Tony Blair i strid med baglandet

Af Sigrún Davídsdóttir

ANALYSE De offentligt ansatte er vrede, brandmændene strejker, fagbevægelsens støtte smuldrer. Den britiske premierminister Tony Blair står i stadig skarpere modsætning til Labours traditionelle bagland, og hans popularitet er hastigt på vej nedad. Også internt vokser kløften mellem højre og venstre side af partiet Labour.

»Hvad nu hvis Labour var blevet valgt i 1997?« Sådan lød det sarkastiske bud, da Politico – en boghandel og forlag i London, som er specialiseret i bøger om politik – for nylig annoncerede efter idéer til en bog om, hvad der kunne være sket i det politiske liv.

Det britiske socialdemokrati Labour er også savnet andre steder end i bøgernes verden. Andy Gilchrist, den standhaftige leder for brandmændenes fagforening FBU, efterlyste for nyligt et »Real Labour« i stedet for New Labour. Og i sidste uge skrev Bill Morris, som er leder af transportarbejders magtfulde fagforening TGWU, i foreningens avis, at den traditionelle forskel på Labour og de konservative, hvor Labour »troede på samfundet og de konservative troede på markedet«, er ved at forsvinde. Labour, mener Bill Morris, »behøver ikke være stifinder for konservativ politik angående offentlig service«.

Statsminister Tony Blair vækker beundring hos højreledere som Italiens ministerpræsident Silvio Berlusconi. Og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har været på »studieture« hos Labour. Men samtidig har Blair fjernet sig fra partiets traditionelle kernevælgere. Og i regeringen vokser kløften mellem den tidligere så populære Blair og den skotskfødte finansminister Gordon Brown.

Ingen er i tvivl om, at Brown ånder Blair utålmodigt i nakken: Hårdnakkede rygter siger, at da Labours forrige leder John Smith pludselig døde i 1994, sikrede Blair sig Browns støtte som partileder efter løfter om, Brown nok skulle få sin tur som leder. Sandt eller ej – i hvert fald siges det, at deres højrøstede skænderier pyntet med f-ord er afløst af en isnende stillhed. Når de optræder sammen, bekræfter deres kropssprog rygterne.

Tovtrækkeri med fagbevægelsen

Det britiske TUC, som svarer til LO i Danmark, sled hårdt for en Labour-sejr op til valget i 1997. Den konservative jernlady Margaret Thatcher havde knækket fagbevægelsen efter heftige sammenstød op gennem 1980’erne. Da Labour kom til magten, lod TUC derfor forstå, at organisationen forventede hyppigere møder med statsministeren, end tilfældet havde været tidligere. Det skete ikke. TUC ventede tålmodigt til efter Labours historiske genvalg sidste år. Men så rakte tålmodigheden heller ikke længere. Siden midten af november har de britiske brandmænd punktstrejket, og deres konflikt er den foreløbige kulmination på Blair-regeringens tovtrækkeri med fagbevægelsen. Også blandt andre offentligt ansatte har der været korte strejker. Og til regeringens irritation høster brandmændene stor sympati i befolkningen.

Brandmændenes organisation FBU kræver 40 procents lønforhøjelse til sine 50.000 medlemmer –  en forhøjelse på 30.000 pund om året, eller cirka 360.000 danske kroner. I dag tjener en brandmand efter fem års tjeneste 21.500 pund, og efter 15 år 22.300 pund. Arbejdsgiverne, det vil sige kommunerne, vil indføre et nyt vagtsystem, som betyder, at en del brandmænd vil miste deres job. FBU beskylder regeringen, den reelle 3. forhandlingspart, for at vanskeliggøre forhandlingerne om brandmændenes løn og har varslet nye aktioner i løbet af denne måned.

Blair derimod har i hårde vendinger understreget, at andre offentligt ansatte efter lange forhandlinger – og ikke strejker – har fået 20 procents lønforhøjelse. Det var ikke til at tro, at der her var tale om en Labour-statsminister. »Der gjorde han en Maggie« stod der på forsiden af The Sun. Og på BBC2 manipulerede man et billede af Thatcher og Blair sammen, da man diskuterede om Blair, ligesom Thatcher, var ude efter at knække fagforeningsmagten. Forskellen er dog, at hvor Thatchers mission var udspekuleret, har Blair-regeringens aktioner, som så ofte før, virket uigennemtænkte og kursen uklar.

Den forsvindende forskel

Morris’ udtalelser om den forsvindende forskel mellem de to partier henviser til aktuelle sager. Siden 1997 har Labour lovet at forbedre sundhedssystemet, som er udsultet i forhold til det tyske og det franske. Et omstridt forslag er, at udvalgte hospitaler skal kunne drives som non-profit virksomheder. Blair, der i 1997 udråbte »uddannelse, uddannelse, uddannelse« til sin hjertesag, støtter universiteternes ønske om at opkræve skolepenge af de studerende. Nogle topuniversiter nævner 15.000 pund om året, cirka 180.000 danske kroner.

Kritikerne af begge forslag hævder, at dette medfører et system for dem, der kan betale, og et andet for dem, der ikke kan. Ironisk, siger mange, da der i regeringen sidder en række universitetsuddannede, der netop fik chancen på grund af billig uddannelse. Flere ministre, blandt andet den populære Clare Short, er imod at opkræve skolepenge. Blair lover godt nok støtte til fattige studenter, men forslaget ville ramme Labours nye kernevælgere, middelklassen, hårdt. Og det gør ikke sagen bedre, at Blair på dette punkt, lidt som Nyrup med efterlønnen, faktisk er bundet af et valgløfte, der garanterer nul skolepenge i denne regeringsperiode.

Til bekendte har den tidligere konservative statsministre John Major sagt, at »vi ville aldrig vove at gå så langt som Labour«.

Kamp om magten

Thatchers og Blairs politik ligner til forveksling, men det samme kan ikke siges om deres personligheder: Margaret Thatcher var en langt stærkere og frækkere politiker end Tony Blair. Alle ved, at Blair nærer en dyb beundring for jernladyen, men som tiden går, fremstår Blair snarere som en svag end som en stærk leder.

Med sit store flertal i parlamentet og en svag opposition har Blair kun én reel modstander: Sig selv – og hans popularitet er dalet. Hans største prøve er nu, om han magter at virkeliggøre sin drøm om britisk ØMU-medlemskab. Briterne er endnu mindre euro-entusiaster end danskerne. I modsætning til herhjemme er den britiske elite splittet. Dele af de konservative nærer en antipati mod det europæiske samarbejde, der får Dansk Folkeparti til at blegne.

I spørgsmålet om ØMU’en må Blair have sin finansminister med sig. I de euforiske dage omkring valgsejren i 1997 holdt Brown en tale, efter sigende uden at konferere med Blair: ØMUen var et økonomisk anliggende – ergo skulle finansminsteren have det sidste ord i den sag. De seneste år har Blair med voksende styrke udtalt sig positivt om euroen. Og hver gang er Brown rykket ud som en euro-lyseslukker for Blair. I begyndelsen virkede dette som en »good cop, bad cop«-taktik for at få alle i tale. Men uenigheden rækker videre. Ud over utallige artikler om de to Labourpolitikeres forhold er den fascinerende bog The Rivals (Rivalerne) udkommet – og titlen siger det hele.

Der er en politisk forskel på de to. Blair med hang til kändisser og storkapitalen virker letvægtig ved siden af den mørke finansminister, der synes at være langt mere socialdemokratisk end Blair. Blair møder i kjole og hvidt til fest. Brown er aldrig set i noget andet end sit arbejdstøj: mørkeblåt jakkesæt med rødligt slips. Ud fra teorien om Browns magtbegær kan han ikke unde Blair at føre Storbritannien ind i ØMU’en. Det vil han selv gøre – om nogen skal. Beslutningen om ØMU’en er gang på gang blevet udsat. Nu hedder det, at medlemskabet, som skal lede til en regeringsbeslutning og senere en folkeafstemning, skal afprøves i finansministeriet til sommer.

Beslutningen kunne i princippet være Ja, Nej, eller Ja, men senere... Og så ville ØMU-medlemskab være på lige så gyngende grund, som det har været siden 1997. Men den grundlæggende faktor i dette regnestykke – og i Labour regeringens fremgang – synes at være, hvordan forholdet mellem Blair og Brown vil udvikle sig.