To byer i succesrig kamp mod ghettoer

Af

Aalborg og Rødovre har undgået de værste problemer med gadebander og kriminalitet. Derfor lyder det fra de to kommuner: Opløs ghettoerne og få indvandrerne ud blandt danskerne. Men i mange kommuner er det umuligt. De mangler nemlig almene boliger – og de private vil ikke leje ud til indvandrere og flygtninge.

Vi har hørt meget om ballade i Vollsmose ved Odense, i Gellerup i Århus og på Nørrebro i København. Men hvorfor hører man ikke de samme historier fra landets fjerde store by, Aalborg?
Der har ligeledes været beretninger om ballade i Taastrupgård og andre store boligkomplekser på den københavnske vestegn. Men hvorfor så ikke i Rødovre, der også har både indvandrere og store boligkomplekser?

Aalborg og Rødovre er ikke selv i tvivl om hvorfor. De to kommuner har målbevidst søgt at undgå ghettoer og gjort boligpolitikken til en del af integrationen. Og det virker:

citationstegnAlt for meget nytænk-ning blokeres af angsten for racisme.
Manu Sareen, kommunalpolitiker, radikal

»Midt i 1990’erne havde vi også boligområder, der mindede om Vollsmose eller Gellerupparken. Der var bander af primært indvandrerunge, som terroriserede andre unge og skabte utryghed blandt de ældre. Der var begyndt en negativ spiral, hvor beboere med ressourcer søgte væk. Derfor startede vi en indsats med brug af hele paletten – blandt andet en boligpolitisk anvisning af nye lejligheder,« siger Erik Nielsen (S), der er borgmester i Rødovre.

Det samme har i mange år været linjen i Aalborg. Her har kommunen siden midten af 1980’erne fordelt indvandrere og flygtninge over hele byen:

»Folk med fremmed baggrund skal ikke bo i ghettoer, hvor de ikke bliver integreret. Der er naturligvis kvarterer i Aalborg, hvor der bor lidt flere indvandrere, men vi har ikke ghettoer. Og vi har ikke haft episoder med unge indvandrere som i de andre store byer,« siger socialrådkvinde Birgit Ekstrøm (S).

Undgår dårlig spiral

En analyse fra Catinét Research i Ugebrevet A4 viste for nylig, at nydanskere i ghettoer er langt dårligere integrerede end dem, der bor spredt blandt etniske danskere. Som det ses i grafikken, er der ikke alene færre i arbejde og færre med gode uddannelser. Indvandrere i ghettoer er også mere religiøse, har færre danske venner og oplever mindre forståelse fra etniske danskere.

Adskillige boligområder har da også oplevet ghettoens negative spiral: Mange danskere og indvandrere med sociale problemer, et dårligt ry, og at folk med ressourcer flytter. Det sætter yderligere gang i nedturen. For samfundet udenfor er resultatet især gadebander, der tager de store overskrifter i medierne, sådan som det senest er sket med knivdrabet på en ung italiensk turist på Nørrebro og de mange slagsmål mellem politi og nydanskere ved Gellerup i Århus.

Midt i 1990’erne hang ghetto-stemplet også lavt over »Kærene« og andre boligkomplekser i Rødovre. Problemet handlede især om en »hård kerne« på 10-12 unge voldelige nydanskere. Svaret fra kommunen og politiet var det, der igen er kommet på dagsordenen efter sommerens bataljer: På den ene side en hård linje over for voldsmændene, på den anden side bedre støtte til de mange unge nydanskere, som ikke var ude i alvorlige problemer. Samtidig gjorde Rødovre imidlertid én ting mere – de inddrog boligpolitikken i løsningen.

»Vi har en boligpolitisk anvisning, som sikrer social balance i alle boligområder. Hvis et område har store problemer med psykisk syge, arbejdsløse eller indvandrere med problemer, så får de mere ressourcestærke anvist bolig dér. Til gengæld kan nogle med problemer godt flytte  ind i et område, hvis der er mange med ressourcer til at tage hånd om det,« siger Erik Nielsen.

Halvdelen af Rødovres boliger er almennyttige, og de spænder fra højhuse til attraktive rækkehuse med egne haver. Kommunen har indledt et tæt samarbejde med de 16 boligselskaber, der ejer lejlighederne og rækkehusene. Den har i forvejen ret til at anvise hver tredje bolig, men har i perioder overtaget hele anvisningen i områder, hvor den sociale balance var ved at tippe. Og resultatet er ikke udeblevet. De værste gadebander er opløst, og ressourcestærke beboere søger igen til de truede områder.

Løsningen har krævet et opgør med vanetænkning blandt både nye og gamle danskere:

»Vi har haft boligafdelinger, hvor hele indvandrerfamilier med kusiner, fætre, onkler og tanter stod på ventelisten. Det indebærer en stor risiko for ghettoisering, hvis folk fra en bestemt egn sådan samles i en enkelt boligblok. Derfor har vi sagt: I kan desværre ikke få jeres første boligønske opfyldt, men må tage jeres anden eller tredje prioritet i kommunen,« siger Erik Nielsen.

Han har også kaldt etniske danskere til orden, når de ikke ville have indvandrere ind i de attraktive områder:

»Jeg blev en dag ringet op af en vred formand for en boligafdeling, der sagde, at nu ville de ikke have flere indvandrere. Da jeg undersøgte sagen, var der ikke andre end den pakistanske familie, som vi lige havde anvist en bolig. Pakistaneren var i øvrigt læge og familien godt integreret,« fortæller Erik Nielsen.

Kvoter i børnehaver

Aalborgs erfaringer peger samme vej. Også hér er indvandrere og flygtninge blevet fordelt over hele byen. Kommunen har anvisningsret til hver tredje lejlighed i det almene byggeri, og det bruges fuldt ud, påpeger socialrådkvinde Birgit Ekstrøm.

Aalborg har ungdomskriminalitet som andre byer. Men ikke et særskilt indvandrerproblem som i København, hvor nydanskere står for 64 procent af volden og 80 procent af røverierne begået af unge under 18. I Aalborg handler problemerne blandt andet om slagsmål i værtshusgaden Jomfru Ane gade, og slags-brødrene er især turister og unge danskere.

Kommunen er ikke i tvivl om, at spredningen af flygtninge og indvandrere har ført til bed-re integration. Og spredningen handler ikke kun om boliger. Kommunen har også indført en kvote i daginstitutionerne, så der aldrig må være over en fjerdedel børn med fremmed baggrund i en institution:

»Vi vil ikke have daginstitutioner, hvor op mod 90 procent af børnene har en anden baggrund, sådan som vi ser i andre storbyer. Hvis en institution nærmer sig 25 procent, bliver børn med fremmed baggrund anvist plads et andet sted. Det betyder både, at børnene bliver hurtigere integrerede, og at vi lettere kan hjælpe dem, der har særligt brug for det,« siger Birgit Ekstrøm.

Hun erkender, at nogle børn dermed får lidt længere til vuggestue og børnehave. Men ikke meget langt, betoner socialrådkvinden. Aalborg har pladsgaranti inden for otte distrikter, og alle har krav på en plads i deres lokale distrikt.

Overklasse og underklasse

Men hvad med landets største by, København? Her er de nye danskere ved at blive spaltet i en overklasse og en underklasse, og især underklassen bliver hængende i ghettoerne. Det vurderer indiskfødte Manu Sareen, der er radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation og aktuel med bogen »Når kærlighed bliver tvang«.

»Det er glimrende at fordele de etniske mindretal som i Rødovre. Nogle er imod, fordi der ved boliganvisningen tages højde for folks etniske tilhørsforhold. Men hvordan vil de så løse problemerne? Alt for meget nytænkning blokeres af angsten for racisme,« siger Manu Sareen.
Han tvivler imidlertid på, at det kan lade sig gøre i København. Kommunen har godt nok anvisningsret til hver tredje almene lejlighed, men andelen af almene boliger er meget lavere end i Rødovre.

»Kommunen har ikke boliger nok. De kommunale ejendomme blev solgt for nogle år siden, og nu kan man stort set ikke få anvist en lejlighed. Om det så er gravide, enlige mødre i akut nød – så får de nej,« siger Manu Sareen, der til daglig er integrationsmedarbejder på »Døgnkontakten«.
Han bor og arbejder på Nørrebro, der igen kom på forsiderne efter sommerens knivdrab. Og her går udviklingen den gale vej. De sociale udgifter til belastede børn og unge stiger med raketfart, påpeger Manu Sareen.

»De velfungerende indvandrere siver ud blandt danskerne. Tag bare det indiske miljø, som jeg kender godt. De bor ikke i et kvarter som Nørrebro, men går rundt med deres turbaner ude i forstæderne og klipper hæk. Indvandrere med gode job køber hus og flytter væk fra Nørrebro.

Andre har ikke råd, men sender deres børn til den katolske skole, selv om de selv er muslimer. De vil have børnene ud blandt danske børn. Nørrebro drænes for ressourcer og holdes kun oppe, fordi dele af kvarteret regnes for mondænt blandt unge danskere,« siger Manu Sareen.

Han frygter, at Københavns almene boligblokke med mange indvandrere bliver endnu mere ghettoiserede. Mange af beboerne er arbejdsløse, og børnene bliver ofte sendt til muslimske friskoler:

»For den etniske underklasse giver det tryghed at bo i et område, hvor de andre ligner én selv. Men resultatet er ghettoer, som ikke bare består af etniske mindretal, men af de mest socialt svage etniske mindretal. Det er et nyt og meget farligt fænomen,« advarer Manu Sareen.

Kommuner skal forpligtes

Boligpolitikken er slet ikke fulgt med det store antal flygtninge og familiesammenførte, der er kommet til landet og skal have et sted at bo. Det påpeger tidligere boligminister Jytte Andersen (S), der forgæves søgte at sprede indvandrere og flygtninge over større dele af boligmassen.

I praksis kan de fleste nydanskere kun bo i dele af det almene byggeri – enten i anviste lejligheder eller i nye boligområder med korte ventelister. Kun få indvandrere og flygtninge har råd til at købe eget hus. Nyrup-regeringen søgte derfor at åbne det private udlejningsbyggeri:

»Vi satte mange millioner af som tilskud til private udlejere, der lejede ud til indvandrere og flygtninge, men næsten ingen søgte om pengene. På bundlinjen handler det om, at udlejerne ikke vil have folk med udenlandsk baggrund ind i deres byggeri. Vi havde også resultatløse forhandlinger med pensionskasserne, som bygger mange lejligheder med offentlig støtte. De slipseklædte fagforeningsmænd brugte fine ord, men ville reelt ikke belastes med sociale problemer,« siger Jytte Andersen.

Samtidig søgte hun at forpligte kommunerne til at bygge en vis andel alment byggeri i de årlige aftaler med regeringen. Målet var at skabe et mere varieret boligtilbud, som både kunne gavne nydanskere og de mange etniske danskere, som i dag mangler almindelige lejligheder – for eksempel når de bliver skilt og må forlade parcelhuset.

Men det lykkedes aldrig. Kommunernes Landsforening så forslaget som indgreb i deres selvstyre. Den radikale regeringspartner var imod på grund skepsis over for den almene boligsektor. Heller ikke ledelsen af Jytte Andersens eget parti ville sætte sagen på spidsen.

Den tidligere minister frygter, at VK-regeringens planer om salg af almene boliger forværrer ghetto-udviklingen. Især de attraktive ældre boliger i den almene sektor vil blive solgt som ejerlejligheder – og dermed råder kommunerne over endnu færre lejligheder:

»Indvandrere, flygtninge og folk med sociale problemer presses sammen på et endnu mindre område,« påpeger Jytte Andersen.