Til helvede med naboer fra helvede

Af

Det skal være slut med bølleadfærd i boligkvarterne. Forældrene skal tage sig sammen, ellers vanker der ved kasse et og på politistationen. Og så skal politikerne ikke være blege for at fortælle folk, hvordan de skal opføre sig. Det siger medlem af det britiske parlament, socialdemokraten Frank Field. Han efterlyser en adfærdspolitisk revolution.

Takt og tone »Byg robuste boliger under motorvejsbroerne, flyt alle bøllefamilierne derud og lad dem passe sig selv. Vi kan ikke længere acceptere, at almindelige mennesker bliver chikaneret af unge bisser og familier, der opfører sig asocialt,« siger Frank Field.

Han er en mand med en sag.

citationstegnDet er ikke nok, at folk får flere penge mellem hænderne, og at arbejdsløsheden bliver mindre. Man kan ikke have et succesfuldt samfund uden sunde familier.

Som medlem af det britiske parlament, valgt for arbejderpartiet Labour, har Frank Field indledt et korstog mod det, han kalder bøllekulturen i Storbritannien. Det er et korstog, han ikke er alene om. Hans ideer trænger igennem til premierminister Tony Blair og indenrigsminister David Blunkett. Selv i Danmark er fremtrædende unge socialdemokrater som retsordfører Morten Bødskov og medlem af EU-parlamentet Helle Thorning-Schmidt præget af Fields tanker om, at politikerne skal rette opmærksomheden mod en tilsyneladende stigende asocial adfærd i samfundet.

Og meget står på spil.

»Asocial adfærd er ofte det første skridt på vej mod lovløshed, for det handler om manglende respekt for fællesskabet – eller for at være mere præcis om en manglende forståelse af fællesskabet. Summen af den stadigt dårligere opførsel i Storbritannien truer de værdier, der får samfundet til at hænge sammen,« siger Frank Field.

Nihilismens stormstropper

Han er ikke teoretiker. Det er den virkelighed, hans vælgere møder, der ryster ham.

»Jeg har talt med pensionister, der bliver mobbet af bander af unge bøller, der løber hen over hustagene, pisser ind gennem brevsprækkerne, og som i bogstaveligste forstand står på lur i mørket for at forskrække de ældre medborgere. Jeg får opråb fra skolelærere, som uden for arbejdstid bliver forfulgt af elever, der råber af dem og kaster tyggegummi i hovedet på dem.

Lejere oplever, at enkelte familier terroriserer hele boligblokke, uden at myndighederne griber ind, enten fordi de ikke kan eller ikke vil,« siger han.

I Frank Fields eget valgdistrikt Birkenhead, en gammel arbejderforstad til Liverpool, er der store boligområder, hvor ambulancer kun kommer, hvis der er politieskorte – de har fået bank for mange gange eller oplevet, at udstyret bliver stjålet. Det er ulideligt at leve sammen med mennesker, som konstant tilsidesætter fællesskabets regler og normer. De er med Fields ord: naboer fra helvede, halvbarbarer, apokalypsens ryttere og nihilismens stormtropper.

Go´e gamle dage

At problemet er vokset, er Frank Field ikke i tvivl om. Sidste år gennemførte den britiske regering en optælling over asocial opførsel. På en enkelt dag nåede man op 66.107 tilfælde. Et tal, der efter Fields bedste overbevisning er alt for lavt, for kun en brøkdel af bøllestregerne bliver registreret:

»Folk har mistet troen på, at det nytter at klage. Politiet kan ikke gøre noget, og de bøller, der laver balladen, er ligeglade med, om de får en påtale eller et formanende ord fra socialrådgiveren,« siger han.

Men hvad er gået galt?

Ifølge Field var Storbritannien i 1950’erne et samfund i social balance. Det var resultatet af en hundrede år lang proces, hvor kristne værdier i hånd med arbejderbevægelsens barkede næver skabte et samfund, der byggede på værdier som anstændighed, ansvar for eget liv og respekt for medmennesker.

»Kristendommen var med til at skabe troen på en selv, og arbejderbevægelsen opbyggede kollektive forsikringsordninger i velfærdssamfundet og i fagforeningerne, som alle kunne få glæde af, hvis de vel at mærke bidrog i det omfang, de kunne. Der var ikke plads til dagdrivere og småsvindlere,« siger han.

Men den sociale balance blev forskubbet i takt med, at samfundet blev rigere, velfærden udbygget, og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet. Netop det sidste tillægger Frank Field stor betydning, for familien er ifølge ham den afgørende byggesten, når samfundets værdier skal fastholdes:

»De fleste børn tror, de er verdens centrum. Men i velfungerende familie lærer børnene, at der er to-tre andre, der er lige så vigtige, og at tingene kun fungerer, hvis man tilpasser sig hinanden.

Problemet er, at samfundets evne til at skabe stærke familier er blevet mindre, og det hænger blandt andet sammen med, at kvinderne er kommet ud på arbejdsmarkedet. Jeg siger ikke, at kvinderne skal vende tilbage. Men vi tog en af samfundets byggeblokke, familien, og ændrede den totalt uden at tænke på, hvad det ville betyde for samfundet,« siger han.

Familien, der brød sammen

Særligt for de ressourcesvageste grupper har opløsningen af den traditionelle kernefamilie været fatalt. Frank Field kan fra sit valgdistrikt fortælle historier om unge forældre, der ikke aner, hvad de skal gøre med deres børn, andet end at sætte dem foran fjernsynet. I de lokale skoler møder Field unge, der efterlyser timer i forældrekundskab – elementær viden om, hvad man gør, når man får et barn.

Derfor er først og fremmest børnenes tarv kernen i Frank Fields bud på, hvordan man kan ændre den asociale adfærd. På den korte bane er der ingen tvivl i Fields sind om, at bevillingerne til politiet skal stige med 50 procent, at bistandshjælpen skal fjernes for personer, der udviser konstant asocial adfærd, og at bøllerne skal koncentreres i områder, hvor de kan plage sig selv.

For Field gider ikke bruge penge på »at nå dem«, de er tabte for omverden, uanset hvad de »blødende hjerters brigade« måtte mene.

Gevinst at være enlig mor

Men på den lange bane er Field optaget af at støtte børn fra svage familier. Også selv om det betyder, at samfundet opstiller meget håndfaste rammer for god og dårlig opdragelse. Field forestiller sig, at politiet skal kunne være stedfortrædende forældre, at mange flere børn skal anbringes uden for hjemmet, og at forældre skal underskrive en kontrakt om, hvordan de opdrager deres børn, når de får en social ydelse. Og så er han dybt optaget af at gøre noget ved, at så mange børn vokser op med kun en forælder.

»Vi ved, det er hårdt at opdrage børn. Faktisk så hårdt, at det ikke alene kræver to forældre, men også velfungerende bedsteforældre,« siger han.

Men skal samfundet have en holdning til, hvordan en familie ser ud? Tidligere bestod en familie af en far og en mor, der, når de først var gift, holdt sammen til døden. Men den situation er blevet ændret radikalt af kvindernes kulturelle og økonomiske frigørelse. De håndfaste beviser findes i skilsmissestatistikken, der er eksploderet de seneste 30-40 år. Hvert år ender cirka 165.000 britiske ægteskaber i skilsmisse, og i tre ud af fire tilfælde er det kvinden, der har fået nok.

citationstegnVelfærdssamfundet har skabt støtteordninger, hvor det bedre kan betale sig for mødrene at være alene end at være sammen med barnets far. Mange unge har en køb-og-smid-væk-kultur, når det handler om ægteskabet.

På den ene side er skilsmisser altså et udtryk for, at kvinderne er blevet styrket i samfundet. På den anden side er det stigende antal skilsmisser et frontalt angreb på byggeblokken den traditionelle familie. Hvad er vigtigst: Kvinders ret til selvbestemmelse eller familier som samfundets rygrad? Det spørgsmål har Frank Field svært ved at besvare.

»Det vigtigste for mig er børnenes tarv. Børnene tilhører ikke forældrene, vi har alle et ansvar for, at børn vokser op under ordentlige vilkår. Velfærdssamfundet har skabt støtteordninger, hvor det bedre kan betale sig for mødrene at være alene end at være sammen med barnets far. Mange unge har en køb-og-smid-væk-kultur, når det handler om ægteskabet,« siger Field og tilføjer, at en familie for ham ikke nødvendigvis består af en mor og en far.

For de fleste politikere er det dybt problematisk at begive sig ind på, hvordan folk lever deres liv bag hjemmets fire vægge. De kvababbelser har Field ikke, men han erkender, at han vover sig ud i en ny type politik: Adfærdspolitikken.

»Da jeg blev valgt til parlamentet første gang i 1979, var mine arbejderklassevælgere optaget af løn, arbejdsforhold, boligforhold og velfærd. I dag er det spørgsmål om andres adfærd, der virkelig optager dem.«

Og her er Frank Fields gennemslagskraft stor. Han er en af de første, der bramfrit har sat ord på de moderne socialdemokratiers problemer med at tale direkte til deres gamle arbejdervælgere:

»Det er klart, at der findes asocial adfærd i alle samfundslag. Men mellemklassen oplever først og fremmest ubehagelig adfærd, når de tager til og fra arbejde. De har midlerne til at bo, hvor de vil. Det har den enlige mor ikke,« siger han.

Den nye revolution

Mange vil tale om et tilbageskridt for de socialdemokratiske partier, hvis de følger Frank Fields tanker og begynder at opstille klare normer for, hvordan man omgås hinanden i hjemmet, på arbejdspladsen eller i lokalområdet. Partiernes historiske opgaver har været at skabe rammer for, at folk kan leve, som de vil – også arbejderklassen. Men det er ifølge Field en misforståelse.

»I 1930’erne var der en ophidset debat i Storbritannien om, hvordan man skabte en god medborgerkultur – det man kan kalde samfundets sociale kapital. Efter Anden Verdenskrig troede vi, at ordentlig adfærd kommer af sig selv. Det gør den ikke. Vi er tvunget til hele tiden at forny den sociale kapital.«

Det kræver ifølge Frank Field en politisk revolution, der kan måle sig med den konservative premierminister Margaret Thatchers livtag med Storbritannien i 1980’erne.

»Thatcher var i et frontalt opgør med makropolitikken – ideen om, at alt kan styres ved at lovgive om de store linjer. Hun forstod, at man ikke kan have en succesfuld økonomi uden, at der er titusindvis af stærke virksomheder. Det er samme revolution, vi står over for i socialpolitikken.

Det er ikke nok, at folk får flere penge mellem hænderne, og at arbejdsløsheden bliver mindre.

Man kan ikke have et succesfuldt samfund uden sunde familier,« siger Frank Field.