Trængt fagbevægelse kæmper for indflydelse i EU

Af

Det er på en dyster baggrund, at europæisk fagbevægelse holder kongres i næste uge. Medlemmerne siver i næsten alle lande, Østeuropas faglige organisationer er aldrig kommet ud af respiratoren efter kommunismens sammenbrud, og indflydelsen i EU-systemet er dalet i de seneste år.

LØNMODTAGERNES EUROPA Mens solen efter al sandsynlighed vil sende 25-30 graders varme ned over charmerende, sydspanske Sevilla i næste uge, vil anderledes tunge skyer præge debatten inden for murene i Palacio de congresos. Her mødes faglige ledere fra hele Europa til Eu-ropæisk Faglig Sammenslutnings (EFS) kongres for at diskutere europæisk fagbevægelses nutid og fremtid, og udgangspunktet er ikke muntert.

Praktisk talt alle lederne har i disse år rigeligt at gøre med at bremse medlemmernes flugt fra deres egne organisationer. A4 kortlagde i september 2006, hvordan fagbevægelsen over hele Europa har oplevet en massiv medlemsflugt i de seneste 10 år.

Dansk fagbevægelses krise er i den sammenhæng nærmest en bagatel. Andelen af danskere, der er medlemmer af en fagforening, er faldet med syv procent fra 1995 til 2005, mens fagbevægelsen i store lande som Storbritannien, Frankrig, Italien og Tyskland alle har oplevet et fald i organisationsgraden på mellem 10 og 30 procent det seneste tiår. Og endnu værre i Østeuropa, hvor organisationsgraden er faldet med 50-75 procent i de lande, hvor der er tilgængelige tal.

Svag kommission skader fagbevægelsen

De barske tider på de hjemlige arenaer påvirker også den fælleseuropæiske indsats i EFS. Det vurderer arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, professor på Aalborg Universitet. Som tidligere direktør i EFS’ forskningsinstitut ETUI har han et indgående kendskab til europæisk fagbevægelse.

»De nationale organisationer er alle sammen i defensiven på grund af faldende medlemstal, deregulering af arbejdsmarkederne i de enkelte lande og arbejdsgivernes offensiv. Derfor har de ikke overskud til det internationale og det eu-ropæiske arbejde, og det svækker EFS,« siger Henning Jørgensen.

Der er heller ingen nemme gevinster og tiltrængt selvtillid at hente på fælleseuropæisk plan for fagbevægelsen. Hvor lønmodtagerorganisationerne ved årtusindeskiftet havde politisk medvind i EU-systemet, er det nu blevet andre tider. Borgerlige regeringer er i overtal i EU-landene, Europa-Parlamentet er også borgerligt domineret, og EU-kommissionen er ikke længere den markante frontkæmper for den sociale dialog mellem lønmodtagere og arbejdsgivere, som fagbevægelsen har nydt godt af.

Derfor er der ikke det samme politiske pres på arbejdsgiverne for at indgå aftaler på europæisk plan, og det svækker fagbevægelsens indflydelse. Det forklarer arbejdsmarkedsforsker Henning Jørgensen, professor på Aalborg Universitet.

»Der er i intet nationalt system i Europa så vidtgående beføjelser for arbejdsmarkedets parter som på EU-niveau, hvis parterne ellers selv kan forstå at udnytte det og blive enige. Men problemet er, at arbejdsgiverne tit ikke vil forhandle, medmindre EU-kommissionen truer med politiske initiativer. I dag har vi en meget svag kommission, og derfor bliver arbejdsgiverne ikke presset til forhandlingsbordet,« siger Henning Jørgensen.

Søren Kaj Andersen, lektor og leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier, vurderer også, at EFS’ indflydelse er dalet de seneste 5-10 år, fordi arbejdsgivernes vilje til frivillige forhandlinger er tørret ud. Men han mener samtidig, at globaliseringens indtog og flytningen af kapital og job over landegrænserne gør det mere nødvendigt end nogensinde, at de europæiske fagbevægelser arbejder sammen:

»Globaliseringen giver masser af muligheder og udfordringer for europæisk fagbevægelse. Markederne er mere åbne end nogensinde, og der er masser af gode grunde til at organisere sig på tværs af grænserne. Men der er stor forskel på fagbevægelsens styrke i de enkelte lande og også forskelle i indstillingen til regulering på euro-pæisk plan,« siger Søren Kaj Andersen.

Nord, syd, vest og øst

Der går to grundlæggende geografiske skillelinjer ned gennem samarbejdet i EFS. Øst-vest skillelinjen betyder, at de faglige organisationer i vest er langt stærkere end deres kolleger i Øst- og Centraleuropa. De står ikke blot stærkere medlemsmæssigt, men har også langt større indflydelse i deres respektive lande. Selv i de vesteuropæiske lande, hvis organisationsgrad ikke er højere end i Østeuropa – eksempelvis Frankrig, hvor færre end hver tiende lønmodtager er organiseret – er fagbevægelsen i stand til at mobilisere medlemmerne på en måde, så de alligevel får indflydelse i samfundet.

»Der ligger en stor udfordring i at ruste de østeuropæiske fagbevægelser bedre. De er generelt meget svage. Og de få, der har en vis medlemsmæssig opbakning, har en bagage med fra kommunisttiden, som gør, at en stor del af befolkningen ikke kunne drømme om at melde sig ind,« siger Søren Kaj Andersen.

At de øst- og centraleuropæiske fagbevægelser med få undtagelser reelt er »blinde passagerer« i EFS – som også stadig får rabat på kontingentet – er blevet et endnu større problem efter EU-udvidelsen, fordi fagbevægelsen i de nye EU-lande ikke er i stand til at levere et ordentligt modspil til de ofte meget liberalistiske regeringer.

Den anden geografiske skillelinje går mellem nord og syd, og den dækker over, at de skandinaviske lande med en stærk faglig tradition og en høj organisationsgrad sværger til en forhandlingsmodel, hvor arbejdsgivere og lønmodtagere aftaler sig frem til lønnen og vilkårene på arbejdsmarkedet. Her skal politikerne ikke vove på at lovgive om arbejdsmarkedsforhold, hvis de vil holde sig på god fod med arbejdsmarkedets parter.

Det står i skarp kontrast til de sydeuropæiske fagbevægelser, som generelt kæmper for, at politikerne skal vedtage lovgivning, der regulerer arbejdsmarkedet til fordel for lønmodtagerne. Den nord-syd konflikt er også tydelig forud for den kommende uges EFS-kongres, hvor et af de største stridspunkter står om ordet minimumsløn i strategi- og handlingsplanen for de kommende år.

Striden går kort sagt på, hvorvidt EFS skal arbejde for minimumslønninger i de enkelte lande eller ej. Groft sagt siger syd ja, mens nord siger nej, forklarer Marie-Louise Knuppert, LO-sekretær med ansvar for det internationale arbejde og medlem af eksekutivkomiteen i EFS:

»Det viser nord-syd konflikten med al tydelighed. Fra dansk side kan vi under ingen omstændigheder leve med, at vi skal kæmpe for en minimumsløn. Men vi håber på, at vi kan nå et kompromis inden kongressen,« siger Marie-Louise Knuppert.

Europæisk arbejdsret

Dansk LO har derimod kæmpet hårdt for, at EFS på kongressen skal vedtage at arbejde for et fælleseuropæisk tvistløsningssystem. LO mener, der er behov for et formaliseret system – en form for europæisk arbejdsret – til at fortolke de frivillige aftaler, som arbejdsgivere og lønmodtagere indgår på europæisk plan. Selv om arbejdsgiverne ikke er så forhandlingsvillige som tidligere, er der dog indgået aftaler om blandt andet bekæmpelse af stress, mobning og vold på arbejdspladsen. Og alt tyder på, at EFS-kongressen vil vedtage det danske forslag. Men derfra kan der stadig være lang vej, før et tvistløsningssystem bliver til noget – hvis det nogensinde gør det.

Marie-Louise Knuppert kalder EFS for »en nødvendig organisation, som trænger til en revision«, og hun erkender blankt, at disse år er svære tider for det europæiske lønmodtagersamarbejde. Men hun håber, at det kan give frisk vind i sejlene, når den svenske LO-formand Wanja Lundby-Wedin bliver valgt til ny EFS-præsident på kongressen. Det kan siges med sikkerhed, da hun er den eneste kandidat til at afløse spanieren Cándido Méndez Rodríguez. Han har som tidligere præsidenter reelt blot været en kransekagefigur, idet generalsekretæren er den daglige leder og tegner »butikken« udadtil. Men LO-sekretæren forventer, at det vil ændre sig lidt nu:

»Wanja er visionær, og jeg tror og håber, at hun vil rykke noget. Jeg tror, at hun vil se resultater hurtigt,« siger Marie-Louise Knuppert, der også glæder sig over, at en kvinde nu indtager posten som leder af europæisk fagbevægelse.