Tillidsrepræsentanter knokler i ingenmandsland

Af Research: Malene Eskildsen
| @GitteRedder

Ny undersøgelse viser, at en gennemsnitlig LO-tillidsrepræsentant er en 50-årig mand, som bruger mange timer – også i fritiden – på tillidshvervet. Han er glad for jobbet, men frustreret over, at kollegerne interesserer sig mindre og mindre for faglige spørgsmål. I en tid hvor fagbevægelsen mister medlemmer og får stadig sværere ved at organisere unge, er det livsnødvendigt med en foryngelse blandt tillidsrepræsentanterne, mener forsker.

TILLIDSFOLK Prototypen på en tillidsrepræsentant i LO-fagbevægelsen er i dag en mand på 50 år. Lad os kalde ham Jørgen. Børnene er flyttet hjemmefra, og han har været tillidsrepræsentant i mindst fem år. Uge efter uge knokler Jørgen på sin arbejdsplads med at hjælpe kolleger og forhandle med ledelsen, men tiden slår ikke til, og derfor æder tillidshvervet sig også ind på hans fritidsliv. Om aftenen læser han rapporter for at forberede sig til morgendagens møder. Den globale, økonomiske krise sender også LO-tillidsrepræsentanten på overarbejde. Nye fyringsrunder og omstruktureringer er på vej.

Jørgen oplever, at det bliver mere og mere krævende at være tillidsrepræsentant, og at hvervet stiller krav om stadig flere kvalifikationer. Og så er han frustreret over, at de kolleger, han kæmper for, ikke interesserer sig for de faglige spørgsmål i samme grad som tidligere. Det kan godt gøre arbejdet tungt og utaknemmeligt. Alligevel brænder Jørgen for sit job som tillidsrepræsentant, og ud over at forbedre sine kollegers vilkår ser han det som en mulighed for personlig og faglig udvikling.

Ugebrevet A4 kan på baggrund af en ny undersøgelse blandt 258 tillidsrepræsentanter tegne et portræt af LO-tillidsrepræsentanten anno 2009. Det er første gang, siden Forskningscentret FAOS for LO i 1998 fik udarbejdet en omfattende undersøgelse af LO’s 24.000 tillidsrepræsentanter, at der nu kan zoomes ind på de tillidsrepræsentanter, der spiller en absolut nøglerolle for LO-fagbevægelsens fremtid.

Tillidsfolk skal plejes

Med sin daglige kontakt til medlemmerne kan tillidsrepræsentanternes betydning for fagbevægelsen nemlig slet ikke overvurderes, fremhæver lektor og arbejdsmarkedsforsker på Københavns Universitet Steen E. Navrbjerg. Derfor er større viden om tillidsrepræsentanterne vigtig for at udarbejde fremadrettede strategier i forhold til de tillidsvalgte.

»Globaliseringen er de seneste fem år for alvor slået igennem på det danske arbejdsmarked, og tillidsrepræsentanten har fået mange nye ting at forholde sig til,« siger Steen E. Navrbjerg og understreger, at nye tider giver behov for ny støtte til tillidsrepræsentanten.

Også lektor og arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Flemming Ibsen understreger vigtigheden af at pleje tillidsrepræsentanterne fra centralt hold.

»Tillidsrepræsentanterne betyder alt for en moderne fagbevægelse. De skal rekruttere og fastholde medlemmer og være advokater og talsmænd for deres fagforbund. En god tillidsrepræsentant er meget værdifuld, og fagbevægelsen har store udfordringer foran sig med at udvikle nye strategier for at kunne opruste indsatsen over for dem,« siger Flemming Ibsen.

Stadig flere arbejdspladser har hverken en valgt tillidsrepræsentant eller er omfattet af en kollektiv overenskomst, påpeger Flemming Ibsen. Netop i det lys er det endnu vigtigere for LO-fagbevægelsen at udarbejde en handlingsplan, der både kvalificerer tillidsrepræsentanterne, men også gør det mere attraktivt at blive valgt som tillidsrepræsentant.

»Hvis man ikke styrker tillidsrepræsentanterne, nedbryder det den danske aftalemodel nedefra,« advarer Flemming Ibsen.

Gennemsnitsalderen blandt tillidsfolkene i A4’s undersøgelse er 50 år. Til sammenligning var den gennemsnitlige tillidsrepræsentant i LO’s store tr-undersøgelse blandt 7.406 tilfældigt udvalgte tillidsrepræsentanter for 10 år siden 45 år. Det tyder altså på, at tillidsfolkene generelt er blevet ældre, selv om tallene ikke direkte kan sammenlignes.

Fast arbejde

Men det er ikke kun den tyngende alder, der giver tillidsrepræsentanterne grå hår i hovedet. Også frustrationer over mangel på tid til at udføre sit tillidshverv og manglende opbakning fra kollegerne gråner tindingerne:

Mere end hver fjerde tillidsrepræsentant har sjældent eller aldrig tid nok til at varetage deres tillidshverv inden for normal arbejdstid.

Stort set alle tillidsrepræsentanter tager jobbet med hjem. Hver tred­je tillidsrepræsentant bruger hver uge mere end seks timer af fritiden på at passe tillidsmandspligterne, og seks procent bruger mere end 15 timer af fritiden om ugen.

Endelig oplever 9 ud af 10 tillidsrepræsentanter, at kravene til en ­tillidsrepræsentants kvalifikationer vokser. Dertil kommer, at 6 ud af 10 oplever, at det er blevet vanskeligere at håndtere økonomiske spørgsmål på arbejdspladsen.

Tillidsrepræsentant for godt 100 serviceassistenter på Holstebro Sygehus Mariane Jensen kan sagtens genkende resultaterne fra A4-undersøgelsen.

»Bare i dag har jeg brugt to en halv time ud over normal arbejdstid på tillidsrepræsentantarbejde. Vi har skullet indstille, hvem der skal have ny løn, og det kræver en del møder. Derudover var der en sygemeldt pige, jeg skulle tage mig af,« fortæller den 53-årige 3F-tillidskvinde.

Mariane Jensen har regnet ud, at hun i gennemsnit bruger 5-6 timer om ugen af sin fritid på at tale i telefon med nødstedte kolleger, læse papirer og forberede eller deltage i møder.

»Jeg har ikke tid nok til at gøre mit tillidsrepræsentantarbejde godt nok. Og det er blevet mere krævende, fordi ledelsen hele tiden lægger mere og mere over til os. For ledelsen har jo heller ikke tid nok, og når de kan se deres snit til det, får vi lige nogle nye opgaver.«

Kolleger er ligeglade

Mariane Jensen vil ikke fremstå som et brokkehoved og understreger, at hun for det meste er glad for at være tillidsvalgt. Det er i øvrigt kendetegnende for tillidsrepræsentanterne i A4-undersøgelsen. 9 ud af 10 siger, at de altid eller som regel er glade for hvervet.

Flertallet oplever dog også, at kollegerne interesserer sig mindre for fagligt arbejde end tidligere og ikke giver de nødvendige skulderklap. Og det svier at bruge tid og energi uden at få anerkendelse, fastslår Mariane Jensen.

»Når man indkalder til vigtige møder, og der kun kommer 15 ud af 100 medlemmer, føler man ikke, at det er så sjovt. Så føler man lidt, at det er lige meget,« siger hun.

Netop et voksende arbejdspres og manglende opbakning fra kollegerne betyder, at Mariane Jensen kun giver sit tillidsmandsarbejde et år mere. Så overvejer hun at sige stop.

»Men det er svært at få andre til at stille op,« fastslår hun. Og det bekræftes af A4-undersøgelsen, der viser, at 14 procent af tillidsrepræsentanterne er valgt, fordi ingen andre ville.

At frustrationerne hænger uden på tøjet på selv garvede tillidsrepræsentanter er noget, som LO-forbundene er nødt til at tage hånd om, mener Flemming Ibsen.

»Det er et stort problem, at de tillidsvalgte ikke oplever hverken interesse for eller anerkendelse af deres arbejdsindsats. Det giver jo ikke ligefrem lyst til at fortsætte,« siger han og fremhæver, at mange lønmodtageres syn på tillidsrepræsentanterne har ændret sig i takt med, at arbejdsgiverne prioriterer personalepolitikken højere og opbygger små HR-imperier.

»Med den nye virksomhedskultur, hvor den gode ledelse holder medarbejderudviklingssamtaler og sørger for kompetenceudvikling, føler mange sig dækket ind af personaleafdelingen. Den turbo, der har været i personalepolitikken, kombineret med en stigende individualisering betyder, at tillidsrepræsentanten hænger lidt i kanten,« siger Flemming Ibsen.

Han vurderer, at det for de fleste tillidsrepræsentanter er svært på en og samme tid at skulle holde sammen på tropperne, give plads til individualiteten, være problemknuser på virksomheden og samtidig varetage fagforeningens interesser.

Opererer i ingenmandsland

Alt i alt presses tillidsrepræsentanterne fra alle sider. Personaleafdelingerne udfordrer dem. Ledelsen flår i dem og mange af tillidsrepræsentanterne famler sig lidt frem, fordi de ikke altid får den nødvendige servicering fra lokalafdelingerne. Kun 4 ud af 10 tillidsrepræsentanter har benyttet sig af rådgivning fra deres fagforbunds lokalafdeling, og lige så få udveksler erfaringer med andre tillidsrepræsentanter fra deres forbund eller lokal­afdeling.

»Tillidsrepræsentanterne opererer ofte i et ingenmandsland,« siger Flemming Ibsen og konstaterer, at de nye udfordringer for tillidsrepræsentanterne og behovet for at opruste i forhold til dem, ikke har bundfældet sig i lokalafdelingerne.

»Centralt i forbundene har man opdaget, at der er store udfordringer i forhold til tillidsrepræsentantens nye rolle. Men lokalafdelingerne mangler at komme med,« bedyrer han.

Forbundsformand i Dansk Metal Thorkild E. Jensen beklager, hvis tillidsrepræsentanterne ikke kan få den fornødne opbakning. Han kan dog ikke genkende billedet fra sit eget bagland, men fremhæver, at tillidsrepræsentanterne fra alle sider skal bakkes mere op.

»Medlemmerne og vi skal anerkende dem mere, for ingenting kommer af ingenting. Men den manglende opbakning kan også være et udtryk for, at kollegerne har valgt Olsen, fordi han gør det skidegodt, og så vil de ikke besvære ham med at stille spørgsmål,« siger Thorkild E. Jensen.

Forbundsformand for Socialpædagogerne Kirsten Nissen kalder det bekymrende, at så mange tillidsrepræsentanter ikke anerkendes af medlemmerne.

»Mange tillidsrepræsentanter sidder i nogle frygtelige dilemmaer, og når de så ikke får opbakning fra kollegerne, opgiver de. Derfor er det vigtigt, at vi som forbund hele tiden beskæftiger os med tillidsrepræsentanterne, synliggør deres betydning og giver dem større arbejdsglæde,« siger Kirsten Nissen og tilføjer, at hun på baggrund af undersøgelsen især er alarmeret over, at tillidsrepræsentanter bruger en stor del af fritiden på at passe deres tillidshverv.

Men her påpeger arbejdsmarkedsforsker Steen E. Navrbjerg, at tillidsrepræsentanterne rent faktisk har fået bedre rammer for arbejdet det seneste årti.

»Mange arbejdsgivere er blevet mere opmærksomme på betydningen af en tillidsrepræsentant, og dermed giver de også tillidsrepræsentanten mere tid til arbejdet. Samtidig har tillidsrepræsentanterne fået nogle økonomiske tillæg via overenskomsterne, og den værdifastsættelse af tillidsjobbet giver alt andet lige bedre arbejdsvilkår,« siger Steen E. Navrbjerg.

Birthe Kjær møder L.O.C.

At gennemsnitsalderen for en tillidsrepræsentant er 50 år, opfatter Steen E. Navrbjerg ikke nødvendigvis som et problem.

»Det kan være vanskeligt at have tre børn og være aktiv tillidsrepræsentant. De almene krav til både arbejds- og familieliv stiger hele tiden, og hvis du skal have tingene til at hænge sammen, venter du måske med at kaste dig over en faglig karriere,« vurderer Steen E. Navrbjerg.

Heller ikke den høje anciennitet anser han for et problem. Tværtimod betyder en erfaren tillidsrepræsentant, at han er kompetent til et svært job.

Selv om arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen sagtens kan se fordelen ved et erfarent tillidsmandskorps, finder han det problematisk, at gennemsnitsalderen stiger. Birte Kjær-generationen får nok svært ved at shanghaje L.O.C-generationen, tipper han.

»Der er ingen tvivl om, at unge tillidsrepræsentanter lettere ville kunne kommunikere i et frisk sprog med unge lønmodtagere og få dem organiseret,« siger han og understreger, at det er livsnødvendigt for fagbevægelsen at få flere unge ind i bevægelsen.