Trafikpolitik på katastrofekurs

Af

Danmark har af grønne, sociale og arbejdsmarkedspolitiske årsager et skrigende behov for en markant satsning på offentlig transport. Men vil Fogh levere den? Man kan tvivle!

Tusind tak til Obama! Uden ham og det pludselige skift i tidsånden havde Anders Fogh Rasmussen næppe foldet sig ud som nyfødt ”grøn” på Venstres landsmøde i sidste weekend. Men det gjorde han altså – Fogh. Nu skal CO2-udslippet ned, og det skal blandt andet ske ved at flytte skatten fra arbejde til miljøbelastning. Bravo!

Men skattereformer gør det ikke alene. Hvis statsministeren vil trække Danmark i grøn retning, må han nødvendigvis rulle milliarder af skattekroner over til den kollektive transport. Siden årtusindskiftet er hver femte passager stået af bussen, og der er kommet 300.000 flere biler på de danske veje. Og mens anlægsudgifterne til nye veje i perioden 1997 til 2006 er steget med hele 197 procent, er der brugt sølle 11 procent ekstra på jernbanerne. Og priserne på bus- og togbilletter er eksploderet. Det kan man da kalde en prioritering!

Alene sidste år steg CO2-udslippet fra biltrafikken med 4,5 procent. Derfor bliver efterårets forhandlinger om en langsigtet trafikplan den store test af Foghs nye grønne sindelag.

Men ”det grønne” er ikke det eneste argument for en trafikpolitisk genopretning. Det handler også om, at udviklingen har haft en voldsom social slagside. For hvem blev taberne, da den kollektive transport blev udsultet, og da trezoners-klippekortet steg med 450 procent? Det gjorde de 40 procent af danskerne, der ikke har bil. Vi taler især om unge, ældre og de ressourcesvage. Og hvordan er det lige at være billøs og bo i et udkantsområde, hvor kommunerne i disse måneder nedlægger busruter på stribe? Trafikpolitik er socialpolitik.

Men trafikpolitik er også arbejdsmarkedspolitik. For få uger siden nedsatte Ugebrevet A4 en alternativ arbejdsmarkedskommission bestående af praktikere. Og allerøverst på deres ønskeliste til at sikre flere hænder stod hurtigere og flere busser og tog, der kan sikre, at mennesker kommer hurtigt frem og tilbage til jobbet, og som øger lysten til at arbejde langt væk fra hjemmet.

Danmark har et skrigende behov for en satsning på offentlig transport ved de forestående forhandlinger om en trafikplan. Men er regeringen klar? Man kan have sine tvivl.

For det første lægger regeringens infrastrukturkommission i sin rapport fra foråret ikke just op til et paradigmeskift. Bevidstløst fremskrives katastrofekursen med en prog­nose om, at biltrafikken vil vokse med yderligere 70 procent frem mod 2030, mens togtrafikken kun vil øges med 5-10 procent. Den står stadig på: Flere veje.

For det andet har regeringen med kommunalreformen tørret ansvaret for busdriften af på de uerfarne regioner og kommuner, som naturligvis ikke kan få økonomien til at hænge sammen, og som derfor hæver billetpriserne og nedlægger ruter i ét væk. Ingen hjælp fra regeringen. Pinligt!

Og endelig for det tredje oser de seneste regeringsudmeldinger mere af benzin end af grøn progressivitet. Det seneste eksempel er forrykte planer om en 26 kilometer lang motorvej mellem Ballerup og Frederikssund, som vil ødelægge naturområder og trække borgere væk fra toget og bussen. Visionen? At spare bilisterne for få minutter, og derfor kalder Henriette Kjær (K) ideen for »den eneste rigtige«.

Det er svært at se, at vi står over for et paradigmeskift. Men man har da lov at håbe.