Tidlig indsats over for truede børn bliver ved snakken

Af

Trods politikernes erklærede mål om en tidlig indsats for udsatte børn får misrøgtede børn ikke tidligere hjælp i dag end for fem år siden. Der anbringes stadig 10 gange så mange teenagere som småbørn – og hvad værre er: Hellere ikke den forebyggende indsats ser ud til at gå til de yngste.

SEN INDSATS Hellere fjerne lille Nicklas hjemmefra, mens han er to år og en harmløs ballademager, der skubber pigerne omkuld i vuggestuen, end når han er 15 år og har fået sin første dom for at slå gamle damer.

Så vidt har politikere og eksperter været enige i årevis: Det er både bedst for barnet og billigst for samfundet at løse børns sociale problemer med en tidlig indsats. Men sjældent har så stor enighed ført til så lidt.

Den tidlige indsats er slet ikke til at spore i statistikkerne. Tværtimod ser det ud til, at de mest udsatte børn bliver fjernet fra hjemmet mindst lige så sent som i 2001. Og meget tyder på, at heller ikke forebyggelsen sættes tidligere ind.

Siden 2001 har kommunerne anbragt 21 procent færre børn under seks år uden for familien, mens antallet af 15-17-årige anbragte i samme periode er vokset med 14 procent. Og selv om 25 promille af alle danske børn ender med at bliver anbragt, inden de fylder 18 år, er det stadig kun hver 10. af de anbragte, der fjernes fra hjemmet, inden de fylder tre år. Det viser Ugebrevet A4’s beregninger på baggrund af tal fra Danmarks Statistik og Ankestyrelsen.

Socialpædagoger og børneorganisationer ser heller ingen tegn på, at myndighederne er blevet bedre til at lave en tidlig indsats.

»Man må jo gå ud fra, at de arbejder med de bedste intentioner i kommunerne, men vi ser altså stadig rigtig mange eksempler på børn, der først får hjælp, når de er blevet så skadede, at de begynder at blive et problem for deres omgivelser,« siger socialrådgiver og projektleder i Børns Vilkår Jette Wilhelmsen.

Økonomien styrer indsatsen

Fungerende formand for Dansk Socialrådgiverforening Bettina Post mener, at statistikkerne vidner om, at socialrådgiverne ikke får lov til at føre den tidlige indsats ud i livet, fordi kommunerne har mere fokus på kommunekassen og årets budgetter end på de flotte mål om en hurtig og intensiv indsats i truede familier.

»Hvis man forestiller sig det perfekte billede, så ville statistikkerne jo vise en hel masse forebyggelse for de mindste børn og næsten ingen anbringelser for de større børn, men det er ikke det billede, vi ser,« siger Bettina Post.

Ifølge Foreningen af Danske Døgninstitutioner for børn og unge er billedet faktisk lige modsat:

»De institutioner, der har de helt små børn, oplever vigende efterspørgsel, og samtidig er der en stigning i efterspørgslen efter pladser til de unge. Det er vel fordi, man betaler for at få ro på gadehjørnerne,« mener formanden, Hans Jørgen Jønsson.

Formanden for Kommunernes Landsforening børne- og kulturudvalg, det radikale byrådsmedlem i Kolding Henrik Larsen, erkender, at den tidlige indsats stadig er et fatamorgana.

»Der er så stort pres på udgifterne til »brandslukning« over for de større børn, at vi ikke har ressourcerne til at lave den tidlige indsats, vi gerne vil,« siger Henrik Larsen.

Han håber, kommunernes fornyede fokus på tidlig indsats og forebyggelse over for de yngste alligevel vil bryde den onde cirkel, hvor alt for mange penge går til at lukke hullerne efter en utilstrækkelig indsats i den tidlige barndom.

Blandt de socialpædagoger, der arbejder med børnene på døgninstitutioner og i bofællesskaber, vokser frustrationen over at se endnu en generation af udsatte børn vokse op og blive til utilpassede unge, fortæller næstformand i Socialpædagogernes Landsforbund Benny Andersen:

»Det er jo ikke, fordi man ikke kender de her børn. Der bliver bare først grebet ind, når de begår deres første indbrud, trækker kniv – eller selv kommer og banker på kommunens dør og beder om at blive fjernet. Næsten en tredjedel af de børn, der er anbragt i dag, har selv henvendt sig til kommunen. Det siger da noget om, hvor store de børn når at blive, før de får hjælp.«

Også Børns Vilkår oplever, at den »tidlige indsats« i stedet ofte bliver til en endeløs dokumentation af elendighederne:

»Jeg havde en sagsbehandler, der sagde til mig, at hun kunne køre sagen ind til mig i en lastbil. Når jeg hører sådan noget, tænker jeg: Hvorfor er den sag blevet så tyk, uden der er sket noget? Der mangler ofte en rød tråd i de børnesager, vi ser,« forklarer projektleder Jette Wilhelmsen.

Hun oplever, at især de stille piger stadig får lov til at gå uden hjælp alt for længe.

»Det er de udad-reagerende børn og dem, som ikke passer ind i vores skoler, der bliver grebet ind overfor. De stille, indadvendte børn får ofte lov til at gå, selv om de også viser tegn på omsorgssvigt.«

Forebyggelse til teenagere

Regeringens mål er, at antallet af anbringelser skal ned – både af hensyn til børnene og økonomien. Til gengæld skal der bruges flere penge på mindre indgribende foranstaltninger som familieterapeuter, støttepersoner, aflastningsfamilier og andre tiltag, der alt sammen går under navnet »forebyggende indsats« i statistikkerne.

En lav anbringelsesgrad hos de alleryngste skulle altså gerne modsvares af massiv forebyggelse for netop denne aldersgruppe. Men det er der desværre ikke noget, der tyder på.

De forebyggende foranstaltninger, hvor barnets alder fremgår af statistikkerne, viser tværtimod et fald på 30 procent i hjælpen til de yngste børn og en stigning på 42 procent i hjælpen til de 15-18-årige. For de yngste kan det for eksempel handle om aflastningsophold eller en fast kontaktperson, og for de ældste tæller alt fra efterskoleophold, praktikophold og udslusningsordninger med som »forebyggende foranstaltning«.

Kigger man nærmere på den forebyggelse, der sker i familien, er der heller ikke noget, der tyder på, at indsatsen især retter sig mod de yngste. Familiebehandling på døgninstitutioner, som især retter sig mod familier med helt små børn, er halveret de seneste fem år. Det er ellers veldokumenteret, at det er en af de mest effektive metoder til at afklare og hjælpe meget svage familier, hvor det er tvivlsomt, om forældrene overhovedet har evnerne og overskuddet til at tage sig af et barn.

De mange ekstra millioner til »forebyggelse« ligger heller ikke i den praktiske, pædagogiske støtte i familien, som også ofte gives til familier med små børn, hvor typisk en enlig mor ikke har overskud til at få hverdagen til at hænge sammen eller er i tvivl om, hvordan hun skal opdrage sine børn. Antallet af familier med denne type hjælp faldt fra 2001 og er ikke steget siden. Hvor meget af hjælpen, der går til familier med store børn og teenagere fremgår ikke af statistikkerne.

Til gengæld vokser kurven voldsomt over antallet af familier, der får ambulant hjælp af familieterapeuter. En hjælp, som kan gives til alle aldersgrupper af børn, men som erfaringsmæssigt ofte sættes ind, når børnene er så store, at de volder forældrene, skolen eller politiet problemer.

»Tendensen overrasker mig ikke,« siger Bettina Post fra Danske Socialrådgivere og uddyber:

»Vi har længe hørt fra socialrådgiverne, at man har villet spare på mor-barn-anbringelser og andre dyre løsninger og i stedet løse problemerne ambulant.«

Hun er ikke i tvivl om, at økonomien er den primære årsag til, at den tidlige indsats aldrig er blevet en realitet.

»Man bliver jo nødt til at sige: Nu satser vi på det forebyggende arbejde over en 10-årig periode, og så ser vi, om ikke udgifterne til anbringelser af store børn er faldet til den tid. Men det er ikke noget, der sker inden for en valgperiode eller et budgetår. Og lige nu er der en desperation i kommunerne omkring de årlige budgetter, som slet ikke giver plads til den slags tålmodighed,« siger Bettina Post.

Kommuner er ikke onde

I den nyligt indgåede aftale mellem regeringen og Kommunernes Landsforening om kommunernes økonomi for 2009 pressede regeringen heller ikke ligefrem på for, at kommunerne skal bruge flere penge til en tidlig indsats. Tværtimod glæder formanden for kommunernes børne- og kulturudvalg, Henrik Larsen, sig over, at han nu har regeringens håndslag på, at kommunerne må have lov til at tage mere »omkostningseffektive løsninger« i brug – også når det gælder indsatsen over for børn og unge.

»Nu er det altså nagelfast, at kommunerne ikke er onde og spiser børn til morgenmad, fordi vi også her forsøger at styre økonomien, sådan som et bredt flertal i Folketinget ønsker det,« siger Henrik Larsen.

Han håber dog, at et bedre samspil på tværs af forvaltningerne i kommunerne kombineret med en lettelse af sagsbehandlernes papirarbejde vil gøre det muligt at sætte tidligere og mere effektivt ind for de samme penge.

Allerede i 1990’erne var den daværende socialdemokratiske socialminister Karen Jespersen med til at love en tidligere indsats på børneområdet. Hun er nu velfærdsminister for Venstre og har igen det overordnede politiske ansvar for de udsatte børn. A4 ville gerne have spurgt Karen Jespersen, hvad hun vil gøre for at sikre en tidligere indsats, men det har hun gennem den seneste uge ikke kunnet afse tid til.