Tro mig – jeg har ikke været på så meget som én byggeplads med polakker, hvor tingene var i orden

Af | @IHoumark

Mange af de omkring 17.000 polske bygningsarbejdere i Danmark føler sig snydt. Enten fordi deres arbejdsgiver har udnyttet dem, eller fordi myndighederne har svigtet dem. Det fortæller fagforeningsmanden Robert Olejnik, der næsten dagligt taler med polske bygningsarbejdere.

POLSK PÅTALE Flere og flere biler med et »PL« på nummerpladerne kører omkring. Og i Netto står der sent om eftermiddagen trætte mænd i slidt arbejdstøj med pølser og billige dåseøl på kassebåndet. De polske håndværkere og arbejdsmænd er blevet tydelige i hverdagen.

Men de lever et helt andet hverdagsliv end de fleste danskere.

»Når ganske almindelige danskere i bil drøner forbi byggepladser, tænker de ikke meget over, at der på den anden side af hegnet er et helt andet samfund. Her arbejder polakker i 10-12 timer om dagen for 50 kroner i timen, og nogle af dem bor fire-fem-seks stykker sammen i møgbeskidte skurvogne. De lever et meget anderledes liv end danskerne.«

Det fortæller Robert Olejnik, som stammer fra Polen. Han er ansat som faglig medarbejder hos Byggefagenes Samvirke i København og arbejder på at få polske bygningsarbejdere i København til at melde sig ind i danske fagforeninger.

Det er et arbejde med indbygget risiko for store frustrationer og sågar voldelige overfald. Men det er også et særdeles meningsfuldt arbejde. Ifølge den 37-årige fagforeningsmand står både polakkerne og det danske samfund med et hav af uløste problemer i forhold til arbejdskraften fra Østeuropa.

»I de to år, jeg har besøgt byggepladser, hvor der arbejder polakker, har jeg ikke oplevet en eneste virksomhed, som fuldt ud overholdt overenskomsten, arbejdsmiljøreglerne eller lod være med at snyde folkene. Tro mig – jeg har ikke været på så meget som én byggeplads med polakker, hvor tingene var i orden. Og jeg har besøgt op mod 1.000 byggepladser,« fortæller Robert Olejnik.

Et eksempel på de dårlige forhold er, at mange polakker har oplevet at knokle i et par uger og efterfølgende ikke få den aftalte løn. Eller de arbejder på en farlig måde, der bryder danske sikkerhedsregler.

At polakkerne har en del slås med i Danmark, får Robert Olejnik bekræftet, når han en gang om måneden mødes med sine landsmænd. Det sker i Den Polske Klub for bygningsarbejdere, som Robert Olejnik er koordinator for. Klubben er startet på initiativ af fagbevægelsen og har til huse i Valby ved København.

»Når polakkerne endelig kommer til os i fagforeningerne, siger de typisk to ting. For det første: »Jeg har arbejdet i andre lande i Europa og nogle steder illegalt. Jeg har haft mundtlige aftaler om min løn, og det har fungeret. Hvorfor er det så sådan i Danmark, at arbejdsgiverne ikke holder mundtlige aftaler, selv om jeg har passet mit arbejde og fået en lavere løn for det?«, fortæller Robert Olejnik og fortsætter:

»For det andet undrer polakkerne sig over, at selv om deres arbejdsgiver er blevet meldt til politiet, og er blevet smidt væk fra byggepladsen, så kan den samme arbejdsgiver fortsætte med at misbruge andre østeuropæiske arbejdere på den samme byggeplads.«

Politiets manglende indgreb over for kriminelle entreprenører har svækket polakkernes tillid til de danske myndigheder.

»Selv om jeg ofte forklarer polakker, at Danmark er et retssamfund, så må jeg også nogle gange erkende, at det klinger hult. Eksempelvis har vi i fagbevægelsen gang på gang oplevet at anmelde illegalt eller farligt arbejde til politiet uden at få nogen reaktion eller få en alt for langsom reaktion.«

Heller ikke de danske jobcentre er i høj kurs hos polakkerne, fortæller Robert Olejnik, som flere gange har været på jobcentre med landsmænd.

»Mit indtryk af jobcentrene er, at der absolut ingenting sker, når det drejer sig om at hjælpe østarbejdere,« siger Robert Olejnik og fortsætter:

»Sidste gang jeg var på et jobcenter i København, var det med otte, ledige polakker. Der var en af dem, der talte lidt tysk, men kvinden, vi blev mødt af på jobcentret, kunne kun dansk. Endelig kom der en medarbejder, som talte tysk. Han kunne dog ikke finde ud af at registrere polakkerne som arbejdssøgende, hvilket de ellers efter mere end tre måneders ophold i Danmark skal for at kunne være her lovligt.«

»På jobcenteret spurgte de ingen af polakkerne om deres kvalifikationer. Det virkede som om, at de gik ud fra, at polakkerne bare skulle have noget dummepeter-arbejde.«

Hvad skal jobcentrene gøre?

»Det kunne være en idé på jobcentrene i de store byer som København og Århus at oprette gæstearbejder-centre, hvor udlændinge kunne få hjælp på eget sprog og møde mulige arbejdsgivere.«

Hvorfor er jobcentrenes og de øvrige myndigheders indsats i forhold til østarbejderne så ringe?

»Der mangler generelt ressourcer hos både Arbejdstilsynet, SKAT og politiet til at kunne holde tilstrækkeligt styr på østarbejderne og byggefirmaerne. Eksempelvis må Arbejdstilsynet gang på gang opgive at vejlede polakker, fordi tilsynet ikke kan få hurtig assistance fra tolke.«

Hvordan reagerer polakkerne på svigt fra jobcentre og politiet?

»De bliver vrede. Eksempelvis er det faldet mange polakker for brystet, at de danske myndigheder og arbejdsgivere har haft folk til at køre rundt i store busser i Polen og reklamere for at arbejde i Danmark. For som polakkerne siger til mig: »Den danske stat inviterer os til at komme her, men hvem hjælper os, når vi først er her? Ikke nogen!«.«

»Selv om polakkerne kun har været fire år i EU, så er de meget optaget af, at de er EU-borgere og skal behandles som sådan.«

Hvis polakkerne får så mange dårlige oplevelser her i Danmark, hvorfor kommer de så og bliver her i månedsvis?

»Bare det at få 50 kroner i timen i Danmark i stedet for 20 kroner i Polen er nok til, at mange polakker er parat til at komme herop og gå på kompromis med arbejds- og levevilkår.«

»Hvis de knokler løs i Danmark og bor billigt, kan de efter to måneder stå med 20.000 kroner i hånden. Så kan de rejse hjem og skifte vinduer ud i deres eget hus eller tage familien med på ferie. Og deres naboer vil tænke: »Det er godt at arbejde i Vesten.« De hjemvendte fortæller sjældent meget om, hvad de har oplevet af trængsler og chikane i udlandet, og på den måde er der skabt et lyserødt billede i Polen af Vesten.«

Den mørke side af polakkernes liv i Danmark er blandt andet den måde, de bor på. Ofte er det usselt og uhumsk.

»Eksempelvis har jeg besøgt syv polakker, som boede i kælderen under en villa i Lyngby. Der var ingen vinduer i kælderen, og der var trangt og fugtigt. De sov på nogle madrasser, og der lugtede tydeligt af olie, for der var et oliefyr i kælderen. Der var et toilet, men her flød det med malerbøtter. Huset var ejet af polakkernes arbejdsgiver, og i stedet for at betale husleje gik polakkerne og renoverede villaen i deres fritid. Vel at mærke efter en seks dages uge med 10-12 timer hver dag.«

Hvorfor accepterer polakkerne så usle forhold?

»Mange af dem kommer fra fattige landområder, hvor de ikke er vant til hverken varmt vand i hanerne, centralvarme, vaskemaskine eller farvefjernsyn. Så selv dårlige forhold i Danmark kan være bedre end det, de er vant til.«

Op ad bakke at organisere
En ny rapport fra FAOS (Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier) ved Københavns Universitet viser, at kun cirka tre procent af alle de østeuropæiske bygningsarbejdere i Danmark har meldt sig ind i en dansk fagforening. Heller ikke polakkerne står i kø for at melde sig ind i eksempelvis 3F eller Træ-Industri-Byg.

»De fleste polakker har fået at vide hjemmefra, at de ikke må tale med folk fra danske fagforeninger – for »de giver ballade« – så polakkerne er bange for at tale med os. Mange af dem undskylder sig også med, at de kun skal være her i to-tre måneder.«

En af dansk fagbevægelses store problemer i forhold til østarbejderne er i det hele taget at komme i kontakt med dem. Robert Olejnik har udviklet sin egen diplomatiske facon:

»Når jeg opsøger polakker på byggepladser præsenterer jeg mig altid som ambassadør for fagbevægelsen, og siger at jeg kun er på besøg. Hvis jeg taler om kontrol, så tænker mange polakker født under kommunist-tiden: »Oh, la, la … kontrol! Jeg må hellere se at komme væk,« eller også siger de ingenting til mig.«

Hvordan får du knyttet kontakter trods modviljen?

»Hvis jeg kommer ud på en byggeplads, hvor der kun er polske virksomheder og polakker, så vil de som regel ikke tale med mig. Jeg stikker så de polske ansatte mit visitkort, for så kan de gemme det i lommen og kontakte mig senere, når de ikke har chefens øjne i nakken. Nogle gange hvisker de til mig: »Jeg ringer til dig, når jeg får brug for det.««

Er du nogensinde blevet overfaldet?

»Jeg er blevet overfaldet af en polsk arbejdsgiver. Han skubbede mig hårdt i brystkassen, så jeg var ved at falde bagover ned på nogle planker. Heldigvis slap jeg væk. Af sikkerhedshensyn går vi altid ud mindst to sammen, når vi er på byggepladser.«