Tid til forkælelse

Af

Arbejdsgiverne må indstille sig på at passe bedre på deres ansatte, som skal kunne se muligheder for personlig udvikling, efteruddannelse og fleksibilitet i jobbet – ellers vælger de fritiden. Hidtil har man ensidigt fokuseret på de økonomiske instrumenter, der skulle fastholde arbejdskraften.

Man kan som bekendt trække og piske hesten hen til truget, men ikke tvinge den til at drikke. Politikerne kan opstille alle de økonomiske forhindringer og lægge al den lokkemad ud, den vil, for at få danskerne til at arbejde mere. Men der findes ingen tvang, der kan gøre det. Mennesker, der ønsker mere fritid, tidligere pension og længere uddannelse, og som har råd til det, er ikke tvunget til at leve op til målsætningerne om at arbejde mere. Retten til selv at vælge sit liv og sin jobmæssige karriere, er en selvfølgelighed, som trods alt ikke kun hyldes af Venstres fritvalgs-løver.

Sidste mandag blev et bredt flertal i Folketinget enig om en plan, der i bedste fald vil skaffe 14.000 flere i arbejde frem mod år 2010. En dråbe i havet i forhold til, hvad der er behov for, hvis Danmark skal opretholde sin velstand, er de fleste økonomer og fagfolk enige om. Med pisken og de økonomiske midler kan man komme et stykke af vejen – især over for de allersvageste grupper. Men regeringens dilemma er, at planen kun har ringe indflydelse på de tiltag, der virkelig ville batte noget – de midler, der handler om at gøre lønarbejdet langt mere attraktivt, udviklende og interessant. Her er det arbejdsgiverne, der skal gøre en indsats.

Op igennem 90’erne har vi set, at velstandsudviklingen og den faldende ledighed har betydet, at store grupper af lønmodtagere i dag prioriterer mere fritid – tydeligst illustreret ved storkonflikten i 1998 om ekstra ferie. Danskerne ønsker altså at benytte en del af de flere penge, som de har fået mellem hænderne, til at holde fri: De vil nyde deres tredje alder, mens de endnu er raske og rørige; de unge vil nyde deres ungdom og nå at opleve alle de ting, som karriere og familie senere i livet sætter en stopper for; de vil holde længere ferie og have mulighed for at arbejde på nedsat tid eller gå på orlov i perioder af deres liv. Kort sagt: Beskeden fra danskerne er, at de vil arbejde mindre og ikke mere. Og hvad der måske er vigtigst: De er i vid udstrækning villige til selv at betale for det. Villige til at spare op, gå ned i løn i en periode for at få mere tid til sig selv. Tid forstået som fritid er blevet et eftertragtet statussymbol i det moderne samfund.

Imens taler politikerne, arbejdsgiverne og eksperterne om manglen på arbejdskraft. Om at velstanden sendes på retur, og produktionen flytter, hvis vi ikke arbejder mere. Det er i det dilemma, kimen til de største konflikter i de kommende årtier ligger. Ikke i spørgsmålet om, hvilke håndtag der skal skrues på for at få ledige ud på arbejdsmarkedet. Det vil finde sit naturlige leje. Udfordringen for arbejdsgiverne bliver at gøre det tilstrækkeligt tillokkende og attraktivt at arbejde mere og længere. Medarbejderne skal forkæles, efteruddannes, udvikles og belønnes; de skal have større indflydelse på eget arbejde og kunne se deres personlige ambitioner udfolde sig gennem arbejdet. Og de ældre – som Ugebrevet A4 beskrev det i sidste uge – skal overbevises om det fordelagtige i at blive på jobbet gennem attraktive seniorordninger.  

citationstegnBeskeden fra danskerne er, at de vil arbejde mindre og ikke mere. Og hvad der måske er vigtigst: De er i vid udstrækning villige til selv at betale for det. 

I det perspektiv er det problematisk at både regering og arbejdsgivere fortsat sætter deres lid til de økonomiske instrumenter: lavere indkomstskat, større gevinst for efterlønnere til at arbejde nogle få timer om ugen og så videre. Ad den vej vil man uden tvivl kunne komme et stykke. Men det, der virkelig batter, er at gøre arbejdspladserne så attraktive, at man slet ikke kan lade være med at arbejde mere og længere. En kur, der sigter på at forhindre billederne af golfbanen, Middelhavsstranden og det lykkelige familieliv i at gro fast på det indre display, mens man forsøger at passe sit arbejde.