Tilbage til en fuser?

Af

Den offentlige sektor har brugt milliarder af kroner på at afvikle systemet med offentligt ansatte tjenestemænd, som er svære at afskedige, og hvis pension betales af de offentlige arbejdsgivere. Nu foreslår professor Jørgen Grønnegaard Christensen at genindføre systemet. Ugebrevet A4 har spurgt ham, hvad meningen er.

Jørgen Grønnegaard Christensen, du foreslår, at det offentlige skal tilbyde en mere sikker og stabil ansættelse à la den gamle tjenestemandsansættelse. Er det ikke at gå tilbage til en fuser?

»Jeg mener snarere, det kan blive et columbusæg, fordi vi med en mere stabil ansættelsesform i det offentlige kan appellere til de unge, som ellers vil søge over i den private sektor. Og det er det offentliges problem i dag: Man mangler appel.«

Men der er jo brugt mange milliarder kroner på at afvikle tjenestemændene?

»Når man afskaffede tjenestemandssystemet for store grupper af offentligt ansatte, var det på grund af pensionsbyrden. Jeg foreslår et nyt system, hvor de offentlige sikres ordentlige pensionsforhold i en pensionskasse, så det offentlige ikke hænger på pensionsbyrden.«

Men hvad er der tilbage, hvis man sløjer tjenestemandspensionen?

»Langsigtet sikkerhed i ansættelsen.«

Men vil indførelsen af et system, hvor man forventer, at mennesker arbejder, til de får gulduret, ikke netop gøre den offentlige sektor mere gammeldags og støvet?

»Nej. Problemet i den offentlige sektor er som sagt, at den mangler appel til unge. Og her nytter det altså ikke at forsøge at ligne den private sektor ved at indføre individuelle lønformer. Forestillingen om, at man skal kunne konkurrere på lønnen, er fuldstændig misforstået. De offentlige arbejdspladser bør i stedet gøre sig attraktive ved at tilbyde mere stabile og sikre arbejdsforhold end det private, fordi man derved vil give unge muligheder for at mere fleksibelt familieliv.«

Kan det ikke blive voldsomt dyrt? Et af problemerne i tjenestemandssystemet var vel netop, at omkostningerne ved at fyre folk var så store, at det var nærmest umuligt at skære ned på medarbejderstaben?

»Risikoen for, at det offentlige inden for nærmeste fremtid skulle stå med en alt for stor medarbejdsstab, er meget lille. Derfor frygter jeg ikke så meget for omkostningerne ved at tilbyde en langsigtet sikkerhed i ansættelsen.«

Hvad vil effekten så være, hvis det offentlige signalerer til omgivelserne, at det er stedet med sikre og stabile ansættelsesforhold?

»Mit håb er, at man kan gøre de trængte dele af den offentlige sektor mere attraktive. Inden for omsorgs- og sundhedssektoren er der voldsomme rekrutteringsproblemer, som sandsynligvis kun vil vokse sig større i de kommende år. Hvis de problemer skal løses, skal det offentlige kunne tilbyde noget, det private ikke kan. Sikre og stabile ansættelsesforhold kan være en af løsningerne.«

Men ungdommen i dag skifter jo ofte job. Er det ikke naivt at forestille sig, at sikre og stabile ansættelsesforhold vil få dem til at søge i retning af det offentlige?

»Det er korrekt, at villigheden til at skifte job er langt større end tidligere. Men vi befinder os på toppen af en højkonjunktur, hvor det ikke i årtier har været lettere at finde arbejde. Men hvad nu hvis konjunkturerne vender, og vi igen får stigende arbejdsløshed? I den situation vil et godt og stabilt job virke langt mere tillokkende.«

Men er det offentliges rekrutteringsproblemer ikke først og fremmest udtryk for nogle forfærdelige imageproblemer? Hvordan er det lige, mere sikkerhed i ansættelsen skal sikre det offentlige et bedre image?

»Det kan gøre en ansættelse i det offentlige mere attraktiv, hvilket selvfølgelig også vil smitte af på det offentliges image. Men der er da heller ingen tvivl om, at det hvis det offentliges image for alvor skal forbedres, så kræver det, at politikerne begynder at omtale det offentlige på en anden måde. I øjeblikket er det meste af det, man hører fra politikernes mund, kritik af det offentlige og stadig flere krav. Og det er jo ikke ligefrem en salgstale.«