Traditioner blokerer for indvandrerkvinders karriere

Af Kirsten Weiss

For mange indvandrerpiger kan den kulturelle baggrund vise sig som en hæmsko for, at de kan gøre karriere på fuldt blus. Det mener Kristina Aamand, socialrådgiver, forfatter og initiativtager til et opgør med myterne om mødommen og den stærke sociale kontrol af muslimske kvinders færden. Også på arbejdsmarkedet.

INTERVIEW »En kvinde, der mister sin mødom før ægteskabet, er som en vase, der er gået i stykker. Hun kan aldrig blive hel igen.«

Det muslimske ordsprog er et af dem, Kristina Aamand er vokset op med - og for længst har lagt bag sig. Faktisk fyrede hun den som teenager så eftertrykkeligt af, at hun som 16-årig stod skoleret over for hele familien, der var indkaldt på grund af fundet af et kondom i hendes lomme.

»Det var forfærdeligt og ydmygende, og faktisk kan jeg slet ikke huske, hvordan det kondom var havnet dér. Men derhjemme brugte jeg jo også den der med, at ’vi skal lave gruppearbejde henne hos …, ‘ og så gik jeg ellers i byen. Det dobbeltbogholderi, muslimske unge lever med, kender jeg udmærket,« siger Kristina Aamand, der er barn af en dansk mor og en palæstinensisk far.

I marts i år lancerede hun hjemmesiden Nymoedom.dk, der ikke alene skal være med til at gøre op med myterne om mødommen og dæmme op for den voksende ’mødomsindustri’, hvor læger bilder kvinder ind, at en mødom kan rekonstrueres. Helt overordnet er målet for Kristina Aamand nemlig at ændre muslimske kvinders syn på retten til egen krop og på den dæmonisering af seksualiteten, der strækker sine fangarme langt ind over skolegang, uddannelser og deltagelse på arbejdsmarkedet.

»Hvis du ikke har ret til at træffe beslutninger om din egen krop og hvad, du gør med den, hvordan skal du så kunne træffe beslutninger om andre vigtige forhold? Tingene hænger sammen, for seksualiteten har dønninger ind i alle livets forhold. Bare se på et traditionelt pakistansk bryllup, hvor mænd og kvinder sidder i hvert sit rum. Det kan godt være, at det ville være sjovt, hvis de to køn mødtes, men det ville udvikle sig til et orgie – det er den underliggende præmis. I den muslimske kultur er alt seksualiseret – samtidig med, at du ikke med ét ord taler om det. Dobbeltheden er hele tiden til stede,« siger Kristina Aamand.

For hende er kulturen en væsentlig faktor, ja, den væsentligste af alle, når det handler om etniske minoriteters deltagelse på lige fod med andre på det danske arbejdsmarked.

»Det kan godt være, at du er blevet tandlæge, men blodpletten på bryllupsnattens lagen skal være der alligevel. Mange indvandrerfamilier har tårnhøje forventninger til deres piger og deres uddannelse og job. Måske har far og mor ikke klaret sig så godt på det danske arbejdsmarked, så nu skal den gode og dygtige pige konsolidere familien i Danmark. Uanset din baggrund, om den er pakistansk, tyrkisk eller arabisk, så er mødommen et magtfuldt symbol på, at du er en ’god pige’, som familien har opdraget ordentligt,« siger Kristina Aamand.

For nylig talte hun i sin totalt anonyme rådgivning med en ung kvinde, der var godt i gang med sit studie. Forventningerne til hende var kæmpe store, og oven i købet havde hun, hvad der er meget usædvanligt i indvandrermiljøer med stærk social kontrol, fået lov til at flytte hjemmefra, mens hun læste. Nu skulle studiekammeraterne på tur – og forældrene ville ikke give hende lov til at tage med.

»Forældrene syntes, de allerede havde strakt sig meget langt, men holdningen til alt det, der ligger uden for studiet eller jobbet, er typisk ’hvorfor skal du det? Hvorfor skal I på tur, til fredagsbar eller læse sammen i en gruppe hjemme hos en fremmed? Det har da intet at gøre med at uddanne sig eller arbejde.’ Når vi i statistikkerne kan se, hvor fagligt dygtige de her muslimske piger er i skolen og på de videregående uddannelser, skal man lige huske på, at de jo også har masser af tid til at læse! De deltager ikke i det sociale liv med andre danske unge,« siger Kristina Aamand.

Skaf mig en ny mødom

Når mødommen og opgøret med den intakte af slagsen er blevet så vigtig for hende, skyldes det ganske enkelt erfaringer. Selv om hun også selv er opdraget med forestillingerne om kvindens ærbarhed, så opfattede hun også de rigide holdninger til seksualitet som stærkt bundet til meget traditionelt indstillede familier, der stadig bar rundt på normerne fra den pakistanske eller tyrkiske landsby. I dag er hendes konklusion en anden.

»I starten troede jeg, at ærbarheden og skammen var knyttet til lav social status og manglende uddannelse. I dag mener jeg, at vi uanset miljø er inde omkring en kerne i kulturen, der i de her år endda bliver stærkere, netop fordi der i Danmark kører flere parallelle samfund side om side. Jo mere, muslimske kvinder bliver uddannede og får job, jo stærkere bliver trangen til kontrol,« siger Kristina Aamand.

At tallene taler deres eget og noget anderledes sprog, afslører for eksempel abortstatistikkerne og de hemmelige henvendelser om både seksuelle overgreb og den frivillige sex, som muslimske unge også dyrker. Unge etniske kvinder er overrepræsenterede i abortstatistikkerne, og som tidligere medarbejder på Center for Voldtægtsofre og fra sin egen rådgivning ved Kristina Aamand, at der går mange kvinder rundt, som har haft sex før ægteskab.

»De fleste muslimske piger skammer sig. Også selv om de har haft sex med deres kæreste. De ringer og fortæller, at de ikke kan koncentrere sig i skolen, at de tænker på det hele tiden, når de skal læse til eksamen, og at de er så bange for, at familien skal opdage det. Eller at de bliver afsløret på bryllupsnatten. Jeg har også muslimske drenge, der ringer til mig, fordi de er sendt i byen af deres kæreste efter en ny mødom – du tog den, så skaf mig en ny.«

»En mødom kan ikke rekonstrueres. Det er en myte. Og først og fremmest, bestemmer du over din egen krop,« lyder svaret fra Kristina Aamand, for når alt er seksualiseret, er det også et problem, at din kollega på jobbet klapper dig på skulderen eller rører ved din arm.

»Når Danmark opfattes som et sted, hvor synden sejler i gaderne, bliver det meget svært at deltage på lige fod med andre i arbejdslivet. I dag er netværk alt, men muslimske unge har ikke et socialt netværk uden for familien. Medmindre de har snydt sig til at deltage i det. Når du ikke har været i læsegruppe på jurastudiet, er der heller ingen, der siger ’hey, min far kender en, der arbejder hos den advokat, skal jeg ikke se, om han kan anbefale dig?’ Du mister de uformelle kontakter, der er så værdifulde og kan bringe dig videre,« siger Kristina Aamand.

Ret til egen krop

Hun efterlyser en åben debat om en så fundamental ret i et demokratisk samfund som retten til at bestemme over sin egen krop – og ikke flere etniske danskere med de ’rette’ holdninger, der vil hjælpe på vej.

»Jeg er ved at brække mig, når jeg i morgen-tv ser en brun kvinde med sin mentor – en hvid kvinde. De her brune kvinder kan godt selv uddanne sig og gå på arbejde. De er enormt dygtige, men integration forudsætter, at du er et helt menneske, der kan træffe dine egne valg. I stedet ender vi med at placere de her kvinder i en offerrolle, som de enten reagerer meget stærkt på, eksempelvis med ’jeg bestemmer fucking selv, om jeg vil have tørklæde på eller ej!’ Eller også taler vi dem ind i en rolle, hvor de hele tiden skal hjælpes,« siger Kristina Aamand, der – for nu lige også at få sat den på plads – slet ikke bryder sig om ordet integration.

Og heller ikke går ret meget op i tørklæder.

»Jeg tror jo nok ikke på projektet integration, for hvad er det i en globaliseret verden, hvor folk kommer med mange forskellige måder at leve livet på? Det er naivt at tale om integration i en globaliseret verden, og jeg bryder mig hverken om begreberne integration eller eksklusion. Det er som om man enten er ude eller inde. Men hvor er døren? Rummelighed giver mere mening for mig,« siger Kristina Aamand, der heller ikke synes, tørklædedebatten er ret frugtbar.

»Jeg har kontakt til meget troende piger, som har tørklæde på, og som sætter en ære i at være ærbare. Og jeg har kontakt med piger, som bærer tørklæde, og som dyrker sex på bagsædet af biler. Jeg mener ikke, at integration, hvis vi nu skal bruge det udtryk, nødvendigvis går gennem fri sex og vestlige værdier. Det vigtigste spørgsmål for mig er: har denne kvinde valgt selv?« siger Kristina Aamand.

Dobbeltbogholderiet er dyrt

Hendes bedste råd er at »stoppe alle ’perkerpige-projekterne’, hvor kvinder betragtes som ofre, og hvor forandringerne ikke kommer fra de etniske minoriteter selv, men for 99 procents vedkommende er definerede af etniske danskere.«

»Jeg tror på ’powerperker-projekterne’, hvor man oplyser mennesker. For viden er magt, men etniske minoriteter skal selv tage ejerskab på debatten og selv definere løsningerne. Du kan jo bygge en brønd i landsbyen, så mor kan hente vand hver dag, eller sørge for at mor bliver ingeniør og bygger sin egen brønd, hvor og hvornår det passer hende,« siger Kristina Aamand, der har udpeget forældrene som sit næste mål:

»Jeg synes, man skal se at få fortalt dem, at ’hvis I lukker øjnene for, hvordan det er at være ung i Danmark i dag, så opdrager I jeres børn til at være ofre’. Sagen er, at der er uendelige muligheder for at fyre den af, men dobbeltbogholderiet gør de her unges identitet meget skrøbelig. Unge muslimer skal lære, at de er mennesker med mange ressourcer og en god uddannelse – og ikke ofre. Det samme skal samfundet lære. Ellers ender vi med at skabe klienter frem for kolleger på arbejdsmarkedet.«