Tilliden til regeringens skolepolitik styrtdykker

Af | @MichaelBraemer

Mens lockouten raser flygter danskerne fra regeringens skolepolitik. Ved valget støttede hver anden dansker socialdemokraternes kurs overfor folkeskolen, i dag er det kun godt hver fjerde. Lærerkonflikten er gift for regeringens skoleplaner, vurderer professor. Undervisningsministeren tror, billedet ændrer sig, når danskerne får lockouten på afstand.

Foto: Foto: Casper Dalhoff, Polfoto

MISTILLID Trods udspillet til en ny folkeskolereform har vælgernes tro på, at en socialdemokratisk-ledet regering er bedst til at drive folkeskolen, ikke været lavere i de seneste 15 år.

Da Helle Thorning-Schmidts regering efter det seneste folketingsvalg overtog magten, havde vælgerne ellers en næsten euforisk tro på, at S-SF-R-regeringen ville forbedre kvaliteten af undervisningen i folkeskolen.

Mere end halvdelen af danskerne – 51 procent – så dengang en socialdemokratisk ledet regering som garanten for kvalitet i folkeskolens undervisning. Det fremgår af en valgundersøgelse, som forskere under Aalborg Universitet har gennemført ved samtlige valg siden 1998.

I dag er opbakningen næsten halveret – og på det laveste niveau siden 1998.

Kun godt hver fjerde dansker – 27 procent – peger nu på socialdemokraterne, når de bliver spurgt, om det er en socialdemokratisk ledet regering eller en borgerlig regering, der er bedst til at sikre en god undervisning i folkeskolen?

Det fremgår af en undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 blandt et repræsentativt udsnit af vælgerne i påskeugen fra 22. marts til 3. april i år.

Er tilliden til Thorning-regeringens skolepolitik faldet siden valget, er tilliden til de borgerliges folkeskolepolitik modsat vokset.

Hvor den i 2011 var helt i bund med en opbakning fra 22 procent, er det nu 33 procent af danskerne, der tror, at en borgerligt ledet regering bedst sikrer en god folkeskole.

De borgerlige har dog langtfra høstet hele rød bloks tilbagegang, for størst tilslutning siden valget har den gruppe, der svarer ’Ingen forskel’, fået.

Gruppen, der mener, at det er hip som hap, om det er Venstre eller Socialdemokraterne, der udlægger teksten i folkeskolen, udgør i dag 40 procent af vælgerne – og gruppen har ikke været større siden folketingsvalget i 1998.

Gift for skolen

Professor Niels Egelund fra Aarhus Universitet, der er en af landets førende skoleforskere, mener, det er et sygdomstegn, når så stor en del af vælgerne ikke har tillid til politikernes evne til at drive folkeskolen.

Han er ikke i tvivl om, at det er lockouten af lærerne i kølvandet på de kuldsejlede overenskomstforhandlinger mellem Kommunernes Landsforening (KL) og Danmarks Lærerforening (DL), der har flyttet vælgerne.

»Konflikten er den rene gift for stemningen omkring den folkeskolereform, regeringen har fremlagt, og folkeskolen i det hele taget,« mener Niels Egelund.

Regeringens problem er ikke så meget udspillet til en folkeskolereform med heldagsskole. For de borgerlige har været inde på nøjagtig samme kurs, og derfor er der heller ikke så mange, der i stedet får tillid til de borgerlige, påpeger han.

»Det er spørgsmålet om, hvem der skal finansiere det, der har skabt balladen. Hvis helhedsskolen ikke var kædet sammen med overenskomstdrøftelser, tror jeg, at alle havde været glade og godt tilfredse. Hvis man bare havde sagt til Danmarks Lærerforening, at nu skal vi have ansat nogle flere lærere, så ville de have klappet i deres hænder og sagt, at det var da dejligt,« siger professoren.  

Voksende kritik af heldagsskolen

Lars Olsen, journalist og forfatter til en række debatbøger, hvor han har beskæftiget sig med folkeskolen, er enig.

»Jeg tror, at vælgernes vurdering havde set anderledes ud, hvis målingen havde været foretaget i december måned, da undervisningsministeren (Christine, red.) Antorini lagde folkeskolereformen frem. På det tidspunkt er den rimelig populær. Medier og eksperter roste den, og målinger viste, at forældrene bakkede op og var glade,« påpeger han.

Når stemningen har ændret sig så afgørende i løbet af foråret, har det ifølge Lars Olsen to årsager. Dels er helhedsskolen kommet under voksende kritik, så der nu er en bekymring blandt forældre for, at man stjæler børnenes fritid. Dels har lærerkonflikten skabt en tvivl om, hvorvidt reformen overhovedet kan gennemføres.

»Vælgerne er blevet usikre og ved ikke, hvad der er op og ned på det hele. Det lykkedes inden valget regeringspartierne at bygge en meget stærk kompetence op, som folk nu er blevet usikre på. De er rådvilde og går derfor i højere grad til ’Ingen forskel’-gruppen end til de borgerlige,« vurderer Lars Olsen.

For at genvinde vælgernes tillid på folkeskoleområdet må regeringen ifølge Lars Olsen finde en blød landing i forhold til lærerne. Hvis den griber ind i konflikten, bliver den nødt til at give lærerne noget, så stemningen på lærerværelserne ikke ender helt nede i kulkælderen. For så bliver det svært at gennemføre en så stor reform, påpeger han.

»Og så skal regeringen være bedre til at forklare, hvad helhedsskolen går ud på. At man ikke skal forestille sig, at børn skal opholde sig syv timer i den skole, vi kender i dag. At det er en helt anden måde at organisere børneliv og undervisning på,« påpeger Lars Olsen.  

Forvrængning

Undervisningsminister Christine Antorini (S) oplever, at hun er oppe imod vildledning fra lærernes organisation, Danmarks Lærerforening (DL). Lærerne kører en kampagne, som ifølge hende har skabt et forvrænget billede af, hvad regeringen vil med folkeskolereformen.

»Det er en vildledning at påstå, at vi vil en heldagsskole. Vi siger flere timer, ja, men på en anden måde, og det, synes jeg, er en god idé. Mødetid fra otte til to, otte til tre eller otte til halv fire alt efter aldersgruppe. Jeg synes, det er ærgerligt med en sådan kampagne. Ikke mindst fordi DL’s eget udspil om at gøre en god skole bedre på lange stræk ligger i forlængelse af, hvad vi vil,« siger undervisningsministeren.

At folkeskolereformen nu bliver kædet sammen med lærerkonflikten er heller ikke et ansvar, hun vil påtage sig.

»Det var et hovedpunkt allerede i regeringsgrundlaget, at vi ville skabe et fagligt løft i folkeskolen, og folkeskolereformen blev fremlagt i december. At det så skulle ende med en overenskomstsituation, hvor parterne ikke kan nå til enighed, kunne ingen jo vide. Det er to forskellige forløb, men de bliver blandet godt og grundigt sammen, og det er superærgerligt,« siger Christine Antorini.

Hun tror på, at det vil lykkes at genvinde vælgernes tillid på den anden side af konflikten.

»Folk var positive, da folkeskoleudspillet blev fremlagt. Det viste alle målinger. Men nu bliver spørgsmålet stillet midt i den største konflikt i nyere tid på skoleområdet, og så er svarene ikke så mærkelige. For konflikten skaber selvfølgelig usikkerhed og utryghed. Lad os lige se, hvordan tallene ser ud om et år, når vi har haft lejlighed til at tale om indhold snarere end konflikt,« siger hun.

Lærerne slår stemningen an

Det er dog heller ikke første gang, at vælgernes tillid til en siddende regerings evne til at styre folkeskolen påvirkes af kraftige reaktioner fra lærerkredse, påpeger Niels Egelund fra Aarhus Universitet. Hvis man ser tilbage på, hvem vælgerne havde tillid til på folkeskoleområdet i 00’erne, begyndte tilliden til den borgerlige regering at falde fra 2005.

På seks år frem til valget i 2011 faldt andelen af vælgere, der mente, at en borgerlig regering var bedst til at sikre kvaliteten i folkeskolen fra 40 til 22 procent.

Det kæder Niels Egelund sammen med, at vi i 2006 fik elevplaner, kvalitetsrapporter og nationale tests. Alt sammen heftigt kritiseret fra lærerkredse, påpeger han.

»Folkeskoleområdet er meget følelsesbetonet. Her taler vi om noget, alle har været i, og som de fleste har børn eller børnebørn i. Det er ikke som for eksempel økonomiske politikområder, der går hen over hovedet på mange. Og når lærerne går på barrikaderne, vil mange begynde at tvivle på, om politikerne nu gør det rigtige. Om de styrer folkeskolen ordentligt,« vurderer Niels Egelund.  

I perioden fra 1998 til 2005 var tilliden til de borgerliges evne til at styre folkeskolen ellers vokset støt. Det forholdsvis beskedne, men dog stabile, forspring til de borgerlige ser valgforsker Rune Stubager fra Aarhus Universitet som en reaktion på tidligere årtiers socialdemokratiske-radikale skolepolitik.

»Der var en lille overvægt af vælgere, der var enige med Anders Fogh i opgøret med rundkredspædagogikken og opfattelsen af, at i det skoleregime, vi havde i 70’erne og 90’erne, lærte eleverne for lidt. Pisa-undersøgelser fik mere og mere opmærksomhed, og her fik man pludselig et værktøj, der fastslog, at vi lå på niveau med lande, som de fleste ikke havde lyst til at sammenligne sig med,« forklarer han.

Ideologisk slagmark

Ulla Tørnæs, undervisningsminister for Venstre i perioden 2001-2005, husker det paradigmeskifte, hun tog hul på i den nyvalgte VK-regering.

»Vi ville have mere undervisning. Og i lyset af det, Christine Antorini siger i dag, er det sjovt at tænke på, at jeg blev hylet ud, når jeg sagde ’flere timer’. Vi gik og troede, at vi havde verdens bedste folkeskole, men få dage efter, at jeg var blevet minister, kom den første Pisa-undersøgelse, og den understøttede jo sådan set det, jeg gerne ville. Det var også nationale tests, der kunne klarlægge den enkelte elevs behov, og udvidet adgang til holddeling,« fortæller hun.

Lars Olsen husker også perioden, hvor han fulgte området som journalist på Ugebrevet A4 og gennemførte en række undersøgelser af danskernes holdning til folkeskolen.

»Selv blandt røde vælgere var der et bredt ønske om mere faglighed og disciplin i folkeskolen, og der var stor bekymring for de 18 procent, som gik ud af skolen uden at kunne hverken læse eller skrive,« påpeger han.

Men den borgerlige kamp for at trimme folkeskolen kammede over ideologisk. Det er i hvert fald undervisningsminister Christine Antorinis forklaring på, at det fra 2005 og frem til 2011 lykkedes hendes fløj at få en stadig voksende tillid fra vælgerne til, at en rød regering kunne gøre det bedre.

»Folkeskolen var blevet ekstremt ideologisk på en kedelig måde. Eksemplificeret ved, at Anders Fogh gik ud og skældte hele lærerstanden ud for at være rundkredspædagoger og ville lave ranglister af skoler. Vi kunne se fra 2005 og frem, at forældre var optaget af problemerne og gerne ville have nogle bud på, hvordan folkeskolen kunne drives på en anden måde i stedet for at se den omdannet til en ideologisk slagmark,« siger Christine Antorini.

Imod alt - undtagen penge

Bertel Haarder, der var Venstres undervisningsminister fra 2005 til 2010, har dog en anden udlægning af vælgernes svigtende tillid – en forklaring, som også Christine Antorini kan trøste sig med midt i den vælgermæssige modgang:

»Folkeskolekulturen er generelt imod regeringer. Man er imod alt, hvad der kommer fra staten - undtagen penge,« fastslår Bertel Haarder i en mail til Ugebrevet A4.

Selv om den nuværende regerings tillidskrise er tæt forbundet med den øjeblikkelige konflikt på skoleområdet, skal regeringen stå stærkere i det hele taget, hvis tilliden skal vende tilbage, vurderer valgforsker Rune Stubager.

»Regeringen har mistet mange vælgere, og der er en stærk sammenhæng mellem, hvem man vil stemme på, og hvem man synes vil gøre det bedst på et givet, politisk område. Det er faktisk svært at sige, hvad der skyldes den generelle tendens med vigende vælgertilslutning, og hvad der skyldes noget konkret på folkeskoleområdet,« påpeger han.