifølge Niels Ploug børnefamilier med dårlig økonomi. Forskningen tegner et billede af, at de fattigste generelt er dem, der har mindst overskud til at støtte deres børns skolegang, og at forældres stimulation af deres børn har direkte effekt på indlæringsevnerne. Med kontanthjælpsloftet kommer yderligere 11.800 danskere under fattigdomsgrænsen, og der skæres op mod 40 procent af enlige forældres rådighedsbeløb.

»Børnefamiliers økonomi har stor indvirkning på det her område, og kontanthjælpsloftet, der reducerer de børneafledte ydelser, kan få indflydelse på udviklingen, for økonomien har bevisligt indflydelse på børnenes uddannelsesmuligheder.«

Målsætningen med reduktioner i kontanthjælp er at flere kommer i beskæftigelse, men for dem, hvor det ikke bliver tilfældet, sker der jo bare det, at folk bare bliver fattigere. Niels Ploug

Forældres indkomst påvirker børns læsefærdighed

I bogen 'Social arv og social ulighed' kan man læse, at forældre fra middelklassen og eliten videregiver mere 'kulturel kapital' til deres børn, og at lærere opfatter børn med høj kulturel kapital som dygtigere, uafhængigt af børnenes faktiske evner, og derfor giver disse børn mere positiv opmærksomhed.

Desuden kan man se, at børns konkrete læsefærdighed bliver direkte påvirket af forældrenes grad af 'investeringer' i børnene – ikke hvad angår privatskoler og ekstraundervisning, som er udenfor regnestykket, men i form af nærvær og opmærksomhed på en række områder.

Forskningen konkluderer, at jo højere indkomst forældre har, jo mere 'investererer' de i børn. Man har bl.a. brugt data fra interviews med mødre, da børnene var 7 år, og fra sprogtests, da børnene var blevet 11 år. Mødrene har svaret på spørgsmål om, hvor ofte de talte med deres børn om specifikke emner som aktiviteter i skolen, relationer til andre børn og til lærere, pædagoger m.m. Derudover har de svaret på, hvad de foretog sig sammen med deres børn, eksempelvis om de legede, lavede lektier og tog på udflugter, og hvor ofte og længe de læste sammen med deres børn. Punkterne repræsenterer samlet det, som forskningen kalder 'forældreinvesteringer'.

Vores uddannelsessystem er derfor en stor omfordelingskasse, hvor vi tager fra de fattige og giver til de rige, for vi betaler jo alle sammen til det, men det er de rige, der virkelig får noget ud af det Niels Ploug

Resultaterne er sammenholdt med børnenes resultater i en test, der afdækkede deres læsefærdigheder og sprogforståelse, og med husstandens samlede indkomst og moderens uddannelsesniveau. Her viser det sig f.eks., at børns læsefærdigheder stiger med 0,04 point på en 10-pointskala, hver gang forældreinvesteringerne øges med 1 point. Forskerne skriver om de 0,04, at effekten trods den ringe størrelse er signifikant.

Samtidig dokumenterer forskerne, at forældreinvesteringer er større, jo højere husstandsindkomsten er, og jo længere moderens uddannelse er.

»Her kan vi direkte se et område, hvor fattigdom forringer børns muligheder. Målsætningen med reduktioner i kontanthjælp er, at flere kommer i beskæftigelse, men for dem, hvor det ikke bliver tilfældet, sker der jo bare det, at folk bare bliver fattigere.«

Han henviser bl.a. til Beskæftigelsesministeriets beregninger, som siger, at kontanthjælpsloft, 225-timers-regel og integrationsydelse tilsammen vil få 700 fuldtidspersoner i beskæftigelse, samtidig med at antallet af danskere under fattigdomsgrænsen forøges med 11.800 personer.

Desuden viser forskningen, at der i dag er flere børn fra underklassen, der selv havner i underklassen end for 13 år siden. Dengang var det en fjerdedel af børnene, hvor det i dag er en tredjedel.

Niels Ploug
Niels Ploug

Afdelingsedirektør i Danmarks Statistik. Tidligere Forskningschef på SFI. - Foto: Danmarks Statistik

De gode tiltag der ikke virkede

Niels Ploug er positiv over for de tiltag mod social arv, som politikerne har gennemført i tråd med de resultater, forskerne lagde frem i førsteudgaven af 'Social arv og social ulighed.' Han fremhæver arbejdet for at flere anbragte børn kommer i familiepleje, og folkeskolereformen med dens inklusionsmålsætning, som han kalder forkætret, men som dog rummer elementer, der følger forskernes anbefalinger:

»Det siger sig selv, at tanken om inklusion er et vigtigt skridt, og det samme gælder indførelsen af lektiecafeer og den mere varierede undervisning, hvor der er mere vægt på det fysiske, som ikke kun taler til de bogligt dygtige,« siger Niels Ploug.

Han glæder sig også over den politiske velvilje, som man kunne se i Socialministeriets finansiering af to omfattende pædagogiske programmer med navnene HPA og VIDA, hvor store grupper af daginstitutioner fra seks kommuner arbejdede med læreplaner specielt tilrettelagt til at tackle forskelligheder i børnenes sociale og kulturelle baggrund. Læreplanerne var baseret på forskning om, hvad der virker bedst, og de blev afviklet over henholdsvis en treårig og en fireårig periode, hvor forskerne fulgte med på sidelinjen. Overordnet var sigtet at skabe lige muligheder for børn, når de starter i skolen.

Det viste sig, at børnene fra de involverede institutioner generelt klarede sig bedre end børn fra andre institutioner. Men samtidig var det tydeligt, at dem, der primært havde gavn af programmerne, var børn, der i forvejen klarede sig middel-godt, mens de svageste børn var sværest at nå og altså fik mindst ud af tiltagene, selvom  alle gjorde sig store anstrengelser for at styrke netop de mest udsatte børn.

»Man kommer altså den rigtige vej, men kun et lille stykke. Den vigtigste læring af HPA- og VIDA-programmerne var det, man kunne frygte: At det særligt er en mellemgruppe af børn, der har fået noget ud af indsatserne, men ikke den svageste gruppe, som virkelig har behov for det,« siger Niels Ploug.

Den store omfordelingskasse

Eksemplet viser ifølge Niels Ploug den gennemgående tendens, at det er de ressourcestærke, der lettest får noget ud af 'øsystemet,' uanset om der god vilje til stede:

»Når børn vokser op i fattigdom, så påvirker det dem langsigtet i forhold til, hvad de får ud af de gratis insitutioner, som er stillet til rådighed,« siger han.

»Vores uddannelsessystem er derfor en stor omfordelingskasse, hvor vi tager fra de fattige og giver til de rige, for vi betaler jo alle sammen til det, men det er de rige, der virkelig får noget ud af det, fordi det er indrettet til dem. Det viser vores tal,« siger Niels Ploug.

Tallene fremgår af den nye forskning, der viser, at kun 7 procent af 'underklassen' er i gang med en lang, videregående uddannelse, når de er 25-26 år gamle. For arbejderklassen er tallet 9 procent, mens det for middelklasse, højere middelklasse og overklasse er henholdsvis 20, 39 og 40 procent. På de mellemlange uddannelser finder man 16 procent af en 25-26-årig årgang fra 'underklassen'.

»Havde man sagt fra starten, at nu skal vi have et uddannelsessystem, hvor middelklassen og overklassen i særlig grad kan høste gevinster, så var man næppe blevet valgt,« mener Niels Ploug.

»Kunne man forestille sig et uddannelsessystem, hvor det er underklassen, der får gevinster? Tilgangen i hele uddannelsessystemet er sådan middelklasse-, gennemsnitlig-dansk-familie-agtig, og derfor har man i systemet svært ved at forstå, hvis folk har andre baggrunde. Det er jo sådan, at hvis alle skal behandles lige, så skal nogen have mere end andre, og der skal ydes mere for de udsatte børn,« siger han.

»Vi trænger til noget fokus på, at omfordelingen går den forkerte vej i uddannelsesystemet. Især hvis politikerne vil nå målsætningen om, at 95 procent af en ungdomsårgang skal have en ungdomsuddannelse.«

For 25-årige med forældre, der tjener under 300.000 om året, er det kun 55 procent, der har en ungdomsuddannelse. Tallet stiger hele vejen op til en forældreindkomst på 900.000+ om året, hvor det er 92 procent.

Eftersom det magiske ikke sker i den udsatte familie eller i den skole, hvor familiens børn går, så kunne det ske i mødet mellem skole og forældre. Niels Ploug

Nu skal der speedes op

Niels Ploug tror på, at der er en oprigtig politisk vilje til at lykkes med at knække den sociale arv. Men han understreger, at det kræver ressourcer, og at det skal foregå hurtigere:

»Der skal særlige pædagogiske indsatser til, og de tiltag, der har været gennemført i VIDA og HPA-programmerne, bør udbredes i daginstitutioner og overføres til folkeskoleområdet. Men de skal følges op med ressourcer, for forskningen viser, at det er den professionelle kvalificering af personalet, der kan gøre forskellen. Der er også gode takter i folkeskolereformen, men der skal mere til, og her er det en udfordring, at reformen er 'udgiftsneutral'. Og hvis man vil følge med udviklingen i øvrigt, ikke mindst på fattigdomsområdet, så skal indsatserne der altså speedes op,« siger Niels Ploug.

Han har et konkret bud på, hvor der kan sættes ind fra skolens side:

»Fordelingen af forældreressourcerne inklusive de forskellige investeringer i børn er skingrende skæv rent socialt, og mens der er politisk diskussion om overførselsindkomstniveauet og om institutioner, skoler og personalets kompetencer, så er det et ømt punkt at tale om forældres kompetencer. Men det behøvede det ikke at være, for kunne man finde en respektfuld måde at støtte forældrene på, ville man komme rigtig langt. Og eftersom det magiske ikke sker i den udsatte familie eller i den skole, hvor familiens børn går, så kunne det ske i mødet mellem skole og forældre. Trods 50 års fokus på at bryde social arv, så er det jo langt fra lykkedes, netop fordi det stadig ser ud til, at det mest afgørende for ens fremtid er valget af forældre,« siger Niels Ploug.


Tilbage

Note: 7.000 børn vil komme til at leve under den tidligere danske fattigdomsgrænse (den, som blev afskaffet i 2015). Fattigdom vil i denne sammenhæng sige, at husstanden gennem tre sammenhængende år har levet for under halvdelen af meridianindkomsten i Danmark (ca. 103.000 kroner), og at forældrene hverken er studerende eller har formue på over 100.000 kroner.