Til kamp mod sundhedsforsikringer

Af

LO-medlemmer bør sige nej tak til sundhedsforsikringer, som er dybt usolidariske og undergraver velfærdsstaten. Det mener Claus Moe, overlæge på Geriatrisk Klinik på Bispebjerg Hospital. Han drømmer om, at en ny folkebevægelse og den aktuelle krise kan tvinge privathospitalerne til at dreje nøglen om.

INTERVIEW Danskerne vil i stort tal gå på gaden og protestere, når og hvis det gik op for dem, hvor stor en trussel sundhedsforsikringer er for velfærdssamfundet. Det tror Claus Moe, læge i det offentlige sundhedsvæsen gennem 27 år og forfatter til en række lærebøger og artikler om etik i lægegerningen. Han stiller sig gerne selv i spidsen for en folkebevægelse mod den omsiggribende brug af sundhedsforsikringer.

Umiddelbart ligner den 52-årige overlæge med speciale i ældresygdomme ikke en oprørsk bannerfører. Men indignationen er åbenlys. Øjne og stemme får ekstra kraft og glød, når han taler om de konsekvenser, han ser ved, at en million danskere har en sundhedsforsikring, der bringer dem forrest i køen til behandling – foran arbejdsløse, ældre og ansatte på arbejdspladser uden samme forsikring.

»Rige og fattige mennesker er lige hjælpeløse og bange, når de rammes af sygdom. Men vi er på sundhedsområdet hastigt på vej mod et A-hold og et B-hold, fordi sundhedsforsikringerne indebærer, at direktør Jensen kommer hurtigere i behandling for sin kræftsygdom end en arbejdsløs med samme sygdom. Det er helt urimeligt for den enkelte, dybt uetisk og en trussel mod hele vores skandinaviske velfærdsmodel.«

Claus Moe blæser til fælles kamp for, at alle danskere får lige ret og adgang til behandling. Og han opfordrer fagbevægelsen og dens medlemmer til at melde sig under fanerne som de første. Skarpt forfulgt af venstrefløjen og Socialdemokraterne. For det her er den nye klassekamp:

»Det skuffer mig, at LO-arbejdere er så ivrige efter at få en sundhedsforsikring, og at man langt ind i SF delvist støtter privatisering på sundhedsområdet. Fagbevægelsen og venstrefløjen skyder virkelig sig selv i foden her. For en sundhedsforsikring dækker jo typisk kun, mens man er i arbejde, og kun på arbejdspladser og for personalegrupper, der har sådan en forsikring som personalegode.«

Et konkret eksempel: En bil kører galt, og alle passagerer får naturligvis akut behandling i offentligt regi. Men én passager får hurtig, opfølgende behandling, fordi han eller hun har en sundhedsforsikring. Mens de øvrige passagerer risikerer at skulle vente, fordi de ikke er så heldige at have en forsikring.

»Den situation tror jeg, at de flere danskere vil finde dybt uværdig.«

Han forudser også andre barokke følger:

»Det er på tale at give offentligt ansatte private sundhedsforsikringer. Interessant bliver det, når offentligt ansatte på hospitalerne skal have tilbudt den slags forsikringer. Det vil være den totale falliterklæring for det offentlige hospitalsvæsen, når overlægen på det offentlige sygehus selv bliver behandlet på privathospital.«

En folkesag

Claus Moe undrer sig over, at Socialdemokraterne og fagbevægelsen ikke for længst har gjort det til en politisk mærkesag at garantere alle danskere lige vilkår på et offentligt, sundhedsmæssigt A-hold. Det er en folkesag, der kan samle støtter langt ind i de borgerlige rækker, forudser Claus Moe.

»Det her handler ikke om politisk observans, men om anstændighed og etik. Selv er jeg liberalistisk indstillet og går ind for fri konkurrence. Men som borger er jeg bekymret over sundhedsforsikringerne, der maksimerer egoismen og baner vej for en kultur som i USA, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Skidt med naboen, vennerne, kollegerne og alle de andre.«

En million lønmodtagere har nu en sundhedsforsikring som skattefrit personalegode og kan springe køen til behandling i det offentlige sygehusvæsen over ved at tage på privathospital. Men det skattefri personalegode er ekstremt ulige fordelt, viste en nylig A4-undersøgelse. Offentligt ansatte bliver eksempelvis næsten helt forbigået.

Som læge bekymrer det Claus Moe, at politikerne med velsignelsen af sygeforsikringerne lægger pres på lægeløftet, som ellers bøjer i neon, at alle – rig som fattig – skal behandles ens. At det altid og alene er sygdommen, der ligger til grund for, hvilken og hvor hurtig behandling en patient får.

Den bekymring er han ikke alene om. De offentlige sygehuses øverste politiske chef, formanden for Danske Regioner, Bent Hansen, har udtalt, at de populære private sundhedsforsikringer og høje takster til privathospitalerne gør det stadigt sværere for lægerne at overholde lægeløftet. Også tidligere formand for Etisk Råd, overlæge Ole J. Hartling, har advaret om, at sundhedsforsikringer indebærer behandling efter, hvem der kan betale – ikke efter, hvem der har behov.

Overbehandling

Claus Moe opfordrer politikerne til at genoverveje, om det er smart at lade forsikringsselskaber tjene penge på syge mennesker. Forsikringsselskaber er et unødvendigt og fordyrende led i sundhedsbehandlingen, mener han. Han kalder det et økonomisk paradoks, at politikerne på den ene side gerne vil have lave sundhedsudgifter samtidig med, at det bliver dyrere at behandle en patient, når forsikringsselskaber og investorer i privathospitaler scorer fortjenester.

Det er hans erfaring, at penge i relationen mellem læge og patient en rigtig dårlig ting. Han har personligt haft patienter, som er blevet overundersøgt på privathospitaler i udlandet.

»Indimellem tænker jeg, at det ikke er rimeligt, at en patient har fået lavet så mange undersøgelser. Når en privatklinik helkrops-scanner en person for en hudafskrabning eller foretager et væld af blodprøver, sker det ikke kun for at være omhyggelig og undgå klager. Der er også et taxameter, som tæller, hver gang en ydelse bliver foretaget.«

Han oplever også, at dygtige læger og sygeplejersker skifter til privathospitaler, hvor lønnen er højere. Især dygtige kirurger med et godt ry håndplukkes. Han har også kolleger, der bijobber på privathospitaler.

Han kalder udviklingen ”kedelig” og ”ærgerlig”, men vil ikke pege fingre af nogen. Bijobberiet sker efter almindelig arbejdstid og går derfor ikke ud over patienterne på det offentlige hospital. Og Claus Moe indrømmer beredvilligt, at han også selv ville tage et job i det private, hvis hyren var høj nok:

»Jeg skal ikke spille hellig og frelst. Hvis et privathospital tilbød mig dobbelt løn for samme arbejde, sagde jeg ja tak. Men jeg vil finde det meget mere inspirerende at være med til at arbejde for et stærkt offentligt sygehusvæsen, der udkonkurrerer privathospitalerne ved at være bedst.«

Claus Moe afviser også at være drevet af personlig brødnid eller frygt for at blive udmanøvreret fra sit trygge overlægejob af dygtigere læger på privathospitaler.

»Min arbejdsdag går med at lave demenshandlingsplaner. Der vil i fremtiden være så mange demente gamle, at jeg ikke risikerer at blive arbejdsløs i resten af mit arbejdsliv.«

Vi kan nå det endnu

Men det ærgrer overlægen, hvis ikke Danmark udnytter sin unikke mulighed for at blive internationalt forbillede som en nation med lige ret til samme behandling finansieret over skatten. Og vi kan nå det endnu, forudser han. Trods det stigende antal sundhedsforsikringer er det stadig kun cirka fem procent af sundhedsbehandlingen, der sker på privathospitaler.

Samtidig er mange privathospitalerne lige nu hårdt ramt på pengepungen, fordi regeringen midlertidigt har suspenderet behandlingsgarantien. I kølvandet på sidste års strejker på blandt andet sygehusene er ventelisterne til mange behandlinger vokset så lange, at det frem til sommer er slut med at sende patienter videre til privathospitaler, når de ikke kan behandles på et privathospital inden for en måned.

»Krisen kan blive et vendepunkt. Vi har alle kort på hånden og kan verfe privathospitalerne af banen med et snuptag. Men det kræver handling. På kort sigt ved at fjerne skattebegunstigelsen af sundhedsforsikringerne.«

Antallet af private sundhedsforsikringer er steget markant, siden den borgerlige regering i 2002 gav virksomheder mulighed for at trække hele udgiften fra i skat, ligesom medarbejderne slipper for at blive beskattet af dem. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, AErådet, mistede statskassen sidste år skatteindtægter på 684 millioner kroner på den konto. Og Claus Moe har opbakning til sit forslag om at fjerne skattebegunstigelsen af sundhedsforsikringerne fra ingen ringere end Skattekommissionen. Kommissionens formand Carsten Koch har advaret om, at private sundhedsforsikringer skaber ulighed. Men regeringen har afvist at pille ved fradraget på private sundhedsforsikringer.

På lang sigt vil Claus Moe afskaffe behovet for sundhedsforsikringer ved massive investeringer i den offentlige sundhedssektor. Han erkender, at det bliver dyrt. Meget dyrt. Måske endda en fordobling af sundhedsbudgettet. Men det er tiltrængt, mener Moe. Der er ikke bygget et nyt hospital i København siden Herlev Sygehus tilbage i 1970’erne, og lægerne skal på efteruddannelse i udlandet.

Og der skal handles nu, mener overlægen. Om 20 år er det for sent. Så har vi fået amerikanske tilstande, gyser han.