Tillidsfolk utilfredse med indsats for integration

Af
| @GitteRedder

Flertal af tillidsrepræsentanter er kritiske over for fagbevægelsens indsats for at integrere indvandrere på arbejdsmarkedet. Forbundene er usynlige og passive, lyder kritikken. Ugebrevets erhvervspanel efterlyser handling.

Forstærkning Fagbevægelsen springer over, hvor gærdet er lavest, når det handler om at bidrage til en bedre integration af flygtninge og indvandrere på arbejdsmarkedet. Frem for at være aktiv og ambitiøs for at få flere i arbejde, er fagbevægelsen usynlig og passiv.

Det mener i hvert fald et flertal i Ugebrevet A4's erhvervspanel, som består af tillidsfolk på store private virksomheder og tilsammen repræsenterer næsten 64.000 lønmodtagere. 14 ud af 23 tillidsrepræsentanter vurderer, at fagbevægelsen kun leverer en begrænset eller slet ingen indsats for integrationen.

Fællestillidsrepræsentant for elektrikere og specialarbejdere på Rockwool i Hedehusene, Palle Schneider, er en af dem, der mener, at fagbevægelsen slet ikke gør nok, og kalder det uden tøven »et svigt«:

»Fagbevægelsen er usynlig i den politiske debat på det her felt, men også i dagligdagen oplever vi som tillidsrepræsentanter svigt. Jeg kan ikke se, at forbundene gør noget, og det er skuffende. Jeg forstår det ganske enkelt ikke, for det er en opgave, som også fagbevægelsen bør tage mere alvorligt,« siger Palle Schneider.

Han savner en fagbevægelse, der af egen drift kommer med konkrete udspil på integrationsområdet, ligesom han gerne så, at forbundene kom ud på arbejdspladserne og diskuterede integration.

»Fagbevægelsen skal være opsøgende og udfarende på det her felt. Mange unge indvandrere går ledige, og de tabes på gulvet. Hvorfor kan fagbevægelsen ikke opsøge dem, tilbyde gratis kurser i sprog og give dem en større viden om arbejdsmarkedsforhold, så de har forståelsen for virksomhedskulturen, når de engang får job,« spørger Palle Schneider.

Han peger på, at sådanne kurser ville tjene et dobbelt formål. Nemlig at gøre det lettere for indvandrerne at falde til på en arbejdsplads og skabe større respekt og forståelse blandt indvandrere for fagbevægelsens betydning.

»Hvis indvandrerne ser synlige beviser på, at det faglig-politiske arbejde nytter, så vil de hellere være medlem af en fagforening,« konstaterer Palle Schneider.

Efterlyser værktøjer

Også fællestillidsmand på vindmøllefabrikken Vestas, Kim Hvid Thomsen, bebrejder fagbevægelsen, at den mangler engagement og vilje til at gøre noget for at få flere indvandrere i job.

»Det kan være meget svært at få øje på, hvor fagbevægelsen er henne. Forbundene er ikke optaget af det, og i mit forbund, Dansk Metal, halter man også bagefter. Jeg savner, at fagbevægelsen går foran i udlændingedebatten. Man kunne starte med at nedsætte nogle faglig-politiske udvalg til at komme med nye bud på integration, og her ville tillidsrepræsentanterne kunne bidrage,« siger Kim Hvid Thomsen.

Det kniber også med fagbevægelsens kontakt til flygtninge og indvandrere, inden de kommer ud på arbejdsmarkedet, påpeger tillidsrepræsentant for specialarbejderne på skofabrikken ECCO i Bredebro, Sonja Ellegaard.

»Fagbevægelsen skal hjælpe mere aktivt for at skubbe indvandrerne ud på arbejdsmarkedet tidligere. I dag får man fat i dem alt for sent, hvis man overhovedet får fat i dem,« siger hun.

Flere tillidsrepræsentanter føler sig ladt i stikken af deres bagland, når det handler om integration, og efterlyser nye værktøjer, nye kurser og nyt inspirationsmateriale for at få integrationen op i tempo.

Tillidsfolkenes utilfredshed med forbundenes integrationsarbejde kommer i kølvandet på, at Ugebrevet A4 for tre måneder siden kunne dokumentere, at under halvdelen af de 19 LO-forbund har en fagpolitisk handlingsplan, færre end en håndfuld medarbejdere beskæftiger sig på fuld tid med integration, og kun ganske få indvandrere er på forbundenes lønningslister. Dengang erkendte Jane Korczak, næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund (KAD), at fagbevægelsen langt fra gør det godt nok:

»Fagbevægelsen er nødt til at stille flere ressourcer til rådighed for at få sat flere aktiviteter i gang på integrationsområdet,« sagde hun.

Ikke kun fagbevægelsen får drøje hug af tillidsrepræsentanterne. 22 ud af 23 tillidsfolk kritiserer VK-regeringen for kun i begrænset eller slet ingen grad at interessere sig for at hjælpe til en bedre integration.

»Regeringen strammer hele tiden grebet om indvandrere, men det hjælper dem ikke ud på arbejdsmarkedet. Alt har en negativ karakter og man anvender straffemetoder, der ikke betyder bedre integration. Måske tværtimod,« siger Sonja Ellegaard fra ECCO.

Heller ikke tillidsrepræsentant for KAD'erne på Coloplast Lise Schachtschabel har ros til overs for regeringen. Al den negative retorik i udlændingedebatten skader integrationen mere, end den gavner, frygter hun:

»Set med mine øjne prøver regeringen at sætte flygtninge og indvandrere ind på samfundets absolutte bundscoreplads, og det er ikke just befordrende for integrationen,« fastslår Lise Schachtschabel.

Åbne kolleger

Ifølge et stort flertal i erhvervspanelet er lønmodtagerne ikke bremseklodsen for integration på arbejdspladsen. 18 tillidsfolk svarer, at de ingen modstand oplever blandt kollegerne mod at ansætte personer af anden etnisk herkomst. Kun fire svarer, at kollegerne kan finde på at modsætte sig.

»Vi har ikke haft en eneste sag, hvor kolleger er fløjet i hovedet på hinanden. Jeg oplever ingen modstand fra kolleger mod at ansætte personer af anden etnisk herkomst,« siger Kim Hvid Thomsen fra Vestas.

13 ud af de 23 tillidsrepræsentanter svarer, at andelen af medarbejdere med en anden etnisk herkomst end dansk i dag er større end for fem år siden, ligesom godt halvdelen svarer, at der er større opmærksomhed omkring integration end for fem år siden. Seks virksomheder har af egen drift sat danskundervisning af nydanskere i gang. For eksempel har Coloplast tidligere haft danskkurser til læse-stave-svage, og de er nu suppleret med danskkurser for fremmedsprogede.

Netop flygtninges og indvandreres manglende sprogkundskaber fremhæves af et flertal på 17 tillidsrepræsentanter som den største hindring for integrationen. Et eksempel er Rockwool, hvor medarbejderstaben i produktionen er reduceret kraftigt det seneste par år, så den kun tæller 62 ansatte mod tidligere 350.

»Før i tiden var der flere nydanskere ansat, men i dag er der ikke så mange arme-og-ben-job længere. I stedet har ny teknologi gjort sit indtog, og det kan være svært at betjene nye avancerede systemer uden et godt danskkendskab. Derfor er vi nødt til at udstyre nydanskerne med et ordentligt sprog, hvis vi vil have dem ud på et arbejdsmarked, der stiller stadig større krav,« mener Palle Schneider.

Virksomheder lader stå til

Samme oplevelse har Kim Hvid Thomsen fra Vestas.

»Den første barriere man støder ind i, er nogle indvandreres manglende sprogkundskaber. På en moderne arbejdsplads er der masser af papirer at udfylde og masser af papirer og tegninger at forholde sig til, og derfor er dansk på et højt niveau en forudsætning for at kunne passe mange job. Men det er jo til at rette op på. Hvis man vil integration, må man give mere danskundervisning,« fastslår Kim Hvid Thomsen.

Også virksomhederne selv bærer en del af skylden, for at integrationen herhjemme ikke er nogen solstrålehistorie. I stedet for aktivt at udvikle socialt ansvar og tolerance, lader virksomhederne stå til.

13 tillidsfolk svarer, at arbejdspladsen ikke har en hensigtserklæring om at skabe en etnisk blandet medarbejderstab, og det er vel at mærke på store virksomheder.

De besvarelser stemmer godt overens med den store undersøgelse, som adjunkt Jeanette Lemmergaard fra Syddansk Universitet har foretaget, og som ugebrevet for nylig præsenterede.

Den viste, at færre end hver fjerde virksomhed herhjemme har en minoritetspolitik, at stort set ingen kender eller bruger de særlige jobordninger for nydanskere, og at få virksomheder har en etnisk personalepolitik.

Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) har ikke haft tid til at kommentere tillidsrepræsentanternes kritik.