Tossekassen afgør det britiske valg

Af Jakob Illeborg

Torsdagens britiske valg ser ud til for altid at kunne ændre magtfordelingen i britisk politik permanent væk fra det to partisystem der. Og det er i høj grad medierne, der har gjort den store forskel i valgkampen – eller måske rettere ét medie: den gode gamle tossekasse.

TV-DUEL I denne uge går briterne til valg. Og mod alle odds står liberaldemokraten Nick Clegg til at få et kanonvalg med omkring 30 procent af stemmerne mod det ’lille’ partis typiske 18 procent.

På grund af det snørklede britiske valgsystem (first past the post) er det ikke nok til at gøre Nick Clegg til seriøs bejler til premierministerposten – men det er formodentlig nok til at fremtvinge en koalitionsregering, fordi hverken David Camerons konservative eller premierminister Gordon Browns Labour vil være i stand til, at få flertal i parlamentet på egen hånd.

Det er især medierne, der har gjort en forskel i valgkampen. I modsætning til valgkampe i andre lande er det imidlertid ikke de nye medier, der ser ud til at få afgørende betydning for resultatet, men derimod noget så gammeldags som fjernsynet. De tre tv-transmitterede holmgange mellem partilederne har været valgkampens absolutte omdrejningspunkt. Det var den første tv-debat, der lukkede Liberaldemokraterne ind i varmen, fordi debatterne, der er blevet set af mere end ti millioner briter hver uge, positionerede Nick Clegg som Brown og Camerons ligemand.

Det er ingen hemmelighed, at Gordon Brown ikke just er en folkeforfører på skærmen, og Labour sagde sandsynligvis kun ja til tv-duellerne, fordi de på daværende tidspunkt var håbløst bagefter i meningsmålingerne. Og Gordon Brown har, ikke overraskende, bekræftet, at hvor han er i besiddelse af masser af substans, så bliver han aldrig en skærmtrold. Til gengæld kan debatterne vise sig at være en gigantisk fejltagelse for den konservative David Cameron, der i årevis offentligt har krævet tv-debatter – som vi kender dem fra USA og Danmark – velvidende, at han er kendt som en stor taler, der er i stand til at brænde igennem i medierne og dermed burde kunne nedlægge Gordon Brown relativt ubesværet i en tv-duel. Men han havde glemt at tage højde for opkomlingen Nick Clegg, der har vist sig som tv-debatternes store sejrsherre.

Som to dråber vand

David Cameron havde nemlig det relativt store problem, at Nick Cleggs fremtoning på skærmen minder meget om hans egen: De to ser lidt ens ud, er lige gamle og har samme stemmeleje. Alle faktorer, der har gjort den konservative favorit til at vinde valget mindre speciel, mindre frisk og mindre fornyende.

Hvad er det så ved tv-formatet, der virker for Clegg? Jo, han har formået at bruge mediet mere direkte end sine modstandere. Da det stod klart, at de tre TV-debatter skulle afvikles foran et live publikum i studiet, stod det hurtigt klart for Liberaldemokraterne, at der skulle noget særligt til for, at sikre sig seernes opmærksomhed. Derfor aftalte Liberaldemokraternes leder med sine rådgivere, at han, i stedet for at kigge ud på publikum i salen, skulle se direkte i kameraet, hver gang han talte. Det virkede. De to andre partiledere talte til salen, men Nick Clegg talte til briterne hjemme i stuerne. Han vandt første runde suverænt, og grundlagde dermed partiets historiske optur.

2010 var ellers udråbt som valgåret, hvor de nye medier skulle spille den afgørende rolle – ligesom de gjorde det i USA, da Barack Obama kom til magten. Internettet har da også spillet en kommunikativ rolle for parlamentskandidaterne over hele Storbritannien, især har mange kandidater taget Twitter til sig, og skriver side op og side ned om deres gøren og laden. Men uden at det har haft nogen afgørende effekt.

Mange førende britiske parlamentarikere er dog stadig utrygge ved de elektroniske medier. Premierminister Gordon Brown er nærmest hjælpeløs på nettet og har forsat ikke en officiel Facebook-side. I et forsøg på at imødekomme den fagre nye e-verden offentliggjorde han sidste år, at han nu ville til at tale direkte til vælgerne ved hjælp af YouTube. Men det første forsøg sidste forår, var næsten tragikomisk. Brown er eklatant dårlig til at agere ung og frisk, og hans falske skæve smil og kejtede optræden foran webkameraet gjorde, at ilddåben blev et hit. Folk så ikke med for at lytte til den store leder. Seerne morede sig i stedet over, hvor dårligt mediet blev brugt. YouTube-ideen blev lagt på hylden lige så hurtigt som den blev lanceret.

David Cameron har derimod haft mere succes med at bruge de nye medier. Hans hjemmeside har i flere år givet interesserede et ugentligt indblik i den konservative leders gøren og laden, ofte med optagelser fra hjemmet i Londons Notting Hill sammen med hustruen Samantha og parrets børn. Camerons moderne og afslappede tilgang til de nye medier har i høj grad været med til at sikre lanceringen af ham som en fremtidens mand – en politiker der adskilte sig fra den stive gammeldags Brown. Internetkampagner har da også spillet en rolle i de konservatives kampagne de seneste uger, omend den er blevet overskygget af tv-mediets forsatte uovertrufne magt. En gennemslagskraft eksperter havde forventet ville cementere Camerons position som den bedste kommunikator, men som i stedet blev startskuddet på valgets egentlige omdrejningspunkt, Nick Clegg.

Unge afgør valget

Det var særligt de unge, der faldt for Nick Clegg efter den første tv-debat. Det lykkedes for ham, at præsentere sig som en person, der ikke er beslægtet med de to gamle politiske alfahanner.

»Jo mere, I skændes, jo mere ligner I hinanden,« sagde Clegg under en af debatterne.

Utilfredsheden med hele det politiske system er måske det mest kendetegnende ved den britiske vælgerskare denne gang, og det skyldes naturligvis den syndflod af politiske skandaler, de konservative og Labour har været involveret i det seneste års tid, men som Liberaldemokraterne ikke er blevet ramt af i samme omfang. Simpelthen fordi det lille parti ikke har haft så mange magtbeføjelser som de to andre, og derfor heller ikke muligheden for lige så meget magtmisbrug. De rene hænder er kommet Nick Clegg til gode. De unge vælgere ser ham som et friskt pust, et alternativ til det udskældte politiske system.

Nick Cleggs popularitet er nok allermest udtryk for en folkelig protest. Mere end 100.000 nye vælgere lod sig registrere til at stemme efter den første debat, og mange af dem var helt unge.

»De unge stemmer kan få en helt afgørende rolle i visse meget tætte valgdistrikter. Det er en faktor, de konservative og Labour helt har overset, og det er en appelsin, der nærmest uforvarende er faldet ned i Nick Cleggs turban. Liberaldemokraterne går nu målrettet efter de unge stemmer, men det er i højere grad de unge selv, end Clegg & Co., der har skabt det bånd, der kan vise sig afgørende for udfaldet af valget,« siger Mark Wickam-Jones, professor i statskundskab ved Bristol University.

Rundt om i Storbritannien har et stigende antal unge aktivister, der er vokset op med internettet, benyttet de nye medier til at sætte fart på den succesbølge, Nick Clegg rider på. Flere helt unge bruger hver dag timer på nettet på at overbevise andre unge om, at det kan betale sig for dem at stemme, og at det er Nick Clegg, der taler de unges sag. Ved seneste valg stemte under 50 procent af briter under 25 år. Skulle det lykkes at få mere end 60 procent af de unge til at stemme denne gang, vurderer Mark Wickham-Jones, at det kan blive udslagsgivende.

»Langt de fleste af disse stemmer vil komme Liberaldemokraterne til gode. Hvis det virkelig lykkes at fastholde den hype, Clegg-kampagnen rider på helt frem til 6. maj, så kan de unge gøre forskellen i mange af de distrikter, hvor det er få hundrede stemmer, der afgør udfaldet. Det er en magtfaktor, som det er forbløffende, at de to store partier ikke har set før nu.«

Om det sker, er den store uvisse faktor. I Storbritannien taler man om ’øl og sol-faktoren’, der på valgdagen kan blive afgørende; En dag i solen kan vise sig mere attraktiv for de unge end at deltage i valget. Også her kan de nye medier blive udslagsgivende. Mange steder arrangerer liberaldemokratiske aktivister busser, der skal fragte unge vælgere til valgstederne. Alt dette kommunikeres via sociale medier som Facebook.

Brugen af nye medier kan blive udslagsgivende i afgørende valgdistrikter, men der er fortsat intet over eller bare i nærheden af tossekassens magiske kræfter.