Tillidsmandsstævner er indvandrerfrit område

Af | @MichaelBraemer

Fagbevægelsen vil gerne være mangfoldig, men har svært ved at mobilisere medlemmer med etnisk minoritetsbaggrund til fagligt arbejde. Andelen af tillids- og sikkerhedsrepræsentanter med anden etnisk baggrund er lav og står i stampe, viser nye tal. Det kniber med mangfoldigheden på lokalt plan, lyder forklaringen fra eksperter.

INTEGRATION Der skal et tillidsmandsstævne af betragtelig størrelse til, før man kan være sikker på at løbe ind i en indvandrer. Næsten ingen indvandrere med baggrund i ikke-vestlige lande engagerer sig nemlig i fagligt arbejde og bliver valgt til tillidsposter på arbejdspladserne.

Det viser en undersøgelse, som Danmarks Statistik har foretaget for LO på baggrund af medlemstal fra 15 LO-forbund. Af samtlige LO-forbund mangler kun oplysninger fra Teknisk Landsforbund og Artistforbundet.

Indvandrere fra ikke-vestlige lande udgør over fem procent af de tilsammen 1.128.963 LO-medlemmer i undersøgelsen, men kun lidt over en enkelt procent af både tillids- og sikkerhedsrepræsentanterne. På landsplan findes der i LO-regi 204 tillidsrepræsentanter og 303 sikkerhedsrepræsentanter med indvandrerbaggrund i et ikke-vestligt land. De tal skal sammenholdes med henholdsvis 20.407 og 26.386 etniske danskere på de to tillidsposter.

Danskerne udgør knap 98 procent både af valgte tillidsrepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter, selv om gruppen »kun« udgør i underkanten af 93 procent af medlemmerne.

Fagbevægelsen har med andre ord et demokratisk underskud i forhold til det voksende antal medlemmer med anden etnisk baggrund, og en løsning på problemet har tilsyneladende lange udsigter. Der er nemlig ingen bedring at spore i forhold til en undersøgelse, som det daværende Fagbevægelsens Videncenter for Integration foretog for to år siden.

Stor opgave

Marie-Louise Knuppert, LO-sekretær og formand for LO’s Integrationsudvalg, lægger stor vægt på, at der skal være mangfoldighed i fagbevægelsen, og at alle skal kunne spejle sig i de tillidsvalgte. Derfor havde hun også håbet på, at fagbevægelsen var kommet længere med at mobilisere etniske minoriteter i det faglige arbejde.

LO-sekretæren mener, at det bliver et langt, sejt træk at gøre etniske minoriteter lige så fagligt aktive som lønmodtagere med dansk baggrund. Der er nemlig ikke tale om, at etniske kandidater vrages til fordel for danske kandidater, men at de ikke stiller op, påpeger hun.

»Fagligt arbejde ligger lidt mere fjernt for flygtninge og indvandrere. Nogle kommer fra lande, hvor fagbevægelsen ikke som i Danmark er fri, men systemets forlængede arm. Man skal ikke længere væk end til Grækenland, før tillidsrepræsentanter er betalt af arbejdsgiverne. Etniske minoriteter skal se, hvordan fagbevægelsen fungerer i praksis, før de lader sig overtale til selv at stille op. Og der ligger en stor opgave for os i at puffe den proces i gang – i at overbevise om, at det ikke er farligt, og at man ikke bliver fyret, fordi man er fagligt aktiv,« siger hun.

Indvandrer-forbundet over alle er 3F, som organiserer 46 procent af samtlige ikke-vestlige medlemmer i de kortlagde LO-forbund.

De flere end 27.000 medlemmer af ikke-vestlig oprindelse udgør næsten 10 procent af medlemmerne i 3F. Det har imidlertid ikke banet vejen til tillidsposterne for etniske minoriteter. Med 1,6 procent tillidsrepræsentanter og 1,4 procent sikkerhedsrepræsentanter med ikke-vestlig baggrund er den etniske balance på tillidsposterne kun marginalt bedre end i LO-forbundene som helhed.

Jane Korczak, næstformand i 3F og medlem af LO’s integrationsudvalg, er da også meget ked af tallene. Der er to væsentlige grunde til, at 3F ikke har levet op til sine mål trods mange anstrengelser både alene og sammen med de øvrige LO-forbund, mener hun.

»Dels handler det om, at etniske minoriteter opgiver på forhånd, fordi de er i tvivl om, hvorvidt de magter opgaven med at repræsentere samtlige kolleger. Dels er der ikke gang i den form for talentspejderi i det lokale led,« siger hun.

Plejer er død

Jane Korczak har fortsat optimismen i behold, men har erkendt, at det ikke duer at gå ud og gøre, som man plejer, når man skal mobilisere etniske minoriteter. Der er brug for en langt mere håndholdt indsats, som hun kalder den. Og det bliver en lang proces.

»Vi er blevet klogere på vores eget talmateriale og kan se, at omkring 48 procent af de etniske minoriteter blandt vores medlemmer findes omkring Storkøbenhavn. Det gør det muligt for os at udarbejde langt mere målrettede tilbud til de afdelinger, som har medlemmerne. Før troede vi, de var over det hele og skød med spredehagl. Der er jo heller ikke mening i at lave en indsats for tyrkiske minoriteter i Hjørring, hvis det er thailændere. vi har som medlemmer dér,« siger hun.

Fagbevægelsens Videncenter for Integration (FVI) blev nedlagt ved seneste årsskifte efter tre års virke, og Jane Korczak savner i dag nogen, der kan indsamle viden og de gode erfaringer på området.

En frontløberuddannelse for indvandrere, der gerne ville vide mere om fagbevægelsen og overvejede at blive fagligt aktive, var et af de initiativer, der kom fra videncentret. Uddannelsen blev imidlertid aldrig nogen succes. Få deltog, og der kom ikke nogen tillidsrepræsentanter ud af initiativet.

Ifølge Sanne Ipsen, konsulent på Center for Alternativ Samfundsanalyse (CASA), der i 2007 foretog en undersøgelse af etniske minoriteter i det fagpolitiske arbejde for FVI, er det da heller ikke den vej, man skal gå.

»Man kan da godt sidde i toppen af fagbevægelsen og håndplukke begavede unge og også gøre dem til gode ambassadører. Men tillidsrepræsentanter bliver de ikke. Det sker på arbejdspladserne ved at være sammen med sine kolleger. Så hvis man vil lave projekter, der rekrutterer tillidsfolk blandt de etniske minoriteter, så må man ud på arbejdspladserne,« siger hun.

Målrettet indsats

Som led i undersøgelsen for FVI interviewede Sanne Ipsen etniske minoriteter på arbejdspladserne. Heriblandt indvandrere, der allerede havde påtaget sig et tillidshverv. Men generelt var interessen for at påtage sig fagligt arbejde lav.

Sanne Ipsen mener, at fagbevægelsen skal agitere mere målrettet i forhold til etniske minoriteter om fagbevægelsens fordele og muligheder og give mere støtte til de etniske medlemmer, som allerede er fagligt aktive. Hun mener også, at fagbevægelsen bør ansætte flere med anden etnisk baggrund og klæde deres tillidsrepræsentanter bedre på til at støtte etniske medlemmer.

»Og frem for alt: Hvis fagbevægelsen vil være en bevægelse, hvor de etniske minoriteter føler sig hjemme og også vil gøre sig aktivt gældende, så skal man i den løbende integrationsdebat kraftigt signalere loyalitet over for medlemmer med anden etnisk baggrund. Vi skal sige klart og tydeligt, at de er vores medlemmer på lige fod med alle andre, og dem vil vi gerne repræsentere,« siger Sanne Ipsen.

Indvandrerne rummer mange ressourcer, som fagbevægelsen ikke får udnyttet, fordi de etniske minoriteter ikke føler sig inkluderet. Det er ærgerligt for begge parter i en situation, hvor der heller ikke blandt etniske danskere er kamp om tillidsposterne, mener hun.

Margit Helle Thomsen, direktør for Mhtconsult, der har specialiseret sig i mangfoldighed på arbejdsmarkedet, mener også, at fagbevægelsen skal have skeen i den anden hånd, hvis indvandrerne skal føle et medejerskab til bevægelsen. Der er for lidt harmoni mellem forbundenes forkromede målsætninger på den ene side og på den anden side den oplevelse, som etniske minoriteter får af fagbevægelsen, når de møder den på lokalt plan, mener hun.

»Det nytter ikke, at forbundene siger mangfoldighed, hvis reaktionen fra de lokale fagforeninger bare er: »Fint nok, men det er altså ikke jer, der sidder med medlemmerne«. For nu at sige det på en pæn måde, så kan det ikke udelukkes, at det kniber med den interkulturelle kompetence, eller at der finder diskrimination sted lokalt. Det er i hvert fald de oplevelser, der kommer frem, når vi interviewer folk,« siger hun.

Særbehandling nødvendig

Blandt andet står fagbevægelsens indgroede rædsel for særbehandling i vejen for en servicering af etniske minoriteter, der kunne virke inkluderende, mener Margit Helle Thomsen.

»Argumentet er, at man ikke kan tilgodese Ahmeds særbehov, for så havde Carl Åge og Gerda måske også nogle individuelle problemer – og man skal jo behandle alle medlemmer ens. Jeg har svært ved at se, at særbehandling skulle være odiøst, for alle kunne vel have personlige behov. Men hvis det er mentaliteten, så får du ikke sat de her ting i gang,« siger hun.

Fagbevægelsen overser også, at etniske minoriteter ikke har fået den store historie om solidaritet, kollektivet og kampen for det gode arbejdsliv ind med modermælken.

»Det kan være svært for etniske minoriteter at forstå, hvad alt det der med fagbevægelsen går ud på, og hvorfor danskerne er så optaget af det. Og hvis de ikke forstår det, så kan det godt være, at det er en god idé at gøre sig umage med at fortælle historien. Man møder jo også blandt unge danskere holdningen: »Hvad er der i det for mig?« Det siger måske noget om, at den store fortælling ikke er så tydelig i dag,« siger hun.

Dansk Funktionærforbund kommer ud af en sammenligning med de øvrige forbund med de bedste tal for etniske minoriteters repræsentation på tillidsposter. 3,3 procent af tillidsrepræsentanterne og 2,5 procent af sikkerhedsrepræsentanterne har etnisk minoritetsbaggrund.

Ifølge forbundssekretær Bjarne Larsen finder man dem primært blandt medlemmer beskæftiget inden for rengøring, hvor 60 procent har anden etnisk baggrund. Den sammensætning af en medarbejdergruppe gør det lettere for indvandrere at tage springet til en tillidspost. Men det har også gjort uddannelsen af tillidsrepræsentanterne mere udfordrende, fortæller forbundssekretæren.

»Nogle er ikke så gode til dansk, men det må vi jo så tage hensyn til. Og vi får også noget ud af det, for når de kommer hjem til arbejdspladsen, får de nogle andre kolleger meldt ind. Det er de faktisk gode til,« fortæller han.

Forbundet har en fuldtidsansat til at pleje kontakten til tillidsrepræsentanterne på rengøringsområdet. Han er etnisk dansker, men selv tidligere tillidsrepræsentant.

»Vi prøver så vidt muligt at støtte de etniske tillidsrepræsentanter. De har en høj signalværdi i forhold til de etniske minoriteter, og de er mange gange gode til at sikre kontakten og kommunikationen på tværs af etniske grupper på en arbejdsplads,« siger Bjarne Larsen.